Jan Hoby: Den egentlige venstrefløj risikerer nu for alvor at blive spist af S og R – igen

Jan Hoby: Den egentlige venstrefløj risikerer nu for alvor at blive spist af S og R – igen

21.06.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Follow the money. Det gælder også i politik. Socialdemokratiet ligger først og fremmest på linje med Det Radikale Venstre, hvad angår den økonomiske politik. Der er således ingen tegn på, at S reelt vil give venstrefløjen andet end symbolske indrømmelser på velfærdsområdet.

Kommentar af Jan Hoby

Euforien for venstrefløjen ovenpå valgresultatet er til at overskue. Vælgerne sendte ganske vist mandatet til en ny regering i retning af Socialdemokratiet og rød blok. Men der var hverken tale om en jordskredssejr eller overbevisende præstationer fra de røde partier. Den vælgermæssige tilbagegang for det gamle arbejderparti blev en bekræftelse på den europæiske tendens: Socialdemokratiernes epoke som massepartier er slut.

Mette Frederiksen blev således ikke Socialdemokratiets redning. Sandsynligvis fordi mange vælgere stadig kan mærke de smertefulde konsekvenser af de drakoniske arbejdsmarkedsreformer, Mette Frederiksen fik gennemført som beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen Og fordi mange lønmodtagere har gennemskuet Socialdemokratiets pensionsfup. Partiets ekstreme højredrejning på indvandrings- og flygtningeområdet var kun en begrænset vælgermæssig succes.

Fortællingen i medierne om de igangværende regeringsforhandlinger er, at der snart er basis for et flyvefærdigt projekt på trods af de mange knaster i forhandlingerne. Om den basis eksisterer i virkeligheden, afhænger af øjnene, der ser. Der er ikke meget, som tyder på, at vi kan se frem til en regering, der – som en bedre udgave af Jeremy Corbyn og Bernie Sanders – vil komme ud af forhandlingslokalerne med et venstreorienteret, solidarisk og humanistisk regeringsgrundlag.

Det Radikale Venstre er et nyliberalt økonomisk parti, der har mere arbejdsudbud som et evindeligt krav. Så når Morten Østergaard ikke møder op til forhandlingerne eller nægter at indgå delaftaler, er det en bevidst og velovervejet strategi, der går ud på at presse Mette Frederiksen til indrømmelser. Han ved, at hun ikke tør basere en regering på et ægte rødt flertal.

 

Sidst De Radikale var i regering, satte de alt ind på at forhindre en permanent løsning for de titusinder af mennesker, som stod til at falde ud af dagpengesystemet – så de mener det benhårdt, når de forsvarer en nyliberal økonomisk politik
_______

 

Sidst De Radikale var i regering, satte de alt ind på at forhindre en permanent løsning for de titusinder af mennesker, som stod til at falde ud af dagpengesystemet – så de mener det benhårdt, når de forsvarer en nyliberal økonomisk politik. Det Radikale Venstres mål er således at sikre, at Socialdemokratiet står last og brast med de sidste 30 års økonomiske politik og om R’s egen 2030-plan om ”et ansvarligt økonomisk grundlag” for en ny regering. Det starter og slutter med økonomi. Morten Østergaard lader Mette Frederiksen stege i sit eget fedt, så hun kvæles under ansvarets åg, som det skete for Thorning i det sorte tårn.

Spørgsmålet er derfor, hvad SF og særligt Enhedslisten forventer at få ud ad forhandlingerne? De lever hver især med en stor risiko for at ende som tandløse støttepartier. Støttepartier med ansvar for et regeringsgrundlag, der bygger på en videreførelse af en nyliberal økonomisk politik samt de blå regeringers skelsættende stramninger på indvandrings- og flygtningeområdet.

Follow the Money
Mette Frederiksen optrådte under valgkampen med bløde og runde udsagn som ”Lad os samle Danmark igen” og ”Tid til omsorg”. Hun var til gengæld ikke glad for at tale om penge. Men politik handler om penge – og fordeling af dem. Og der er desværre ikke udsigt til, at Mette Frederiksen vil lade noget af al den økonomiske rigdom, der findes i samfundet, betale for mere velfærd og en værdig pension til gavn for de mange.

Alt starter og slutter med spørgsmålet om økonomisk politik. Det er nødvendigt at omfordele fra de få til de mange, hvis vi skal genopbygge velfærden og genskabe borgernes tryghed. Skal klimakrisen tages alvorligt, er det nødvendigt at bryde med den liberale tilgang til erhvervslivet og i stedet bruge tvang. Men Socialdemokratiet er ude af stand til at bryde med det eksisterende system og står – sammen med De Radikale – last og brast med de seneste 30 års nyliberale ”ansvarlige” økonomisk politik. Socialdemokratiet er ude af stand til at føre en blot moderat keynesiansk økonomisk politik, der udfordrer det nyliberale økonomiske hegemoni.

Leder man i Socialdemokratiets 2025-plan er det svært at se, hvor paradigmeskiftet for velfærden, solidariteten og ligheden skal komme fra. Der er tale om videreførelse af nyliberal økonomisk politik i bredeste forstand på alle parametre. I planen står: ”Socialdemokratiet vil føre en ansvarlig økonomisk politik baseret på fem grundprincipper. Grundprincipperne sikrer troværdighed og stabilitet omkring dansk økonomi.

 

Leder man i Socialdemokratiets 2025-plan er det svært at se, hvor paradigmeskiftet for velfærden, solidariteten og ligheden skal komme fra. Der er tale om videreførelse af nyliberal økonomisk politik
_______

 

S står på mål for budgetloven
De fem principper adskiller ikke Socialdemokratiet fra de borgerlige partier. Tværtimod er de udtryk for den fælles accept af ”nødvendighedens politik”, som forener centrum-venstre og centrum-højre. Socialdemokratiet fører efter eget udsagn “en troværdig finanspolitik inden for rammerne af budgetloven”.

Socialdemokratiet står altså på mål for budgetloven og lufter højest tanker om lempelse af det såkaldte saldokrav. Partiet vil ikke slippe den magt over den kommunale og regionale økonomi, som budgetloven giver via de centralt fastsatte udgiftslofter, der har frataget kommunerne magten over deres egne skattekroner.

Der er altså intet, der tyder på, at en ny regering vil gøre andet end at justere den eksisterende – men skrantende – velfærdsøkonomi. Socialdemokratiet kalder deres velfærdspolitiske plan en ny velfærdslov, som skal forpligte Folketinget til, at økonomien som minimum følger med, når vi bliver flere børn og ældre. Men den kommer ikke til at skabe markant genopretning af velfærden.

Som eksempel vil planen ikke sikre minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Alene i Københavns Kommune vil indførelse af minimumsnormeringer svare til 2000 ekstra pædagogiske medarbejdere og ifølge kommunen selv koste 700 millioner kroner om året. Det vil kræve, at budgetlovens serviceloft og anlægsloft bliver skrottet eller hævet så markant, at det ikke giver mening at tale om et loft. Så der er mange, der bliver skuffede, hvis de tror, at minimumsnormeringer, bedre ældrepleje og fair pension bliver en realitet den 1. januar 2020. Det vil indebære et konsekvent brud med den hidtidige, nyliberale konsensuspolitik, som har været midterpartiernes fælles politiske projekt siden 1990’erne.

 

Venstrefløjen vil gerne have indflydelse, men frygter magten, og derfor ender den ofte med at tabe både indflydelse og magt på gulvet
_______

 

Når katten jagter vandstrålen
Venstrefløjen er i regeringsforhandlingerne som katten, der jagter vandstrålen, og som alligevel er bange for at blive våd. For det er ikke gode erfaringer, der er høstet, når venstrefløjen tidligere har forsøgt sig med at påvirke Socialdemokratiet. Det har typisk været S, der har fået broderparten af kagen, og som har haft held til at trække venstrefløjen (yderligere) til højre på alle politikområder. Venstrefløjen vil gerne have indflydelse, men frygter magten, og derfor ender den ofte med at tabe både indflydelse og magt på gulvet. Et scenarie, der blev gennemspillet på smerteligste vis under den seneste socialdemokratiske regering, hvor SF næsten aflivede sig selv.

Faren for, at Socialdemokratiet neutraliserer SF og i særdeleshed Enhedslisten, så de kan forsætte med at føre politik med centrum-højre, er meget stor. Socialdemokratiets midlertidige venstredrejning er en taktisk manøvre med det formål at stemmemaksimere, få nøglen til Statsministeriet og reducere venstrefløjens indflydelse på de vigtigste politikområder mest muligt.

Det er mange historiske og aktuelle parametre, der tyder på, at det er en rigtig dårlig ide for venstrefløjen at bevæge sig tættere på Socialdemokratiet med det formål at være parlamentarisk grundlag eller måske endda indgå i en regering. Venstrefløjens projekt vil i så fald tabe sin uafhængighed som markant opposition og alternativ. Erfaringer fra både Danmark og resten af Europa viser, at venstrefløjen ender op i en blindgyde med ét resultat: tab af stemmer, opbakning, indflydelse og realpolitisk magt til fordel for Socialdemokratiet.

Den aktuelle balance mellem Socialdemokratiet og de tre partier, som skal udgøre regeringens parlamentariske grundlag, gør det svært at se for sig, hvordan der kan komme et regeringsgrundlag, der indfrier hundredtusindvis af vælgeres håb om en ny politisk retning for Danmark. Socialdemokratiets økonomiske politik er mere på linje med Det Radikale Venstre end med SF og Enhedslisten. Nogen kommer til at give sig, lave løftebrud og skuffe deres vælgere. Og det bliver ikke Socialdemokratiet eller Det Radikale Venstre, for de har på intet tidspunkt lovet vælgerne et brud med den nyliberale økonomiske politik.

Jeg stillede 15. august 2018 fem røde spørgsmål, hvor Socialdemokratiet skylder en forklaring. For S skylder lønmodtagerne en forklaring på, hvorfor de fastholder en tilbagetrækningsreform med en stigende pensionsalder, som flertallet af lønmodtagerne er imod. S skylder også forklaringer på, hvad de vil gøre ved, at flere og flere bukker under for stress og nedslidning, og hvordan de kan forsvare de generelle forringelser af det sociale sikkerhedsnet, der sender tusinder af borgere i umenneskelige ressourceforløb og i fattigdom. Men måske skal SF og Enhedslisten også svare på de spørgsmål. For et regeringsgrundlag, der ikke hurtigt får løst disse fem brændende platforme, har blot givet endnu en håndsrækning til at forvalte det kapitalistiske samfund på arbejdsgivernes og overklassens præmisser. ■

 

Socialdemokratiets økonomiske politik er mere på linje med R end med SF og Ø. Nogen kommer til at give sig, lave løftebrud og skuffe deres vælgere. Og det bliver ikke S eller R
_______

 



Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen (S) og Pernille Skipper (EL) efter møde i Folketingssalen med partilederdebat på Christiansborg, 15. januar 2019 [foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix]