25.10.2019

.

Over en million libanesere har været på gaden de seneste 9 dage. Mens demonstrationerne fortsætter, begynder spørgsmålet at presse sig på: Hvad er næste skridt? Mens der er en stærk fælles front mod regeringen, er det sværere at blive enige om, hvem der skal tage over, og hvilke politikker der kan føre Libanon på ret kurs.

Af Anne Kirstine Rønn Sørensen

For to dage siden stod jeg i et telt på en plads i hjertet af Beirut og lyttede til omkring 50 mennesker, der diskuterede, hvad de ønskede, der skulle ske med deres land. Mikrofonen gik på skift mellem de ivrige deltagere, der talte om emner som miljøreformer, uddannelse, valglovgivning og mulighederne for at udskifte de nuværende ledere med en overgangsregering.

Diskussionen understregede, at de protester, som finder sted i Libanon lige nu, kun er første fase i en længere forandringsproces. Lykkes det libaneserne at afsætte regeringen, venter der nye diskussioner om, hvem der så skal overtage magten i landet – og hvordan og hvornår. Og disse spørgsmål ligger foreløbigt åbne.

Libaneserne fortsætter presset på 9. dag
Libanon er gået ind i anden uge af de massive protester mod landets regime. Torsdag den 17. oktober gik folk for første gang på gaden. Protesterne blev udløst af en ny skattelovgivning, som regeringen vedtog dagen forinden. Men de var drevet af en underliggende vrede over den dybe politiske og økonomiske krise, som landet befinder sig i. Siden da har gaderne været fulde, og optællinger siger, at omkring halvanden million over hele landet deltog i den største demonstration i søndags.

Hver aften på Martyr-pladsen i det indre Beirut spiller højtaleranlæg op til fest, mens tilhørerne vifter med det libanesiske flag og skråler med på fædrelandssange. Indimellem griber følelsesladede demonstranter mikrofonerne og råber slogans som ”Fra syd til nord står vi sammen”, ”de [politikerne, red.] har bestjålet os i 30 år,” og ”folket kræver regimets fald”. Fra adskillige byer overalt i landet kan man se billeder af store folkefester, og der er endnu ikke meget, der tyder på, at de vil stoppe foreløbig.

 

Fra adskillige byer overalt i landet kan man se billeder af store folkefester, og der er endnu ikke meget, der tyder på, at de vil stoppe foreløbig
_______

 

De seneste dage har demonstranter blokeret veje over hele Libanon for at forhindre, at landet vender tilbage til sin normale tilstand. Bankerne forbliver lukkede i dag, og både studerende og undervisere på flere af landets universiteter strejker. Kravet fra flertallet i gaderne lyder, at regeringen skal trække sig fuldstændig. Indtil den gør det, agter de at fastholde protesterne.

Imidlertid er det ikke lykkedes at få regeringen til at gå af. Med undtagelse af fire ministre, der trak sig lørdag, holder kabinettet fast i magten og har forsøgt at bløde op for demonstranternes pres. I mandags introducerede landets premierminister, Saad Hariri, en reformpakke, som har til hensigt at rette op på landets kritiske økonomiske situation. Pakken inkluderede en halvering af lønnen for nuværende og tidligere præsidenter, ministre og andre topposter i staten. Hariri lovede også, at Libanons banksektor skulle bidrage med 3,3 milliarder dollars til at nedbringe statens økonomiske underskud til 0,6 procent i 2020.

I går, torsdag, gik landets præsident, Michel Aoun, på TV og udtrykte, at de reformer, regeringen har fremsat, vil redde Libanon ud af den økonomiske krise. For de fleste demonstranter bliver regeringens respons dog set som et utroværdigt og utilstrækkeligt forsøg på at redde sig selv. Et flertal af demonstranterne ønsker nemlig ikke kun at gøre op med Libanons økonomiske deroute, men at afskaffe hele den politiske klasse, som både er korrupt og skaber splid mellem landets religiøse grupper, også kaldet sekter.

 

Et flertal af demonstranterne ønsker nemlig ikke kun at gøre op med Libanons økonomiske deroute, men at afskaffe hele den politiske klasse, som både er korrupt og skaber splid mellem landets religiøse grupper
_______

 

Regeringen skal gå af – men hvad så?
I skrivende stund er det stadig usikkert, om regeringen overhovedet vil gå af. Men gør den det, er der flere mulige scenarier. En af mulighederne er, at en teknokratisk regering bestående af uafhængige eksperter overtager magten i en periode, inden der udskrives et nyt valg. En anden mulighed er en midlertidig regering ledet af militæret. Der lader imidlertid ikke til at være klar enighed blandt libaneserne om, hvad der skal ske, hvis regeringen falder.

Under den seneste uges protester har små oppositionspartier og grupper fra civilsamfundet samlet sig på Martyr-pladsen i Beirut, hvor en af de store demonstrationer foregår. Mange af dem har sat telte op, og nogle har iført sig t-shirts med genkendelige slogans. Diskussionen, jeg deltog i forleden, var eksempelvis organiseret af en politisk bevægelse kaldet Li-Haqqi (Mine rettigheder), som stillede op til parlamentsvalget sidste år. Af og til under diskussionen greb en af bevægelsens medlemmer mikrofonen for at informere om Li-Haqqi og deres politiske visioner. Hvis man ønskede at være frivillig for dem, kunne man skrive til et telefonnummer.

De forskellige civilsamfundsgrupper deler ivrigt flyers ud, skriver statements på sociale medier og holder taler og offentlige diskussioner. Men der er forskel på, hvilke løsninger de advokerer for. Nogle af dem betoner, at det er vigtigt at få et nyvalg så snart som muligt. Andre mener, at det er nødvendigt at få en ny valglov, inden libaneserne skal gå i stemmeboksene. Siden borgerkrigen i Libanon sluttede i 1990, har sæderne i parlamentet været fordelt efter en kvoteordning, hvor hver af landets i alt 18 sekter får et fastlagt antal sæder svarende til den andel, de udgør af den samlede befolkning. Det vil eksempelvis sige, at man som sunnimuslim kun kan stille op til et sunni-sæde.

Libanons seneste officielle folketælling blev foretaget i 1932, inden landet blev uafhængigt, og derfor svarer kvoterne ikke til Libanons nuværende befolkningssammensætning. Det betyder blandt andet, at de kristne libanesere har 50 procent af sæderne i parlamentet, selvom de kun anslås til at udgøre en tredjedel af befolkningen i dag. Et andet grundlæggende problem med valgsystemet er, at det reproducerer skellet mellem Libanons sekter. Eksempelvis er valgdistrikterne opdelt på en måde, som bedre garanterer, at magten forbliver hos de nuværende sekteriske partier.

 

Et andet grundlæggende problem med valgsystemet er, at det reproducerer skellet mellem Libanons sekter. Eksempelvis er valgdistrikterne opdelt på en måde, som bedre garanterer, at magten forbliver hos de nuværende sekteriske partier
_______

 

Udover muligheden og datoen for et nyvalg er der også stor uenighed om, hvordan Libanons fremtidige økonomiske politik skal se ud. Nogle af bevægelserne mener, at en privatisering af ydelser såsom elektricitet er den bedste måde at bekæmpe korruption på. Andre ønsker en stærk velfærdsstat. Derudover er det stadig et åbent spørgsmål, hvem der skal sidde i en eventuel overgangsregering. Hvem er uafhængig nok af de gamle magthavere til at blive en del af denne? Skal lederne af de eksisterende civilsamfundsorganisationer sidde med?

Mens de etablerede organisationer begynder at diskutere de næste skridt, er der også bekymringer om, i hvor høj grad der vil være opbakning til dem. En af dem, som udtrykker bekymring, er Rima Majed, professor på American University of Beirut. Til netavisen ”The Daily Star” udtaler hun, at hun ikke mener, at nogen af de etablerede grupper i civilsamfundet kan påstå at tale på vegne af demonstranterne i gaden. Hun påpeger nemlig, at flere af organisationerne er udgjort af medlemmer af middelklassen i Beirut, hvilket kan virke fremmedgørende for demonstranterne.

Manglen på klart lederskab og planer for, hvad der skal ske, hvis regeringen går af, kan muligvis blive en svaghed for demonstranterne – og de politiske partier har da også forsøgt at udstille demonstranternes splittelse. På nuværende tidspunkt står libaneserne dog fortsat sammen. Selvom spørgsmålet om næste fase – som ofte i folkelige masseopstande – bliver tricky, er de stadig draget af et stærkt fælles krav om at afsætte regeringen. ■

 

Selvom spørgsmålet om næste fase – som ofte i folkelige masseopstande – bliver tricky, er de stadig draget af et stærkt fælles krav om at afsætte regeringen
_______

 

Anne Kirstine Rønn (f. 1993) er Ph.d.-studerende i Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor hun skriver om opposition mod de politiske regimer i Libanon og Bosnien-Hercegovina. Hun har en bachelor i Statskundskab fra Københavns Universitet og en kandidat i Internationale Studier fra Aarhus Universitet med speciale inden for Mellemøsten og Afrika. ILLUSTRATION: Demonstranter blokerer en hovedvej i centrum af Beirut [foto: Anne Kirstine Rønn]