Jens-Peter Bonde: Theresa May tog hele tiden fejl. Nu tilfalder posten sandsynligvis Johnson, der må starte med – ’midlertidigt’ – at acceptere den aftale, hun ikke kunne få igennem

Jens-Peter Bonde: Theresa May tog hele tiden fejl. Nu tilfalder posten sandsynligvis Johnson, der må starte med – ’midlertidigt’ – at acceptere den aftale, hun ikke kunne få igennem

25.05.2019


Premierministeren misforstod sin opgave fra starten. Nu tilfalder posten sandsynligvis Boris Johnson, men han har ikke en kinamands chance for at få en bedre aftale end den, fru May har skaffet.


Kommentar af Jens-Peter Bonde. Sammen med professor Uffe Østergård har Bonde skabt kampagnen ”Stem og bestem”, hvor 135 kendte danskere – bl.a. Niels Hausgaard, Hella Joof, Connie Hedegaard, Ghita Nørby og Nadia Nadim – anbefaler vælgerne at stemme ved EU-valget i morgen.

OMSIDER har den britiske premierminister, Theresa May, kastet håndklædet i ringen. Hun overlader det konservative parti til et rivegilde om, hvem der nu skal prøve at få en aftale med EU eller, alternativt, tage ansvaret for britisk udmeldelse uden aftale.

Den tidligere udenrigsminister og Londonborgmester, Boris Johnson, ender nok med at blive valgt ved urafstemningen blandt de 150.000 medlemmer. Han er den mest populære blandt dem, men han har ikke en kinamands chance for at få en bedre aftale end den, fru May har skaffet. Dokumentet har ingen chancer for at blive godkendt – det vidste jeg, så snart jeg læste det. Det er nu forkastet tre gange i Parlamentet i London. Og fru May har spildt tre år med forhandlinger om en chanceløs aftale.

Spildt, fordi hun ville forhandle på vegne af Storbritannien uden nogensinde at have flertal i sit eget parlamentet. Hun burde naturligvis have startet forhandlingerne ikke med EU men med de andre partier og fraktionerne i sit eget parti. Havde hun gjort det, havde hun kunnet forhandle en løsning, der faktisk kunne vedtages hjemme.

Forløbet viser britisk politik, når den er allerværst. De to store partier hader hinanden og har kun interesse i at erobre regeringsmagten. Labour ledes af en mangeårig EU-modstander, som er i mindretal i sit eget parti. Han har stillet krav – på skrømt – for at undgå en åben konflikt med sine egne. Og han har forhandlet med en premierminister, der ikke kunne give ham de nødvendige indrømmelser til et reelt kompromis mellem partierne.

Grundproblemet er, at den britiske nej-side ikke formulerede en fælles holdning til, hvad der skulle ske efter et flertal for Nej. Det var det, alle danske Nej-organisationer gjorde før folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. De britiske nej-folk ville ud af EU, men meddelte ikke hvordan.

Skulle de – og skal de – gå efter en frihandelsaftale, som den Canada netop har fået? Det er en simpel løsning, som giver Storbritannien deres fulde frihed på papiret, og det er den, som ønskes af Nigel Farage og hans nye Brexit-parti. Men friheden kan måske vise sig at være frihed fra indflydelse på regler, der fortsat vil gælde i Storbritannien. EU har i dag 157.000 love, regler, standarder og domme, og EU vil ikke tillade briterne at afvige disse regler, når produkter skal sælges til EU. De mange fælles EU-standarder vil derfor blive vedtaget med flertalsafgørelse i EU, men i praksis også komme til at gælde i Storbritannien. Det vil kun ske i endnu større grad, hvis Storbritannien vælger en norsk løsning (dvs. melder sig ind i Den europæiske frihandelsaftale, EFTA, og Det Europæiske Økonomiske Samarbejde, EØS). For Norge er EU’s indflydelse sat i system: Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet enes om regler, som sendes per email til Stortinget, der så – helt selvstændigt – kopierer dem til at blive norsk lov. Norge har en formel vetoret, men har kun brugt den en enkelt gang. En ’norsk’ aftale ville – præcis som skeptikerne har sagt – gøre Storbritannien til verdens største koloni, efter en fortid som verdens største kolonirige. En ydmygelse, som ligner fru Mays aftale til forveksling.

 

Johnson vil se aftalen som en overgangsløsning, indtil næste valg, måske i 2022, eller når eller hvis meningsmålingerne vil give ham flertal. Han kan ikke gøre andet, hvis han vil bevare sit parti samlet
_______

 

MIT TIP er, at Boris Johnson vil acceptere fru Mays aftale som et midlertidigt arrangement, der kan samle flertal i Westminster med støtte fra hans egen Brexit-fraktion hos de konservative. Han vil se det som en overgangsløsning, indtil næste valg, måske i 2022, eller når eller hvis meningsmålingerne vil give ham flertal. Han kan ikke gøre andet, hvis han vil bevare sit parti samlet. Det fundamentale problem er nemlig, at EU-tilhængerne har 75 pct. af pladserne i Westminster, og forhandlingerne vil fortsat skulle ledes af et britisk Udenrigsministerium, der stærkt ønsker mest muligt EU i UK.

Nej-siden har også et fundamentalt problem: Splittelsen i den britiske befolkning. Der er massivt flertal for udmeldelse i alle mindre byer i England, men stort remain-flertal i London (herunder hos finansfolkene i The City) og andre de største engelske byer, samt i Nordirland og Skotland. Hvis briterne melder sig ud, opstår der ballade hos skotterne, som straks udskriver en folkeafstemning om at blive selvstændigt land i EU. Der kan også blive ballade i Nordirland, hvor britisk udmeldelse ville styrke dem, der vil have et samlet Irland som en selvstændig republik i EU.

 

Objektivt har EU større økonomiske vanskeligheder end Storbritannien ved en adskillelse. EU vil mangle 100 milliarder kroner om året, fordi briterne betaler mega-meget mere, end de får. De andre europæiske lande sælger også dobbelt så meget til briterne, som briterne sælger til EU.
_______

 

Hvis jeg var Nej-leder i Storbritannien, ville jeg studere valgtallene bedre: 52 pct. stemte sig ud, men flertallet kom fra pensionisterne, mens de unge ville blive. De første dør, mens der kommer nye årgange af unge. Efter fem år vil demografien skabe et nyt Ja-flertal. Der er dog en række remainere, som i dag nu støtter udmeldelsen, fordi det var det, flertallet stemte for. Der findes ingen nemme løsninger med et så splittet folk.

Det er ikke muligt at forhandle med EU, når man først har brugt artikel 50 i Lissabon-traktaten og gjort sig selv magtesløs. Det var mig selv, der opfandt denne udtrædelsesbestemmelse, men så tilføjede den britiske generalsekretær for forfatningskonventet (nu Lord Kerr), et stykke tre, hvorefter udmeldelsen skal være på plads inden forhandlinger om de fremtidige vilkår for handel og andet samarbejde. Det blev en fælde, med maksimal usikkerhed om fremtiden. Og den koster jobs.

Objektivt har EU større økonomiske vanskeligheder end Storbritannien ved en adskillelse. EU vil mangle 100 milliarder kroner om året, fordi briterne betaler mega-meget mere, end de får. De andre europæiske lande sælger også dobbelt så meget til briterne, som briterne sælger til EU. Trusler om told er derfor en trussel om at skyde sig selv i foden og genere f.eks. den danske landbrugseksport til Storbritannien. Men disse trusler fastholder EU-lederne, fordi de frygter, at den britiske utilfredshed smitter til andre lande.

HVORDAN kunne det gå så galt? Den tidligere britiske premierminister, David Cameron, følte sig tvunget til at love en folkeafstemning for at holde sit parti sammen. Han ville først forhandle en aftale med EU, som skulle sikre ham et stort flertal ved folkeafstemningen. Men EU-lederne gav ham ikke noget, han kunne vise frem. Da jeg læste oplægget til EU’s forhandlingsmandat, skrev jeg en lang advarsel til generalsekretærerne for Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Mit budskab: At jeg har deltaget i over 20 folkeafstemninger og med sikkerhed kunne sige, at det ville ende med et stort nej i Storbritannien. Samtidig gav jeg opskrifter på, hvordan man kunne tilfredsstille briterne – OG i øvrigt vælgerne i andre EU-lande, for utilfredsheden hos borgerne er mindst lige så stor i f.eks. Tyskland som i Storbritannien.

Jeg er stadig kritisk over for EU, men det er jeg ikke ene om – det er både Kommissionens præsident Juncker og de europæiske føderalister også. Løsningen er ikke at melde sig ud, men reformer Unionen – til fordel for åbenhed, nærhed og demokrati. EU skal fokusere på de ægte grænseoverskridende projekter som klimakrisen og verdens flygtninge. Virkeligheden er, at EU ER verdens største handelsområde, som fastlægger regler for hele verden. I praksis kan intet land derfor melde sig ud af reglerne – kun af medindflydelse på deres vedtagelse. ■

 

Virkeligheden er, at EU ER verdens største handelsområde, som fastlægger regler for hele verden. I praksis kan intet land derfor melde sig ud af reglerne – kun af medindflydelse på deres vedtagelse
_______

 

Jens-Peter Bonde (f.1948) læste Statskundskab på Aarhus Universitet. Som ung aktiv i det Radikale Venstre. Tilsluttede sig i 1972 Folkebevægelsen mod EF og blev medlem af Europa-Parlamentet fra 1979, først for Folkebevægelsen og 1992-2008 – efter danskernes nej til Maastricht ved folkeafstemningen i juni 1992 – for Junibevægelsen, som han var medstifter af. I 70erne redaktør for den EU-kritiske ugeavis Notat. I en årrække medlem af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) som han forlod i 1992. Han har skrevet en lang række bøger om EU, herunder fornylig bogen ”EU-Parlamentet er også dansk”, der kan downloades gratis her. ILLUSTRATION: May og Johnson 20. juni 2017 ved det første møde i regeringen efter valget [foto: REUTERS/Leon Neal/Pool/Scanpix]