Filip Steffensen: Vesten må igen vise lederskab og påtage sig rollen som demokratiets vogter

Filip Steffensen: Vesten må igen vise lederskab og påtage sig rollen som demokratiets vogter

30.08.2019


Denne artikel indgår i RÆSONs Kommentarserie, som er gratis at læse. Resten af artiklerne får man med et abonnement: Kun 250 kr. om året (200 for studerende+pensionister) inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer. Klik her for mere information

Hvor den vestlige verden med USA i spidsen tidligere var den frie verdens leder, er det i dag uklart, hvem der skal påtage sig lederskabet. Hvad der dog står klart er, at hverken Vladimir Putin eller Xi Jinping vil kunne presses nærmere vestlige værdier som demokrati og retsstat, hvis vi ikke kæmper for dem.

Kommentar af Filip Steffensen

I ÅR MARKERES 30-året for en række skelsættende begivenheder, der satte verden på en kurs mod frihed og demokrati. En række begivenheder, der inspirerede hele verden med et universalistisk håb om demokrati og ligeret. I de senere år har særligt nationalkonservative imidlertid hævdet, at den universalistiske ånd er på retræte. Men selvom nutidens udfordringer er anderledes end dengang, lever ånden og budskabet om demokrati og ligeret videre i bedste velgående overalt omkring os. Vesten må derfor vågne op af vores navlebeskuende døs og vise vejen mod demokrati. Det skylder vi ikke kun de mange undertrykte borgere rundt om på kloden, men også os selv.

Vi kender formentlig alle billederne fra Den Himmelske Freds Plads, hvor demonstranter i netop 1989 protesterede mod et undertrykkende kinesisk regime. Optøjerne kulminerede i en blodig opstand mellem det kinesiske regime og demonstranterne. Hundredevis af demonstranter døde, mens tusinder blev såret. Det ikoniske billede af en modig demonstrant, der stiller sig i vejen for en kinesisk kampvogn, står i dag som et enestående billede på demonstranternes stålsathed ift. behovet for demokrati og anerkendelsen af basale rettigheder. På samme måde symboliserer billederne fra en novemberaften ved en mur i Berlin i 1989 et nedslag i historien, hvor frihedens ånd besejrede undertrykkelse og totalitarisme. De to begivenheder igangsatte en kædereaktion af omvæltninger, hvor kravet om frihed og demokrati triumferede i et folkeligt opråb.

Det er den ånd og frihedstrang, som i dag er så åbenlyst levende og blomstrende, men som til stadighed negligeres af mange i den vestlige verden. Overalt i verden råber undertrykte borgere på frihed, demokrati og rettigheder. Vi ser det i Hongkong, hvor de massive protester har varet i ugevis; vi ser det i Rusland, hvor de kommende kommunalvalg har igangsat protester af en karakter, som ikke er set i årevis; vi har set det i Venezuela, hvor subversive kræfter tidligere på året betvivlede Nicolas Maduros legitimitet. Eksemplerne er talrige, men fællesnævneren for den aktuelle situation er, at den vestlige verden er pinligt tavs og fraværende.

 

Hvad der dog står klart er, at hverken Vladimir Putin eller Xi Jinping vil kunne presses nærmere vestlige værdier som demokrati og retsstat, hvis vi [i Vesten] ikke kæmper for dem
_______

 

DEN VESTLIGE VERDEN har gennem det seneste årti trukket sig tilbage fra positionen som verdens leder. Det manglende lederskab har banet vejen for autokrater som Vladimir Putin og Xi Jinping, der i dag er en inspiration for mange af verdens lande. Hvor den vestlige verden med USA i spidsen tidligere var den frie verdens leder, er det i dag uklart, hvem der skal påtage sig lederskabet. Hvad der dog står klart er, at hverken Vladimir Putin eller Xi Jinping vil kunne presses nærmere vestlige værdier som demokrati og retsstat, hvis vi ikke kæmper for dem.

Der er åbenlyst flere årsager til, at de vestlige lande i dag er berøringsangste: De fejlslagne invasioner i 00’erne, som netop var drevet af håbet om ”eksporten” af demokrati; opblomstringen af nationalismen i Europa; og en amerikansk præsident med isolationistiske tilbøjeligheder og en uforlignelig evne til at skabe usikkerhed blandt centrale alliancepartnere. Årsagerne til den vestlige verdens fravær i kampen for demokrati er mange.

Derfor er det nødvendigt, at de vestlige lande genopretter troen på Vestens frihedsprojekt, som indbefatter en bred tilslutning til demokrati, men som også støtter de lande, hvor selv det mest spinkle håb om frihed og demokrati blomstrer. Hvis ikke vi ikke selv kæmper for at bevare de værdier, er de dømt til at forgå. Det skylder vi de mange millioner af mennesker, der hungrer efter frihed, men også vores fremtidige generationer.

De mange lande, som i dag kæmper for demokrati og frihed, der har behov for et forenet Vesten, der visen vejer mod demokrati. For at kunne agere verdens frie leder, er det imidlertid også nødvendigt, at Vesten hjælper til at genetablere troen på de værdier, som antændte en bevægelse for demokrati og frihed i Kina og Østeuropa i 1989. Vi må med andre ord insistere på, at demokrati og menneskerettigheder er Putin og Xis skindemokrati overlegent.

 

Det er en naiv forestilling, at Vesten kan eksportere demokrati til andre lande. Vi kan ej heller sikre udbredelsen af demokratiske normer i alverdens lande. Men Vesten kan og bør være en fortaler for demokratiske værdier
_______

 

BETYDER DET SÅ, at Vesten skal engagere sig militært, hvor selv det mest spinkle opråb om demokrati næres? Ingenlunde. De fejlslagne invasioner i 00’erne viser med al tydelighed, at situationen må overvejes nøje, før man blander sig i protester, der potentielt kan medføre radikale omvæltninger. Samtidig må man forholde sig til, om der i det pågældende land overhovedet er basis for et folkeligt forankret demokrati med respekt for liberale frihedsrettigheder. Det er lærdommen fra Det Arabiske Forår, hvor det spirende håb om demokrati hurtigt blev afløst af en erkendelse af, at demokratiet ikke havde folkelig opbakning.

Det er en naiv forestilling, at Vesten kan eksportere demokrati til andre lande. Vi kan ej heller sikre udbredelsen af demokratiske normer i alverdens lande. Men Vesten kan og bør være en fortaler for demokratiske værdier. Når op mod en fjerdel af befolkningen i Hongkong demonstrerer mod kinesisk indflydelse, kalder det som minimum på en solidaritetserklæring fra den frie og vestlige verden. Alligevel har ledere som Boris Johnson og Donald Trump været forbavsende stille. Trump, der gladeligt udtrykker sin utilfredshed med Kinas handelspolitik, har med uheldigt ordvalg og slet begejstring for Xi Jinping vist, at han hverken er Hongkongs eller den frie verdens stemme. Hvis ikke USA er frihedens advokat på den internationale scene, hvem skal så være det?

Faren ved et fraværende og isolationistisk Vesten, som ikke tør at promovere demokratiet, er, at Putin og Xis alternativer kommer til at fremstå attraktive. Hvis de russiske og kinesiske skindemokratier bliver rollemodeller for udviklingslandene, er det blot et spørgsmål om tid, før arven fra 1989 er uigenkendelig. Det må vi ikke risikere. ■

 

Hvis de russiske og kinesiske skindemokratier bliver rollemodeller for udviklingslandene, er det blot et spørgsmål om tid, før arven fra 1989 er uigenkendelig. Det må vi ikke risikere
_______

 



Filip Steffensen (f. 1997) er demokratiordfører i Liberal Alliances Ungdom. Filip har gennem sit virke forfattet en række artikler, debatindlæg og kommentarer og har blandt andet bidraget på den amerikanske tænketank, Fee.org. Filip er Cepos Akademi alumne og læser til daglig statskundskab på Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: USA’s præsident Trump og Frankrigs præsident Macron til G7-topmøde i Frankrig, 24. august 2019 [foto: Francois Mori/AFP/Ritzau Scanpix]