18.11.2019

Statsminister Mette Frederiksen har en vision for EU’s asylpolitik. Den tidligere VLAK-regering arbejdede på lignede reformidéer, og DF har i årtier været ude med lignende tanker. Det er nødvendigt, at Danmark går i spidsen – for det system, vi kender, fungerer ikke.

Kommentar af Morten Lisborg

I DAG mødes statsminister Mette Frederiksen med den franske præsident, Emmanuel Macron. Det er værd at bemærke, at mødet primært handler om sikkerhedspolitik, og at dagsordenen også inkluderer migration. Det er udtryk for, at flygtninge og migration ikke blot skal ses i et humanitært perspektiv, men at migrationsstrømme også skal betragtes som en potentiel sikkerhedsmæssig udfordring for modtagerlande.

Ved spørgetimen i Folketinget i sidste uge fortalte Mette Frederiksen, at hun ville tage til Paris for at bringe ”den danske ide” om et nyt asylsystem på banen. Men hvad mener Mette Frederiksen med ”den danske idé”? Formentlig at hun betragter forslaget som en vision om at reformere det nuværende dysfunktionelle europæiske asylsystem. Det er i givet fald en ambition, som nyder bred politisk opbakning i Danmark.

Tankerne er kort skitseret: At begrænse ankomsten af spontane asylansøgere og samtidig sikre mere fokus på hjælp og støtte til flygtninge i regioner tæt på konfliktområder. Samtidig skal det være gennem et kvotesystem, at flygtninge kommer til Europa, fx igennem et samarbejde med FN.

Den tidligere VLAK- regering arbejdede på lignede reformidéer som det blev fremlagt i slutningen af 2018 i det dansk- østrigske ”Visionsnotat”. Dansk Folkeparti har i årtier haft lignende tanker. Samtidig har andre partier, som SF og Det Radikale Venstre også flyttet sig. De erkender, at det europæiske asylsystem ikke fungerer, men hælder i højere grad til andre løsninger end den, S vil arbejde for.

 

I årevis har EU forgæves forsøgt at reformere asylsystemet. Det er langtfra lykkedes. Faktisk har det fælles europæiske asylsystem næppe nogensinde været under mere pres end i de sidste 4-5 år
_______

 

Systemet virker ikke
I årevis har EU forgæves forsøgt at reformere asylsystemet. Det er langtfra lykkedes. Faktisk har det fælles europæiske asylsystem næppe nogensinde været under mere pres end i de sidste 4-5 år. Medlemsstaterne kan ikke kan enes, og i Bruxelles forårsager stridighederne sommetider heftige diskussioner imellem toplederne – både dem fra EU og fra medlemslande som Tyskland, Frankrig samt en række andre.

Både i Bruxelles og i ledende EU-lande som Frankrig og Tyskland taler man fortsat om fordelingsnøgler, hvor man solidarisk skal fordele asylansøgere eller flygtninge til forskellige europæiske lande. Men hverken fordelingsnøgler eller flere legale migrationsveje er løsningen på de migrationsudfordringer, som Europa og Danmark står overfor. I en ny rapport, som blev udgivet i sidste uge, fastslår EU’s auditører da også, at fordelingsprogrammet, som EU indledte i 2015, ikke har været en succes. Det skyldes en række faktorer, bl.a. manglende kapacitet hos udlændingemyndighederne i Grækenland og Italien, men også mere overordnede problemer. Herunder vidt forskelle anerkendelsesprocenter for asylansøgere i de forskellige europæiske lande. I nogle EU-lande vil asylansøgere fra lande som eksempelvis Irak eller Afghanistan med høj sandsynlighed få asyl, mens de i andre EU-lande med stor sandsynlighed vil få afslag. Et andet centralt forhold, er de mange asylansøgere, som ganske enkelt ikke ønskede at komme til visse EU-lande. Stort set alle de 332 af de asylansøgere, som blev fordelt til Litauen, er forsvundet. Endelig nægtede en række østeuropæiske lande ganske enkelt at efterleve EU’s beslutning (hvilket i sig selv skabte store spændinger i EU).

I de kommende årtier vil der ske befolkningsstigninger af historiske dimensioner i en række migrationsproducerende lande. En del af de lande vil sandsynligvis samtidig blive ramt af klimaforandringer, som enten kan føre til konflikter eller direkte forårsage migration. Det vil på den baggrund være naivt at antage, at migrationspresset på Europa og Danmark er et forbigående fænomen.

Igennem de sidste par årtier har befolkningssammensætningen i Europa forandret sig markant. Det er ikke nødvendigvis negativt, men hvis migration sker i en voldsom hastighed, og migranter kommer med anderledes værdisæt, normer og muligvis også med lavere uddannelsesmæssige forudsætninger, kan det føre til alvorlige spændinger i modtagerlandene. Ligesom det kan udfordre sammenhængskraften i samfundet – og i en skandinavisk kontekst: velfærdssamfundet. Det er på den baggrund legitimt og nødvendigt, at europæiske lande i højere grad har mulighed for selv at bestemme antallet af asylansøgere og flygtninge.

Det er en stigende erkendelse af, at der findes øvre grænser for, hvor mange flygtninge og migranter Europa har kapacitet og politisk kan tåle at modtage. Det kræver et system, som giver stater råderum til at regulere og kontrollere antallet. Hvis medlemslandene har kontrol over antallet, som kommer ind, vil det også være lettere at få succes med både kvote- og fordelingsordninger.

 

Man ændrer ikke det europæiske asylsystem på ét år. Det vil være en længere politisk proces. Her bør Danmark benytte den brede politiske konsensus og påtage sig førertrøjen
_______

 

Lappeløsninger er ikke nok
Man ændrer ikke det europæiske asylsystem på ét år. Det vil være en længere politisk proces. Her bør Danmark benytte den brede politiske konsensus og påtage sig førertrøjen. I første omgang ved at finde ligesindede lande og forsøge at påvirke flere medlemsstater i samme retning og samtidig holde fast i visionerne.

Tiden efter flygtningekrisens højdepunkt i 2015 viste, at EU og medlemsstaterne ER villige til tiltag, som var utænkelige for 6-7 år siden. Det mest markante eksempel er EU-Tyrkiet-aftalen, som med tydelighed viste, at EU er i stand til at tage de nødvendige skridt.

Samtidig viste medlemsstaterne også EU, at hvis ikke EU leverer, så vil selv forsøge at håndtere situationen. Det sker blandt andet igennem skærpede kontrol ved EU’s interne grænser.

Selvom der naturligvis kæmpes på den indenrigspolitiske front, og der peges fingre af politiske modstandere, så er der i Danmark konsensus blandt de største partier om den overordnede retning på asylområdet. Den konsensus peger i retning af store strukturelle reformer af asylsystemet og ikke i retning af flere lappeløsninger.

I takt med at migration i stigende grad bliver betragtet som en sikkerhedspolitisk udfordring, vil partipolitiske interesser sandsynligvis i sidste ende fylde mindre end de overordnede sikkerhedspolitiske interesser. Hvad Macron vil sige til den ”danske idé”, vil tiden vise. Men asylsystemets revner er dybe og kan næppe repareres med mere af det samme. Det kræver nytænkning, og det kræver bred politisk opbakning. ■

 

Hvad Macron vil sige til den ”danske idé”, vil tiden vise. Men asylsystemets revner er dybe og kan næppe repareres med mere af det samme. Det kræver nytænkning, og det kræver bred politisk opbakning
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Dommen i Strasbourg vil å store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise