22.08.2019

.

Det Hvide Hus står uden moralsk og politisk lederskab, mens Danmark står med en utilregnelig allieret. En allieret, som ellers har været fuldstændig afgørende for vores sikkerhed i over et halvt århundrede. Nu er det på tide at styrke rigsfællesskabet og sætte Danmark først.

Kommentar af Anders Storgaard, formand for Konservativ Ungdom

DONALD TRUMP brød alle diplomatiske etikker ved at aflyse hans planlagte statsbesøg til Danmark. Et besøg, han vel at bemærke selv havde inviteret sig på. Og på hvilket grundlag kom aflysningen? At vores statsminister ikke havde i sinde at sælge 50.000 af sine borgere som kvæg og størstedelen af vores territorium, som var det en offergave til en romersk kejser. Til trods for at danske soldater har kæmpet og blødt side om side med amerikanerne, så valgte den amerikanske præsident at give os diplomatiets svar på en fuck-finger. Det er meget sigende for en præsident, hvis respekt for demokratiske stater, trofaste allierede og liberale institutioner ofte kan ligge på et meget lille sted, mens verdens diktatorer fra Putin Kim Jong-un bliver mødt med beundring.

Jeg tilhører hverken dem, der som Jakob Ellemann mener, at det nu er vores job at please den amerikanske præsident nok til forbedre vores forhold, eller dem, der mener, at dette bør være afslutningen på vores historiske samarbejde med USA. Vores transatlantiske forhold er simpelthen for vigtigt til at lade sig ødelægge af én amerikansk præsident, uanset om han kun sidder ét år mere eller får en periode til.

Men på kort sigt er det åbenlyst, at Danmark ikke kan stole på USA’s nuværende administration, for hvis ikke engang en så klokkeklar aftale som et statsbesøg kan overholdes, hvad skal så afholde Trump fra at løbe fra alle andre løfter? Han har allerede forladt Parisaftalen, atomaftalen med Iran og truet med at trække sig fra NATO. Med ham ved roret må man forvente det uforventelige. Selv den mest forblændede Trump-fan må kunne se, at Trump ikke har nogen konsistent udenrigspolitisk strategi udover at tryne allierede for at vinde indenrigspolitiske points. Og hvis man rent faktisk elsker sit land, som mange Trump-tilhængere på højrefløjen plejer at betone, så ved man også godt, at det ikke er holdbart for Danmark at være en nyttig idiot for Trump-regeringen.

 

Hvis USA bare ønsker at bruge denne [vestlige] førertrøje til at kræve landområder og ydmyge små demokratiske lande, så er det på tide, at vi holder op med at følge dem
_______

 

Dette har en række helt lavpraktiske konsekvenser: Ønsker vi fx at betro danske soldater til en amerikansk ledet operation i Hormuzstrædet, hvor Trumps dagshumør skal afgøre, hvorvidt danske liv skal placeres midt i en potentiel krig mod Iran? Jeg gør i hvert fald ikke. Eller hvad med i Irak og Syrien, hvor Danmark i dag løfter en tung del af byrden med at træne, uddanne og støtte de lokale soldater: Skal vi sende danske soldater i skarpe missioner her? Jeg vil ikke være tryg ved det.

FUNDAMENTET FOR, at jeg ligesom mange andre har bakket vores tætte relation til amerikanerne op, er, at der tidligere lå en fælles respekt mellem vores allierede lande, hvor USA tog førertrøjen på for den demokratiske og vestlige verden. Hvis USA bare ønsker at bruge denne førertrøje til at kræve landområder og ydmyge små demokratiske lande, så er det på tide, at vi holder op med at følge dem.

På lang sigt er det dog værd at huske på, at USA er mere end blot Trump. Hvorvidt han bliver en parentes i historien, fordi landet snart vender tilbage til at ville beskytte den verdensorden, de selv har sat i verden, eller om vi kommer til at se en tilbagevenden til et regulært isolationistisk USA, der – med Monroe-doktrinen [idéen om at USA har en strategisk interessesfære i sit umiddelbare nærområde, red.] som ledetråd – kun gider at beskæftige sig med andre dele af verden, hvis der er kortsigtet profit i sigte, kan kun tiden vise. Men fra et dansk perspektiv betyder det, at vi bliver nødt til at sprede vores sikkerhedspolitiske æg bedre, end vi gør i dag.

For det første bør dette være et kæmpe wake-up call til politikere fra alle dele af rigsfællesskabet om, at der intet naturgivent er i, at vores kongerige ikke kan blive en kastebold i stormagternes spil – og at vi derfor står væsentligt stærkere sammen end hver for sig. Med en grønlandsis, der smelter med lynets hast, vil presset på øen kun vokse, og intet økonomisk mineral-mirakel vil kunne give grønlænderne den slagkraft, der skal til for rent faktisk at opretholde en reel selvstændighed, hvis de forlader rigsfællesskab.

 

Den danske regering bør lade denne oplevelse være startskuddet til en reformation af rigsfællesskabet til et moderne, langtidsholdbart projekt, som alle parter kan se sig selv i
_______

 

Den danske regering bør lade denne oplevelse være startskuddet til en reformation af rigsfællesskabet til et moderne, langtidsholdbart projekt, som alle parter kan se sig selv i. Et godt sted at starte kunne være at opruste militært i Arktis, så vi selv kan beskytte Grønland, og at lave et særskilt ministerium for rigsfællesskabet, der kan sætte fokus på fælles koordination. Men det afgørende må være at finde ud af, hvad der skal til for, at man også fra grønlandsk og færøsk side kan se en fremtid i projektet.

FOR DET ANDET skal vi udbygge det sikkerhedspolitiske samarbejde med vores europæiske allierede, mens vi med en sund skepsis holder døren åben for USA. For nuværende er der intet, der tyder på, at Europa vil kunne udfylde det tomrum, som en amerikansk politisk tilbagetrækning vil resultere i – og de fleste aktuelle ideer er urealistiske, såsom den famøse EU-hær, der kun lader sig gøre i en tysk-fransk feberfantasi. De europæiske lande er simpelthen kulturelt, sprogligt og militært for forskellige til at ville opgive så afgørende suverænitet.

Men det er ikke det samme, som at der ikke kan være et ræsonnement i et stærkt europæisk forsvarssamarbejde – og som absolut minimum bør Danmark opruste både militært på Forsvaret og diplomatisk på en udenrigstjeneste, der aldrig har været dårligere udrustet i en mere afgørende og usikker tid.

Dybt i mit hjerte er jeg stadig forelsket i det USA, som vi skylder vores demokratiske frihed til, og som har været med til at skabe den mest fredelige periode, vores europæiske kontinent har kendt til. Men Danmark kan efter et så afgørende tillidsbrud ikke sidde tilbage som en forladt kæreste og bede til, at Trump kommer på bedre tanker. Nu er det på tide at vise, at vi kan stå på egne ben og med Trumps eget slogan: at sætte Danmark først. Så længe den nuværende præsident sidder i Det Hvide Hus, kan vi ikke længere regne med USA. ■

 

Danmark kan efter et så afgørende tillidsbrud ikke sidde tilbage som en forladt kæreste og bede til, at Trump kommer på bedre tanker. Nu er det på tide at vise, at vi kan stå på egne ben og med Trumps eget slogan: at sætte Danmark først
_______

 

Anders Storgaard (f. 1994) er Landsformand for Konservativ Ungdom. ILLUSTRATION: Præsident Donald Trump til pressemøde foran Det Hvide Hus, 21. august 2019 [foto: Ron Sachs/RS/Ritzau Scanpix]