Amelie Theussen: Hvis NATO skal overleve, skal landene blive enige om en fælles vision, der rækker længere end musketereden

Amelie Theussen: Hvis NATO skal overleve, skal landene blive enige om en fælles vision, der rækker længere end musketereden

18.12.2019

.

Meget peger i retning af en mørk fremtid for NATO. Splittelserne imellem medlemslandene går dybt: USA’s rolle i Europa, Tyrkiets indsats i Syrien og forskellige trusselsopfattelser af Rusland, Kina og Mellemøsten gør det svært at finde frem til en klar vision for fremtiden. En sådan vision er bydende nødvendig.

Analyse af Amelie Theussen

VIL DER OGSÅ I FREMTIDEN lyde ”én for alle og alle for én”? NATO har aldrig før i sin 70-årige historie været udsat for så megen politisk splittelse som nu, hvilket også Danmarks tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har påpeget.

Tidligere på måneden drøftede NATO-landenes stats- og regeringschefer forsvarsalliancens fremtid ved det såkaldte ”leaders meeting” i Watford nord for London. Opløbet til mødet var præget af krisestemning: Et par uger tidligere kaldte den franske præsident, Emmanuel Macron, NATO for ”hjernedød” i et interview med tidsskiftet The Economist. For ham betyder tilbagetrækningen af de amerikanske styrker fra Syrien, at der ikke længere sker udveksling og samspil af strategiske interesser mellem USA og dets NATO-allierede. Desuden har Tyrkiets ukoordinerede brug af væbnet magt i Nordsyrien blotlagt store uenigheder om NATO-landenes interesser i Mellemøsten.

Da Macron blev spurgt, om Artikel 5, musketereden, stadig er funktionel, svarede han meget sigende med ”det ved jeg ikke”, og ”hvad vil Artikel 5 betyde i morgen?”. Macrons udsagn blev kraftigt kritiseret af mange af NATO-landenes stats- og regeringsledere, blandt andre den amerikanske præsident Trump, som i sin sædvanlige uhæmmede stil kaldte Macrons ytringer “meget fornærmende”, “grimme” og “respektløse” til en pressekonference på NATO-mødet.

Også selve mødet bar præg af diplomatiske konflikter: På konferencedagen dukkede en video op, hvorpå den britiske premierminister, Boris Johnson, den franske præsident Macron og den canadiske premierminister, Justin Trudeau ser ud til at håne Trump for hans improviserede pressekonference tidligere på dagen.

 

At udskyde NATO’s strategiske fremtidsplanlægning, indtil der kommer en ny præsident, er i bedste tilfælde en forsinkelse – og i værste fald NATO’s tilintetgørelse
_______

 

ALLE DISSE KONTROVERSER peger i retning af en mørk fremtid for forsvarsalliancen. Splittelserne imellem NATO’s medlemslande går dybt: USA’s rolle i Europa, Tyrkiets indsats i Syrien og afvigende trusselsopfattelser af Rusland, Kina og MENA-regionen gør det svært at finde frem til en klar fælles vision. Dertil kommer en nærmest konfrontatorisk tilgang fra nogle af statslederne, som tydeligt fremhæver uoverensstemmelserne for at score point hos vælgerne derhjemme.

I lyset af alle de splittelser, som plager forsvarsalliancen, er det meget sigende, at NATO selv gik fra at kalde mødet i London et topmøde til i stedet at bruge begrebet ”leaders meeting”. Som en kilde i NATO har fortalt CNN, ville man gerne undgå, at der skulle offentliggøres et kommuniké efter mødet, som ellers er sædvæne. Men i lyset af Trumps tidligere afvisninger af kommunikéer, som fx ved G7-mødet i 2018, ville man helst undgå en lignende situation. Det næste topmøde er annonceret, men afholdes først i 2021.

Nu kan man selvfølgelig håbe, at Trump ikke bliver genvalgt til næste år, og at den næste amerikanske præsident vil støtte mere op om NATO og liberale værdier; men at udskyde NATO’s strategiske fremtidsplanlægning, indtil der kommer en ny præsident, er i bedste tilfælde en forsinkelse – og i værste fald NATO’s tilintetgørelse. Det er meget muligt, at Trump får fire år mere i Det Hvide Hus, og ventepositionen betyder ikke, at truslerne bliver mindre, og at NATO’s fremtid bliver lysere. NATO har formentlig ikke den luksus at forblive passiv de næste fem år. Potentielt fjendtligtsindede aktører vil prøve at udnytte og forøge kløften mellem USA og Europa for at mindske NATO-medlemslandenes magtposition i verden.

NATO er nødt til aktivt at arbejde imod de interne splittelser og forberede sig på trusler for at forblive i stand til at reagere på kommende trusler og forblive relevant i den globale magtkonkurrence. Hvis NATO ikke formår det, vil alliancen miste sin mulighed for at agere og reagere – og dermed også evnen til afskrækkelse af og forsvar imod angreb, hvilket er NATO’s centrale funktion.

 

NATO er nødt til aktivt at arbejde imod de interne splittelser og forberede sig på trusler for at forblive i stand til at reagere på kommende trusler og forblive relevant i den globale magtkonkurrence
_______

 

DOG ER DET VIGTIGT at konstatere, at der – på trods af kriserne – bliver støttet op om NATO. Bortset fra de nævnte uoverensstemmelser forløb mødet nemlig som forventet, og stats- og regeringslederne erklærede fuld opbakning til NATO. For eksempel udtalte London-mødets vært, Boris Johnson, at Storbritanniens engagement i NATO vil forblive ”klippefast”, og at der er langt mere, der forener end skiller landene. Mette Frederiksen har ligeledes understreget, at der ”findes intet alternativ til NATO” og har indvilget i, at Danmark stiller op med yderligere fire fly i en toårig periode til det NATO-beredskab, som Danmark allerede bidrager til med fire fly.

Ligeledes er der fremskridt på det meget omdiskuterede byrdefordelingsområde: Flere medlemslande lever op til målsætningen om at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvarsområdet, mens Danmark dog kun bruger godt 1,3 pct. i dag. Mette Frederiksen har imidlertid udtalt, at Trump har en pointe med sin kritik om, at Europa er nødt til at påtage sig et større ansvar, og hun lover, at Danmark vil bruge flere penge på forsvaret i fremtiden. I mellemtiden udviser Danmark stor aktivisme for at kompensere for de manglende penge i forsvarsbudgettet ved at pådrage sig ledelsen af NATO-missionen i Irak, sende en fregat og soldater til Hormuzstrædet på USA’s forespørgsel og udsende flere soldater til Sahelregionen.

London-deklarationen, som blev offentliggjort efter mødet, understreger medlemslandenes opbakning til musketéreden. Deklarationen kan næppe ses som tegn på en pludselig opstået enighed blandt stats- og regeringslederne, men bør snarere betragtes som en gentagelse af NATO’s officielle mål og retning. Den peger på NATO’s største fremtidige trusler, som alliancen skal være forberedt på at håndtere: Ruslands aggressive adfærd; terrorisme; hybride og cyber-trusler, især mod strategisk infrastruktur; og Kinas opstigen, som skaber både muligheder og udfordringer, alliancen skal adressere.

 

Splittelse i NATO-alliancen er dog ikke noget nyt; der har altid været forskellige synspunkter og afvigende politiske interesser i spil – men de har aldrig været udkæmpet så offentligt. Og det er til Ruslands, Kinas og andre potentielt fjendtligtsindede aktørers fordel
_______

 

MEN DEKLARATIONEN FORBLEV meget stille om den mest grundlæggende trussel af alle: intern splittelse. Splittelse i NATO-alliancen er dog ikke noget nyt; der har altid været forskellige synspunkter og afvigende politiske interesser i spil – men de har aldrig været udkæmpet så offentligt. Og det er til Ruslands, Kinas og andre potentielt fjendtligtsindede aktørers fordel. Især Rusland har en stor interesse i at skabe splid i Vesten og mindske tilliden til de demokratiske institutioner, og medlemslandenes offentlige skænderi om NATO’s fremtid går Ruslands ærinde.

Kina har ikke sammen fokus på at skabe splittelse i Vesten, men gavner af USA’s langsomme nedgang, mangel på verdensledelse og kløften mellem USA og Europa. Derimod har Kina fokus på at udvide sin indflydelse på en indirekte måde igennem handel og økonomi, fx ’Belt and Road’-initiativet. Her åbner splittelsen i NATO en mulighed for Kina for at få adgang til NATO-landene og deres infrastruktur, som fx diskussionen om Huawei og 5G-netværket i både Danmark og på Færøerne viser. Også det kommende NATO-medlem Nordmakedonien, som bliver NATO’s 30. medlemsland, har oplevet stor fremgang af kinesiske investeringer de seneste år, især i infrastrukturen.

Afskrækkelsen af potentielle angreb fungerer kun, hvis der ikke hersker tvivl om, at alle vil komme hinanden til undsætning i tilfælde af angreb. Skænderierne rammer lige ind i NATO’s hjørnesten. Derfor er det er vigtigt at sætte indenrigspolitiske projekter til side for at bevare samhørigheden i NATO.

NATO er stadig i live, men for at organisationen skal være mere end en ’dead man walking’, skal der en opbygges en fælles vision for NATO’s fremtid og undgås offentlige skænderier, som sætter spørgsmålstegn ved musketerernes ed til hinanden.

 

NATO er stadig i live, men for at organisationen skal være mere end en ’dead man walking’, skal der en opbygges en fælles vision for NATO’s fremtid og undgås offentlige skænderier, som sætter spørgsmålstegn ved musketerernes ed til hinanden
_______

 

I FREMTIDEN vil NATO’s europæiske medlemslande uden tvivl bruge flere penge på forsvarsområdet. Det vil på den ene side bidrage til at mindske den interne splittelsen omkring byrdefordeling i alliancen og også nedtone Trumps åbenlyse raseri mod nogle allierede. På den anden side vil det give mere handlekraft og autonomi på det sikkerhedspolitiske område til de europæiske lande, hvilket vil gavne dem uafhængigt af NATO’s fremtid.

Det er nødvendigt at sikre en amerikansk interesse i at bidrage til NATO fremover, for USA er et ”uundværligt” medlem. I takt med Kinas opstigen vil USA komme til at orientere sig endnu mere mod Kina, som USA anser som den store konkurrent om verdensmagten. Det vil efterlade Europa – og dermed NATO – irrelevant for amerikanerne. Her skal NATO finde en vej til at forblive relevant ved at definere sit formål i forhold til verdens store magtstater og deres forhold til hinanden. Det skal fremstå klart, hvad NATO – og særligt NATO’s europæiske medlemslande – kan bidrage med i den globale magtorden.

Det vigtigste vil dog være at forstå, at uenigheder altid har været og altid vil være en del af NATO, men at de helst skal udkæmpes bag kulisserne for ikke at åbne for tvivl om alliancens urokkelighed. I sidste ende er NATO’s fremtid stats- og regeringsledernes ansvar, og de skal balancere de forskellige trusler, NATO oplever, og blive enige om en fremtidsvision. For at overleve de næste 70 år, skal NATO være i stand til at afskrække et muligt russisk (eller andet) angreb; håndtere behovet for bekæmpelse af terrorisme, kontrol af indvandring- og flygtningestrømme og stabilisering og udvikling af landene ved alliancens sydlige grænser; og være forberedt på at spille en rolle i den globale magtkamp mellem USA og Kina. ■

 

I sidste ende er NATO’s fremtid stats- og regeringsledernes ansvar, og de skal balancere de forskellige trusler, NATO oplever, og blive enige om en fremtidsvision
_______

 



Amelie Theussen (f. 1989) er Ph.d., adjunkt ved Center for War Studies, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Hun forsker i moderne væbnet konflikt – specifikt i ændringer i krig og krigsførelse og samspillet mellem (international) politik og folkeretten – og forsvars- og sikkerhedspolitik i Danmark og Europa. ILLUSTRATION: USA’s præsident Trump og NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, til NATO-mødet i London, 4. december 2019 [foto: Avalon. Red/Ritzau Scanpix]