Dennis Kristensen om pensionsforhandlingerne: Statsministeren har den rigtige sag, men det kniber med medvind på cykelstien

Dennis Kristensen om pensionsforhandlingerne: Statsministeren har den rigtige sag, men det kniber med medvind på cykelstien

18.08.2019


Denne artikel indgår i RÆSONs Kommentarserie, som er gratis at læse. Resten af artiklerne får man med et abonnement: Kun 250 kr. om året (200 for studerende+pensionister) inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer. Klik her for mere information

Mette Frederiksen skal både få styr på teknikken, arbejdsmarkedets parter og Dansk Folkepartis stemmer for at få en ny fleksibel folkepensionsalder gennemført. Udfordringerne for statsministeren tårner sig op på vejen til den nødvendige pensionsreform.

Af Dennis Kristensen

Vi cyklede forleden på en af de smukke bornholmske cykelruter og stødte undervejs på et vejskilt, der angav en stigning forud på ikke mindre end 22 pct. En sådan stigning er en udfordring helt ud over det sædvanlige. Og ikke mindst en udfordring, der kræver andre teknikker og indsatser end almindelig motionscykling.

I det lys minder cykelruten om den udfordring statsminister Mette Frederiksen står overfor, når hun skal gennemføre et mere retfærdigt folkepensionssystem. Det vil sige, et pensionssystem hvor de, der startede tidligst på arbejdsmarkedet i belastende brancher – og dør tidligst – får ret til at gå tidligere på pension og dermed mulighed for at opnå nogenlunde samme antal pensionsår som de bedst stillede.

Eller rettere de udfordringer, statsministeren står med. Der er nemlig ikke blot én, men adskillelige vanskeligheder forude, før statsministeren kan sætte et nyt pensionssystem i søen.

Socialdemokratiets pensionsudspil fra januar i år bygger på syv principper. Principperne peger på en ret til tidligere pension for de mest fysisk eller psykisk nedslidte med tidlig jobstart og uden forskelsbehandling på mænd og kvinder og uden modregning for perioder på barsel og deltid. Mette Frederiksen har endvidere mundtligt tilføjet, at arbejdsløshedsperioder ikke skal kunne forhindre tidligere pension. Modellen skal ifølge principperne være simpel og overskuelig.

Mette Frederiksens udfordringer falder i tre hovedgrupper: Hvordan kan et mere retfærdigt system teknisk skrues sammen? Kan arbejdsmarkedets parter bruges til noget? Og hvem vil lægge stemmer til i Folketinget?

 

Mette Frederiksens udfordringer falder i tre hovedgrupper: Hvordan kan et mere retfærdigt system teknisk skrues sammen? Kan arbejdsmarkedets parter bruges til noget? Og hvem vil lægge stemmer til i Folketinget?
_______

 

Der er mange tekniske udfordringer
Oplysninger om tidligere beskæftigelse vil klart være en af de større tekniske udfordringer.

Her bør de obligatoriske indbetalinger til ATP kunne bringe modellen et stykke af vejen, men vil næppe alene kunne være dokumentation for de mere end 40 års beskæftigelse, som Socialdemokratiet hidtil har talt om som forudsætning for at opnå retten til tidligere pension. Omvendt blev efterlønsordningens krav om længden af dokumenteret medlemskab af en arbejdsløshedskasse udvidet bid for bid over en længere årrække. En tilsvarende opstart af en ny pensionsmodel bør kunne give modellen et yderligere skub på vejen.

At tage højde for nedslidtes tidlige start på arbejdsmarkedet vil også være teknisk svært at realisere. I det mindste når det kommer til at skabe bred opbakning til en ny pensionsmodel. Mange med lange og mellemlange videregående uddannelser, høje lønninger og lange liv har udført erhvervsarbejde eller lignende sideløbende med studierne. Og en del har allerede påberåbt sig dette, i mine øjne noget tynde, argument for at kritisere modellen. At give de slidte et fair farvel til arbejdsmarkedet handler om det lange slidsomme arbejdsliv og ikke om et par års arbejde ved siden af de studier, der oftest sikrer en ikke-belastende og højt lønnet fremtid på arbejdsmarkedet.

Her vil der skulle skæres igennem for at skabe den simple og overskuelige model, der er nødvendig. Et middel til at skabe den nødvendige klarhed kunne være de overordentlig mange data om belastende fag og brancher, som allerede findes, og som kan udvides med ny forskning.

Det er heller ikke en helt ubetydelig udfordring at skabe den visitationsmulighed til tidligere pension for de, der ikke opnår retten, som Socialdemokratiets principper også nævner. Umiddelbart kan det være svært at få øje på specifikke kriterier for visitation til tidligere folkepension.

Og afgræsningen mellem en sådan ny mulighed for at blive visiteret til tidlig folkepension efter et langt arbejdsliv og det endnu ukendte visitationssystem til den nye og økonomisk højere seniorpension ligger, så vidt jeg kan se, ikke lige på den flade hånd.

Arbejdsgiverne er the dark horse
Kan regeringen bruge arbejdsmarkedets parter til noget i denne sag? Svaret kan både være ja, måske og nej.

Det ligger i den danske models DNA, at arbejdsmarkedets parter altid møder op, når en regering kalder og altid yder teknisk bistand, når en regering beder om det. Men fremmøde og teknisk bistand er ikke nødvendigvis det samme som aktivt medspil. Eller aktivt sammenspil. Thorning-Corydon-regeringen formåede ikke at omsætte parternes fremmøde og tekniske bistand til noget som helst i 2012, da trepartsforhandlingerne om de famøse helligdage forliste.

Selvom Venstre derefter erklærede trepartsinstitutionen for død, valgte Løkke Rasmussen-regeringerne efterfølgende at anvende trepartsforhandlinger aktivt til at løse samfundsmæssige udfordringer – og til at presse sit eget parlamentariske grundlag og senere sine egne regeringspartnere. Det er nemlig svært som regeringspartner at afvise at lovgive om emner, som statsministerpartiet har opnået enighed med arbejdsmarkedets parter om.

 

Arbejdsmarkedets parter vil formentlig heller ikke kunne bringes sammen i en egentlig aftale. Dansk Arbejdsgiverforening vil tale højt og længe om arbejdskraftmangel og behov for, at alle bliver længere på arbejdsmarkedet
_______

 

Kan den socialdemokratiske regering anvende de nu indledte trepartsdrøftelser med arbejdsmarkedets parter på samme måde? Det umiddelbare svar er nej.

Traditionelt har trepartsforhandlinger betydet, at blå og røde regeringer ved enighed med arbejdsmarkedets parter har sikret sig opbakning. Hvis regeringen er blå, bruger man fagbevægelsen til at stikke til socialdemokraterne, og hvis regeringen er rød, bruger man arbejdsgiverne til at stikke til de borgerlige. Helt så enkelt er det ikke længere. Det skyldes, at den traditionelle fagbevægelse har kappet de meget tætte bånd til Socialdemokratiet.

Og helt så enkelt er det heller ikke, når det gælder spørgsmålet om en fleksibel folkepensionsalder. Den socialdemokratiske mindretalsregering mangler nemlig ikke alene støtte fra sit eget parlamentariske grundlag, nej, De Radikale er direkte modstandere af en fleksibel pensionsalder.

Arbejdsmarkedets parter vil formentlig heller ikke kunne bringes sammen i en egentlig aftale. Dansk Arbejdsgiverforening vil tale højt og længe om arbejdskraftmangel og behov for, at alle bliver længere på arbejdsmarkedet. Og arbejdsgiverne vil ikke rigtig kunne få øje på, ”hvad der er i det for dem”, hvis regeringen ikke samtidig har noget i ærmet, som arbejdsgiverne er sultne efter.

Fagbevægelsen har flyttet sig
Lønmodtagersiden består nu – efter fusionen af LO og FTF – af Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne.

Akademikerne meldte sig øjeblikkeligt ud af realitetsforhandlinger om fleksibel pensionsalder, da Socialdemokratiet fremlagde sit udspil. Det gjorde Akademikerne med budskabet om , at opbakningen til velfærdsstaten forudsætter lige rettigheder også til pension og med det, i denne sammenhæng, noget særprægede argument om, at akademikernes løn er så høj, at de betaler topskat, og derigennem bærer deres del af den økonomiske byrde.

Til gengæld har Akademikernes rolle ved trepartsforhandlinger klassisk været ganske tilbagetrukken med små forsøg på at opnå nogle særlige goder til de højtuddannede, når LO og Dansk Arbejdsgiverforening lavede de egentlige aftaler. For både blå og røde regeringer har det været LO, og hverken FTF eller Akademikerne, der har det været den interessante aftalepart.

Da FOA i 2015 i samarbejde med forfatteren og debattøren Lars Olsen spillede ud med et forslag om fleksibel pensionsalder stod forbundet praktisk taget alene med tanken.

Fødevareforbundet har dog – i takt med forringelserne af efterlønsordningen – krævet bedre muligheder for at forlade arbejdsmarkedet med helbredet i behold for de akkordaflønnede slagteriarbejdere, som sammen med ansatte ved rengøring og plejehjem topper statistikkerne over førtidspensioner.

3F satte kræfterne ind på en storstilet og meget vellykket kampagne for at forhindre fremrykningen af den næste forhøjelse af den generelle pensionsalder. De takkede nej til at være med til udarbejdningen af dét, der endte som FOAs forslag til fleksibel pensionsalder.

 

Kan Mette Frederiksen i stedet for eller via en trepartsaftale få den fleksible folkepension gennemført via Christiansborg? Fremskaffelsen af et folketingsflertal er, når alt kommer til alt, tydeligvis statsministerens største udfordring
_______

 

I lyset af Socialdemokratiets tilbagevenden til klassiske socialdemokratiske synspunkter, må den stigende generelle pensionsalder, som partiet var med til at aftale i den såkaldte Velfærdsaftale i 2006, have været svær at håndtere. Udarbejdelsen af forslaget om ret til tidligere pensionsalder for de fysisk og psykisk nedslidte må anses for at være et forsøg på at håndtere denne vanskelighed.

Udsigten til et socialdemokratisk forslag om ret til tidligere pension må som minimum have været medvirkende til, at 3F’s hovedbestyrelse kort tid før offentliggørelsen af Socialdemokratiets pensionsudspil ændrede holdning og nu støtter fleksibel pensionsalder.

Med 3F’s kursskifte blev døren for alvor åbnet for LO’s (nu FH) støtte til ret til tidligere pension for ufaglærte og kortuddannede. Og når Dansk Metals “klap-nu-lige-hesten-indflydelse” kan afkodes i FH-formand Lizette Risgaards pointering af, at “et andet centralt kriterie for fagbevægelsen er, at vi lander en tilbagetrækningsmodel, som er samfundsøkonomisk ansvarlig. Som talerør for 1,4 millioner lønmodtagere tager vi selvfølgelig ansvar for dansk økonomi – nu og i fremtiden”, så er fagbevægelsen klar til at indgå den trepartsaftale, som arbejdsgiverne næppe vil deltage i.

Det bliver på Christiansborg, det halter
Kan Mette Frederiksen i stedet for eller via en trepartsaftale få den fleksible folkepension gennemført via Christiansborg? Fremskaffelsen af et folketingsflertal er, når alt kommer til alt, tydeligvis statsministerens største udfordring.

De Radikale er imod og fik fjernet pensionsspørgsmålet fra det fælles forståelsespapir, som gav Mette Frederiksen nøglerne til statsministerkontoret.

Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen skiftede i valgkampen til velfærdsforkæmper med et velfærdsløfte om, at Venstre vil den samme velfærd som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Det slogan rækker dog næppe ud over valgdagen – og da slet ikke til større pensionsudgifter. Desuden sikrede Lars Løkke Rasmussen op til valget et forlig om reparation af fiaskoen med seniorpension, der involverede både De Radikale og Dansk Folkeparti.

I det forlig fik Lars Løkke Rasmussen styr på den ellers itusprængte blå blok med en musketered om fleksibel pensionsalder, som både giver hvert enkelt parti vetoret, nedsætter en kommission og udskyder indførelsen af fleksibel pensionsalder til efter 2040. I realiteternes verden betyder det, at Mette Frederiksen skal skabe en model for fleksibel folkepensionsalder, som Dansk Folkeparti vil være med til – eller føler sig nødsaget til at stemme for.

Efter Dansk Folkepartis nedsmeltning ved valget og efterfølgende højredrejning mod at blive et rendyrket borgerligt nationalkonservativt parti, så er opnåelsen af tilslutning til en, for lønmodtagerne, så vigtig sag som en tidlig pensionsalder for de, der behøver det, uden tvivl Mette Frederiksens største udfordring. ■

 

I realiteternes verden betyder det, at Mette Frederiksen skal skabe en model for fleksibel folkepensionsalder, som Dansk Folkeparti vil være med til – eller føler sig nødsaget til at stemme for
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix