Jan Hoby: Henrik Sass Larsens kulturudmeldinger skal aflede opmærksomheden fra, at Socialdemokratiet grundlæggende fører borgerlig politik

Jan Hoby: Henrik Sass Larsens kulturudmeldinger skal aflede opmærksomheden fra, at Socialdemokratiet grundlæggende fører borgerlig politik

30.04.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Henrik Sass Larsens seneste udmeldinger udgør et markant opgør med Socialdemokratiets historiske kulturpolitiske arv. Hans udfald mod kulturen er designet til at få Socialdemokratiet til at fremstå som det ægte folkelige arbejderparti, det ikke længere er.

Kommentar af Jan Hoby

Der er intet, der tyder på, at Socialdemokratiets ideologiske nedsmeltning ophører, skønt nøglen til Statsministeriet og det bedste valgresultat i en generation er inden for rækkevidde. Tværtimod har gruppeformand Henrik Sass Larsen leveret en ekstra pind til den ideologiske ligkiste, da han i påsken deltog i DR-radioprogrammet Slotsholmen.

Programmet handlede om prioriteringen af kultur i Danmark. Henrik Sass Larsen sagde, at der i dag eksisterer et dybt skel mellem den finkulturelle elite, der går til ballet og opera og anvender bibliotekerne, og den bredere, mere folkelige del af danskerne. Det er ifølge Sass Larsen den jævne befolkning, som betaler for de rige og kulturradikales kulturforbrug – og dette forhold bør ændres.

Det har siden Poul Nyrup Rasmussen været svært at gennemskue, hvad Socialdemokratiets kulturpolitik handler om – det sidste område i partiets valgprogram, som endnu ikke er genneminficeret af den nyliberalistiske tankegang. Derfor foregår der kamp om at sætte dagsordenen i Socialdemokratiet, når det kommer til netop kulturpolitikken.

Men man må gå ud fra, at Socialdemokratiets gruppeformand tegner sit parti – og så udgør hans udmeldinger intet mindre end et markant opgør med Socialdemokratiets historiske kulturpolitiske arv. Den stammer helt tilbage fra Hartvig Frisch og Socialdemokratiets program ”Danmark for folket”, hvori man ønskede, at kulturen blev udbredt til hele samfundet – til folket.

Socialdemokratiets og Henrik Sass Larsens ideologiske og politiske hamskifte indbefatter også afsky for kulturradikalismen og den periode i Socialdemokratiets historie i 60’erne, hvor partiet sikrede arbejderne uhindret adgang til åndeligt liv. Det var en periode med en lang række banebrydende kulturinitiativer. En arv, som er videreført af de danske folkebiblioteker, der om nogen har forstået at inkludere børn og unge fra udsatte områder og forny kulturbegrebet ved at tilbyde andet og mere end bare litteratur.

Men det er åbenbart for meget for nutidens nyliberale socialdemokrater at parre det højkulturelle med en social fællesskabsfølelse. Det lugter nok for meget af marxisme og socialister.

 

Partiet er gået fra et være et reformistisk arbejderparti for de mange til et magtparti, der aldrig vil overskride kapitalens grænser
_______

 

Sass Larsens udfald mod kulturen er udtryk for en socialdemokratisk rindalisme af værste populistiske skuffe, som er designet til at få Socialdemokratiet til at fremstå som et ægte folkeligt arbejderparti. Frontalangrebet er anført af de to socialdemokratiske akademikere Henrik Sass Larsen og Kaare Dybvad, som besidder en arrogance og magtfuldkommenhed, der kun findes blandt aristokratiet. Henrik Sass Larsens vulgære udfald mod alt fra biblioteker, museer, symfoniorkestre og Det Kongelige Teater vækker minder om den yderste venstrefløjs primitive arbejderister i 60’erne og 70’erne. Samtidig er det uden ambition om gennem kulturen at skabe en et bedre samfund. Angrebet mod kulturen har derimod til formål at skabe et falsk fjendebillede som afledningsmanøvre for at skjule, at Socialdemokratiet fører borgerlig politik i bredest mulige forstand.

Der har været voldsomme modreaktioner på Henrik Sass Larsens såkaldte ”klasseorienterede kulturkamp,” og adskillige socialdemokrater har lagt afstand til ham. Men hans udmeldinger er både et signal, symbol og symptom på det markante skifte, som Socialdemokratiet har gennemgået siden 1990’erne. Partiet er gået fra et være et reformistisk arbejderparti for de mange til et magtparti, der aldrig vil overskride kapitalens grænser. Det er blevet et kriseforvalterparti, der har gennemført de hårdeste reformer til skade for arbejderklassen.

For det er ikke den private Sass Larsen, der har udtalt sig; det er partiets de facto nummer to og kommende finansminister. Hans kritik er både fordomsfuld og udtryk for mangel på indsigt om kunst og kultur samt en manglende viden om de opgaver, som mange af kulturinstitutionerne påtager sig for det helt brede publikum. Henrik Sass Larsen forsøger at gennemføre en genoplivning af rindalismen med sit angreb på elitens kulturpolitik. Formålet er at spille så mange mennesker som muligt ud imod hinanden og skabe en antikultur frem for at forene.

Socialdemokratiet i det 21. århundrede er langt fra Socialdemokratiet, som det var i det 20. århundrede. Det er historien om et parti, hvis sjæl eliten har spist med hud og hår. At det nu er den socialdemokratiske kulturpolitik, der står for skud, kan ikke komme som en overraskelse. Man kan ikke lave hamskifte inden for socialpolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, uddannelsespolitikken og flygtningepolitikken uden også, før eller siden, at lave et hamskifte inden for kulturpolitikken. Partiet har ændret sig så grundlæggende, at man ikke vil vedkende sig arven fra Socialdemokratiet af i går. Derfor ser vi vidt forskellige udmeldinger om, hvad den rigtige vej for en ny socialdemokratisk kulturpolitik skal være – for ikke alle er enige i gevinsten ved hamskiftets karakter.

Henrik Sass Larsen har med sine reaktionære arbejderistiske og rindalistiske udmeldinger igen sat dagsordenen i Socialdemokratiet. Det er skræmmende at tænke på, hvor meget skade det snæversyn kan nå at ødelægge, når han og Mette Frederiksen igen sætter retningen for yderligere afvikling af det danske velfærdssamfund. Nu er turen kommet til vores nationale kulturinstitutioner. ■

 

Socialdemokratiet i det 21. århundrede er langt fra Socialdemokratiet, som det var i det 20. århundrede. Det er historien om et parti, hvis sjæl eliten har spist med hud og hår
_______

 



Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Henrik Sass Larsen viser Socialdemokratiets nye malerier frem [foto: Louise Herrche Serup/Scanpix]