Isabella Arendt: Blokpolitikkens død giver plads til ideologiernes genkomst. Det vil styrke det borgerlige Danmark

Isabella Arendt: Blokpolitikkens død giver plads til ideologiernes genkomst. Det vil styrke det borgerlige Danmark

12.09.2019


Denne artikel indgår i RÆSONs Kommentarserie, som er gratis at læse. Resten af artiklerne får man med et abonnement: Kun 250 kr. om året (200 for studerende+pensionister) inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer. Klik her for mere information

Det borgerlige Danmark er ikke i sammenbrud. Det er enden på blokopdelingen, vi er vidne til. Det skaber mulighed for at opnå flere politiske resultater på tværs af todelingen af den politiske akse. Det er en styrke for både partierne, vælgerne og demokratiet.

Kommentar af Isabella Arendt

Mange eksperter forsøger at kloge sig på, hvordan det borgerlige Danmark kommer til at se ud fremover. Venstre flirtede under valgkampen med Socialdemokratiet og De Radikale. DF har af og til også set til Mette Frederiksens side. LA og Konservative sværger, at de ikke vil basere sig på samarbejder over midten. Nye Borgerlige har med ultimative krav sat sig uden for indflydelse. Endelig bekender KD sig til borgerlige – ikke liberale – værdier. Vi vil samarbejde med alt fra SF til LA, men vi holder fast i at pege på en borgerlig statsminister. Alle disse nybrud er tegn på, at blokpolitikken er ved at smuldre, til fordel for at partierne kan finde tilbage til et mere ideologisk udgangspunkt.

Hvis du drømmer om at komme tilbage til to klart optegnede blokke, må jeg skuffe dig. Der findes mere end to ideologier i Danmark. Der findes med andre ord ikke kun ét borgerligt Danmark. Derfor har vi politiske alliancer på kryds og tværs. Venstre må vænne sig til en verden, hvor de andre borgerlige partiers stemmer ikke kan tages for givet, og hvor der skal kæmpes for hvert eneste forlig.

Jeg tror bestemt ikke, at forskellene mellem de borgerlige partier bliver mindre. Jeg kommer ikke til at gøre tilnærmelser til Pernille Vermund, og ved næste valg vil vi igen stå som to borgerlige partier på hver sin side af udlændingedebatten: Hun vil Danmark på bekostning af andre. Jeg vil et Danmark i fællesskab med andre.

Også på de økonomiske spørgsmål vil der være store forskelle. Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, vil formentlig stå fast på, at frihed til familien kommer uden statslig indblanding. Jeg vil derimod mene, at tilskud til hjemmepasning netop sætter borgerne fri til at vælge indretningen af deres egen hverdag.

 

Tidligere har statsministre taget opbakningen fra støttepartierne for givet og stået fast på en blind loyalitet. Det skal de ikke regne med fremover. At vi støtter en borgerlig statsminister, kommer ikke til at stå i vejen for at lave forlig med andre partier
_______

 

Disse uenigheder betyder ikke, at der er nogle, som er mere borgerlige end andre. Det betyder bare, at kristendemokrati, liberalisme og konservatisme er tre forskellige ideologier, som alle kalder sig borgerlige – hver på sin måde. Det, der samler os, er, at vi peger på en borgerlig statsminister – og at vi er enige om, at socialisme i hvert fald ikke er vejen at gå.

Tidligere har statsministre taget opbakningen fra støttepartierne for givet og stået fast på en blind loyalitet. Det skal de ikke regne med fremover. At vi støtter en borgerlig statsminister, kommer ikke til at stå i vejen for at lave forlig med andre partier. Hvis vi kan få de nationale test afskaffet sammen med SF, så gør vi gerne det. Både LA og Enhedslisten vil lovliggøre cannabis; og det får de ikke hjælp til af hverken os eller Konservative. Det er på tide at indse, at blokke er en forsimplet illusion. Virkeligheden er mere broget end det, og det må kommende statsministre lære at navigere i. De må lære at forstå, at man godt kan bakke statsministeren op og alligevel lave forlig udenom regeringen. De Radikale står fx fast på pensionsaftalen med de borgerlige – også selvom de peger på Mette Frederiksens regering.

De mange forskellige bogstavkombinationer, som kan komme ud af dette, er ikke til fare for demokratiet. I virkeligheden er de blandede bolsjer en fordel for danskerne. Det betyder, at de kan få meget mere for deres stemmer, når alle partier er frie til at søge så meget magt som muligt på tværs af blokke. Det vil betyde, at man for sin stemme på KD både kan få normeringer i daginstitutioner sammen med SF og mere støtte til friskolerne sammen med LA. Det er groft sagt dobbelt så meget valuta for krydset, end hvis vi kun kunne samarbejde med andre blå partier.

Det betyder, at vi som partier og politikere kan tone langt mere rent flag. Færre kameler skal sluges, fordi man ikke er bundet fast i en blok. Jeg er ikke sikker på, at det vil gøre det sværere at danne regering. Tværtimod kan det betyde, at vi som støttepartier nemmere kan bakke en borgerlig regering op, fordi vi ikke føler os bundet til at støtte samtlige forslag. Det betyder, at livet som støtteparti ikke bliver gratis mandater til regeringen, men giver os indflydelse for den tillid, vælgerne har vist os. Det er muligt, at Venstre og Socialdemokratiet hellere ville have blind loyalitet fra støttepartierne – men de må vænne sig til en politisk virkelighed, hvor deres argumenter skal overbevise os – ikke ministertaburetterne.

Det betyder, at partierne har frihed til at være mere tro mod deres ideologier. Hvis det var sket lidt tidligere, kunne LA have været tro mod deres liberale grundsyn og stemt imod burkaloven. Den kunne DF, Venstre og Konservative så have lavet flertal for med Socialdemokratiet. Med Vanopslagh i spidsen vil jeg tro, at partiet fuldtonet igen kan påtage sig rollen som Danmarks mest liberale parti. DF valgte i kølvandet på folketingsvalget at lave en tænketank, som skal hjælpe dem med at finde tilbage til de nationalkonservative rødder.

 

En tilbagevenden til ideologierne gør politik spændende og nærværende igen. Partier vil komme med samlede fortællinger om, hvordan samfundet skal se ud – frem for mosaik-politik med lappeløsninger
_______

 

En tilbagevenden til ideologierne gør politik spændende og nærværende igen. Partier vil komme med samlede fortællinger om, hvordan samfundet skal se ud – frem for mosaik-politik med lappeløsninger, studehandler og grænsebomme fordi man absolut skulle lande en finanslov inden for blokken.

Det kan måske endda betyde, at nogle fjendebilleder forsvinder, når man har flere forskellige alliancer på tværs af politiske emner. Det bliver spændende at se, om de andre partier tør at stå ved deres ideologiske udgangspunkt og gå mere op i, hvad de får igennem, frem for hvem de får det igennem med. En sådan ny kultur i dansk politik vil betyde, at partierne får lov at være selvstændige partier og ikke bare vedhæng til blokkens førende partileder.

Frem for at gå til valg på blokpolitik vil partierne gå til valg på en ønskeliste i prioriteret rækkefølge. Så vil stemmetal og politisk talent – ikke blokkens snævre konsensus – afgøre, hvor mange ønsker man kan forhandle igennem. Netop den prioriterede ønskeliste vil give vælgerne en chance for at vide, hvad de får for deres stemme. Det betyder, at vi ikke alle kan gå til valg på 12 forskellige mærkesager. Vi må lære at prioritere – og forfølge prioriteterne bredt. Det vil betyde, at ikke alle partiledere ved næste valg kan række hånden i vejret som det grønneste parti – hvis ikke de reelt har en grøn omstilling som en af deres vigtigste mærkesager.

Når partier tvinges til at prioritere deres politik ud fra et ideologisk udgangspunkt, vil vælgerne få mere klare svar. Det vil betyde, at hvert parti ikke kan tilbyde alle politiske løsninger, men at vælgerne også i valgkampen kan se, hvor højt mærkesagerne er prioriteret – og dermed hvor realistisk det er, at partiet når igennem med lovforslag på området.

Min pointe er: Det er ikke en falliterklæring og et sammenbrud af borgerligheden, vi er vidne til. Det er blok-tankegangen, som bryder sammen og giver plads til mere fokus på partiernes forskelligheder, enigheder, prioriteringer og ideologier. Det er en styrke for både partierne, vælgerne og demokratiet. ■

 

Det er ikke en falliterklæring og et sammenbrud af borgerligheden, vi er vidne til. Det er blok-tankegangen, som bryder sammen og giver plads til mere fokus på partiernes forskelligheder, enigheder, prioriteringer og ideologier
_______

 



Isabella Arendt (f. 1993) er fungerende formand for Kristendemokraterne. Hun har en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Isabella Arendt (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)