Niels Jespersen: DF mærker nu for alvor, at 00’erne ikke kommer tilbage. Men partiet er slet ikke slået

Niels Jespersen: DF mærker nu for alvor, at 00’erne ikke kommer tilbage. Men partiet er slet ikke slået

16.09.2019

.

Ved weekendens landsmøde fyldte Birthe Kjær dansegulvet, mens DF’erne tog tilbagegangen ved Folketingsvalget med stoisk ro. Spørgsmålet er bare, om ikke festen har toppet. Med mindre de store partier dummer sig, kan DF’s storhedstid være ovre.

Af Niels Jespersen

“Hvordan kan Thulesen Dahl blive siddende efter sådan et valgresultat?”

Overhørte man dén sætning i Herning Kongrescenter denne weekend, så kom den med 99 procents sikkerhed fra en person med et pressekort. En gruppe, som den vragede EP-kandidat Anders Vistisen til stort bifald omtalte som “de venstresnoede journalister”. For mens politiske kommentatorer forundres over, hvordan man kan indkassere to enorme nederlag og stadig beholde formandsposten, så må man bare konstatere, at Dansk Folkepartis medlemmer håndterer tilbagegang med en stoisk ro, der står i kontrast til resten af det politiske Danmark. Både Socialdemokratiet og Venstre har inden for de senere år kasseret partiformænd trods mandatfremgang. SF og Liberal Alliance har været igennem deciderede nedsmeltninger.

Sådan er det ikke i Dansk Folkeparti. Man ømmer sig over amputationen af 21 mandater, men der er ingen slinger i valsen. Man skal have den helt fintfølende politiske seismograf frem for at mærke de vibrationer i baglandet, der i andre partier havde udløst et jordskælv under ledelsen. Hverken Kim Christiansen eller Anders Vistisen brokkede sig over valgresultaterne, som bekendt kostede dem begge deres taburetter i henholdsvis Folketinget og Europa-Parlamentet. Det var ellers ikke, fordi medierne ikke var opmærksomme: Hvis nogen står på spring til at afløse Thulesen Dahl, så benyttede han ikke dette landsmøde til at åbne ballet.

I sin tale spillede Thulesen Dahl i stedet alle de gamle sange, der tidligere har fyldt forsamlingshuse og stemmebokse. Vi startede helt tilbage i partiformandens barndomsby Nørre Snede, hvor han lærte at cykle og tabe i fodbold. Ja, man ryger på røven engang imellem. Det kan man ærgre sig over, men man må bare komme op igen og lære af sine fejl.

Thulesen Dahl gav baglandet et par af de indrømmelser, der ikke koster det store, men som altid falder i god jord: Han skulle havde lyttet mere. Inddraget mere. Forhindret Løkke i at underskrive flygtningeaftalen i Marrakesh. Været bedre til at få tingene til at fungere med Løkke. Drukket mere kaffe ude i partiforeningerne. “Maybe I didn’t treat you. Quite as good as I should have,” som Elvis vemodigt sang. Det lød det til, at Thulesen Dahl kunne relatere til.

 

DF skuffede mange vælgere ved ikke at udnytte, at man blev det største borgerlige parti, men omvendt havde det ikke gjort omkostningerne for partiet mindre
_______

 

Der, hvor selvrefleksionen fik tungere karakter, var angående regeringsdeltagelsen. Ifølge Thulesen Dahl var det nemlig en fejltagelse ikke at bruge det eventyrlige valgresultat fra 2015 til at gribe ud efter magten. Den analyse er den stik modsatte af den, som DF-formanden rejste rundt med i sidste valgperiode. Dengang blev der henvist til SF’s nærdødsoplevelse i forlængelse af deres deltagelse i Thorning-regeringen. Så dumme er vi ikke i DF, måtte man forstå.

Problemet er bare, at begge analyser godt kan holde stik på samme tid. DF skuffede mange vælgere ved ikke at udnytte, at man blev det største borgerlige parti, men omvendt havde det ikke gjort omkostningerne for partiet mindre. Så skulle man pludseligt have taget medansvar for flygtningekrisen i 2015 og for forlig, der uvægerligt ville krumme håret på en pensionist et eller andet sted.

LA og Konservative havde haft en fest med at grille de uprøvede DF-ministre og fyre dem som hævn for alle de ydmygelser, DF har sendt den anden vej igennem den seneste lange periode. DF havde aldrig en plan for, hvad man egentligt ville med sin popularitet. Man var hunden, der jagtede postbilen, og da man endelig fangede den, var skuffelsen forudsigelig.

Billedalbummet fra dengang alting var nemmere
Når et parti taber valg, er der en tendens til, at det flygter ind i nostalgi. Mange finder trøst i at finde billedalbummet frem, fra dengang det gik godt, og verden var nemmere. “Kan du huske, hvor glade og unge vi var?” kan man spørge hinanden. I DF er den tendens selvsagt endnu stærkere. Ideologisk drømmer man sig tilbage til et lykkeligt og homogent Danmark, der hygger sig i smug – og politisk drømmer man sig tilbage til 00’erne. Dengang man lagde stemmer til Foghs politik for så til gengæld at få symbolske udlændingestramninger.

Problemet med de gode gamle dage er bare, at de aldrig kommer igen. Birthe Kjær kan stadig sætte ild i dansegulvet, når hun maler byen rød til DF’s landsmøde og andre steder, men den tid, hvor man kunne få Politikens kulturredaktion til at tabe deres monokler, er ovre. På den socialdemokratiske kongres optrådte Rasmus Bjerg som John Mogensen [som han har spillet i en film for nylig, red.], og det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg er i dag udsmykket med noget så reaktionært som figurativ kunst. Så også tiden, hvor Dansk Folkeparti havde monopol på de folkelige kulturmarkører, er ovre. Det eneste, man har tilbage som de eneste på Christiansborg, er den kitch-musik, som man efterhånden kun deler med bøsserne (Birthe Kjær åbnede også Priden i København), og symbolpolitik, der er så fjollet, at midtervælgerne betakker sig.

Thulesen Dahl kan kaldes dansk politiks svar på den romerske konsul Fabius Maximus. Ham, der har lagt navn til “nøler-strategien”. Ligesom Hannibals gamle fjende vil Thulesen Dahl ikke blotte sig. Han foretrækker at vente på, at modstanderen begår en fejl, for så at slå til. Det er dét, der har givet ham et ry som Christiansborgs uforbederlige opportunist – og det begynder at koste. Hvor alle i 2015 vidste, hvad DF stod for, så gav nøleriet i forrige periode sig udslag i en zigzak-kurs. Først var Tulle med de blå. Så flirtede han med de røde, og så panikkede han og blev blå igen.

Formanden erkendte i sin tale, at vælgerne var kommet i tvivl om DF’s position, men han gjorde det med en af de der politiker-vendinger, der mest fungerer som ansvarsforflygtigelse. Vi har været for dårlige til at kommunikere, lød det. Det var altså ikke selve positionen, der var noget galt med. Det er muligvis rettidig omhu, for i en situation, hvor Venstre er i kaos, og regeringen ikke for alvor er begyndt at regere og dermed begå fejl, giver det mening at holde alle muligheder åbne.

Men var man som vælger i tvivl om DF’s position, så blev man ikke meget klogere i løbet af weekenden. Den helt store elefant i rummet – nemlig samarbejdet med S – kom han ikke for alvor ind på.

 

Romancen mellem DF og S er ved at udvikle sig til en dødedans med en stakåndet Thulesen Dahl og en Mette Frederiksen, der kun er ved at varme op
_______

 

Mette varmer op til dødedans med stakåndet Tulle
Det stod i kontrast til Mette Frederiksens tale til Socialdemokratiets kongres i Aalborg, hvor hun rakte hånden ud mod DF med ordene: “Kristian, jeg regner med dig”. Romancen mellem DF og S er ved at udvikle sig til en dødedans med en stakåndet Thulesen Dahl og en Mette Frederiksen, der kun er ved at varme op.

Det viser med al tydelighed, at hvor De Radikale og Enhedslisten stadig holder sig for næsen, så er Socialdemokratiets – og til dels også SF’s – efterhånden kvælende omfavnelse langt farligere for DF. For det gør det svært for DF at lurepasse. Det gælder især, når det kommer til den 60-årige bryggeriarbejder Arnes pension, for hvor Thulesen Dahl i sin tale var forarget på Arnes vegne – ja, så sad Arne på S-kongressen i Aalborg og lod sig hylde af Mette Frederiksen.

Talte man med DF-politikerne, er de aldeles sikre på, at Mette Frederiksen uundgåeligt vil løbe ind i en ny katastrofal løftebrudsdiskussion med sin differentierede folkepension. Det bliver aldrig Arnes tur. Der er da heller ingen tvivl om, at Mette Frederiksen spiller højt spil ved at sætte hele sin autoritet ind på Arnes vegne, men med adgang til hele embedsapparatet og arbejdsmarkedets parter, så er det måske ikke så urealistisk endda. Den fuldmægtige i beskæftigelsesministeriet, der kommer med en brugbar model, kan i hvert fald regne med både kors og bånd og stjerner på. Mette Frederiksen og Martin Rossen skal nok forstå at motivere embedsværket. Det er i hvert fald påfaldende, hvordan meget af det, der før var umuligt i pensionssagen, nu godt kan lade sig gøre.

I den situation kan Thulesen Dahl vælge, om han vil være fødselshjælper for den største socialdemokratiske sejr i årtier, eller han vil forhindre Arne i at komme på pension. Lurepasse får han svært ved. De glade 00’ere, hvor DF kunne sætte takten, kommer i hvert fald ikke tilbage.

I dag er der mange bands, der spiller på højrefløjen, og de kappes om at overdøve hinanden. Samtidig tynder det ud på dansegulvet. Den tid, hvor DF kunne vokse sig store på de store partiers fejltagelser, er ovre. Det betyder dog ikke, at festen er slut. Der er stadig et publikum, der gerne vil høre Birthe Kjær hele natten – og de går ikke sådan lige hjem. ■

 

Den tid, hvor DF kunne vokse sig store på de store partiers fejltagelser, er ovre. Det betyder dog ikke, at festen er slut
_______

 



Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han ernærer sig som forfatter, kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Han udgav i 2018, sammen med journalist Mikkel Andersson, bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Kristian Thulesen Dahl på talerstolen til Dansk Folkepartis årsmøde i Herning Kongrescenter, 14. september 2019 (Foto: Ernst van Norde/Scanpix 2019)