Isabella Arendt (KD): Kristendemokraterne er de eneste, der reelt kæmper for et borgerligt Danmark

Isabella Arendt (KD): Kristendemokraterne er de eneste, der reelt kæmper for et borgerligt Danmark

29.05.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I en tid, hvor dansk politik kun kan kende socialister fra liberale, hvor højrefløjen bliver mere ekstrem, og hvor familien er presset som aldrig før, har mange glemt, hvad borgerlighed er. Netop derfor er der hårdt brug for KD og de borgerlige værdier, vi står for.

Kronik af Isabella Arendt (KD)

FOLKETINGSVALGET 5. JUNI bliver et afgørende valg for det borgerlige Danmarks identitet. Er det fx Nye Borgerlige eller Kristendemokraterne, der skal udgøre det parlamentariske grundlag for en ny borgerlig regering, hvis blå blok formår at genvinde flertallet? Selv hvis Mette Frederiksen skulle blive statsminister, kan det være afgørende for borgerlighedens Danmark med et midtersøgende, borgerligt parti, der kan sikre forlig over midten frem for aftaler baseret på mandater fra fløjene. Der er meget på spil.

KD er dansk politiks sidste socialkonservative bastion i en tid, hvor det borgerlige Danmark flytter sig i en mere markedsorienteret og nationalistisk retning. Liberal Alliance er lykkedes med at trække både Venstre og De Konservative i en retning, hvor topskattelettelser og grundskyld er blevet vigtigere end kampen for familien. Løkke har godt nok sagt, at topskattelettelser ikke er på tale, men Liberal Alliance vil næppe give op, når finansloven skal forhandles. Derudover har to nye højrefløjspartier overgået Dansk Folkeparti i krav og holdninger til, hvad det vil sige at være dansk. Den danske identitet er under forandring, og det er ikke det samme Danmark, som KD og den yderste højrefløj vil skabe.

Ét er, hvilke mærkesager partierne kæmper for; noget andet er de sager, som de glemmer. På trods af, at De Konservative har haft en børneminister i form af Mai Mercado, er vilkårene i institutionerne og for børnefamilien generelt ikke blevet bedre. I politik skal partier vurderes på to måder: Hvad de kæmper for – og hvor hårdt de kæmper for det. Nok har fx De Konservative en børnepolitik, men hvis den aldrig partiets deres førsteprioritet ved finanslovsforhandlingerne, gør det ingen forskel for børnene i Danmark.

VENSTRE OG DE KONSERVATIVE er langt hen ad vejen gået med højrefløjens nationalister og har støttet både forholdene på Sjælsmark, burkaforbud og voldsomme stramninger af fx reglerne for familiesammenføringer. KD står alene tilbage og insisterer på, at danskhed og borgerlighed netop er funderet i frihed til forskellighed. Frihed som en helt basal rettighed, der også gælder kvinders ret til at vælge sit eget tøj om morgenen, også hvis det er en burka. Det er netop vi borgerliges styrke, at vi på samme tid kan være modstander af fx burkaen – og ikke vil forbyde den. I et demokrati må vi tro på samtalens magt, så vi ikke automatisk vil forbyde alt det, som vi ikke bryder os om.

 

Frihed og ansvar hænger sammen. Du har frihed til at vælge at leve dit liv, som du har lyst til, men du må også tage ansvar for de konsekvenser, som dine valg vil have
_______

 

Samtidig skal vi stå fast på, at vi alle må tage ansvar for konsekvenserne af vores valg. Vælger man som kvinde fx at tage en burka på, så må man også acceptere den konsekvens, at der er nogle jobs, man ikke kan varetage. Uden det borgerlige Danmark glemmer vi at tage ansvar for vores frie valg. Frihed og ansvar hænger sammen. Du har frihed til at vælge at leve dit liv, som du har lyst til, men du må også tage ansvar for de konsekvenser, som dine valg vil have.

KD står fast på friheden til at vælge sine egne værdier, sin egen skole og sin egen ægtefælle, uafhængig af dennes oprindelsesland. Og på friheden til at tænke, tro og tale, som man selv har lyst til. Den frihed skal også gælde for fx præster i frikirken, som den liberale regering har sendt på demokratikursus. At sende danskere på kursus i demokrati, alene fordi de er religiøse, vidner om, at Venstre, LA og De Konservative har mistet fornemmelsen for religionsfrihed og bukket under for den religionsforskrækkelse, som hersker i Danmark. Mennesker med en tro mistænkeliggøres med sådanne love. Hvis religionsfriheden skal være lige for alle, så skal man også fra politiske side respektere, at der findes mennesker i Danmark, som tror på noget større end sig selv.

VI STÅR ALTSÅ ved et afgørende valg for det borgerlige Danmarks fremtid. Da jeg gik i skole, lærte vi, at der var tre grundlæggende ideologier, som forskellige partier og bevægelser ofte passer ind i. Der var den socialistiske, hvis tilhængere mener, at staten er løsningen på verdens problemer. Der var den liberalistiske, som anså markedskræfterne som løsningen på det hele. Til sidst var der de borgerlige, der mente, at løsningen skulle findes i civilsamfundet, og at væksten i den private sektor først for alvor har værdi, når den omsættes til trivsel i familien og lokalsamfundet. I dag er det danske politiske spektrum ikke længere delt i tre. I dag står alene de røde og blå tilbage. KD er de sidste til at kæmpe for civilsamfundet, familien, de små skoler og det decentrale demokrati, mens Venstre, som ellers traditionelt har hjulpet KD med at støtte den borgerlige dagsorden, fokuserer mere på skat og den offentlige sektor.

Ét er som nævnt, hvad der står i partiernes partiprogrammer. Noget andet er, hvordan de prioriterer de forskellige politikområder. Som borgerligt parti vil KD have familien, frivillige foreninger og nærdemokratiet i fokus. Imens har den liberale regering haft fokus på, at forældrene skulle arbejde mere, og at regionerne stod i vejen for et effektivt sundhedsvæsen – men har i den seneste regeringsperiode ikke stillet et eneste forslag, der har haft som mål at gavne de frivillige foreninger. Civilsamfundets betydning for Danmark og de danske værdier er forsvundet, når en liberal regering lytter mest til nationalistiske støttepartier eller socialistiske midterpartier, der ikke kan se værdien af et mangfoldigt foreningsliv.

 

Jeg medgiver, at KD er et midterparti, men at de røde partier er lykkedes med at overtage hele dagsordenen for børn og familie, fortæller mere om de borgerliges fravalg end om de rødes succes
_______

 

NÅR KD FREMFØRER en politik, der skal tage sig af familien, bliver vi ofte beskyldt for at være røde. Fx når vi vil sikre længere barsel uden øremærkninger, tilskud til hjemmepasning, minimumsnormeringer i daginstitutionerne og ret til 30 årlige sygedage pr. barn. Jeg medgiver, at KD er et midterparti, men at de røde partier er lykkedes med at overtage hele dagsordenen for børn og familie, fortæller mere om de borgerliges fravalg end om de rødes succes. Nok har børns vilkår også tidligere været en rød mærkesag, men at rød blok helt har overtaget familiedagsordenen, er et tydeligt tegn på, at den klassiske borgerlighed er svækket – måske endda reelt forsvundet. Hvis de røde alene får lov at sætte dagsordenen for børn og familie, vil det samtidig betyde, at staten kommer til at spille en større rolle i børnenes liv, og at forældrenes suverænitet og frihed til at vælge fx hjemmepasning eller friskoler er truet.

Kampen for familiens suverænitet og forældres frihed til at opdrage sine børn er ikke noget, socialisterne har fundet på. Midt mellem krav om styrkede daginstitutioner fra de røde og en manglende kamp for familiernes selvbestemmelsesret hos de blå står KD tilbage. Vi slår fast, at børn tilhører sine forældre og ikke staten. Vi står helt fast på, at børn har værdi i sig selv. Det skyldes ikke kun, at de er Danmarks fremtid, eller at de skal bidrage til fremtidens vækst og velstand. Familien er ikke en produktionsenhed, som skal bidrage til fremtidens arbejdsmarked – familiernes velvære er et mål i sig selv, ikke et middel.

FAMILIEN ER EN bærende byggesten i hele vores samfund – og skal agtes som sådan. Familien er dér, hvor vi alle begynder vores liv. Det er der, hvor vi formes som mennesker og danner vores grundlæggende værdier. Den respekt har familien ikke mødt hos hverken de liberale eller de socialistiske partier i de seneste mange år. Der er ikke blevet investeret i fx forældrekurser eller rådgivning forud for skilsmisse. Der har været alt for lidt fokus på at skabe tid for forældrene til at være sammen med deres børn. I stedet har først en rød regering kæmpet for “12 minutter mere” på arbejdspladsen, som dog heldigvis aldrig blev til noget, og siden har en blå regering betonet vigtigheden af et arbejde til et punkt, hvor fritidens betydning er reduceret til tid, hvor man lader op til næste arbejdsdag. Arbejde ER vigtigt for mange danskere, men det er ikke alle, som finder meningen med livet mellem 8 og 17. Derfor står familien som byggesten i samfundet i dag svækket tilbage.

Forældrene arbejder begge ude af hjemmet, og børnene bruger det meste af deres vågne timer i institutioner. Jo flere timer børnene bruger i institution eller skole, jo færre timer har de til at deltage aktivt i foreningslivet. De frivillige foreninger, som tidligere var limen i mange lokalsamfund, har blandt andet derfor mistet deres gennemslagskraft, og landsbyerne uddør på stribe som en følge af det. Vi har glemt vores fundament som et borgerligt Danmark. Vi har glemt, at en god barndom i en tryg familie og et sundt lokalsamfund er udgangspunktet for alt andet i samfundet. Derfor skal lokale skoler bevares eller omlægges til private skoler. Der skal investeres i frivillige foreninger gennem let adgang til tilskud og støtte, og der skal være tid i hverdagen hos både børn og voksne til at bidrage i foreningerne. De mange frivillige skal høres, når kommuner, regioner eller stat træffer beslutninger.

 

Civilsamfundet er netop forskelligt fra staten og det private marked, fordi løn ikke er indblandet, og værdi måles i andet end økonomi. Både det private marked og staten er til for menneskets skyld – ikke omvendt
_______

 

Helt konkret kan mange foreninger spille en større rolle – også i børnenes skoledag – og vise dem værdier af alt det, man bedst lærer udenfor skolen. Med de seneste forslag fra både blå og røde partier er foreningernes unikke måde at engagere sig på glemt. Liberalister har svært ved at se værdien af arbejde uden løn, mens socialisterne vil sætte driftsoverenskomster ned over foreningerne, så de ligner arbejdspladser – hvilket vil kvæle den helt unikke, engagerede frihed, som frivillige foreninger er præget af. Civilsamfundet er netop forskelligt fra staten og det private marked, fordi løn ikke er indblandet, og værdi måles i andet end økonomi. Både det private marked og staten er til for menneskets skyld – ikke omvendt.

EN NY KAMPPLADS UDSPILLER sig derudover på den borgerlige fløj. Nye Borgerlige og Stram Kurs går i udlændingepolitikken højre om Dansk Folkeparti ved at definere danske værdier så ekskluderende som muligt. Det er ikke et borgerligt synspunkt. Anstændig borgerlighed bygger netop på borgernes frihedsrettigheder. Frihed til at samles og til at tænke, tro og tale frit. Men friheder som åndsfriheden, der opfordrer til respektfuld dialog og en anerkendelse af, at der skal være plads til flere forskellige livssyn i Danmark, bliver nu truet.

Vores borgerlige frihedsværdier står beskrevet i Grundloven, som blev indført i en tid med oplysning og kampen for det enkelte menneskes ret til at skrive sin egen livshistorie og vælge sine egne holdninger. Netop den borgerlighed har vi glemt på nogle dele af højrefløjen. Danskhed og danske værdier kan og skal ikke reduceres til juletræer, frikadeller og håndtryk. Danskhed handler ikke om, hvad vi har hovedet, men hvad vi har i hovedet. Danske værdier er, at vi respekterer retten til at vælge sin egen tro, retten til at tale om sine holdninger offentligt og retten til at vælge sin livsstil uden at blive udskammet af flertallet. Grundlovens borgerlige frihedsrettigheder blev vedtaget for at beskytte mindretal og slå fast til al eftertid, hvad borgerlig frihed er: frihed til forskellighed under ansvar for os selv og hinanden. Det må vi som samfund ikke glemme.

Hvis vi lader højrenationalistiske partier være det parlamentariske grundlag for en borgerlig regering, så frygter jeg, at vi opgiver vores tolerance, frihed og menneskesyn for at bevare traditioner og ydre ritualer.

Så kære borgerlige vælger: Der er meget på spil. Hvis det borgerlige Danmark skal eksistere fremover, skal vi have fokus hen på vores nærmeste og vigtigste: familien, friheden og fællesskabet med de svageste. Din stemme er frihed under ansvar – brug den. ■

 

Så kære borgerlige vælger: Der er meget på spil. Hvis det borgerlige Danmark skal eksistere fremover, skal vi have fokus hen på vores nærmeste og vigtigste: familien, friheden og fællesskabet med de svageste
_______

 



Isabella Arendt (f. 1993) er fungerende formand for Kristendemokraterne. Hun er indskrevet på Statskundskab, Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Isabella Arendt (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)