Morten Grothe-Kræmmergaard: Er jeg den eneste borgerlige vælger, der er skuffet?

Morten Grothe-Kræmmergaard: Er jeg den eneste borgerlige vælger, der er skuffet?

16.02.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Jeg er personligt ikke interesseret i fire år med mere af det samme fra metaltrætte politikere. Så læner jeg mig hellere tilbage og følger forhandlingerne i en vanvittigt splittet rød/grøn blok. Det giver det borgerlige Danmark fire år til at genopfinde sig selv.

Kommentar af Morten Grothe-Kræmmergaard, skuffet direktør i Salestring.com

Jeg har altid været stor fan af ordet ”accountability” – at stå til regnskab for sine gerninger. Eller ugerninger. Stikker man næsen frem, så må man forvente at blive målt og vejet. Udstikker man løfter, så skal man være klar med forklaringen på, hvorfor de ikke blev indfriet, når regnskabet skal gøres op.

De stadigt voksende sociale platforme afkræver accountability, ikke mindst af politikere. Primært når de kvajer sig – som fx Henrik Sass, der udtaler sig om internationale konventioner direkte imod partilinjen, eller som Inger Støjberg, der tager sig en række friheder i sit ministerium. Se, det er topnyheder både kl. 18, 18:30, 19 og 21:30.

Men der mangler noget. Udsigten til et folketingsvalg burde afføde en lang række interviews, artikler, blogindlæg, tweets fra specielt ministrene i den blå regering, hvor de stolt redegør for, hvad de rent faktisk har afstedkommet i de seneste 4 år. Hvor er de?

Når jeg tidligere i min karriere selv var til årlig medarbejdersamtale, så havde jeg minutiøst forberedt mig og nedskrevet hver eneste lille detalje i de tiltag og resultater, jeg enten havde været medvirkende til at skabe eller egenhændigt havde skabt. Hvis blokken var tom (det skete naturligvis aldrig!) eller halv-tom, så ville facit jo have været, at året var en fiasko.

Efter 4 års borgerlig regering er jeg skuffet.

 

Udsigten til et folketingsvalg burde afføde en lang række interviews, artikler, blogindlæg, tweets fra specielt ministrene i den blå regering, hvor de stolt redegør for, hvad de rent faktisk har afstedkommet i de seneste 4 år. Hvor er de?
_______

 

Man placerede en markant borgerlig personlighed i Beskæftigelsesministeriet i form af Jørn Neergaard Larsen, der blev hentet ind fra Dansk Arbejdsgiverforening. Nu skulle der fokus på virksomhedernes vilkår, ovenikøbet med landets største kapacitet på området. Intet mindre end et scoop fra statsministerens side. Efter 1½ usynlige år med frygt for at tirre DF’s vælgerskare var det slut.

Efter årtiers snak og ingen handling skulle der endelig gøres op med bureaukratiet i den offentlige sektor, og Sophie Løhde blev sat i spidsen for projektet. Hun fik ovenikøbet et helt nyt ministerium til opgaven. Nu skulle de offentligt ansatte sættes fri. 2½ år senere er intet sket. Spørg bare en sygeplejerske.

Uriasposten gik til Karsten Lauritzen. Og han har, omstændighederne taget i betragtning, forvaltet rollen som skatteminister sympatisk og med en rolig attitude. Også når det meddeles, at flere millioner i gæld – bl.a. manglende licens og nu også bilafgifter – eftergives, fordi det ikke kan betale sig at inddrive pengene. Alle vi, der troligt har svaret vores, føler os godt og grundigt røvrendt. Budskabet om, at der nu skal ansættes flere tusinde nye medarbejdere i SKAT, klinger hult, da vi jo alle godt ved, at I selv i Venstre medvirkede til skandalerne ved at skære i bevillingerne fra 2005-2011, og Thorning fulgte trop med fyringer i tusindindvis.

Thyra Frank? Ja, selvfølgelig – hun kunne om nogen tage dialogen med Ældre Sagen, hun vidste præcis, hvad der skulle til på plejehjemmene, hun kunne fjerne bureaukrati og sætte de ansatte fri. Endelig en hands-on-ekspert på sit område. Nationens ældre klappede i hænderne med udsigt til bedre forhold. Og Bailey’s. 2½ år senere fortoner klapsalverne sig i horisonten.

En klimaminister, der først efter næsten fire år indser, at det rent faktisk er et bredt spektrum af vælgere fra den yderste venstrefløj til centrum-højrefløjen, som ønsker reelle konkrete tiltag. Indenfor grøn omstilling, ny teknologi, udbredelse af el-biler via nedsat afgift og investering i infrastruktur, samt CO2-lagring i undergrunden etc. Man fristes næsten til at håbe, at den rød/grønne alliance kan få sat væsentlige skibe i søen efter folketingsvalget.

En borgerlig regering med Liberal Alliance skulle trække i retning af mere frihed til den enkelte. Herunder borgerens frihed til at beholde en væsentlig større andel af sin egen indkomst – samt via fjernelsen af bureaukrati og regler, ingen ønskede. Det blev 2½ år med en undervisningsminister, der skulle administrere en folkeskolelov, hun selv var imod, evindelige skænderier med DF, en mindre sænkning af registreringsafgiften på biler, som blev forsøgt solgt som århundredets politiske sejr, og ikke mindst ugevis af pinlige undskyldninger fra Anders Samuelsen.

 

Og statsministeren? Bundet på hænder og fødder af Kristian Thulesen Dahl, og man kan nærmest se det i de blodsprængte trætte øjne: ”Der er så mange ting, jeg gerne vil sige og gøre, men det må jeg ikke for DF”
_______

 

En borgerlig regering med specielt Det Konservative Folkeparti burde være ensbetydende med borgerlig anstændighed. Men med DF på bagagebæreren skulle ethvert lovforslag af enhver art følges op af en udlændingestramning. Det er vel at mærke blevet i stigende grad mere og mere bizarre stramninger, som de fire år er gået. Herunder afvisningen af at tage imod de af FN udvalgte og allersvageste kvoteflygtninge – med argumentet om, at vi ikke kan magte flere. For naturligvis kan vi det – det drejer sig om 500 mennesker om året. Og det skal vi. Som anstændige borgerlige mennesker.

Og statsministeren? Bundet på hænder og fødder af Kristian Thulesen Dahl, og man kan nærmest se det i de blodsprængte trætte øjne: ”Der er så mange ting, jeg gerne vil sige og gøre, men det må jeg ikke for DF”. Lad bare DF drikke kaffe med Socialdemokratiet. Allerede nu har 25 pct. af DF’s vælgere jf. Berlingske Barometer fundet andre partier. Den udvikling vil efter min mening fortsætte, i takt med at det brede vælgerhav efter alt for mange år nu endelig vægter andre emner end udlændingepolitik højest – herunder sundhed, klima og generel velfærd.

Borgerlig anstændighed. Et begreb, der bør genindføres i debatten – og et begreb, der dækker over mange aspekter af politik. Politik er ikke mindst forvaltning af de skattekroner, som langt de fleste gerne betaler – og gerne betaler mange af. Men så forventer vi også, at politikerne tager affære, når de ældre kun får tilbudt et bad hver femte uge, når hullerne i vejene ikke fyldes ud, når den offentlige transport skæres væk, når der er 28 elever i én folkeskoleklasse, eller når man afviser at tage i mod 500 sårbare flygtninge. I min bog har alt for få taget affære i de seneste fire år.

Jeg er personligt ikke interesseret i fire år med mere af det samme fra metaltrætte politikere. Så læner jeg mig hellere tilbage og følger forhandlingerne i en vanvittigt splittet rød/grøn blok. Det giver det borgerlige Danmark fire år til at genopfinde sig selv og fremfor alt løsrive sig fra DF’s lænker. Fire år til at finde en leder, der ikke lader sig drive rundt i manegen, men til gengæld tør stå ved sine principper.

Facit for den borgerlige regering er en i bedste fald halv-tom blok. Tæt på en fiasko. Jeg kan umuligt være den eneste, der er skuffet. Og ret beset lidt ligeglad med det kommende folketingsvalg. ■

 

Facit for den borgerlige regering er en i bedste fald halv-tom blok. Tæt på en fiasko. Jeg kan umuligt være den eneste, der er skuffet. Og ret beset lidt ligeglad med det kommende folketingsvalg
_______

 



Morten Grothe-Kræmmergaard (f.1972). Fra Sindal i Nordjylland, siden 1993 bosat i hovedstadsområdet. Siden 2013 selvstændig med Salestring.com. ILLUSTRATION: De fire blå partiledere til Venstres landsmøde, 5. oktober 2014 [foto: Venstre]