Martin Bech: Hvis Radio24syv var så enestående, hvorfor kunne de så ikke bare fortsætte uden offentlige midler?

Martin Bech: Hvis Radio24syv var så enestående, hvorfor kunne de så ikke bare fortsætte uden offentlige midler?

30.10.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Skal det være politikere og offentlige tilskudspuljer eller frie borgere med frie valg, der – via markedet – definerer mediefladen gennem summen af deres individuelle valg? Forløbet med Radio24syv indikerer det sidste. Statslig mediestøtte giver politisk smagsdommeri, og det er hverken til gavn for demokrati eller forbrugere.

Kommentar af Martin Bech (V)

Lad mig starte med at slå fast: Jeg synes, at Radio24syv er en fremragende radiokanal. Jeg har ofte med stor fornøjelse lyttet til den og kan på et personligt plan kun være ærgerlig over, at den nu må gå over i historien.

Nødvendigheden af at fremlægge mit personlige forhold til kanalen illustrerer ganske fint hele min hovedpointe: Hele forløbet omkring Radio24syv understreger det problematiske i selve princippet om statslig mediestøtte. Det er nemlig ikke nogen naturlov, at medier skal finansieres af staten. I USA er der stort ingen offentlig støtte til mediemarkedet, og dog finder man her en af de bredeste medieflader i verden. Offentlig mediestøtte er altså ikke en forudsætning for en bred medieflade.

For i et liberalt demokrati vil markedet altid efterspørge et bredt og varieret udbud af medier. Således betaler de fleste danskere i dag helt af egen lomme for en række forskellige streamingtjenester, podcasts, musiktjenester, aviser osv. Staten dækker altså ikke danskernes fulde mediebehov, og markedet træder til. Det er derfor slet ikke nødvendigt, at staten subsidierer diverse medier – i hvert fald ikke i det omfang, der er tilfældet i dag. Måske kan man argumentere for et vist mål af public service, der fint ville kunne udbydes i licitationer, men begrebet public service kan jo defineres helt fra Herodes til Pilatus, så det er heller ikke helt uproblematisk.

En liberalisering af mediemarkedet vil selvfølgeligt have den konsekvens, at visse medier ikke vil kunne overleve – eller i hvert fald kun overleve i en markant anden og smallere form end den, de har i dag. Det vil være konsekvensen af, at forbrugernes præferencer bliver afgørende. Dette vil sikkert primært gøre sig gældende for de medier, der i dag er mest offentligt subsidierede, da det jo er disse, der nyder mest godt af de aktuelle konkurrenceforvridende vilkår og derfor ikke agerer på almindelige markedsvilkår. Men det er i så fald også de samme medier, som i dag er underlagt politisk smagsdommeri gennem mediestøtten.

 

Selve kernen af problemet med offentligt subsidierede eller finansierede medier er […], at kriterierne for tildelinger altid vil bevæge sig over mod en smagsdommerpræget politisk tilstand
_______

 

Men selve kernen af problemet med offentligt subsidierede eller finansierede medier er – foruden unødig brug af skatteborgernes penge, der bedre lå i borgernes egne lommer, sådan at ens personlige præferencer ville være udslagsgivende for ens valg af medier – at kriterierne for tildelinger altid vil bevæge sig over mod en smagsdommerpræget politisk tilstand.

Her kommer vi tilbage til min indledende bemærkning, for det bør overhovedet ikke være nødvendigt at have en politisk diskussion om, hvilket indhold der skal ud i æteren. Det er slet ikke den diskussion jeg ønsker at gå ind i. Jeg ønsker derimod at rejse spørgsmålet om, hvorvidt det skal være politikere og offentlige tilskudspuljer eller frie borgere med frie valg, der – via markedet – definerer mediefladen gennem summen af deres individuelle valg. Eksempelvis ville jeg personligt gerne, givetvis sammen med en masse andre, betale et fast beløb eller finde mig i en vis mængde reklamer for at kunne høre Radio24syv. Der findes eksempelvis kommercielle taleradioer i både Storbritannien og USA – det burde, med Radio24syvs store popularitet, også kunne lade sig gøre i Danmark, selvom vi udgør et mindre sprogområde.

Det valg er taget fra mig, fordi Radio24syv er en offentligt subsidieret konstruktion – og altså ikke: Et frit og uafhængigt medie, der garanteret ville have haft en chance på et liberalt mediemarked, som ikke er styret af politiske præferencer, men forbrugernes frie valg. I stedet må vi nu afvente en kaotisk politisk proces på et skævvredet mediemarked.

Når det ligeledes er farligt at have et så offentligt subsidieret mediemarked, er det, fordi mange medier jo således hverken er frie eller uafhængige, men bliver underlagt en vis grad af statslig sindelagskontrol og censur – vi har ganske vist ikke DDR-lignende tilstande, men mekanismen gør sig alligevel gældende.

 

Forløbet omkring Radio24syv viser jo med al tydelighed, at det er særdeles uhensigtsmæssigt, at den hånd, som medierne skal agere vagthund overfor, også er den hånd, der fodrer dem
_______

 

Forløbet omkring Radio24syv viser jo med al tydelighed, at det er særdeles uhensigtsmæssigt, at den hånd, som medierne skal agere vagthund overfor, også er den hånd, der fodrer dem. Ved at følge den offentlige debat står det hurtigt klart for en, at mange har den opfattelse, at først forløbet omkring udbuddet af kanalens frekvens, som Radio4 vandt, samt siden den notoriske DAB-frekvens, som gik til Radio Loud, i den grad har været et politisk motiveret modangreb mod indholdet og den journalistiske linje på Radio24syv – og det er netop her, at vi har fået eksemplificeret det farlige i, at politikere afgør udbuddet af medier i et samfund, demokratisk eller ej.

Køber man ikke den pointe, kan man blot se på de diskussioner, der indtræffer, hver gang der skal laves nyt medieforlig: Her har indholdet på den store statsfinansierede mastodont, Danmarks Radio, sjældent været fritaget for politisk smagsdommeri af den ene eller den anden art. Når flere toneangivende medier ikke er uafhængige og frie, men derimod afhængige af staten og det til enhver tid politiske flertals luner, går vi på kompromis med en af de grundlæggende søjler, som det liberale demokrati hviler på: nemlig mediernes redaktionelle frihed til bl.a. at kritisere magthaverne.

Fordelen ved private medier er, at de er afhængige af at skulle levere et økonomisk overskud. Dette opnås kun ved at imødekomme en efterspørgsel hos forbrugerne, og det er dermed disses præferencer, der definerer mediernes indhold og journalistiske linje. Aktionærerne vil dermed kun i en kortere periode have mulighed for at levere indhold, som forbrugerne ikke er interesserede i – medmindre selvfølgelig ejerne bevidst ønsker at sætte penge til, hvilket de i øvrigt skal være velkomne til.

Den politiske indblanding i de offentligt støttede mediers indhold er det stærkeste argument for at afskaffe al offentlig mediestøtte for således at levne plads til et friere og mere uafhængigt mediemarked. Men da denne model givetvis er urealistisk i Danmark – som følge af et stort politisk flertal, der går ind for offentlig mediestøtte – burde man som minimum kunne forlange, at processen angående tildeling af mediestøtte var komplet fritaget for politiske holdninger til indhold og journalistik; i stedet bør den være defineret af objektive kriterier og i høj grad præget af de præferencer, som markedet i forvejen har afdækket. Folkets præferencer kan nemlig kun perfekt afdækkes via én enkelt mekanisme: markedsmekanismen. ■

 

Den politiske indblanding i de offentligt støttede mediers indhold er det stærkeste argument for at afskaffe al offentlig mediestøtte for således at levne plads til et friere og mere uafhængigt mediemarked
_______

 



Martin Bech (f. 1990), Venstre, er social- og sundhedsudvalgsformand i Brønderslev Kommune og regionsrådsmedlem i Region Nordjylland. ILLUSTRATION: Radio 24syvs studier på Nørre Farimagsgade i København [foto: Jens Dresling/Scanpix]