David Rischel: Den engelske højesterets kendelse er historisk, men den løser ikke de grundlæggende paradokser i britisk politik

David Rischel: Den engelske højesterets kendelse er historisk, men den løser ikke de grundlæggende paradokser i britisk politik

24.09.2019

.

Sandsynligvis vil Underhuset gennemføre en eller anden form for beslutning om, at Johnson ikke igen kan suspendere parlamentet. Men det løser intet. De grundlæggende paradokser i britisk politik består. Nogen bliver nødt til at give sig: Parlamentet eller Johnson. Spørgsmålet er, hvem der blinker først.

Analyse af David Rischel

Den 9. september blev det britiske parlament suspenderet, eller ”prorogued”, som de kalder det i Storbritannien. Det er en helt normal procedure i britisk politik, som bruges til at markere afslutningen på en parlamentarisk periode – og begyndelsen på en ny. Men denne gang var ikke som andre. Da de konservative parlamentsmedlemmer forlod Underhuset den dag, blev de mødt af råb fra oppositionen: ”Skam jer!”, råbte de.

De var ikke alene i deres afsky. Formanden for parlamentet – ”The Speaker” – John Bercow, udtrykte forståelse for de protesterende. Denne suspendering repræsenterede nemlig en exceptionel form for eksekutiv magtudøvelse. Det var den længste suspendering af parlamentet siden 1930 – fem uger – og den blev gennemført blot halvanden måned, før Storbritannien, som det ser ud nu, skal forlade EU. Det var altså ikke blot en teknokratisk manøvre beregnet til at genstarte parlamentet, men et forsøg på at gøre det langt sværere for Underhuset at gå regeringen efter i bedene – og det midt i den største politiske krise i Storbritannien siden Anden Verdenskrig. Så mange var enige om, at beslutningen var skamløs, hensynsløs, magtfuldkommen. Men var den ulovlig?

Svaret, ved vi nu, er ”ja”. Og ikke bare et ja, men et overbevisende et af slagsen. Den Britiske Højesteret afsagde tirsdag morgen den 24. september en gennemgribende historisk kendelse om, at suspenderingen af parlamentet var ulovlig – med et knusende flertal på 11-0. Det er ikke blot historisk; det er også enormt uventet. Selv de, der troede på, at Højesteretten ville kende beslutningen ulovlig, har ikke troet, at det ville ske så eftertrykkeligt. Man kan spekulere i, om de to ting hænger sammen: Hvis der har været en tvivlende dommer eller to, kan de muligvis være blevet overbevist af behovet for at udtrykke enstemmighed i så historisk en beslutning.

Beslutningen om at suspendere parlamentet er et ”royalt prærogativ”. Storbritannien er, ligesom Danmark, et konstitutionelt monarki, og det er regeringen, der rådfører monarken om, hvorvidt parlamentet bør suspenderes. Indtil nu har det privilegium været stort set ubegrænset. Parlamentet skal hvert år godkende finansloven, men derudover har premierministeren i teorien haft ret til at suspendere parlamentet resten af året. Eller det vil sige: Det troede man, indtil højesteretten afsagde sin kendelse.

 

Straks efter at Boris Johnson annoncerede, han ville suspendere parlamentet fra 9. september til 13. oktober, blev sagen bragt for de engelske, walisiske og skotske domstole. I England og Wales blev sagen afvist. Det var ikke et juridisk, men et politisk spørgsmål, mente man
_______

 

Thi kendes for ret
Straks efter at Boris Johnson annoncerede, han ville suspendere parlamentet fra 9. september til 13. oktober, blev sagen bragt for de engelske, walisiske og skotske domstole. I England og Wales blev sagen afvist. Det var ikke et juridisk, men et politisk spørgsmål, mente man. I Skotland kom man til den modsatte konklusion: Ikke alene var spørgsmålet i princippet juridisk, Johnson havde også handlet i strid med loven.

Den britiske højesteret er nu kommet til samme overbevisning som Skotlands højesteret. Spørgsmålet om premierministerens magt til at suspendere parlamentet er et juridisk spørgsmål. Og i det konkrete tilfælde brød Boris Johnson loven. Men hvordan kom retten så frem til det?

I Danmark hører man ofte, at Storbritannien ikke har nogen forfatning. Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at Storbritannien ikke har nogen nedskreven forfatning. Men det er forkert, at der ikke eksisterer nogen forfatningsmæssig orden i Storbritannien – den er blot baseret på en blanding af juridisk præcedens og love vedtaget af parlamentet. Helt centralt er princippet om parlamentets suverænitet: Der er intet over eller ved siden af parlamentet i den britiske forfatningsorden.

Og det er netop dette princip, som den britiske højesteret har brugt til at stadfæste dommen fra den skotske højesteret: Suspenderingen af parlamentet udgør et brud med det helt fundamentale princip om parlamentarisk suverænitet. Spørgsmålet, som Højesteretten skulle besvare, var, om man kunne lokalisere en juridisk målestok for spørgsmålet: Hvornår er en suspendering ulovlig og forfatningsstridig? Svaret var: Hvis der ikke er en god grund til at suspendere parlamentet. I den konkrete sag fandt retten ikke, at regeringen havde ført bevis for, at den havde begrundet suspenderingen tilstrækkeligt, og derfor blev suspenderingen kendt ulovlig.

 

Betyder det, at det kun har konsekvenser for de konkrete politiske omstændigheder, Storbritannien står i nu? Absolut ikke
_______

 

Højesteretten understreger i dommen, at spørgsmålet er af en ekstremt specifik karakter. Som højesteretspræsident Lady Hale udtrykte det: ”Spørgsmålet fremkommer under omstændigheder, der aldrig har været til stede før, og som sandsynligvis ikke kommer til at opstå igen. Det er en ’one-off’”. Betyder det, at det kun har konsekvenser for de konkrete politiske omstændigheder, Storbritannien står i nu? Absolut ikke. Det har både juridiske og politiske konsekvenser, der rækker langt ud over den aktuelle situation.

Forfatningshykleri
Som forfatningsretseksperten David Allen Green har udtalt, så udgør dommen en ”fundamental omstrukturering af forholdet mellem den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt”. Indtil videre har det været antagelsen, at premierministeren kunne suspendere parlamentet mere eller mindre uden begrænsninger. Det var altså forkert. Spørgsmålet er nu, om det ændrer den grundlæggende forfatningsmæssige orden i Storbritannien: Vil vi se Storbritannien bevæge sig bort fra common-law-traditionen, hvor kampe mellem parlamentet og den udøvende magt udkæmpes som politiske kampe – og med politiske midler – over mod en tysk eller amerikansk tradition, hvor forfatningsdomstole sætter klare begrænsninger for, hvad den udøvende og lovgivende magt kan beslutte?

Uanset hvad foregår der i øjeblikket en intens kamp om den britiske forfatning. Som Helen Thompson, professor i politisk økonomi på Cambridge, har skrevet, så står Storbritannien i en forfatningsmæssig blindgyde. På den ene side er der en regering, som ikke kan få flertal for sin politik i parlamentet. På den anden side er der et parlament, som ikke vil lade regeringen udskrive valg, fordi de ikke stoler på oppositionslederen. Det bunder i, at den forrige premierminister, David Cameron, gennemførte den såkaldte ”fixed-term parliaments act” i 2011, som fjernede premierministerens mulighed for at udskrive valg uden at konsultere parlamentet. I dag kræves der to tredjedeles flertal i parlamentet. Det ændrede fundamentalt på de mekanismer, der traditionelt set har løst politiske kriser i landet.

Den politiske krise, som Brexit har udløst, skal også ses i det lys: Man står i dag i en situation, hvor parlamentets suverænitet hyldes af alle – det var jo hele påskuddet for at gennemføre Brexit i første omgang(!) – men hvor den suverænitet ikke kan bruges til noget.

 

På alle sider ser man derfor hykleri og politisk fedtspilleri. De mange parlamentsmedlemmer, som vil undgå et no-deal-Brexit for ”enhver pris”, har ikke været villige til at betale ”enhver pris”
_______

 

På alle sider ser man derfor hykleri og politisk fedtspilleri. De mange parlamentsmedlemmer, som vil undgå et no-deal-Brexit for ”enhver pris”, har ikke været villige til at betale ”enhver pris”. De kunne snildt have stemt for Theresa Mays Brexit-aftale, da den blev sendt til afstemning tre gange i starten af 2019. Men det gjorde de ikke. Ingen, eller i hvert fald meget få, i britisk politik er villige til at tage konsekvensen af deres egne handlinger. Dét er ikke kun et politisk problem. Det er også et forfatningsmæssigt problem, fordi parlamentets suverænitet står så centralt, som det gør. Når parlamentet ikke fungerer, og når der samtidig ikke kan udskrives valg, så holder den britiske forfatningsorden op med at fungere. De politikere, der fejrer dagens højesteretsbeslutning, gør klogt i at huske dette.

Det dybere problem er, at Brexit har udstillet, at Storbritannien grundlæggende har en utidssvarende forfatningsorden. Briterne er traditionelt blevet hyldet for deres pragmatisme, og den britiske forfatningsorden er indrettet derefter. Men nu er pragmatismen forsvundet: Brexit er et eksistentielt spørgsmål, og har skabt et fundamentalt skel i britisk politik, som forhindrer hvert antræk til samarbejde. Og hvad sker der så, når pragmatismen forsvinder, og man mangler de nødvendige politiske instrumenter til at løse krisen?

Kaos
Er der så nogen udsigt til, at højesterettens beslutning løser den politiske krise, Storbritannien står i? Det er der for øjeblikket intet svar på, og de britiske politikere står uden gode valgmuligheder. Kendelsen betyder, at parlamentet – både Underhuset og Overhuset – kan samles igen, og det kommer Underhuset til at gøre onsdag den 25. september. Men hvad der derefter sker, er mindre klart. Sandsynligvis vil Underhuset gennemføre en eller anden form for beslutning, der vil forhindre Johnson i at suspendere parlamentet på ny. Men det løser intet. De grundlæggende paradokser i britisk politik består. Et eller andet bliver nødt til at give sig: Parlamentet eller Johnson. Spørgsmålet er, hvem blinker først? ■

 

De grundlæggende paradokser i britisk politik består. Et eller andet bliver nødt til at give sig: Parlamentet eller Johnson. Spørgsmålet er, hvem blinker først?
_______

 



David Rischel (f. 1994) er redaktionschef for RÆSON. Han er Ba. (hons.) i geografi fra Oxford University og Msc. i politisk teori fra London School of Economics. ILLUSTRATION: En mand klædt ud som Boris Johnson foran den britiske højesteret, d. 24. september, 2019 [foto: Lucy Young/Ritzau Scanpix]