Joachim B. Olsen svarer Niels Christian Barkholt: Ja, der findes fattigdom i Danmark – men det har ikke noget med ydelsernes størrelse at gøre

Joachim B. Olsen svarer Niels Christian Barkholt: Ja, der findes fattigdom i Danmark – men det har ikke noget med ydelsernes størrelse at gøre

09.05.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Jeg er ikke i tvivl om, at venstrefløjen reelt går op i at skabe bedre vilkår for børn i Danmark. Men alt for ofte drukner deres hensigtserklæringer i svulstig retorik og politikforslag, der gør mere skade end gavn og forværrer ressourcesvage børns muligheder for at bryde ud af negativ social arv.

Kronik af Joachim B. Olsen (LA)

Kære Niels Christian Barkholt. Først vil jeg gerne takke for dit fine og saglige indlæg i RÆSON den 2. april. Det er kun godt, at vi kan få en saglig debat om fattigdom i Danmark.

Jeg har flere gange sagt, at det ikke giver mening at tale om materiel fattigdom i Danmark. Og det står jeg ved. Men det er ikke det samme, som at der ikke findes børn i Danmark, der lever i fattigdomslignende forhold. For det gør der; det har jeg også sagt mange gange i den offentlige debat. Det skal der gøres noget ved!

Men hvad er det så for nogle børn, der gør det? Det er blandt andet de børn, der vokser op i det, som debattøren Lisbeth Zornig har beskrevet som “Underdanmark”. I Deadline på DR2 sagde hun i 2012 følgende:

“I det miljø, som jeg kender rigtigt godt – det jeg kalder Underdanmark – med misbrug, kriminalitet og vold osv. […], der bruger man altså pengene på en anden måde, end de søde og rare socialrådgivere havde tænkt sig. Og det betyder, at selvom man måske fra forældrenes side egentlig har penge til at få det til at løbe rundt, så er børnene de facto fattige, fordi de er nederst. De kommer efter taletidskort, cigaretter, alkohol, fladskærm og hundemaden.”

Det, som Lisbeth Zornig beskriver, er ikke materiel fattigdom. Det er derimod mangel på omsorg og et totalt fravær af evnen til at tilsidesætte egne behov for sine børns skyld. Det er sociale problemer, som er dybt komplekse og svære at tackle.

Hvordan definerer man så den gruppe? Det er svært, for det handler om værdier, normer og evnen til behovsudsættelse. Det er ikke problemer, der er opstået, fordi de offentlige ydelser er for små. Derfor synes jeg, at venstrefløjen er for doven, når den blot reducerer fattigdom til et spørgsmål om under eller over 50 pct. af medianindkomsten. Netop den grænse er brugt i en undersøgelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der vidt citeres af venstrefløjen. Den viser, at der i dag er knap 65.000 børn, der lever i fattigdom. Metoden har dog adskillige svagheder, som jeg skal vende tilbage til.

 

Hvis ikke man er i stand til at behovsudsætte og sætte børnenes tarv før cigaretter, fladskærm og andet forbrug for en midlertidig periode, inden man finder et job, så er der ikke tale om økonomiske problemer
_______

 

Kontanthjælpsloftet – som venstrefløjen tit gør til kilde for fattigdom i Danmark – gør hverken fra eller til i forhold til at løse tunge sociale problemer. Det har jeg intet problem med at erkende. Men det gør en afskaffelse af kontanthjælpsloftet bestemt heller ikke. En fjernelse af kontanthjælpsloftet medfører ikke, at børnene i Underdanmark får det bedre. Deres forældre bliver ikke mere omsorgsfulde og bedre i stand til at sætte børnenes behov højere end egne behov, fordi der går et par tusinde kroner mere ind på kontoen om måneden.

Hvis ikke man er i stand til at behovsudsætte og sætte børnenes tarv før cigaretter, fladskærm og andet forbrug for en midlertidig periode, inden man finder et job, så er der ikke tale om økonomiske problemer. Så er der tale om sociale problemer. Man kan lige så godt argumentere for, at hvis kontanthjælpen var 2.000 kroner højere, så ville de penge blot gå til mere forbrug, inden de ville gå til børnene. Og så er man lige vidt.

Efter min opfattelse kræver det andre, mere håndfaste metoder, hvis vi skal skabe en bedre tilværelse for børnene i Underdanmark. Her skal kommunerne på banen og i højere grad hjælpe med at administrere økonomien i disse familier, så børnene får dækket de helt basale behov og ikke skal gå sultne i seng. Det er ikke en nem opgave, for det er enormt komplekse problemer, vi har med at gøre. Men barnets tarv kommer i første række.

Kigger vi på niveauet for kontanthjælp i Danmark i forhold til sammenlignelige lande, så er vi helt i top, når man korrigerer for købekraft – selv med kontanthjælpsloftet. Det er problematisk. For der skal være en mærkbar forskel på at arbejde til de mindstelønninger, som er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, og at leve på kontanthjælp.

Hvorfor er det vigtigt? Det er det blandt andet ud fra en rimelighedsbetragtning – det skal kunne betale sig at arbejde. Derudover er det slet og ret skadeligt for sammenhængskraften i Danmark, hvis ikke der er forskel mellem på den ene side at stå op om morgenen, udføre et stykke arbejde, tjene sine egne penge og på den anden side at blive forsørget af det offentlige.

Og så er det vigtigt, fordi det rent faktisk betyder noget for, hvor mange der arbejder. Det er vigtigt for børnene at have forældre, der er gode forbilleder og kan forsørge sig selv. Undersøgelser fra bl.a. CEPOS viser nemlig, at det er afgørende parametre i forhold til at bryde den sociale arv.

 

Efter min bedste vurdering så svigter venstrefløjen netop børnene, når den mindsker incitamentet for forældrene til at være i beskæftigelse
_______

 

Efter min bedste vurdering så svigter venstrefløjen netop børnene, når den mindsker incitamentet for forældrene til at være i beskæftigelse. Her indvender venstrefløjen ofte, at selv ét år i fattigdom (defineret som under 50 pct. af medianindkomsten) har store negative konsekvenser for børnene som voksne. De henviser til SFI-rapporten “Børn i lavindkomster”. Men forskerne bag den rapport skriver selv.

“Man kan ikke på baggrund af vores analyser i SFI-rapporten “Børn i lavindkomstfamilier” drage den konklusion, at det har store konsekvenser for et barn, hvis familien blot ét enkelt år af barnets liv oplever lavindkomst. Det er ganske enkelt ikke undersøgt.”

Et andet eksempel på, at venstrefløjen forvrænger virkeligheden, er netop i spørgsmålet om fattigdom og afsavn. Særligt SF’s formand Pia Olsen Dyhr er slem til dette. Hver gang man diskuterer kontanthjælpsloft med hende, så fremturer hun med, at familier på kontanthjælp ikke har råd til hverken tøj, fritidsaktiviteter eller medicin. Men det er faktisk undersøgt af SFI i 2016. De konkluderede blandt andet følgende:

– Der er ikke et markant omfang af materielle og sociale afsavn blandt børn i økonomisk fattige familier, som i denne sammenhæng er defineret ud fra Thorning-regeringens fattigdomsgrænse (mindst 3 år med under 50 pct. af medianindkomsten)

– Det er kun to procent af børnene i de økonomisk fattige familier, der ikke har fået briller af økonomiske grunde. Og 15 procent af børnene i samme gruppe, der ikke har været til frisør jævnligt – for de økonomisk ikke-fattige familier er det tal seks procent.

– Der kan ikke måles nogen signifikant forskel mellem de økonomisk fattige og ikke-fattige børn i forhold til afsavn vedrørende beklædning og fodtøj.

– 10 procent af børnene i de økonomisk fattige familier har ifølge forældrene af økonomiske grunde måttet undvære at fejre fødselsdag med klassen eller med kammerater. Mod 1 procent i de ikke-fattige familier.

– Hvad angår børn, der ikke går til fritidsaktiviteter, er der ikke nogen signifikant forskel.

Det skal retfærdigvis nævnes, at SFI’s undersøgelse blev lavet før det nuværende – lavere – kontanthjælpslofts indførelse. Men selv hvis kontanthjælpsloftet har ændret en lille smule på tallene, så skal det holdes op imod gevinsten ved, at flere kommer i beskæftigelse og får endnu højere indkomster – og ikke mindst, at chancen for, at den negative sociale arv bliver brudt, er stærkt forøget ved, at forældrene er kommet i beskæftigelse.

 

Vi kan som samfund ikke leve med et forsørgelsessystem for flygtninge, der truer vores sammenhængskraft i Danmark
_______

 

Lever man af integrationsydelse i Danmark, vil jeg da gerne anerkende, at ydelserne ikke er høje, men de er stadig høje nok til, at man kan klare sig i en midlertidig periode, indtil man finder et arbejde.

Samtidig er det en politisk afvejning af, hvor attraktivt det skal være at komme til Danmark, der er det afgørende. Der er i dag en meget bred politisk opbakning til den nuværende flygtninge- og udlændingepolitik. Dårlig integration koster hvert år milliarder og atter milliarder af kroner. Det er penge, der kunne være brugt på sundhed, uddannelse, ældre eller lavere skat. Vi kan som samfund ikke leve med et forsørgelsessystem for flygtninge, der truer vores sammenhængskraft i Danmark.

Desuden: De 65.000 fattige børn, som venstrefløjen for tiden turnerer rundt med, er kun 10.100 fattige børn, hvis man bruger samme opgørelsesmetode, som den selv samme venstrefløj brugte under Thorning-regeringen. Det er jo lidt paradoksalt.

For at være omfattet af Thorning-regeringens fattigdomsdefinition skal man have tre år i træk med relativt lav indkomst og relativt lav nettoformue uden at være studerende. I den gruppe er der dog en betydelig mobilitet, hvor næsten fire ud af 10 er ude af gruppen efter ét år. Og efter tre år er to ud af tre personer ude af gruppen.

Det er med andre ord et fåtal, som fastholdes i lavindkomstgruppen. Det samme kan i øvrigt ses i den anden ende af skalaen: Der er også en betydelig mobilitet i gruppen af danskere med de højeste indkomster.

Mobiliteten ud af relativ fattigdom kan have mange årsager, men det kan blandt andet skyldes, at en selvstændig erhvervsdrivende begynder at tjene penge på sin forretning efter at have brugt nogle år på at stable den på benene. Eller det kan være en kontanthjælpsmodtager, som kommer i beskæftigelse. At der er så stor mobilitet i de forskellige indkomstgrupper, tyder grundlæggende på, at vi har et sundt samfund.

Den nuværende regering har afskaffet Thorning-regeringens fattigdomsdefinition. Men selv hvis vi antager, at andelen, som i SFI-undersøgelsen svarer, at de må sige nej til børnefødselsdage, er fordoblet, så svarer det til cirka 2.000 børn. Det vil sige 1,6 promille af danske børn. Vi kan hurtigt blive enige om, at det er for mange, men det er næppe et massivt samfundsmæssigt problem i lyset af, at der findes godt 1,1 millioner børn i Danmark, og at dynamikken i gruppen er så stor.

For at runde mit indlæg af vil jeg gerne sige følgende til Niels Christian Barkholt, SF og resten af venstrefløjen: Jeres indignation står i øjeblikket i vejen for den sunde fornuft – med det resultat, at færre børn vil bryde den sociale arv. Det kan ingen i det politiske spektrum være tjent med. ■

 

[Venstrefløjens] indignation står i øjeblikket i vejen for den sunde fornuft – med det resultat, at færre børn vil bryde den sociale arv. Det kan ingen i det politiske spektrum være tjent med
_______

 



Joachim B. Olsen (f. 1977) er medlem af Folketinget og finans-, skatte-, udlændinge- og integrationsordfører for Liberal Alliance. ILLUSTRATION: Joachim B. Olsen [foto: Olivia Loftlund / Ritzau Scanpix]