Jens Philip Yazdani: Kan vi i Danmark kun tænke på os selv?

Jens Philip Yazdani: Kan vi i Danmark kun tænke på os selv?

22.03.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I Danmark har vi begrænset os bag det, jeg vil kalde en ’normaliseret nationalisme’. Den søger ikke løsninger på problemerne, kun at isolere Danmark fra konsekvenserne af dem. Det er utvetydigt utilstrækkeligt. Vi kan – og skal – spørge, hvordan vi gør verden til et bedre sted.

Kommentar af Jens Philip Yazdani

En udbredt og uambitiøs normaliseret nationalisme gør sig gang på gang gældende, når danske politikere og meningsmagere skal finde politiske svar på nutidens problemer. De tænker kun på forholdene i den danske andedam – og glemmer resten af verden. Det er utvetydigt utilstrækkeligt. I stedet burde de – vi – turde tænke ud over os selv og se på, hvad der er bedst for verden. For om vi vil det eller ej, er Danmark en del af verden – og verden en del af Danmark.

EXHIBIT A: Udvisningen af Shuaib Khan.

Født og opvokset i Danmark, er det også her, han har opført sig forfærdeligt. Som følge af hans længere tur ad den kriminelle løbebane blev han udvist til Pakistan, hvor han kun har været få gange i sit 32-årige liv.

Og Danmark jublede. Justitsminister Søren Pape (C) havde på forhånd erklæret, at Khan sku’ ha’ ”et kæmpe spark bagi tilbage til Pakistan”, og Højesteretten gav Pape, hvad han ville ha’: Khan fik sparket. Dog med mere saglige formuleringer, der begrundede udvisning med hensynet til ’den offentlige tryghed’, og det forhold, at han formentlig ville vedblive at være kriminel.

Hvordan ændrer en udvisning på disse forhold? Javist, han vil ikke længere være til fare for den offentlige tryghed i Danmark. Men nu i Pakistan. Og jovist, han vedbliver ikke at være kriminel i Danmark. Men nu i Pakistan. Og det betyder, at forholdene grundlæggende er forblevet uforandrede – men blot forflyttet, fra ét land til ét landet.

Til offentlighedens jubel har politikerne truffet en beslutning, der hjælper danskerne – men på bekostning af nogle andre, nemlig pakistanerne. Og det er endda, selvom problemet er skabt i Danmark selv; det er i det danske samfund og system, at Khan er blevet formet – ikke det pakistanske.

Ikke nok med, at det er uansvarligt: Det er også politisk uambitiøst. Problemerne løses nemlig ikke af, at de forsvinder fra dansk jord. Blot fordi noget er ’ude af syne, ude af sind’, er det ikke ophørt med at eksistere.

Og det leder os videre til næste eksempel på denne normaliserede nationalisme, der ikke gør verden gavn – men tværtimod.

 

Problemerne løses nemlig ikke af, at de forsvinder fra dansk jord. Blot fordi noget er ’ude af syne, ude af sind’, er det ikke ophørt med at eksistere
_______

 

EXHIBIT B: Syrienskrigernes uønskede hjemvenden.

Danske statsborgere, der er draget til Syrien i selvforstået hellig krig under Islamisk Stats faner, skal ikke tilbage til Danmark og stilles for en dommer. Sådan lyder et i øjeblikket udbredt argument fremført af politikere og meningsmagere fra stort set alle lejre. Som eksempel agiterede Naser Khader i DR2 Deadline på det kraftigste for, at de skulle blive, hvor de var: I Syrien.

Som han sagde: ”[Jeg er] mere tryg ved, at de løslades i Syrien end i Danmark”. Desværre måtte hans partiformand, den føromtalte Pape, sammen med statsministeren dog sande, at Danmark var bundet af internationale konventioner og derfor nødsaget til at tage imod. Hvor ubelejligt, ubehageligt og uønskværdigt det så end måtte være.

Til trods for det forbigår de imidlertid stadig det forhold, at en syrienskriger ikke er mindre farlig, hvis han er i Syrien. Dér er han bare farlig for nogle andre end os.

Men sådan fungerer den danske politiske logik ikke.

I dagens Danmark ser vi kun os selv. Vi ser hellere en fritgående jihadist, der kan dræbe syrere, end en fritgående jihadist, der kan dræbe danskere. Vi ser hellere, at problemet skubbes væk og holdes på afstand, end at det grundlæggede løses. Selvom den indstilling grundlæggende er grotesk; for det første fordi den rangordner og relativiserer menneskelivs værd på baggrund af nationalitet, og for det andet fordi den ikke løser problemet i sig selv, men blot lader det bestå et andet sted. Et sted, hvor det ikke er et problem for os.

Det er normaliseret nationalisme. Fordi nationalismen i vores politiske løsninger er blevet en norm, vi ikke vedkender os – eller måske endog ikke engang er bevidste om. Det er ansvarsfralæggelse – og det er uambitiøst.

Vi burde i stedet lede efter (d)en løsning, der er bedst for begge – alle – parter og ikke kun tilgodeser os selv. Vi burde turde tænke ud over os selv, være visionære og modige og gøre det, der er bedst, ikke blot for os selv, men også for de andre.

Det leder videre til det tredje eksempel, der med al tydelighed udstiller den normaliserede nationalismes komplette og utvetydige utilstrækkelighed.

 

Vi burde turde tænke ud over os selv, være visionære og modige og gøre det, der er bedst, ikke blot for os selv, men også for de andre
_______

 

EXHIBIT C: Flygtningestrømmens ’reduktion’.

Danmark – og resten af Europa – har de sidste par år befundet sig i en selverklæret ’flygtningekrise’. Ikke primært en krise i kraft af at folk har været tvunget på flugt, men fordi de omsider har fundet vej hertil, til det sagnomspundne Europa og lille Danmark. Dét udløste krisen – at mange mennesker pludselig bankede på vores dør og bad om hjælp. Ikke at de i første omgang havde brug for hjælp, fordi de blev bombet, forfulgt eller sultede.

I første omgang søgte politikerne at løse ’flygtningekrisen’ igennem aftaler med EU, hvor man omfordelte flygtningene internt. Da det viste sig at være mere kompliceret end som så, måtte man til nød nøjes med at forsøge at holde dem udenfor Europa i det hele taget. Med øget grænsekontrol, både ved de ydre og indre grænser, dårligere vilkår, til dem, der når frem, voldsommere hjemsendelser, så man kunne få dem ud igen, og skræmmeannoncer, så de måske slet ikke ville gøre forsøget i første omgang.

Det er til gengæld et foretagende, der er lykkedes bedre. Endda så godt, at danske politikere i dag jubler over, at ’asylantallet er det laveste i 10 år’, som de siger i kor og med stolthed i stemmen.

Problemet er blot, at antallet af flygtninge kun er det laveste i 10 år, hvis man ser isoleret på Danmark. I et globalt perspektiv er antallet nemlig kun vokset og vokset de sidste 10 år – og i øvrigt siden menneskeheden begyndte at tælle. Der er blot færre mennesker, der når Danmarks grænser. Og det er dét, danske politikere og meningsdannere betragter som en sejr.

Igen ser vi den samme normaliserede nationalisme, hvor vi i Danmark kun tænker på os selv og forholdene herhjemme, mens vi negligerer, forvrænger og måske ovenikøbet forværrer forholdene andetsteds.

 

Princippets essens er, at vi, hver gang vi formulerer en tanke eller udarbejder en politik, stiller os selv spørgsmålet: Vil den gøre verden til et bedre sted?
_______

 

Dét er det utvetydigt utilstrækkelige med så navlepillende og uambitiøs en dansk politik og tankevirksomhed. Hvis altså målet er, at verden skal blive et bedre sted i morgen, end den er i dag. Og det mener jeg, at vores mål bør være – som danskere, som europæere, som mennesker i det hele taget.

Jeg foreslår derfor, at vi indfører et politisk princip, der skal gælde både, når vi tænker, og når vi handler. Princippets essens er, at vi, hver gang vi formulerer en tanke eller udarbejder en politik, stiller os selv spørgsmålet: Vil den gøre verden til et bedre sted?

Hvis svaret er nej, som det ville være både med Khans udsendelse, vores nej til at modtage danske syrienskrigere og med vores såkaldte ’reduktion’ af flygtningestrømmen – og i øvrigt med utallige andre eksempler – så er politikken utilstrækkelig. Og så må den forkastes. Gør den ikke verden bedre, er den ikke god nok. Og så må vi tilbage i tænkeboks, finde nye, større, bedre idéer, som også tager højde for andre end os selv – og som vi derpå igen kan udsætte for princippets test, indtil vi får et positivt svar tilbage. Indtil vi har en politik, der faktisk vil gøre verden til et bedre sted.

Det må nemlig være målet for enhver politik, der ikke blot skal være navlepillende, nationalistisk, utilstrækkelig og uambitiøs – men som faktisk skal formå at forandre verden til det bedre. ■

 

Gør [vores politik] ikke verden bedre, er den ikke god nok. Og så må vi tilbage i tænkeboks, finde nye, større, bedre idéer, som også tager højde for andre end os selv
_______

 



Jens Philip Yazdani (f. 1998, Aarhus) læser mellemøststudier (persisk) på Københavns Universitet, skriver til daglig for Jyllands-Posten og er desuden tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. FOTO: Privatfoto.