Henrik Dahl: Hvornår lærer vi politikere at være ligeglade med, hvad borgerne gør?

Henrik Dahl: Hvornår lærer vi politikere at være ligeglade med, hvad borgerne gør?

10.03.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Der er mange syndere, når det gælder om at indføre unødvendigt bureaukrati. Men politikerne er i særklasse. Hvis de blot havde tillid til borgerne, ville store områder kunne liberaliseres. Og mængder af bureaukrati efterfølgende fjernes.

Kommentar af Henrik Dahl (LA)

DET ER EN KENDT sag, at omfanget af det gældende lov- og regelværk, som bestemmer lovgivningen i det danske samfund, de seneste tre årtier nogenlunde er tredoblet. Det fastslog forskerne Peter Bjerre Mortensen og Mads Leth Felsager Jakobsen i bogen Regelstaten i 2014, og på det seneste har CEPOS – ved brug af samme metode – kunnet bekræfte tendensen.

Det er åbenlyst, at denne udvikling ikke kan fortsætte. I dag er det gældende lov- og regelværk på knap 23 millioner ord. Selvom informationsteknologien fortsat vil forbedre sig, er det uholdbart, hvis der om tre årtier er sket en yderligere tredobling til næsten 70 millioner ord.

En så voldsom regelmængde vil afspejle en kompleksitet, der er så stor, at det – blandt andet – vil udgøre et demokratisk problem. Borgerne har pligt til at overholde lovene. Men hvordan kan de i praksis gøre det? I princippet vil det til den tid blive forlangt, at de skal holde sig inden for rammer, det kræver 70 millioner ord at beskrive. Det er næppe menneskeligt muligt.

At lov- og regelværket er for omfattende, har alle statsministre siden Poul Schlüter erkendt. Derfor har de hver især taget initiativer til, at udviklingen skulle vendes. At initiativerne har haft en dæmpende effekt, så lov- og regelmængden ikke er blevet endnu større, kan hverken bevises eller udelukkes. Men som tallene viser, er udviklingen i hvert fald ikke vendt.

Hvordan kan det så være, at succesen har været så mådelig? Den regelstorm, der er bedst beskrevet, er Poul Schlüters. Om den udgav professor (nu emeritus) Jørgen Grønnegård Christensen i 1991 bogen Den Usynlige Stat. Springer man alle mellemregningerne over, strandede Schlüters afbureaukratisering ifølge Grønnegård på, at der simpelthen blev vedtaget flere regler, end der blev afskaffet.

 

Så regulering holder nye spillere nede i mange brancher – og derfor passer den de etablerede spillere helt fint
_______

 

HERTIL VAR ÅRSAGERNE mange. Der eksisterede dengang – og eksisterer stadig – mange virksomheder og brancher, der uden at sige det højt har en stærk interesse i fortsat regulering.

Det kan lyde paradoksalt. Men for de store, veletablerede virksomheder gør det i virkeligheden ikke så meget, at de må have en stor complianceafdeling til at sikre, at alle regler overholdes. Vel koster det en del penge at holde den i gang. Men ikke nær så mange, som det ville koste at have en ny og aggressiv, innovativ konkurrent, der konstant åd sig ind på ens markedsandele. Så regulering holder nye spillere nede i mange brancher – og derfor passer den de etablerede spillere helt fint.

En anden væsentlig årsag til regulering er, at den skaber beskæftigelse. Tænk på den enorme arbejdsløshed, der på kort sigt ville opstå, hvis folk bare kunne bygge, som de havde lyst til; eller drive landbrug, som de havde lyst til; eller åbne virksomheder og forretninger, der aldrig fik besøg af en ærlig inspektør fra nogen myndighed. Heldigvis tilsiger både erfaringen og den økonomiske teori, at eftersom de penge, der før gik til bureaukraternes lønninger, ville blive kanaliseret andre steder hen i økonomien, hvor beskæftigelsen ville blive tilsvarende øget, ville deres arbejdsløshed blive kortvarig.

Jeg siger ikke, at tankeeksperimentet er ønskeligt. Jeg beder blot om, at man fordomsfrit prøver at tænke tanken til ende.

ENDELIG ER POLITIKERE under et konstant pres fra mange lobbyorganisationer for at regulere. Hvis NGO’erne bestemte mere, havde Danmark en væsentligt tungere regulering af klima, energi, miljø, trafik, finanssektor og mange andre områder, end tilfældet er i dag. Det får de mest reguleringsivrige NGO’er til at beklage sig og sige, at den såkaldte neoliberalisme har grebet om sig, så det i vore dage kun er jungleloven, der hersker. Bankregulering er et godt eksempel. Den danske og europæiske finanssektor er voldsomt reguleret. Alligevel forlanger fx Oxfam IBIS endnu mere. Men der er mange andre.

En sådan foragt for de kendsgerninger, der beskriver et gennemreguleret samfund som det danske, ville være komisk, hvis ikke konsekvenserne af at omsætte den demonstrerede uvidenhed til praksis var så alvorlige i form af lavere vækst og dermed unødvendigt lav levestandard.

 

Den største synder, når det gælder regulering, er dog stadigvæk Folketinget. For at sige det ligeud så findes der ikke nogen politisk vilje i Danmark til at ændre afgørende på forholdene
_______

 

Men den største synder, når det gælder regulering, er dog stadigvæk Folketinget. For at sige det ligeud så findes der ikke nogen politisk vilje i Danmark til at ændre afgørende på forholdene.

I slutningen af 2016 skrev Josephine Fock fra Alternativet, Eva Kjer Hansen fra Venstre og jeg selv en kronik i Berlingske, hvor vi argumenterede for, at skønt det i første omgang kunne lyde paradoksalt, så burde Folketinget nedsætte et udvalg, der udelukkende havde til opgave at fokusere på regelforenkling og afbureaukratisering.

Når vi foreslog dette, var det i erkendelse af netop de problemer, Bjerre Mortensen og Felsager Jakobsen har beskrevet i Regelstaten. Men et stort flertal i Folketinget afviste idéen med den begrundelse, at man i det eksisterende udvalgsarbejde og øvrige arbejdsformer var fortrinligt dækket ind. Som CEPOS’ optælling viser, passer det ikke. Den foretrukne arbejdsform for de fleste af Folketingets politikere er at blande sig endnu mere og med stadigt stigende detaljeringsgrad i hvad som helst.

Retskrav på dit og dat; kontrol; tilbud; tilskud; hjælp til alt mellem himmel og jord; uddeling af milimeter-retfærdighed; beskyttelse af både dette og hint; social ingeniørkunst; udlignings- og kompensationsordninger: Alt sammen medfører det registrering, indberetning, kontrol, ankemuligheder, klageadgang, og hvad den gode forvaltningsskik ellers kan byde på.

DET ENESTE, der virkelig kan skabe færre regler og mindre bureaukrati, er, at Folketinget siger, at dette er vi ligeglade med. At det må folk selv finde ud af eller lære at leve med. Og derpå fjerne alle regler, der afspejler det modsatte.

Men det kommer Folketingets flertal ikke til at sige i min levetid. Langt de fleste politikere tænker, at deres opgave er at uddele retskrav, penge og tilskud; at kontrollere verden alle steder, hvor en sonde overhovedet kan stikkes ind; at forandre samfundet ved sindrig, social ingeniørkunst og naturligvis at beskytte bestemte dele af samfundet (hvad der også kræver et enormt regel- og kontrolværk). Kun et meget lille mindretal forestiller sig, at det på nogen måde er betryggende, at mennesker forvalter sig selv; tager ansvar og ser sig for.

Derfor burde Folketingets flertal sige det, som det er: Regler er kommet for at blive, og der vil altid komme flere. Ellers vil folk glemme, at vi politikere eksisterer – og de vil gøre, hvad der passer dem. ■

 

Derfor burde Folketingets flertal sige det, som det er: Regler er kommet for at blive, og der vil altid komme flere. Ellers vil folk glemme, at vi politikere eksisterer
_______

 



Henrik Dahl (f. 1960) er MF for Liberal Alliance, bl.a. som ordfører for afbureaukratisering. ILLUSTRATION: Henrik Dahl [foto: Peter Hove Olesen/Polfoto/Scanpix]