Bertel Haarder: Jeg tror, at Venstres bagland i en kaotisk situation godt kan acceptere en ny SV-regering, men det vil have sine omkostninger

Bertel Haarder: Jeg tror, at Venstres bagland i en kaotisk situation godt kan acceptere en ny SV-regering, men det vil have sine omkostninger

16.05.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Selvom SV-regeringen i 1978-79 hurtigt faldt fra hinanden, og selv om S og V har skabt skræmmebilleder af hinanden, så tror jeg, at V’s bagland er med på en ny SV-regering, hvis situationen er til det.

Kommentar af Bertel Haarder

Jeg har allerede oplevet en SV-regering! Det var såmænd Uffe Ellemann-Jensen, der i sin første valgkamp i Aarhus i 1978 talte varmt for en SV-regering – og straks efter valget fik ønsket opfyldt. Jeg var enig med ham og accepterede derfor, at han blev politisk ordfører, selv om det på en måde var mig, der stod for tur. Henning Christophersen var konstitueret formand (efter at Poul Hartling var blevet flygtningehøjkommissær i FN) og sikrede sig ved SV-regeringsdannelsen både udenrigsministerposten og formandsposten i Venstre.

Venstres bagland var helt med på den nye regeringskonstellation. Især det kommunale bagland, der var vant til bredt samarbejde. Til gengæld blev Venstre hånet af den konservative leder Poul Schlüter, der gjorde alt for at udstille Venstres slingrekurs – og utvivlsomt vandt Venstre-stemmer på det. Sandheden er, at både han og de radikale var sure over, at de ikke blev inviteret med, hvilket var meget bevidst fra Venstres side! Venstre ville have S’erne for sig selv, og med en udbryder fra Centrumdemokraterne havde S og V lige akkurat flertal.

Så vidt, så godt. Men det gik hurtigt galt. Det grundigt forhandlede regeringsprogram faldt hurtigt i spåner, bl.a. på grund af statsminister Anker Jørgensens voldsomme problemer med fagbevægelsen, herunder især med LO-formand Thomas Nielsen, der kaldte Anker ”den lille lort”. Og fordi S ikke kunne opfylde sine løfter, så løb Venstre også fra sine, og så kom der valg efter kun 14 måneder. Det vigtigste resultat blev standsningen af en kombineret vej- og jernbanebro over Storebælt, og det fik som bekendt heller ikke varig virkning.

 

I den nuværende situation tror jeg såmænd godt, at Venstres bagland igen kunne acceptere en SV-regering. Det ligger i partiets DNA, at det altid gerne vil i arbejdstøjet
_______

 

I den nuværende situation tror jeg såmænd godt, at Venstres bagland igen kunne acceptere en SV-regering. Det ligger i partiets DNA, at det altid gerne vil i arbejdstøjet, hvis det – i partiets fortælling – er i landets interesse. I dag har Venstre trods alt dobbelt så mange mandater som under SV-regeringen, og man kan derfor forhandle ud fra en stærkere position – bortset fra, at de to partier tilsammen næppe får flertal.

Problemet med en SV-regering er især, at yderfløjene kan nyde godt af det. Yderpartierne på venstrefløjen vil elske at kalde regeringen ”sort-rød” eller det, der er værre. På højrefløjen vil man elske at se det endelige bevis for, at Venstre har opgivet sin liberale sjæl og er blevet Socialdemokratiet light. En SV-regering vil altså ikke ”tæmme” yderpartierne, men tværtimod give dem vind i sejlene, fordi de slipper for ”ansvarets åg”.

Det er også et problem, at de to partier bygger på forskellige fortællinger, inklusive fortællinger om, hvem de ”onde” er. Begge partier har – også i denne valgkamp – opbygget skræmmebilleder af hinanden. Venstre har indbudt til pressemøde for at fortælle om konsekvenserne af de socialdemokratiske lettelser i sociale ydelser til udlændinge, og Socialdemokratiet har i det uendelige fremhævet, at de vil have mere velfærd, mens Venstre og de blå have flere skattelettelser. ”Velfærd eller skattelettelser” har været det kampråd, der har forplumret enhver debat om fremtidens velstand og velfærd– og irriteret Venstre voldsomt.

Konklusionen er, at en SV-regering bestemt er en mulighed, hvis der opstår en kaotisk situation med yderpartier, der stiller ultimative og urealistiske krav, men det vil have sine omkostninger. ■

 

Konklusionen er, at en SV-regering bestemt er en mulighed, hvis der opstår en kaotisk situation med yderpartier, der stiller ultimative og urealistiske krav,
_______

 



Foto: pressefoto