Dennis Kristensen: Pensionssystemet skal ikke kun tage hensyn til de nedslidte – det handler også om de slidte, der endnu ikke er knækket

Dennis Kristensen: Pensionssystemet skal ikke kun tage hensyn til de nedslidte – det handler også om de slidte, der endnu ikke er knækket

07.02.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Nu er der omsider udsigt til et pensionssystem, som giver plads til lavere pensionsaldre for både nedslidte og slidte. Det kan føre til den mest visionære pensionsreform i årtier – og vil være et fremskridt for velfærden og en sejr for fagbevægelsen.

Kronik af Dennis Kristensen

Socialdemokratiets pensionsudspil “De mest nedslidte fortjener også en værdig pension” er et rigtigt godt skridt i den rigtige retning. Og et skridt, der for alvor har sat skub i den debat om differentieret pensionsalder, som ellers blev skudt ned af langt de fleste for blot få år siden.

Skal vi kunne se hinanden i øjnene og være stolte af den måde, vi lader mennesker tjekke ud fra arbejdsmarkedet på, så er værdighed og retfærdighed de afgørende nøgleord. Det var også nøgleord, da FOA i 2015 i samarbejde med forfatteren og debattøren Lars Olsen fremlagde et forslag om at differentiere folkepensionsalderen. Og begreberne er centralt placeret i Socialdemokratiets udspil.

Socialdemokratiet lægger syv fornuftige principper for en pensionsreform frem. Principperne bygger på, at de, der fysisk eller psykisk slides ned i løbet af arbejdslivet, og de, der startede tidligst på arbejdsmarkedet, skal kunne tjekke ud før andre. Og skal have ret til at trykke på stopknappen to til tre år før pensionsalderen uafhængigt af køn og fraværsperioder på grund af barsel, arbejdsløshedsperioder eller deltidsansættelse.

Udspillet er holdt på et meget overordnet plan, som senere skal udformes til en egentlig ny pensionsmodel af Folketinget og i samspil med arbejdsmarkedets parter. Selvfølgelig under forudsætning af, at der efter forårets Folketingsvalg er flertal for differentieret pensionsalder. Ender det med en model for en differentieret pensionsalder, der både skaber værdighed og retfærdighed på tværs af indtægtsforhold, uddannelseslængde og levetid, så vil det i mine øjne være den mest visionære pensionsreform siden indførelsen af folkepensionen i 1956 og efterlønnen i 1979.

 

Ender det med en model for en differentieret pensionsalder, der både skaber værdighed og retfærdighed på tværs af indtægtsforhold, uddannelseslængde og levetid, så vil det i mine øjne være den mest visionære pensionsreform siden indførelsen af folkepensionen i 1956 og efterlønnen i 1979
_______

 

Værdighed og retfærdighed er nøgleord
Et værdigt pensionssystem forudsætter, at mennesker, der har mistet størstedelen af arbejdsevnen, kan opnå førtidspension og forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen, og at nedslidte ældre, der har mistet en stor del af arbejdsevnen, kan opnå seniorførtidspension og forlade arbejdsmarkedet i den sidste del af arbejdslivet. Og det forudsætter, at slidte kan forlade arbejdsmarkedet i tide, så de har en reel udsigt til nogle gode pensionsår.

Den ultimative løsning er i sagens natur et arbejdsmarked, der ikke slider mennesker op. Et arbejdsmarked, der ikke bygger på en brug-og-smid-væk-filosofi. Derfor må Folketinget og arbejdsmarkedet tage et fælles ansvar for at gøre op med nedslidningen i arbejdslivet. Men den ultimative løsning får vi ikke fra den ene dag til den anden. Og derfor har vi brug for en retfærdig pensionsreform nu.

Et retfærdigt pensionssystem sikrer, at folkepension ikke blot er en universel ret. Altså en ret for alle bygget på samme pensionsalder for alle. Det skal derimod være en ret, der giver alle udsigt til nogenlunde samme antal år på folkepension. Den situation skaber førtidspensionen og seniorpensionen ikke i dag. Og efterlønsordningen er reelt ved hastigt at forsvinde.

Nåleøjet for at få førtidspension er formindsket voldsomt, og mennesker med en stærkt begrænset arbejdsevne jages igennem et uværdigt system til eftersøgning af eventuelle rester af arbejdsevne med sengepraktik som det mest uhyrlige. Seniorførtidspensionen, der skulle afbøde virkningerne af efterlønsforringelserne og førtidspensionsreformen, blev den forudsigelige fiasko. Forsvindende få har opnået denne pension, som forudsætter samme tab af arbejdsevne som førtidspensionen, dog uden afprøvning af arbejdsevnen.

Uligheden i pensionsårene er stor
Og vi har i dag ikke noget, der kan sikre den slidte med de mange år på arbejdsmarkedet en afgangsalder, hvor pensionsårene ikke kun bliver til år med nedsat funktion og dermed aktivitetsbegrænsning, men også rummer gode og aktive år. De gode pensionsår med børnebørn og familie og alt dét, som tiden ikke rakte til i arbejdslivet. En værdig og retfærdig pensionsreform skal derfor handle om forbedringer for både nedslidte og slidte og om udsigt til samme antal år på folkepension for alle. Den udsigt har vi ikke i dag.

 

En værdig og retfærdig pensionsreform skal derfor handle om forbedringer for både nedslidte og slidte og om udsigt til samme antal år på folkepension for alle
_______

 

I dag kan en mand, som netop er fyldt 50 år, og som hører til den fjerdedel af befolkningen, der har de højeste indkomster, forvente at leve godt otte år længere end en 50-årig mand, som hører til den lavestlønnede fjerdedel af befolkningen. Men levetid er ikke kun levetid. Uligheden handler også om funktionsnedsættelser. Ifølge beregninger foretaget af Henrik Brønnum-Hansen, Københavns Universitet, vil en 65-årige ufaglært eller kortuddannet kvinde statistisk set løbe ind i funktionsnedsættelser og dermed aktivitetsbegrænsninger, når hun passerer 74 år. Den langt uddannede 65-årige kvinde når først dertil, når hun passerer 78 år.

En værdig og retfærdig pensionsreform forudsætter en bevarelse af førtidspensionen og forbedring af seniorførtidspensionen, så målgruppen for disse to pensionsformer ikke er den samme. Seniorførtidspensionen giver reelt kun mening, hvis kravet om tab af arbejdsevne er mindre end ved opnåelse af førtidspension – ellers vil den aldrig blive relevant for flere at få tildelt.

Der findes – eller må kunne genskabes – finansiering til forbedring af mulighederne for at opnå seniorførtidspension i det enorme gab mellem antallet, der i sin tid forudsattes at opnå pensionen, og det faktiske antal, der indtil nu er sluppet gennem nåleøjet. Regeringen forudsatte, at 1.780 danskere hvert år ville få tilkendt seniorførtidspension, men det er i virkeligheden blevet til færre end 300 danskere om året.

Nyskabelsen i pensionssystemet vil være den ret, som Socialdemokratiet foreslår for nedslidte – der hverken kan opnå førtidspension eller seniorførtidspension, fordi de fortsat har en rest af arbejdsevnen i behold – til at gå på folkepension før folkepensionsalderen. Og retten for slidte med de mange år på arbejdsmarkedet til også at tjekke ud før tid.

Retten for fysisk eller psykisk nedslidte skal baseres på objektive kriterier, som i mine øjne bør være en kombination af antallet af år på arbejdsmarkedet og en lægelig vurdering. Socialdemokratiet foreslår samtidig en mulighed for at blive visiteret til tidligere folkepension for dem, der ikke er omfattet af denne nye ret. Her kunne det være den lægelige vurdering, der gjorde udslaget.

Slidte skal også have muligheden
For slidte med et mangeårigt arbejdsliv bag sig har Socialdemokratiet foreslået, at der fastlægges et antal år på arbejdsmarkedet som døråbner til tidlig folkepension – eksempelvis tre år tidligere end den fælles folkepensionsalder. Denne adgang kunne præciseres som et antal år i belastende brancher. Vi har ganske mange data om belastninger i forskellige brancher, og Arbejdstilsynet opstiller allerede oversigter over de mest belastende brancher. Disse data og oversigter må kunne bearbejdes yderligere af forskerne, så vi får alle relevante brancher med.

Muligheden for at tjekke ud tre år tidligere retter dog ikke fuldt op på uligheden i antallet af år på folkepension. Derfor vil antallet af år i mine øjne skulle øges udover tre år. Socialdemokratiets udspil nævner da også, at et nyt pensionssystem kan tænkes udbygget i de kommende år.

 

Muligheden for at tjekke ud tre år tidligere retter dog ikke fuldt op på uligheden i antallet af år på folkepension. Derfor vil antallet af år i mine øjne skulle øges udover tre år
_______

 

En forøgelse af antallet af år, de slidte kan forlade arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen, skal i mine øjne have som mål at nå noget, der ligner en kombination af det antal år, ufaglærte og kortuddannede starter tidligere i arbejde, og forskellen i antallet af leveår mellem ufaglærte og kortuddannede sammenlignet med længere og langt uddannede.

En forøgelse af antallet af år, ufaglærte og kortuddannede kan tjekke ud før tid, vil kræve finansiering udover den ramme på 3 milliarder, som Socialdemokratiet går efter ved en pensionsreforms indførelse. Derfor må der afsættes yderligere finansiering i takt med, at forøgelsen gennemføres over en årrække.

Byt pisken ud med gulerødder
Så er der selvfølgelig spørgsmålet om den løbende forhøjelse af pensionsalderen, som Folketinget udstak kursen for ved Velfærdsaftalen i 2006. Her var det pisken, forligspartierne hentede i værktøjskassen.

Der er næppe mange, der i dag er i tvivl om, at udsigten til stigende pensionsalder skaber utryghed og bekymring for fremtiden hos en stor del af befolkningen. Ikke hos den del af eliten, der ikke er afhængige af samfundets pensionsalder, fordi den er tilstrækkeligt økonomisk velpolstret til selv suverænt at beslutte, hvor langt arbejdslivet skal være. Men derimod hos især den store del af befolkningen, som i dag ikke længere kan se sig selv udføre de samme arbejdsopgaver, når de har nået en alder i 70’erne.

Havde forligspartierne i 2006 haft bedre føling med denne del af befolkningens bekymringer, så havde de valgt at gennemsøge værktøjskassen for gulerødder, ikke pisk. Gulerødder i form af bedre arbejdsmiljø, seniorvenlige arbejdspladser og værdighed og retfærdighed. Partierne går nemlig helt galt i byen, når de tror, at de fleste af os starter på arbejdsmarkedet med én eneste tanke i hovedet: Hvornår kan vi komme på pension?

De fleste er glade for deres arbejde, men de vil gerne selv bestemme, hvornår de stopper – og arbejdet er så stor en del af vores identitet, at mange gerne vil blive lidt længere, hvis kræfterne rækker, og arbejdspladsen tager hensyn.

Forligspartierne vil i mange år frem komme til at slås med den udbredte utryghed og bekymring for fremtiden og mulighederne for at nå helskindet frem til pensionsalderens målstreg. Vi bliver allerede nu længere på arbejdsmarkedet end tidligere. Og alt tyder på, at den udvikling vil fortsætte jo længere, vi lever.

Hvis Velfærdsaftalen skal åbnes for at bane vej for en pensionsreform med differentieret pensionsalder, hvorfor så ikke samtidig skrue ned for pisken, finde gulerødderne frem og sænke ambitionerne for, hvor hurtigt målstregen skal flyttes over de næste årtier? ■

 

Forligspartierne vil i mange år frem komme til at slås med den udbredte utryghed og bekymring for fremtiden og mulighederne for at nå helskindet frem til pensionsalderens målstreg
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Dennis Kristensen (foto: Mikkel Khan/Polfoto)