08.10.2019

Amerikanerne trækker sig ud, tyrkerne kæmper sig ind, og kurderne frygter at miste alt det, de har opnået de seneste mange år. Kampen om det nordlige Syrien er et kompliceret spil med mange krydsende interesser. Nu tyder det på, at kurderne endnu engang taber til sidst.

Analyse af Deniz Serinci

USA’s præsident Trump har erklæret, at USA trækker sine styrker ud af det nordlige Syrien, og han har i praksis givet Tyrkiets præsident Erdogan grønt lys til at invadere de kurdiske områder, så snart amerikanerne er ude. Kurderne i Folkets Forsvarsstyrker (YPG) – og paraplyorganisationen SDF (Syriens Demokratiske Kræfter), hvor YPG udgør 80 pct. – har med amerikansk luftstøtte siden 2014 været den mest effektive landstyrke i kampen mod Islamisk Stat i Syrien. De gav jihadisterne det endelige dødsstød, da SDF indtog IS’ erklærede hovedstad Raqqa i oktober 2017.

Når USA trækker sig ud, handler det dels om at indfri Trumps løfte til de amerikanske vælgere. Som præsidenten skrev på Twitter i går: ”Jeg blev valgt til at få os ud af disse latterlige, endeløse krige”.

Trump erklærede allerede i december 2018, at han ville trække supermagten ud af Syrien. Men det kunne ikke lade sig gøre, blandt andet på grund af internt pres i den daværende administration. Sikkerhedsrådgiveren John Bolton var imod og fastslog, at USA først ville trække sig ud af Syrien, når IS var helt nedkæmpet – og når amerikanerne i øvrigt havde fået forsikringer fra tyrkerne om, at ”de syriske oppositionsstyrker [læs: kurderne, red.], der har kæmpet sammen med os, ikke bringes i fare.” USA’s forsvarsminister, James Mattis, og den særlige udsending i krigen mod IS, Brett McGurk, trak sig begge i protest mod Trumps beslutning. Men med Bolton, Mattis, McGurk, m.fl. ude er situationen en anden: Trump er nu i stand til at gennemføre sin ”Exit Syrien”-politik.

Desuden ser præsidenten ingen mening i at bruge amerikanske skatteborgeres penge på at holde tusinder af IS-krigere bag lås og slå i et land, der – som Trump skriver på Twitter – ”ligger 7000 kilometer borte”. For det er amerikanerne, der betaler for de IS-fyldte fængsler i det kurdiske Syrien. Derfor bliver ansvaret for IS-fangerne nu overladt til Tyrkiet. I pressemeddelelsen fra det Hvide Hus hedder det, at USA ikke vil afholde udgifterne for IS-krigerne med ”store omkostninger for de amerikanske skatteydere.”

 

Med Bolton, Mattis, McGurk, m.fl. ude er situationen en anden: Trump er nu i stand til at gennemføre sin ”Exit Syrien”-politik
_______

 

Tyrkiets interesse i at gå ind i det kurdisk-administrerede nordøstlige Syrien handler om to ting: For det første vil tyrkerne bremse ærkefjenden gennem fire årtier, Kurdistans Arbejderparti PKK, og det, som tyrkerne betragter som PKK’s syriske gren: YPG. Tyrkerne har længe været afskåret muligheden for at angribe YPG og SDF i to ud af tre kurdiske hovedenklaver i Nordsyrien. De to enklaver, Jazeera og Kobani, ligger nemlig i den del af Syrien, hvor amerikanske tropper har befundet sig. Det betød, at Tyrkiet ikke ville angribe. Men hvor amerikanerne ikke var, eksempelvis i den kurdiske Afrin-enklave, greb tyrkerne til gengæld ind og nedkæmpede YPG i foråret i år. Så for kurderne fungerer USA som et ”skjold” mod den tyrkiske overmagt. Når amerikanerne er ude, vil kurderne – med rette føle sig overladt til tyrkernes forgodtbefindende.

Tyrkernes modvilje mod en kurdisk enhed i Syrien skyldes, at de er bekymrede over at blive nabo til, hvad de anser for at være PKK-land. De frygter, at PKK vil få en frizone, hvorfra de uproblematisk kan angribe Tyrkiet. Tyrkerne frygter også, at et selvstændigt syrisk Kurdistan vil inspirere de tyrkiske kurdere til at løsrive sig fra Tyrkiet. For kurderne på begge sider af grænsen lader sig inspirere af hinanden, fordi de har meget tætte historiske, familiære, sproglige og ideologiske bånd. Da de syriske kurdere oprettede YPG, fulgte de tyrkiske kurdere trop ved at etablere YPS (De Civile Forsvarsenheder). Da de syriske kurdere erklærede selvstyre i januar 2014, fulgte de tyrkiske kurdere trop i efteråret 2015 ved at erklære autonome zoner i det sydøstlige Tyrkiet. Tyrkerne blev dermed bekræftet i deres frygt for den gensidige påvirkning.

Hertil siger SDF og YPG, at de ikke er organisatorisk forbundet med PKK i Tyrkiet. Men internationale eksperter fra den britiske tænketank The Henry Jackson Society påstår imidlertid, at PKK og YPG deler “medlemmer, ideologi og kommandostruktur”. En lignende konklusion når en ny bog fra Forsvarsakademiet i Danmark frem til. I bogen skriver forfatterne, David Vestenskov og Andreas Høj Fierro, at 50 pct. af de dræbte kurdiske krigere i slaget mod Islamisk Stat i Syrien var kurdere fra Tyrkiet. Forfatterne henviser desuden til et citat fra en kurdisk kriger: ”Sommetider er jeg PKK’er, sommetider er jeg YPG’er. Det gør ikke den store forskel. De er alle medlemmer af PKK”.

 

Derudover er formålet med den tyrkiske offensiv i Nordsyrien at skabe en bufferzone nær den tyrkiske grænse, der kan absorbere nogle af de 3,7 millioner syriske flygtninge, som tyrkerne har modtaget siden borgerkrigens begyndelse
_______

 

Derudover er formålet med den tyrkiske offensiv i Nordsyrien at skabe en bufferzone nær den tyrkiske grænse, der kan absorbere nogle af de 3,7 millioner syriske flygtninge, som tyrkerne har modtaget siden borgerkrigens begyndelse. I Tyrkiet er der en stigende modvilje mod de mange syriske flygtninge. Som det er i dag, har tyrkerne skullet skabe en mindre omfattende bufferzone i det nordlige Syrien på grænsen mellem de to lande. Amerikanerne og tyrkerne skulle sammen patruljere områderne, så syriske flygtninge frit kunne vende tilbage. Nu hvor amerikanerne trækker sig ud, kan tyrkerne ende med at patruljere området alene – og udvide den kontrollerede zone.

For kurderne vil en amerikansk tilbagetrækning få store konsekvenser. I gamle dage var kurderne den mest undertrykte gruppe i Syrien. Kurdisk undervisning var forbudt. Ved folketællingen i det nordlige Syrien i 1962 blev 120.000-150.000 af de kurdiske indbyggere, der dengang udgjorde hver femte kurder i Syrien, erklæret som ”fremmed”. De mistede deres statsborgerskab, fordi regimet mente, at de i virkeligheden var ”indvandrere fra Tyrkiet”.

Da det hårdt pressede Assad-regime 19. juli 2012 trak sig fra det nordlige Syrien, så hans regeringsstyrker i stedet kunne koncentrere sig om at nedkæmpe oprøret andre steder i landet, overtog kurderne kontrollen. Deres drøm om selvbestemmelse gik – i en vis grad – i opfyldelse. De flagede med deres røde-gul-grønne flag, åbnede kurdiske skoler, etablerede kontakter med udlandet, og den tidligere undertrykte kurdiske kultur begyndte at blomstre. Nu er kurderne bange for at miste alt det, de har opnået siden sommeren 2012. De er bange for at miste deres kurdiske selvstyre. Og det har de god grund til. ■

 

Nu er kurderne bange for at miste alt det, de har opnået siden sommeren 2012. De er bange for at miste deres kurdiske selvstyre. Og det har de god grund til
_______

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden