Carsten Bo i Kommentarserien: Mette Frederiksen må have forudset kritikken af Martin Rossens nye rolle. Så hvorfor giver hun ham den alligevel?

Carsten Bo i Kommentarserien: Mette Frederiksen må have forudset kritikken af Martin Rossens nye rolle. Så hvorfor giver hun ham den alligevel?

07.07.2019


Denne artikel er gratis. Men vil du læse alle RÆSONs artikler kræver det abonnement: Kun 250 kr. om året – og for studerende+pensionister er prisen blot: 200. Beløbet er inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten (porto og ekspedition er med i prisen), nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter. Klik her og se mere

”Hvem vil pressen helst have en kommentar fra? Folketingsmedlem X, minister Y eller Martin Rossen? De fleste vil ringe til Rossen! Dette KAN give interne spændinger – på alle niveauer – i partiet. Jeg kan allerede høre og se det for mig: ’Rossen og resten’”.

Kommentar af Carsten Bo

MARTIN ROSSEN er sympatisk og dygtig, og der er intet nyt i, at statsministre har begavede og magtfulde rådgivere. Det mest indlysende problem i Mette Frederiksens nye og omdiskuterede ledelsesstruktur er derfor, at Rossen med den ene hånd bliver én af landets mest magtfulde politikere (ja, jeg skrev ”politiker” og ikke ”embedsmand”) og med den anden, ikke kan stilles formelt til ansvar overfor Folketing og offentlighed, fordi han hverken er valgt til tinget eller udpeget som minister.

Manden er – skønt fuldgyldigt medlem af regeringens ledende koordinationsudvalg og økonomiudvalg – ikke bundet af ministeransvarlighedsloven. Teoretisk kan Rossen altså sige og gøre, hvad han vil, uden at stå til offentligt ansvar. Kun Mette kan fyre ham. Det ville falde tilbage på Hende selv, så det sker næppe.

Dette ER naturligvis – uanset hvordan man end vender og drejer det – en ”demokratisk fornyelse” (for nu at formulere det høfligt) af dimensioner og – når man ser bort fra de rituelle politiske drillerier – den saglige årsag til indsigelserne omkring Rossens nye placering, som en slags usynlig nummer to efter chefen selv.

Konstruktionen er ikke traditionelt dansk. I modsætning til fx USA, hvor man skifter hele forvaltningen ud i forbindelse med nyvalget af en præsident, har Danmark hidtil hyldet idéen om det objektive Weberianske embedsværk, der er i stand til at betjene en statsminister fra Venstre eller de Konservative den ene dag, og Socialdemokratiet den næste. Dette demokratiske princip gør Mette i et vist omfang op med hér.

 

Danmark har hidtil hyldet idéen om det objektive Weberianske embedsværk, der er i stand til at betjene en statsminister fra Venstre eller de Konservative den ene dag, og Socialdemokratiet den næste. Dette demokratiske princip gør Mette i et vist omfang op med hér
_______

 

Et andet, lidt overset, aspekt er, at Martin Rossen givetvis vil blive anset som værende højere rangerende i parti hierarkiet, end stort set samtlige folkevalgte medlemmer af S-gruppen og langt hovedparten af de nye ministre. Hvem vil pressen helst have en kommentar fra? Folketingsmedlem X, minister Y eller Martin Rossen? De fleste vil ringe til Rossen! Dette KAN give interne spændinger – på alle niveauer – i partiet. Jeg kan allerede høre og se det for mig: ”Rossen og resten”

Mette er højt begavet. Ergo har hun givetvis forudset ovenstående scenario. Derfor er spørgsmålet, hvorfor den nye statsminister alligevel har valgt at lave manøvren, vel vidende, at den ville skabe en større demokrati-debat, som især V, K, DF og LA vil forsøge at profiterer af og angribe med?

Ud over at have tillid til – og brug for – Martin Rossen, tror jeg trækket skyldes, at Mette for alt i verden ville undgå at lave ”en Corydon” og gøre Rossen til fremtrædende ressortminister. De fleste partisoldater har længe forsøgt at slette blå Bjarne fra harddisken. Udnævnelsen af endnu en spindoktor til fx finans, ville få Goldman Sachs-spøgelserne til at myldre frem af den socialdemokratiske undergrund.

Der findes ikke noget så loyalt, som socialdemokratiske og S-faglige græsrødder. Vi er som oftest mere kongetro end kongen selv og ingen råber ”kongen er død – kongen leve” før han eller hun er iskold og begravet!

 

Der findes ikke noget så loyalt, som socialdemokratiske og S-faglige græsrødder. Vi er som oftest mere kongetro end kongen selv og ingen råber ”kongen er død – kongen leve” før han eller hun er iskold og begravet!
_______

 

DERFOR var fx formandsopgøret i Vejle den 11. april 1992 så grænseoverskridende og kontroversielt – skønt helt nødvendigt for at erobre regeringsmagten tilbage. Alle syntes godt om Svend – og alle vidste SAMTIDIGT, at han aldrig ville kunne levere regeringsmagten tilbage til S.

Socialdemokratiet er i høj grad et venligt ”følelsesparti”, og når diverse politiske kommentatorer derfor fabler om, at ”S er blevet et parti som alle andre” synes den typiske, loyale, socialdemokrat, at det er noget sludder! Enhver ved jo, at ”Socialdemokratiet er Danmark og Danmark er Socialdemokratiet”. Sådan har det været siden Stauning – og sådan er det forsat i medlemmernes selvopfattelse.

DERFOR udbrød der kun spontane ”gadekampe” i stedet for åben krig, da Thorning og Corydon tog hele ”bevægelsen” som gidsel mellem 2011-2015 og fx uddelte skattelettelser til erhvervslivet, SAMTIDIGT med, at socialdemokratiske kernevælgere faldt ud af dagpengesystemet til tonerne af Vestagers arrogante ”sådan er det jo!” Og DERFOR – tror jeg – har Mette valgt at gøre, som hun har gjort, i tilfældet Martin Rossen.

 

Måske havde det været klogere, dersom partiformanden havde gjort Rossen til minister uden portefølje
_______

 

Måske havde det været klogere, dersom partiformanden havde gjort Rossen til minister uden portefølje. Det er sket før med en vis succes. Også i S-regeringer, hvor fx Anker Jørgensen i en årrække brugte Lise Østergaard som minister for alting og ingenting.

I så fald havde Martin Rossen haft et ministerium og et formelt ministeransvar – og Mette Frederiksen var sluppet for, at lægge fra land med en irriterende diskussion om postuleret magtfuldkommenhed og dansk demokrati-tradition.■

Carsten Bo Jensen (f.1958) er medlem af S. Folketingsmedlem (2001-2005), Amtsrådsmedlem (1993-2001) og Borgmesterkandidat i Helsingør (1998-2001). Han har læst Statsvidenskab på Københavns Universitet – er forfatter til flere bøger, musiker og komponist. Både som solist og i adskillige bands. Herunder orkestrene ”40 i Feber” og ”Mænd i blåt”. ILLUSTRATION: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Denne artikel er gratis. Men vil du læse alle RÆSONs artikler kræver det abonnement: Kun 250 kr. om året – og for studerende+pensionister er prisen blot: 200. Beløbet er inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten (porto og ekspedition er med i prisen), nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter. Klik her og se mere