Carolina Magdalene Maier: Jeg tror stadig på ytringsfrihedens ukrænkelighed. Men jeg vil gerne høre argumenterne imod

Carolina Magdalene Maier: Jeg tror stadig på ytringsfrihedens ukrænkelighed. Men jeg vil gerne høre argumenterne imod

17.04.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Vi bliver nødt til at turde tage samtalen om, hvorvidt der er grænser for ytringsfrihed og tolerance. En nysgerrig samtale, hvor vi åbent forholder os til fordele og ulemper ved ytringsfrihedens ukrænkelighed og til tolerancens paradoks – mellem politikere, filosoffer, etikere, flertals- og mindretalsrepræsentanter.

Kommentar af Carolina Magdalene Maier

Da jeg så dokumentaren ’Undercover in the Alt-Right’, hvor den svenske aktivist Patrik Hermansson – under dække af at være tilhænger af den ekstreme højrefløj – infiltrerer det engelske og amerikanske ekstreme højre med skjult kamera, blev jeg betydeligt påvirket. Det gjorde jeg i særlig grad, fordi Patrik Hermansson efter infiltrationen står tilbage med en stålsat holdning om, at han ikke på nogen måde kan forsvare, at personer, som prædiker antidemokratiske holdninger, skal være omfattet af ytringsfriheden – eller at deres handlinger skal være lovlige.

Patrik Hermanssons holdning strider mod ideen om, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Hans pointe er, at mange medlemmer af den ekstreme alt-right-bevægelse er nazister og dermed har en ikke-demokratisk tankegang. Hvis vi lader personer med antidemokratisk tankegang træde ind på den offentlige scene, så lader vi dem bestemme, hvem der må deltage i samfundet, hvilket begrænser demokratiet. Det er argumentet. Hermansson mener, at demokratiets opgave er at skabe sammenhæng i befolkningen, hvilket det ekstreme højre modarbejder. Og hvis vi tillader denne lille gruppe af mennesker at være en legitim del af demokratiet, så ekskluderer vi en kæmpestor gruppe af andre mennesker, nemlig de grupper, som det ekstreme højre ønsker hen, hvor peberet gror. Med andre ord: Med deres antidemokratiske holdninger passer disse mennesker ikke ind i demokratiet.

Hermanssons grundlæggende pointe er, at normaliseringen af alt-right-bevægelsen er den værste trussel mod vores samfund og demokrati. For hvis vi accepterer – og dermed legitimerer – de stærkt racistiske og stigmatiserende holdninger, som bevægelsen er båret af, så er det lettere for folk at tilslutte sig dem. Vi bliver mere og mere vant til dem, og på den måde strækker vi i elastikken for normaliteten. Og det er, ifølge Hermansson, det farligste, vi kan gøre.

Her kan man drage paralleller til filosoffen Karl Popper, som med sit ’paradox of tolerance’ argumenterer for, at ubegrænset tolerance fører til udryddelsen af tolerancen, og at det at forsvare tolerancen forudsætter, at man ikke tolererer det ikke-tolerante. Altså: Man skal ikke acceptere ikke-demokratiske tænkemåder.


 

Kan vi få de 26.000 følgere til at stoppe med at se hans videoer? Næppe.
_______

 

Rasmus Paludans åbenlyse provokation af muslimer, hans offentlige afbrændinger af Koranen og hans stærkt nedsættende udtalelser (hvoraf en har fået ham dømt under racismeparagraffen) er en af de mest patetiske politiske selviscenesættelser, Danmark længe har været vidne til. Jeg mener som stort set resten af befolkningen: Ignorér manden – vis ham, hvor uendelig lille betydning han har. En mand som ham rammer man på én måde og én måde alene: Ved at le af ham og udstille hans fnuglette betydningsløshed.

Men vi kan ikke ignorere, at Paludan har 26.000 følgere på YouTube. At hans provokationer er kendt af langt de fleste danske børn i skolealderen. At mange nok bare griner af hans eskapader, men samtidig klikker ind næste gang, han lægger noget op, fordi det er spændende eller underholdende. Kan vi få de 26.000 følgere til at stoppe med at se hans videoer? Næppe.

Så uagtet hvor dysfunktionelt, Paludan agerer, og uagtet at der grines af hans videoer, så ligger der en brutal alvor bag hans intentioner, hans kvalme ord og hans åbenlyse had til muslimer. En alvor, som er seriøs nok til, at Hermansson og Popper ikke har bekymret sig forgæves.

 

Jeg er ikke enig med Hermansson eller Popper. For jeg tror ikke på, at en indskrænkning af ytringsfriheden vil stoppe mennesker som Paludan. Jeg tror, at han i givet fald ville finde andre mere skjulte kanaler til at udbrede sit budskab
_______

 

”Hvad skal vi så gøre?”, spørger vi os selv og ser hinanden rådvilde i øjnene. Skal vi genindføre blasfemiparagraffen? Sætte grænser for ytringsfriheden? Så følger de næste spørgsmål: Hvem skal i givet fald bestemme dem? Og hvor går grænserne? Religiøse forkyndere må i forvejen ikke opfordre til strafbare handlinger som frihedsberøvelse og tvang. Det besluttede Folketinget med imamloven i 2016. Men Paludan må gerne udtrykkeligt opfordre til krænkelse af et religiøst mindretal på sin hjemmeside.

For mig er ytringsfriheden stadig ukrænkelig. Jeg er ikke enig med Hermansson eller Popper. For jeg tror ikke på, at en indskrænkning af ytringsfriheden vil stoppe mennesker som Paludan. Jeg tror, at han i givet fald ville finde andre mere skjulte kanaler til at udbrede sit budskab, hvilket ikke er så svært i disse digitale tider. Og det er endnu værre for demokratiet, for trods alt er Paludans aktuelle provokationer gennemsigtige og kan angribes med modargumenter. Men selvom jeg er tilhænger af ytringsfrihedens ukrænkelighed, bliver jeg samtidig enormt vred over, at et menneske som Paludan skal have lov, taletid og pressedækning til at provokere så åbenlyst og med så dybt afstumpet en retorik.

Så hvad gør vi? Vi starter med en offentlig samtale, for det er trods alt det, demokratiet er båret af. En nysgerrig samtale, hvor vi åbent forholder os til fordele og ulemper ved ytringsfrihedens ukrænkelighed og til tolerancens paradoks, som Popper påpegede. En nuanceret samtale mellem politikere, filosoffer, etikere, flertals- og mindretalsrepræsentanter. For lige nu flyver holdningerne som kastebolde rundt på de sociale medier. Det bliver vi ikke klogere af.

Personligt har jeg svært ved at se, hvordan vi – på en legitim demokratisk facon – skulle kunne begrænse ytringsfriheden for mennesker som Paludan. Selvom også jeg ønsker, at han fandt noget andet at kaste sin passion over. Men når jeg læser argumenter på de sociale medier, som mener det modsatte – at det burde være ulovligt som ham at opfordre til krænkelser af minoriteter – så bliver jeg også nysgerrig på at se disse argumenter udfoldet. For disse mennesker kommer også fra demokratier. Derfor vil jeg, når vi har overstået det kommende folketingsvalg, tage initiativ til, at vi i Folketinget tager en sådan samtale. Det kunne med fordel være i form af en åben høring, hvor vi inviterer oplægsholdere som dem, jeg har nævnt ovenfor. Derefter bør vi være blevet klogere på, hvorvidt det reelt er det bedste svar at vende personer som Paludan ryggen (for vi skal ikke bilde os ind at han bliver den sidste af sin slags), eller om vi lovgivningsmæssigt kan skrue på nogle knapper.

Jeg har selv overvejet, hvorvidt den paragraf i straffeloven, som handler om, at det er ulovligt at forstyrre den offentlige orden, kunne anvendes mere målrettet til at begrænse Paludans udfoldelse – det må være den, politiet på Vestegnen anvender til at forbyde hans demonstration i Albertslund dagen efter urolighederne på Blågårds Plads. Men i givet fald vil det blive et politi-skøn. Og det er heller ikke optimalt. Så jeg vil først og fremmest gerne blive klogere, inden jeg gør endeligt op med mig selv, hvordan jeg forholder mig til spørgsmålet om ytringsfrihedens og tolerancens ukrænkelighed. For vores demokrati er skrøbeligt. Og vi skal passe på det. ■

 

Vi starter med en offentlig samtale, for det er trods alt det, demokratiet er båret af. En nysgerrig samtale, hvor vi åbent forholder os til fordele og ulemper ved ytringsfrihedens ukrænkelighed og til tolerancens paradoks
_______

 

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er gruppeformand og udlændinge- og integrationsordfører for Alternativet. [foto: Alternativet]

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere