Johan Moesgaard svarer Stine Bosse: Ja, vi skal bakke op om EU. Men vi skal kæmpe for den danske model med næb og klør

Johan Moesgaard svarer Stine Bosse: Ja, vi skal bakke op om EU. Men vi skal kæmpe for den danske model med næb og klør

20.12.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

EU-mindsteløn ser ikke ud til at gøre meget godt for vores europæiske kollegaer – til gengæld kan den sætte vores nordiske model fuldstændig over styr. Så lad os hylde de dele af EU-samarbejdet, som virkelig fungerer, bl.a. det indre marked og handelsaftalerne. Men lad os bekæmpe EU-indblanding i lønninger og den danske model.

Kommentar Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

STINE BOSSE spørger retorisk i RÆSON den 17. december 2019, ”hvorfor vi i Danmark er så urolige for tanken om en europæisk mindsteløn?”. I indlægget mener hun, at vi bør udvise solidaritet med resten af Europa – særligt ansatte i Syd- og Østeuropa – i spørgsmålet om at få EU til at sikre dem en lovbestemt minimumsløn. Jeg har stor respekt for Bosses arbejde i Europabevægelsen, og i Dansk Metal er vi i den grad tilhængere af EU-samarbejdet, som sikrer masser af arbejdspladser til vores medlemmer, men som repræsentant for industriens ansatte er vi de måske allerstørste kritikere af en lovbestemt minimumsløn i EU. Samtidig mener vi i den grad også, at vi er solidariske med vores kollegaer i resten af Europa.

I Danmark har vi i mere end 100 år forhandlet overenskomster mellem arbejdsgivere på den ene side og lønmodtagere på den anden side. Her har vi historisk aldrig haft lovbestemt mindsteløn. Det har man heller ikke haft i resten af Norden eller Østrig, mens samtlige andre EU-lande har en lovbestemt mindsteløn (eller er godt på vej til at få det).

Man kan stille spørgsmålet: Er det sjovest at arbejde i et EU-land med eller uden en lovbestemt mindsteløn? Mit bud er uden, og det er der en helt særlig grund til. For vi ser over hele verden, at en lovbestemt mindsteløn helt mod intentionerne i stedet ender med at blive en maksimumløn eller et lønloft for de ansatte. Meget tyder på, at det har presset lønninger ned for millioner af lønmodtagere i Europa og resten af verden. Det er selvsagt en dårlig vej at gå, hvis man har sympati for almindelige lønmodtagere.

 

De gode grunde, virksomheder har til at melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation eller lønmodtagere til at melde sig ind i en fagforening, smuldrer, hvis mindstelønnen alligevel er fastsat ved lov
_______

 

Lovbestemt mindsteløn medfører også et andet problem: De gode grunde, virksomheder har til at melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation eller lønmodtagere til at melde sig ind i en fagforening, smuldrer, hvis mindstelønnen alligevel er fastsat ved lov. Derfor er organiseringsgraden høj i Norden og Østrig, hvor vi ikke har en lovbestemt minimumsløn. Derfor er organiseringsgraden også forholdsvis lav i stort set alle andre lande.

Hos os betyder vores nordiske arbejdsmarkedsmodel, at virksomheder og lønmodtagere er organiseret godt på begge sider, kan klare tvister (billigt) i fællesskab gennem det arbejdsretlige system, ikke tvinges ind i unødvendig politisk indblanding – og modellen er en del af fundamentet for vores velfærd og velstand. Det er vejen at gå.

VI HØRER TIT argumentet om, at beskæftigelseskommissæren, Nicolas Schmitt, ikke ønsker at smadre den danske model. Jeg tror heller ikke, han bevidst vil smadre den. Men hans projekt kan ende helt galt. Lad os se på fakta.

Det er for det første ikke korrekt, når nogen (herunder Stine Bosse) påstår, at vi i Danmark har en mindsteløn i vores overenskomster. Det er ikke altid tilfældet. Hos os i industrien har vi fx industriens funktionærindkomst, som ikke har en mindsteløn andet end for elever, men som blot fastsætter en procedure for, hvordan man forhandler lønnen. Hvad skal der mon ske med den, hvis vi får en EU-minimumsløn? Det fungerer ganske godt allerede. Eurostat peger eksempelvis på, at vi (sammen med blandt andre de resterende nordiske lande) har EU’s højeste lønninger inden for industrien.

 

I Danmark har vi flere gange forsøgt os med at implementere et EU-direktiv kun gennem overenskomster – og altså uden lovgivning. Det er desværre aldrig lykkedes. Som i aldrig nogensinde
_______

 

For det andet er det værd at se historisk på, hvordan det er gået med respekten for den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Vi hører fra flere sider, at Europa-Kommissionen vil respektere den danske model gennem et særligt system, som endnu ikke er præsenteret. I Danmark har vi flere gange forsøgt os med at implementere et EU-direktiv kun gennem overenskomster – og altså uden lovgivning. Det er desværre aldrig lykkedes. Som i aldrig nogensinde. Lad os eksempelvis tage Arbejdstidsdirektivet. Her skrev EU respekten for den nationale praksis og model ind i EU-lovgivningen. Så skulle man tro, at alt var godt. Men ak. Efter et par år krævede Europa-Kommissionen alligevel, at Danmark indførte lovgivning. For så længe alle danskere ikke er omfattet af en overenskomst, vil Europa-Kommissionen og EU-domstolen af hensyn til ligebehandling af lønmodtagerne næppe acceptere, at vi undgår lovgivning.

Juraprofessor Jens Kristiansen påpeger i sin bog om domstolens rolle, at EU-domstolen i stigende grad lægger vægt på ensretning af landenes systemer i fortolkningen af EU-retten. Det betyder, at hvis man er glad for vores nordiske aftalemodel, skal man være meget varsom med at ønske initiativer på eksempelvis arbejdsmarkedsområdet med rod i EU’s sociale søjle. EU-domstolen dømmer ikke efter gode politiske intentioner, men efter at ensrette reglerne for lønmodtagerne. Begynder vi først at lave EU-minimumslønninger, er det svært at sætte grænser op. For hvad når disse lønmodtagere kommer til Danmark for at arbejde? Gælder så deres hjemlands EU-mindsteløn? Kan vi garantere, at EU-domstolen vil mene, at danske overenskomster og dansk konfliktret gælder? Svaret blafrer i vinden. Det her ER virkelig teknisk, men derfor er det så meget desto vigtigere, at vi alle holder tungen lige i munden.

For det tredje kan ovenstående formentlig også være forklaringen på, at vi ikke har set en eneste jurist i et eneste EU-land præsentere bare én juridisk model for et direktiv om EU-mindsteløn, som har kunnet forene hensynet til nogle medarbejdere i Syd- og Centraleuropas ønske om højere lønninger med respekten for den nordiske model. Vi har i Dansk Metal arbejdet indgående med sagen siden 2013-14, hvor Jean-Claude Juncker luftede tanken om en lovbestemt mindsteløn. Vi har diskuteret det i europæiske arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger i årtier. Men ingen af mindstelønstilhængerne har nogensinde fundet en juridisk løsning. Det er blevet ved skåltalerne.

Derfor hører jeg og Dansk Metal meget gerne, hvem der kan præsentere en holdbar juridisk løsning, hvor man kan garantere, at den nordiske praksis ikke bliver underkendt af EU-domstolen i tilfælde af et direktiv. For ingen af de jurister, vi kender og taler med, kan udforme et direktiv, som løser problemet. En nærliggende tanke er derfor, at det bliver meget svært – eller måske umuligt.

 

Når Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Tjekkiet ikke ønsker at hæve mindstelønnen for deres borgere nationalt, hvem tror så på, at Viktor Orban og kompagni pludselig skifter mening i flyet på vej til Bruxelles, når de skal diskutere EU-mindsteløn med os andre?
_______

 

For det fjerde er spørgsmålet, om et EU-direktiv virkelig løfter lønnen i Syd- og Østeuropa? Fagbladet 3F har ganske stærkt dokumenteret, at med den foreløbige grænse på 60 pct. af medianlønnen i medlemslandene bliver lønnen slet ikke hævet i Østeuropa. Den bliver til gengæld hævet massivt i Irland, Tyskland og Belgien. Og så kommer vi til det helt relevante spørgsmål: Når Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Tjekkiet ikke ønsker at hæve mindstelønnen for deres borgere nationalt, hvem tror så på, at Viktor Orban og kompagni pludselig skifter mening i flyet på vej til Bruxelles, når de skal diskutere EU-mindsteløn med os andre? Vil de pludselig for første gang være tilhængere af at hæve mindstelønnen for deres egne borgere og give EU æren for beslutningen samt magten til at regulere den i fremtiden? I denne sag appellerer jeg inderligt til, at alle gode kræfter kigger på sagen med økonomiske og juridiske briller i stedet for med skåltaler.

I DANSK METAL går vi i den grad op i, at vores kollegaer i Europa og verden har det godt – og vi går selv forrest med solidaritetsprojekter i fx Østeuropa og Afrika, hvor vi netop hjælper dem med social dialog, organisering og overenskomster. Det er den rigtige vej til varigt at hæve deres levestandard. Men en EU-mindsteløn ser ikke ud til at gøre meget godt for vores europæiske kollegaer – til gengæld kan den sætte vores nordiske model fuldstændig over styr.

Mens Stine Bosse og andre frygter for EU-opbakningen, hvis der ikke blive indført et EU-mindstelønsinitiativ, så er min frygt en ganske anden. Nemlig at opbakningen til EU fra industriens ansatte i Produktionsdanmark smuldrer, hvis man i EU-regi kommer med nye angreb på den arbejdsmarkedsmodel, som er så afgørende for familier over hele Danmark. Så lad os hylde alle de dele af EU-samarbejdet, som virkelig fungerer, bl.a. det indre marked og handelsaftalerne. Men lad os bekæmpe EU-indblanding i lønninger og den danske model. Fra Dansk Metals side går vi forrest i dette vigtige slag. ■

 

Så lad os hylde alle de dele af EU-samarbejdet, som virkelig fungerer, bl.a. det indre marked og handelsaftalerne. Men lad os bekæmpe EU-indblanding i lønninger og den danske model
_______

 



Johan Moesgaard (f. 1989) er EU-chef i Dansk Metal og ekstern lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han underviser om interessegrupper og deres politiske strategier. ILLUSTRATION: Demonstration foran Forligsinstitutionen i København, hvor overenskomstforhandlingerne var igang, 23. april 2018 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)