Per Michael Jespersen: Der står fem ting på min ønskeliste til en ny rød regering

Per Michael Jespersen: Der står fem ting på min ønskeliste til en ny rød regering

31.05.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Jeg drømmer om en ny progressiv politik, der kan føre den unikke danske velfærdsmodel videre og skabe et samfund med stærk social sammenhængskraft. Men får jeg det, selv hvis rød blok vinder magten?

Kommentar af Per Michael Jespersen

SIDEN JEG STEMTE til mit første folketingsvalg i 1982, har jeg oplevet dansk politik sådan her: Velfærdsmodellen er blevet udfordret af borgerlig-liberale kræfter, mens de røde har kæmpet imod de blå forandringer. I lange perioder har jeg savnet centrumvenstre i rollen som den kraft, der formulerer de nye, originale og progressive ideer og projekter, der bevæger samfundet videre og frem mod nye mål. Ærgerligt! For præcis dét med at formulere original nytænkning har været centrumvenstres historiske rolle.

Heldigvis tyder alt på, at selvtilliden og idérigdommen er på vej tilbage til centrumvenstre i denne tid, hvor det borgerlige projekt er brændt sammen. Det giver mulighed for at videreudvikle det velfærdsprojekt, der giver alle andre samfundsmodeller baghjul.

På min ønskeliste til en ny centrumvenstre-regering står der fem ting:

1. Skab en sund kapitalisme gennem begavet regulering
Kapitalismen er sin egen værste fjende, hvis den får lov til at folde sine destruktive sider ud i form af usund ulighed, nedslidning af mennesker, ødelæggelse af naturgrundlaget mv. Op til og under finanskrisen, hvor dele af finanssektoren gik amok, så vi, hvad der sker, når politikerne forsømmer at give markedskræfterne tilstrækkeligt modspil. Og i dag har fraværet af begavet regulering ført til, at det desværre bedre kan betale sig at score arbejdsfrie kapitalgevinster på sin formue, end det kan betale sig at arbejde. Velkommen til investeringsrådgivernes og skatteadvokaternes tidsalder. Det er grundlæggende sygt, og det øger den økonomiske ulighed, da formuer er langt mere ulige fordelt end indkomster. Centrumvenstre må regulere på en begavet måde og beskatte kapitalindkomster, formuer og arv hårdere.

2. Byg bro over uddannelseskløften
Vi har i årtier talt om at bygge bro over kløften mellem de veluddannede og de kortuddannede. Men det er stadig de privilegerede og deres børn, der får adgang til uddannelser på alle hylder, mens betonarbejderen sjældent får et uddannelsesløft. Det gælder i ungdommen, hvor man tager grunduddannelsen, og det gælder senere i livet, når der skal fordeles voksen- og efteruddannelse. Her bør centrumvenstre på en helt ny og ambitiøs måde insistere på livslang læring, på bedre uddannelsesstøtte til de dårligst uddannede og på nye former for pædagogik, der appellerer til ikke-boglige mennesker. Lad os omfordele uddannelse og få kickstartet den sociale mobilitet.

 

De socialt blandede boligområder og skoler er på retur, og konsekvensen er, at vi i stadig stigende grad kun omgås sociale kopier af os selv
_______

 

3. Styrk socialt blandede boligområder
Det kit, der binder mennesker i den danske velfærdsmodel sammen, er de blandede boligområder, skoler og legepladser, hvor kassedamens barn og professorbarnet møder hinanden og lærer at anerkende og forstå hinandens verdener. Men de socialt blandede boligområder og skoler er på retur, og konsekvensen er, at vi i stadig stigende grad kun omgås sociale kopier af os selv, som det blandt andet fremgår af AE-Rådets analyser. Det svækker den sociale mobilitet i bunden, det skaber social blindhed i toppen, og det øger forståelseskløften mellem den veluddannede elite i byerne og den lavere middelklasse og arbejderklassen i landområderne og provinsen. By- og boligpolitikken må langt højere op på den politiske dagsorden.

4. Investér i mennesker
Det giver ekstremt god mening at investere på social-, uddannelses- og sundhedsområdet, fordi det gør mennesker stærkere og sundere. Samtidig styrker det samfundsøkonomien. Med andre ord kan investeringer i mennesker give et stort afkast for samfundet, som har brug for en veluddannet, sund og motiveret arbejdsstyrke og for, at mennesker ikke slides ned og trykkes i bund. Men det underfundige er, at denne gevinst ikke er inkluderet i økonomernes regnemodeller og derfor heller ikke tæller med, når der skal træffes store politiske beslutninger. Heldigvis er der nu udviklet en socialøkonomisk regnemodel i Socialministeriet, der er etableret en social investeringsfond, pensionskasserne står klar, og der er en voksende politisk appetit på at investere i velfærd. Her må centrumvenstre satse ambitiøst.

5. Sats på social retfærdig klimaomstilling
Klimaomstillingen er en bunden opgave. Men hvis den vender den tunge ende nedad, kan den forstærke de store modsætninger mellem storbyeliten og arbejderklassen og den lavere middelklasse udenfor byerne, som vi har set i udlændingespørgsmålet. Se bare, hvad der sker i Frankrig. Her forsøgte Macron sig med en progressiv klimapolitik baseret på grønne skatter. Der var dækket op til den helt store klimaomstilling, men dugen og hele spisestellet blev hevet på gulvet af De Gule Veste. Centrumvenstre står med en bunden opgave: Der skal udvikles en klimaomstilling, der ikke sender den største regning til de lavest lønnede.

 

Jeg [har] ikke opgivet drømmen om, at ’folket’ og de veluddannede finder sammen i en progressiv alliance, der kan tvinge de egentlige magthavere – den økonomiske elite – til at bøje af
_______

 

PÅ DISSE FEM områder drømmer jeg om en ny progressiv politik, der kan føre den unikke danske velfærdsmodel videre og skabe et balanceret samfund med stærk social sammenhængskraft. Men får jeg det? Det er et åbent spørgsmål.

Alt tyder på, at den progressive alliance efter valget kommer til at bestå af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet. Det er fem meget forskellige partier, som appellerer til meget forskellige samfundsgrupper og verdensbilleder. Der er langt fra Louise på Christianiacyklen i hovedstaden, der insisterer på klimaskatter på den røde bøf, til slagteriarbejderen Ole i Struer, der mest går op i spørgsmål som: Har jeg et job i morgen? Mister jeg bilen? Og hvad med min dårlige skulder?

I det hele taget står dilemmaerne og barriererne i kø: Vil der være flertal for højere skatter i den progressive lejr? Er uenighederne i forhold til klimaomstillingens sociale balance uoverstigelige? Er der overhovedet nogen, der tør gå helhjertet ind i boligpolitikken? Vil De Radikale og Alternativet gå ind i fordelingspolitiske uligheder? Eller er værdipolitiske emner med appel til by-eliten vigtigere? Spørgsmålene er mange.

Når det er sagt, har jeg ikke opgivet drømmen om, at ’folket’ og de veluddannede finder sammen i en progressiv alliance, der kan tvinge de egentlige magthavere – den økonomiske elite – til at bøje af.

Det er set før. Og en velfærdsmodel baseret på sund kapitalisme, socialt blandede boligområder, investeringer i mennesker og socialt balanceret klimaomstilling er nu engang i alle samfundsgruppers interesse. ■

 

En velfærdsmodel baseret på sund kapitalisme, socialt blandede boligområder, investeringer i mennesker og socialt balanceret klimaomstilling er nu engang i alle samfundsgruppers interesse
_______

 



Per Michael Jespersen (f. 1963) er direktør i den uafhængige centrumvenstre-tænketank Cevea og er cand.scient.pol. med bifag i sociologi og retorik. Han har i en årrække været opinionsredaktør og redaktionschef på dagbladet Politiken, og han har fra 2005-2009 været chefredaktør på Ugebrevet A4. ILLUSTRATION: Formand Mette Frederiksen m.fl. under præsentationen af partiets udlændingeudspil i gruppeværelset på Christiansborg, mandag den 5. februar 2018 [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018]