
Ph.d. Amelie Theussen efter fyringen af John Bolton: Nu trækker USA sig for alvor tilbage fra verden
18.09.2019
.Med John Bolton ude af ligningen i præsidents Trumps sikkerhedspolitiske rådgiverteam åbnes muligheden for, at Trump kan styrke sin egen nationale sikkerhedspolitik. Han vil sikre mindre amerikansk indblanding i verden – og diplomatiske løsninger fremfor militær magtanvendelse.
Analyse af Amelie Theussen, adjunkt, Center for War Studies, Syddansk Universitet
I VANLIG STIL annoncerede præsident Trump i et tweet 10. september, at han havde fyret sin tredje nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton. Som begrundelse skrev præsidenten, at han og andre i regeringen var dybt uenige i mange af Boltons synspunkter, og derfor bad han Bolton om at fratræde sin stilling. Trump skrev endvidere, at han vil udpege en ny national sikkerhedsrådgiver i denne uge [præsidenten har efter udgivelse af artiklen offentliggjort, at han har udnævnt USA’s hidtidige særlige udsending i gidselsager, Robert O’Brien, som ny national sikkerhedsrådgiver, red.].
Den slags fyringer er ikke usædvanlige for Trump. Hans regering og administration har været præget af et bemærkelsesværdig højt antal afskedigelser af højtstillede embedsmænd, 60 i alt. John Bolton er den tredje nationale sikkerhedsrådgiver efter Michael Flynn og H. R. McMaster. Til sammenligning havde Barack Obama tre sikkerhedsrådgiver i sine otte år som præsident (James Jones, Tom Donilon og Susan Rice) og George W. Bush havde blot to (Condoleezza Rice og Stephen Hadley).
Men hvorfor blev Bolton fyret – og hvad betyder det for fremtiden? Den tidligere FN-ambassadør Bolton er kendt som udenrigspolitisk høg, en fortaler for en aggressiv og udadvendt udenrigspolitisk kurs baseret på økonomisk og – i særdeleshed – militær magt. Han var en urokkelig talsmand for Irakkrigen, overbevist om at kun militær magt ville kunne forhindre Saddam Hussein i at bygge atomvåben. Ligeledes er han ved flere lejligheder åbent gået ind for en strammere kurs over for både Iran, Nordkorea, Rusland og Kina.
Bolton argumenterer således for at angribe Iran med væbnet magt for at stoppe landets atomprogram, især efter en amerikansk drone blev skudt ned i juni 2019, og han støtter planer om et forebyggende angreb mod Nordkorea. Desuden modsætter han sig mulige diplomatiske tilnærmelser til Rusland og Kina. Også med hensyn til Venezuela har Bolton kørt en hård kurs ved at fremhæve planer om at styrte Maduros regering igennem en militær operation.
Bolton argumenterer således for at angribe Iran med væbnet magt for at stoppe landets atomprogram, især efter en amerikansk drone blev skudt ned i juni 2019, og han støtter planer om et forebyggende angreb mod Nordkorea
_______
EN SÅ HÅRD LINJE har nok aldrig passet præsidenten særlig godt. For selvom Trump er glad for at omgive sig med ’stærke mænd’ og hardlinere, så taler han også beundrende om netop fx både den russiske præsident Putin og den nordkoreansk leder, Kim Jong-un. Og han har adskillige gange talt imod (yderligere) amerikansk indblanding i resten af verden. Så hvor Trump prøver at åbne for diplomatiske relationer og forhandlinger med Nordkorea, Rusland, Iran og Venezuela, finder Bolton landene og deres ledere er utroværdige. Derfor pressede han på for militære løsninger.
I maj udtalte Trump, at Bolton ”har stærke holdninger, men det er OK”. Men der har været tydelige spændinger imellem de to. I onsdags uddybede Trump, at Boltons tilgang til Nordkorea var en ”katastrofe”, og at hans Venezuela-strategi var fuldstændig i modstrid med Trumps. Desuden betød hans hårde, høgeagtige holdninger, at han ikke kunne komme overens med nøglepersoner, som Trump anser som meget vigtige for sin regering.
Det seneste sammenstød mellem præsidenten og hans nationale sikkerhedsrådgiver omhandlede planerne om en fredsaftale med Taleban i Afghanistan. Disse planer tog for alvor form i begyndelsen af året. Mens Trump indædt ønsker at trække de amerikanske tropper tilbage ved udgangen af 2020 – og udenrigsminister Mike Pompeo forfølger planen om at en fredsaftale – var Bolton stik imod at forhandle med Taleban. Og det ser ud til, at hans skepsis er berettiget: Efter Kabul er blevet ramt af flere angreb de sidste par uger, og en amerikansk soldat og 11 andre blev dræbt, da en selvmorder sprængte en bilbombe 5. september, aflyste præsident Trump et planlagt møde med Taleban på Camp David – den til enhver tids siddende præsidents landsted i delstaten Maryland – og suspenderede fredsforhandlingerne.
Desuden betød hans hårde, høgeagtige holdninger, at han ikke kunne komme overens med nøglepersoner, som Trump anser som meget vigtige for sin regering
_______
ET ANDET OMRÅDE med store spændinger mellem Trump og Bolton var den amerikanske strategi mod Iran. Bolton har været med til at planlægge strategien om maksimalt pres (”maximum pressure”), som indtil nu ikke har givet de ønskede resultater. Desuden modarbejdede han Trumps ønske om et topmøde med den iranske præsident, Hassan Rouhani.
Selvom udenrigsminister Pompeo og Bolton stadig er enige om mange ting, blandt andet om tilgangen til Iran og Nordkorea, har uoverensstemmelserne om Afghanistan – og deres forskellige måder at håndtere Trump på – skabt et dårligt forhold mellem de to nøglefigurer i Trumps nationale sikkerhedsteam. Det har ført til en tydelig svækkelse af Trumps administration på det sikkerhedspolitiske område og har i både ind- og udland bidraget til en stærk følelse af forvirring om amerikanske udenrigspolitiske interesser og strategier.
Fordi Trump ikke har faste synspunkter på mange (udenrigs)politiske spørgsmål, prøver mange i regeringen at vinde præsidentens gunst ved at støtte hans skiftende ideer. Dette fører til en dyb forvirring om de politiske retninger, som kommer fra præsidenten, men som altså gennemsyrer hele regeringen. Det har med tiden efterladt Bolton isoleret i Det Hvide Hus på grund af hans konstante hårde holdninger.
NU ER BOLTON taget ud af ligningen, og det åbner muligheden for, at Trump kan styrke sin nationale sikkerhedspolitik ved at konsolidere sine faste støtter på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Dermed vil han sikre sig mindre amerikansk indblanding i verden – og diplomatiske løsninger fremfor militær magtanvendelse. Den nationale sikkerhedsrådgiver udnævnes suverænt af præsidenten, og rådgiverens opgaver består blandt andet i at assistere og rådgive præsidenten om den nationale sikkerhed og udenrigsanliggender. Rygterne om mulige kandidater fyger rundt, og man kan vist roligt regne med, at han vælger en rådgiver, som deler hans anti-interventionistiske overbevisninger. Dermed mindsker fyringen af Bolton med al sandsynlighed splittelsen i præsidentens nationale sikkerhedsteam.
Valget af en ny sikkerhedsrådgiver er for Trump en mulighed for at skabe stabilitet i egne rækker, sikre sig konsekvent rådgivning (som ikke siger ham imod) og opnå afgørende politisk fremskridt på væsentlige udenrigspolitiske områder som Nordkorea, Iran og i handelskrigen med Kina. På samme tid må man dog anerkende, at Pompeo (og andre) stadig har mange af de samme synspunkter som Bolton, og at endnu ikke alle udenrigspolitiske høge er forsvundet fra Trumps administration. Ikke desto mindre har Trump præsidentvalget i 2020 at tænke på, og en ny krig i Mellemøsten (fx mod Iran) ville være hensynsløs i dette perspektiv.
Hvor Trump prøver at åbne for diplomatiske relationer og forhandlinger med Nordkorea, Rusland, Iran og Venezuela, finder Bolton landene og deres ledere er utroværdige
_______
I DET BREDE PERSPEKTIV betyder Boltons afgang, at der er færre stemmer for en militæraktivistisk tilgang i regeringen, og Trumps anti-interventionistiske linje bliver styrket. Det skaber flere muligheder for at forny og styrke internationale forhandlinger og finde diplomatiske løsninger til de igangværende udenrigspolitiske konflikter. Så Boltons afskedigelse betyder fx, at der er nye muligheder for at genoptage forhandlingerne med Nordkorea – selvom det ikke vil gøre det nemmere for Trump at overtale Kim Jung-un til at opgive det nordkoreanske atomvåbenprogram.
I forhold til Rusland vil Trump få nemmere ved at forfølge en tilnærmelsesstrategi på linje med den franske præsident Macrons forslag om en ny samtale om Ukraine. Det samme gælder for en bred handelsaftale med Kina, som også bliver noget mere sandsynlig, når der lægges mere vægt på forhandlinger og diplomatiske løsninger i amerikansk udenrigspolitik. Og med hensyn til Irankrisen har Trump nu bedre muligheder for et topmøde med præsident Rouhani. Sådan et møde passer perfekt til Trumps præference for personlige møder på højeste niveau og hans fokus på personlighed fremfor principper – og vil være fuldstændig modsat Boltons overbevisninger.
Hvis Trump er i stand til at opnå en udenrigspolitisk sejr (eller bare en forandring i situationen som han kan sælge som sejr) i en eller flere af de igangværende konflikter, vil det muligvis betyde, at Trump er bedre stillet forud det næste præsidentvalg – selvom andre måske ville ønske, at Trump fortsat bliver konfronteret med andre perspektiver end sine egne, når han rådgives i Det Hvide Hus. Der er dog en lang vej til holdbare løsninger i de aktuelle konflikter, og det er vigtigt at huske, at Trumps nye nationale sikkerhedsrådgiver kun er en lille brik i Trumps udenrigspolitiske puslespil. ■
Der er dog en lang vej til holdbare løsninger i de aktuelle konflikter, og det er vigtigt at huske, at Trumps nye nationale sikkerhedsrådgiver kun er en lille brik i Trumps udenrigspolitiske puslespil
_______
Amelie Theussen (f. 1989) er Ph.d., adjunkt ved Center for War Studies, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Hun forsker i moderne væbnet konflikt – specifikt i ændringer i krig og krigsførelse og samspillet mellem (international) politik og folkeretten – og forsvars- og sikkerhedspolitik i Danmark og Europa. ILLUSTRATION: Præsident Trump og hans tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton under en briefing i det hvide hus, d. 9 april, 2019 [foto: Douliery Olivier/Abaca/Ritzau Scanpix] Artiklen er opdateret 18. september kl. 23.32.