Dennis Kristensen: Eliten vinder kampen om fremtidens samfund, hvis de folkelige bevægelser ikke går på barrikaderne

Dennis Kristensen: Eliten vinder kampen om fremtidens samfund, hvis de folkelige bevægelser ikke går på barrikaderne

16.12.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Vi står foran store samfundsomvæltninger som den grønne omstilling og teknologisk automatisering. Tidligere omkalfatringer har været præget af folkelige bevægelser og industrielle interesser. Spørgsmålet er nu, hvem der vil præge de kommende årtiers markante forandringer af det danske samfund. Eliten eller folkelige bevægelser?

Kronik af Dennis Kristensen

Vi har før set folkelige bevægelser engagere store befolkningsgrupper, som formåede at sætte sig igennem i perioder, hvor samfundet undergik grundlæggende forandringer og egentlige omvæltninger.

De folkelige bevægelsers gennemslagskraft, når samfundsudviklingen krævede nye løsninger, oplevedes historisk måske mest tydeligt under 1800-tallets omfattende samfundsforandringer. Dengang blev både den politiske og økonomiske magt, ejendomsretten, godsejervældet og landbruget kastet op i luften. Disse mange bevægelser – bondebevægelsen, arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og husmandsbevægelsen og højskolerne – skabte tilsammen forudsætningerne for: indførelsen af det parlamentariske demokrati, overgangen fra landbrugs- til industrisamfund og de første skridt mod velfærden.

Uden de folkelige bevægelsers aftryk på udviklingen ville Danmark ikke have haft mulighed for at udvikle vores særlige samfundsmodel byggende på velfærd og tryghed.

Derfor er spørgsmålet, hvorvidt folkelige bevægelser kan mobilisere og skabe indflydelse på de ganske omfattende forandringer, der kan anes i horisonten, afgørende for, om det bliver markedskræfter og eller fællesskaber, der sætter dagsordenen for velfærdssamfundet under forandring.

 

Uden de folkelige bevægelsers aftryk på udviklingen ville Danmark ikke have haft mulighed for at udvikle vores særlige samfundsmodel byggende på velfærd og tryghed
_______

 

Folkeliggørelsen af den politiske magt
De store folkelige bevægelser, som hver på hver deres måde bidrog til at skabe forudsætningerne for det danske demokrati og den danske velfærd, kan i år markere mærkedage. Det gælder både bondebevægelsen, husmandsbevægelsen, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, fagbevægelsen og kooperationen.

Bondebevægelsen opstod i 1840’erne. Det var gårdmændene, der var utilfredse med manglende rettigheder over for godsejerne. Bevægelsen var under indflydelse af den tids nationalliberale vinde og var dermed i opposition til den enevældige kongemagt. Det resulterede i, at bondebevægelsen tilsluttede sig kravet om en fri forfatning og et folkevalgt parlament.

Gårdmændene indgik en stadig tættere alliance med fritænkere i de nationalliberale kredse i byerne, som greb den frihedsbølge, der skyllede hen over Europa. Kampen for en fri forfatning var hård og skabte Danmarks første politiske fange i 1820 – teologen J.J. Dampe, som tilbragte 20 år i fængsel efter en dom for højforræderi. Dampes forræderiske handling var, at han offentligt argumenterede for en folkeafstemning om afskaffelse af enevælden og indførelsen af en fri forfatning.

Kampen for en fri forfatning, der indskrænkede kongens magt og først indførte de såkaldte stænderforsamlinger og siden folkevalgte beslutningstagere, kronedes i 1849 med vores første grundlov, efter Frederik den 7. året før måtte acceptere at give afkald på den uindskrænkede magt og lade en grundlovgivende forsamling udarbejde en egentlig forfatning, der byggede på frie valg og almindelig stemmeret. Det var dog ikke mere almindeligt end at kvinder, tyende, fattige, straffede og umyndiggjorte ikke havde adgang til stemmeurnerne.

Hermed kunne efterkommerne til bondebevægelsen og husmandsbevægelsen – Bondevennernes Selskab – med rette fejre 170-året for Grundloven, som et resultat af først og fremmest deres og de nationalliberales kamp for den første og afgørende folkeliggørelse af den politiske magt i Danmark. Samtidig med denne politiske demokratisering foregik dog en parallel kamp om ejerskabet over landbrugsjorden i Danmark.

Kampen om jorden
Det er 100 år siden – i 1919 – at fæstevæsenet og hoveriarbejdet endeligt afskaffedes. Under fæstevæsenet havde bønner pligt til at stille med arbejdskraft, arbejdsvogne og trækkraft til udførelse af godsernes kornproduktion. Samtidig kan ejerne af de små landbrug – husmandsbevægelsen – markere, at kampen om udstykning af jord til husmænd og landarbejdere for 100 år siden i 1919 blev kronet med lovene om oprettelse af statshusmandsbrug, der gjorde det muligt at forsørge en familie ved eget arbejde i eget landbrug. Og det var der i høj grad brug for.

I 1872 viste en opgørelse over landarbejdernes livsvilkår, “at arbejdslønnen her i landet er så lav, at en mand, der kun har sit eget arbejde, hele året rundt kun i et eneste af landets 18 amter kan tjene så meget, at han dermed kan skaffe hustru og to børn et tarveligt livsophold.”

På det tidspunkt udgjorde de dårligst stillede i landbruget – landarbejdere, husmænd, de såkaldte indsiddere, der boede til leje uden egen jord, sammen med tyende – flertallet af landbefolkningen. Næsten to tredjedele af befolkningen på landet hørte til den kategori. Men kampen om jorden var ikke kun et spørgsmål om selveje, men også et spørgsmål om fælleseje. Det sørgede andelsbevægelsen, der brød afgørende med princippet om, at antallet af høveder afgjorde indflydelsen til fordel for princippet om antallet af hoveder, for [et høved = et stykke kvægdyr, red.]. Én landbruger uanset gårdens størrelse fik én stemme. Og hermed kunne husmændene etablere sig som en indflydelsesrig organisation.

 

Også velfærdsstatens kernetropper kan i disse år fejre jubilæer. Industrialiseringen med den dertilhørende urbanisering skabte industriarbejdere og dermed forudsætningen for helt nye politiske strømninger
_______

 

Velfærden står på skuldrene af et velordnet arbejdsmarked
Også velfærdsstatens kernetropper kan i disse år fejre jubilæer. Industrialiseringen med den dertilhørende urbanisering skabte industriarbejdere og dermed forudsætningen for helt nye politiske strømninger: Den Internationale Arbejderforening for Danmark (i dag: Socialdemokratiet) og Arbejderforeningen, som på en og samme tid var parti og fagbevægelse.

Den begyndende industrialisering i slutningen af 1800-tallet bragte samfundsudviklingen et skridt videre frem. De nye industrielle arbejdsgivere og industriarbejdere skabte forudsætningen for arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger. Og også fagbevægelsen kan – udover adskillige forbundsjubilæer i år – fejre et afgørende jubilæum sammen med arbejdsgiverne.

Fagbevægelsens kerneopgave med indgåelse af kollektive overenskomster om løn- og arbejdsvilkår fik sit afgørende gennembrud for 120 år siden med indgåelsen af det såkaldte Septemberforlig i 1899. Det afsluttede en næsten tre måneder lang lockout med et kompromis, der på samme tid anerkender lønmodtagernes ret til at organisere sig i fagforeninger, fagbevægelsens ret til at indgå kollektive aftaler på medlemmernes vegne og arbejdsgivernes ledelsesret.

Velfærden står i dag ikke mindst på skuldrene af det tryghedssystem, som ‘den danske model’ med kollektive overenskomster, et organiseret arbejdsmarked og stigende levestandard har skabt. Og det system var næppe blevet til uden folkelige bevægelser og organisationer.

I tilgift til Andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og bondebevægelsen kan man nævne højskolebevægelsen, som i år kan fejre, at den første danske højskole blev oprettet for 175 år siden i 1844. Den byggede på præsten N.F.S. Grundtvigs tanker om, at også de lavere klasser skulle tilbydes uddannelse og dannelse. Dertil kan man nævne folkebibliotekerne, som næste år kan fejre 100-års jubilæum.

2019 er med andre ord de folkelige bevægelsers jubilæumsår. Men hvem står klar til at tage teten i de kommende årtiers forventelige forandringer og omvæltninger af det danske samfund?

 

2019 er med andre ord de folkelige bevægelsers jubilæumsår. Men hvem står klar til at tage teten i de kommende årtiers forventelige forandringer og omvæltninger af det danske samfund?
_______

 

Hvem står klar?
Det ofte omtalte videnssamfund har næppe haft konsekvenser for produktion, arbejdsliv og fritid i et omfang, der kan beskrives som egentlige omvæltninger. Til gengæld indeholder klimaudfordringerne, globaliseringen, den internationale arbejdsdeling, koncentrationen af formuer og ejerskab og den økonomiske liberalismens fremmarch formentlig potentialet til store samfunds omvæltninger, som i høj grad vil påvirke produktion, arbejdsliv og fritid. Vil fællesskab og velfærd kunne overleve disse forandringer?

Kigger man på de hidtidige folkelige bevægelser, så er billedet ikke opmuntrende, dog med en enkelt undtagelse. Denne undtagelse er de unges globale klimaoprør, der stiller de forudgående generationer til ansvar for den klode, de unge skal overtage. De kræver klimahandling her og nu og har i eksprestempo opnået massiv opbakning fra store dele af resten af samfundet. Den bevægelse ser ud til at have potentialet til at blive en folkelig bevægelse for ansvarlig håndtering af klima, miljø og ressourcer. Og kampen for klimaet, miljøet og ressourceansvarlighed må i sagens natur føres af en bevægelse, der kæmper for fælles løsninger og retfærdighed. Det giver anledning til optimisme for de kommende år.

Til gengæld er der formentlig ikke grundlag for at knytte megen optimisme til de folkelige bevægelser på landbrugsområdet.

I kampen om jorden er det megabedrifterne, der har vundet. De vil snarere blive udsat for pres fra folkelige bevægelser for nedbringelse af klima- og miljøpåvirkninger, for flere økologiske løsninger og for forbedring af dyrevelfærd end blive omdrejningspunkt for folkelige bevægelser.

Den del af andelsbevægelsen, der udspringer af landbrugsdrift, ser ud til at dele skæbne med landbruget. Andelsvirksomhederne eksisterer og er vokset, men vil formentlig ligesom landbruget have hænderne fulde med at bevare et økonomisk bæredygtigt landbrug i Danmark, mens den del af andelsbevægelsen – kooperationen – der udspringer af fagbevægelsen, med ganske få undtagelser er forsvundet fra landkortet. Det er næppe heller i andelsbevægelsen, at fremtidige folkelige bevægelser vil udspringe.

Højskolerne lever og er aktive i samfundsudviklingen, men det er svært at få øje på en egentlig højskolebevægelse med folkelig forankring, der kan udstikke en fælles kurs for deres vision om fremtidens samfund. Fagbevægelsen er fortsat stærk, selvom den traditionelle del af fagbevægelsen i overvejende grad mister medlemmer. Og selvom den langvarige økonomiske krise har presset lønmodtagerne i defensiven.

Til gengæld står arbejdsmarkedet og dermed fagbevægelsen over for meget store udfordringer, som kan føre til helt grundlæggende forandringer af, hvad der tæller som arbejde, og hvad der er selvstændig virksomhed. Platforms- og deleøkonomi, løsansættelser, daglejervilkår, projektansættelser, robotternes indmarch og kunstig intelligens kommer alt sammen til at udfordre arbejdsmarkedets grundlæggende udformning.

Men kan fagbevægelsen vende medlemsudviklingen og løse de mange udfordringer, der venter forude, og samtidig forbinde sig med klimaoprøret og velfærdsforkæmpere, så er der grund til også at være optimistisk på fagbevægelsens vegne. De grundlæggende strukturelle forandringer udfordrer dog ikke alene arbejdsmarkedet eller samfundsøkonomien; hvis vi ikke får sat skik på dem, kan vi risikere tilliden til det demokratiske system.

 

Demokratiet står fortsat stærkt i Danmark, men politikerlede, mistet tiltro til ”systemet” og manglende tro på, at den næste generation vil opleve fremgang, gnaver i fundamentet
_______

 

Der gnaves i demokratiets fundament
Demokratiet står fortsat stærkt i Danmark, men politikerlede, mistet tiltro til ”systemet” og manglende tro på, at den næste generation vil opleve fremgang, gnaver i fundamentet. Udviklingen i dele af Europa og i USA er bekymrende. For fælles velfærd er demokrati i sin yderste konsekvens. Og samtidig demokratiets vigtigste forsvar.

Velfærd er fællesskabsløsninger. Derfor bør både forsvaret for velfærdssamfundet og engagementet i udvikling af velfærden være et oplagt emne for folkelige bevægelser i et omfang, vi desværre endnu ikke har set. Det har hidtil især været de offentligt ansatte og brugergrupper, der har stået på mål for velfærden, men velfærden – som vores fælles fundament baseret på vores ansvarsfølelse for hinanden – har potentialet til at skabe nye folkelige bevægelser, og vi ser også nu forældre stille op for deres børns vilkår i daginstitutionerne. Måske vil også andre velfærdsområder opleve, at brugere og pårørende i langt større målestok end før går på barrikaderne. Og de seneste årtiers eksempler på elitens grådighed og angrebene på skattesystemet bør kunne forøge dette potentiale.

Formår de eksisterende folkelige bevægelser og de nye, der vil opstå, ikke at slå en fælles paraply op, der rummer, at klimaindsatsen er velfærdens forudsætning, og at samfundsforandringer skal handle om det danske folks velfærd og ikke om den danske og internationale elites velstand, så løber eliten med bolden.

Så får vi for alvor begyndelsen til et egocentrisk friløb og ikke fortsættelsen af stærke ansvarlige fællesskaber. Så vinder eliten kampen om, hvordan det danske samfund skal være indrettet i fremtiden. Men jeg sætter min lid til de folkelige bevægelsers styrke, når det kommer til stykket. ■

 

Formår de eksisterende folkelige bevægelser og de nye, der vil opstå, ikke at slå en fælles paraply op, der rummer, at klimaindsatsen er velfærdens forudsætning, og at samfundsforandringer skal handle om det danske folks velfærd og ikke om den danske og internationale elites velstand, så løber eliten med bolden
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix