27.08.2019

.

”America is already great” er Demokraternes svar til Donald Trumps nostalgiske løfte om at gøre USA stort igen. Det er en idé om, at Donald Trumps USA er en midlertidig undtagelsestilstand, og at USA, som det er i sin normaltilstand, virker. Problemet er: Det gør det ikke – og det kommer Demokraterne til at tabe på.

Kommentar af Jens Haag

”Ingenting vil fundamentalt ændre sig, hvis jeg bliver præsident.”

Sådan sagde den tidligere vicepræsident og nu konkurrent i nomineringen af den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden til et publikum af rige donorer ved et fundraiserarrangement på luksushotellet The Carlyle i New York i juli i år.

”Vi bør ikke dæmonisere de rige”, sagde Biden og fortsatte: ”Ingen skal straffes, og ingenting vil ændre sig, hvis I vælger mig. Bare rolig.”

Udsagnet skal uden tvivl forstås som et løfte om stabilitet og ro. Det er et ekko af Hillary Clintons ”America is already great”, som var modsvaret til Donald Trumps nostalgiske løfte om at gøre USA stort igen. Det er en hyldest til USA, som det er. Det er en idé om, at Donald Trumps USA er en midlertidig undtagelsestilstand, og at USA, som det er i sin normaltilstand, virker.

Det er også en vanvittig trussel for de millioner af mennesker i USA, der ikke er rige donorer. En trussel om, at det helvede, de har beboet de sidste adskillige årtier, kommer til at fortsætte ufortrødent, hvis Joe Biden får magten – og det er en katastrofal fortsættelse af den forfejlede strategi, som kostede Demokraterne valgsejren i 2016.

Joe Biden er lige nu den førende af de demokratiske præsidentkandidater, uden tvivl hjulpet stærkt på vej af hans genkendelighed: Som Barack Obamas vicepræsident (og hovedperson i en række internetmemes) er Joe Biden et kendt ansigt for amerikanerne. Han virker derudover som et fornuftigt valg til en præsidentkandidat.

Den 77-årige Biden har en ekstremt lang politiske karriere, og da han blev valgt som senator for Delaware i 1972, var han den sjette yngste repræsentant i Senatet nogensinde. Han er midtersøgende og diplomatisk, og en stor del af hans kampagne handler om hans historie for villighed til at samarbejde med republikanere. Joe Biden var desuden en nær ven af nu afdøde republikanske præsidentkandidat John McCain og holdt tale ved dennes begravelse, hvor han kaldte ham ”sin bror”.

 

[Demokraternes] strategi er, hvis man holder den i strakt arm, både hovedløs og ufornuftig: USA har ikke brug for status quo. USA har brug for meningsfulde og fundamentale ændringer
_______

 

Disse faktorer smelter sammen til Bidens electability, hans valgbarhed. Han præsenteres af sine tilhængere som det rationelle valg; et valg, der kan tilbageerobre nogle af de stemmer, som Demokraterne tabte til Trump, og en kandidat, der kan ”række hen over miden” og bringe fornuften tilbage til et ufornuftigt USA.

Men den strategi er, hvis man holder den i strakt arm, både hovedløs og ufornuftig: USA har ikke brug for status quo. USA har brug for meningsfulde og fundamentale ændringer, og Joe Biden risikerer at blive galionsfigur for et demokratisk parti, der har mistet forbindelsen til både sine vælgere og sine rødder.

En del af etablissementsdemokraternes narrativ om Trump er, at verden under Trump grundlæggende er af lave. Hvis bare Hillary havde været præsident ”kunne vi alle have været til brunch lige nu,” som der stod på et skilt til kvindemarchen mod Trump i 2017. Samme konspiratoriske vrangforestilling sås i det eklatant pinlige håb om, at Trump ville vise sig at være en russisk marionetdukke som følgelig kunne skaffes af vejen.

I denne fortælling er normaliteten sat ud af funktion, og de grusomheder og uretfærdigheder, der i dag finder sted i USA, stammer direkte fra dette hul i virkeligheden. Netop deraf kommer en farlig fejlslutning i bestræbelserne på at besejre Trump: Det er ren indbildning, når man tror, at det faktum, at ens kandidat ikke er Trump, men at man varsler en tilbagevenden til en amerikansk normaltilstand, er en tilstrækkelig kvalitet i sig selv.

Det er det ikke. For problemet er, at denne så ønskværdige normaltilstand for en frygtelig masse mennesker ikke er ønskværdig. Når Joe Biden siger, at ”ingenting fundamentalt vil ændre sig”, hvis han bliver præsident, er det et slag i ansigtet på de 27 mio. mennesker i USA, der ikke har en sundhedsforsikring. For de fandtes også før Trump. Det er vanvid at tale om ”normalitet”, når hundredvis af mennesker mister livet i masseskyderier, især når en anseelig del af de masseskyderier går udover børn. De fandt også sted før Trump.

Polariseringen og uligheden i USA tager dramatisk til, og i Portland marcherer fascister åbent. Ved grænsen til Mexico adskiller regeringsbureauet ICE (Immigration and Customs Enforcement) forældre fra deres børn. ICE blev oprettet før Trump i 2003.

Når normalen er barbari, er det at insistere på normalen at insistere på barbari.

Tidligere i august udtrykte Biden sin irritation over yngre menneskers sorte syn på fremtiden: Hvis det er så slemt, sagde han, så må I tage ansvar for virkeligheden og involvere jer i politik. Men det udsagn virker både hult og hovedløst, når Biden selv så tydeligt repræsenterer en modstand mod meningsfulde samfundsændringer. Han fremstår i sin tale til de rige donorer som en fortaler for samfundet, som det er.

Meget kan – og skal – siges om Trump, men hans løfte om en tilbagevenden til fortidens bedre USA er langt mere dynamisk end Bidens løfte om normalitet. Hvis vælgerne, af gode grunde, føler, at normaltilstanden ikke er ønskværdig, at den er forkvaklet, blandt andet fordi uligheden stiger, fordi de dør af prisstigninger på insulin, fordi deres arbejdspladser outsources til Kina, og fordi USA involverer sig i den ene uendelige krig efter den anden, er det at være fortaler for, at intet bør ændre sig, en indstilling, der har tabt på forhånd. Donald Trumps håndfaste, men demagogiske, vilje til handling ser for mange straks mere attraktiv ud.

 

Donald Trumps dynamik kan ikke besejres med normalens stasis, men må mødes med en tilsvarende vilje til forandring, til at transmutere samfundet, men med et omvendt fortegn: solidaritet i stedet for splittelse, lighed fremfor ulighed
_______

 

Donald Trumps dynamik kan ikke besejres med normalens stasis, men må mødes med en tilsvarende vilje til forandring, til at transmutere samfundet, men med et omvendt fortegn: solidaritet i stedet for splittelse, lighed fremfor ulighed.

Det er derfor bekymrende, at Joe Biden fører i meningsmålingerne, for det er svært at se, hvordan hans rustne facon og insisteren på stilstand skulle kunne modstå Donald Trump. Man kan derfor, som Rune Lykkeberg, håbe på, at de mere dynamiske og ændringsvenlige kandidater som Elizabeth Warren eller Bernie Sanders formår at indhente partiets mand: Joe Biden.

For Joe Biden repræsenterer en anden, forgangen, tid: Til beskyldningerne om at have opført sig upassende overfor kvindelige embedsfolk og politikere undskyldte Biden fx ved at beklage, at andre mennesker havde misforstået hans gode intentioner – en strategi, der føles forældet i disse #metoo-tider. Trumps vælgere kan muligvis bortrationalisere hans afsindige syn på kvinder, men for en demokratisk kandidat er det tvivlsomt, om en så laissez faire taktik vil være virkningsfuld. Den demokratiske kandidat bliver nødt til at være tilstrækkelig forskellig fra Trump til ikke at blive en mindre gennemslagskraftig papfigur.

Sanders og Warren repræsenterer en villighed til faktisk at forsøge at ændre systemet og til at gøre op med den afgrundsdybe studentergæld og de endeløse krige. Hvis Trumps reaktionære bevægelse skal slås, er det utilstrækkeligt at tilbyde den utilfredsstillende og statiske normal: Man bliver nødt til at tilbyde et alternativ, reelle ændringer og en vilje til forandring. En bevægelse fremad. En bevægelse, der tager hånd om de reelle frygtudløsende bekymringer, som fattige amerikanere – hvide som brune og kvinder som mænd – faktisk har.

USA står overfor en skillevej. Verden ryster, og det kan ikke fortsætte sådan her. På den ene side står Donald Trump med løftet om at forsvinde tilbage i det trygge, demagogiske mørke; racismen og protektionismen, USA som det store imperium.

På den anden side risikerer at stå Joe Biden med løftet om, at intet behøver ændre sig – og tilsyneladende intet andet. Og det er svært at forklare en, for hvem normalen er uudholdelig, at vedkommende bør stemme på Biden. Måske er sandet allerede ved at løbe ud for den demokratiske favorit. ■

 

På den anden side risikerer at stå Joe Biden med løftet om, at intet behøver ændre sig – og tilsyneladende intet andet. Og det er svært at forklare en, for hvem normalen er uudholdelig, at vedkommende bør stemme på Biden
_______

 

Jens Haag (f. 1992) er journaliststuderende og blogger: https://jens-haag.dk ILLUSTRATION: Tidligere vicepræsident og mulig demokratisk præsidentkandidat Joe Biden til en debat om sundhed i New Hampshire, 25. august 2019 [foto: Zuma/Splash/Ritzau Scanpix]