15.08.2019

.

Borgerligheden står stærkt i Danmark. Se blot på kærligheden til Dannebrog, kærligheden til Kongehuset og kærligheden til vores historie og kultur. Der er intet galt med borgerligheden. Men de partier, der betegner sig som borgerlige, bør alle underkaste sig selv et grundigt serviceeftersyn i den kommende valgperiode.

Kommentar af Pia Kjærsgaard, MF, Dansk Folkeparti

FOLKETINGSVALGET DEN 5. juni vil blive husket som et historisk valg, men det er endnu for tidligt at betegne det som et systemskifte, som flere iagttagere har forsøgt [se fx denne kommentar, red.]. Det vil først de kommende år vise. Selv om det borgerlige – eller ”blå” – Danmark oplevede et nederlag, er det et væsentligt spørgsmål, om ikke fejlen snarere skal findes i et elendigt borgerligt sammenhold end i storslåede visioner og fantastisk kommunikation hos modparten.

Så fantastisk var Socialdemokratiets valgresultat heller ikke – de gik faktisk en smule tilbage. Det var andre partier på venstrefløjen, der vandt, mens de borgerlige partier havde travlt med i bedste fald at redde deres eget skind og i værste fald med at sparke til de øvrige, der forsøgte at redde sig op i båden. Der var ikke skyggen af fælles borgerlige visioner, og der var hverken sammenhæng eller fællesskab i den borgerlige lejr.

Splittelsen var til stede fra dag ét efter valget 18. juni 2015. For Dansk Folkeparti var udlændingepolitikken, ældre og sundhed vigtigst, mens andre stirrede sig blinde på velfærdsreformer og topskattelettelser. Det fælles fodslag eksisterede ikke.

VENSTRE FORSØGTE sig i begyndelsen med en ren Venstre-regering. Det resulterede i, at De Konservative fældede en minister, mens Liberal Alliance stillede ultimative krav om topskattelettelser. Begge partier blev herefter ”belønnet” med ministerposter. Konservative klarede sig, mens Liberal Alliance betalte en meget høj pris. Vi kan diskutere herfra og til dommedag, om Dansk Folkeparti skulle være gået i regering.

Partiets størrelse taget i betragtning var det nok en fejl, at vi ikke gjorde det. Omvendt er det svært at forestille sig et regeringsgrundlag, som både kunne have stillet Dansk Folkeparti og de tre øvrige borgerlige partier tilfredse. Et eller flere partier ville uundgåeligt have modtaget en regning på valgdagen – eller allerede inden – i form af vigende meningsmålinger. Dansk Folkeparti gik uanset hvad alligevel tilbage.

 

Borgerligheden handler om vores rødder, vores fælles kultur, solidariteten og sammenhængskraften i Danmark
_______

 

Men borgerligheden i Danmark lever i bedste velgående, for med undtagelse af Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre og Alternativet har alle partier et stærkt borgerligt fundament. Borgerligheden er ligefrem en grundpille i dansk politik. Socialdemokratiet værdipolitiske kursskifte gennem de senere år vidner om, at et valg ikke kan vindes uden hensyntagen til borgerligt indstillede vælgere.

Borgerligheden er hverken ideologisk eller ”global”. Borgerligheden tager udgangspunkt i det enkelte individ, i nationen og vores folkestyre. Borgerligheden handler om vores rødder, vores fælles kultur, solidariteten og sammenhængskraften i Danmark. Borgerligheden har ikke noget historisk projekt eller endemål sådan som ideologierne socialisme og liberalisme.

DE KONSERVATIVE førte sig en overgang frem med et intetsigende slogan om at ”forandre for at bevare”, og det skulle vel nærmest undskylde, at Konservative ikke længere var så ”konservative, at det gjorde noget” [som den tidligere formand for De Konservative Poul Schlüter proklamerede i 1973, red.]. Men borgerlighedens formål er først og fremmest at bevare i en tid, hvor forandringer hver eneste time helt automatisk banker på døren.

Sagt med andre ord: Forandringerne kommer helt af sig selv. Verden er dynamisk. Det er politikernes opgave at integrere forandringerne i den helhed, som Danmark udgør. Og det er politikernes opgave at afbøde effekterne af de mest drastiske forandringer. Det kan måske lyde lidt kedeligt – men måske er borgerligheden netop kedelig på den ”gode måde”.

Men kan vi udlede andet af folketingsvalget? Ja, vi kan slå fast, at befolkningen har været dybt skuffet over det borgerlige flertals politik, og nu er det vores opgave at undersøge, hvad i alverden der gik galt. Det er ikke kun en opgave for Dansk Folkeparti, men også for de øvrige partier i blå blok. Venstre fik et glimrende valg, men tabte regeringsmagten – og de seneste dage har vi oplevet, hvordan partiet gennemrystes af intern uro.

DANSK FOLKEPARTI og Liberal Alliance skal analysere årsagerne til vælgerflugten. Men også i Venstre og hos Konservative må man have en diskussion om samarbejdet med de andre partier i den borgerlige lejr. Ingen af os er en øde ø. Vi har brug for hinanden – især hvis vi skal gøre os håb om at vinde magten tilbage.

Men hvorfor har skuffelsen været så stor? For Dansk Folkepartis vedkommende blev partiet grundlagt på en protest mod det etablerede system og de øvrige partiers tonedøvhed over for almindelige menneskers bekymringer. Det handlede hverken om et forkromet ”nationalkonservativt” projekt eller abstrakte akademiske diskussioner. Nej, det afgørende var, at Dansk Folkeparti var tæt på danskerne og lyttede til dem.

 

Dansk Folkeparti var – og er – beviset på, at protest sagtens kan være borgerlig, når protesten er et oprør mod en tonedøv politisk elite med globalisering på nethinden
_______

 

Dansk Folkeparti var – og er – beviset på, at protest sagtens kan være borgerlig, når protesten er et oprør mod en tonedøv politisk elite med globalisering på nethinden. Netop den overvældende valgsejr i det ”gule Danmark” i 2015 afslørede et Danmark, som var helt ukendt for store dele af eliten i hovedstaden. Ja, hovedstadspressen sendte ligefrem reportere til Sønderjylland for at bedrive en slags antropologiske feltstudier om disse eksotiske udkantsdanskere.

Naturligvis var der også andre årsager til dette års valgnederlag: et ændret og mere positivt syn på EU på baggrund af usikkerheden omkring Brexit, en enorm opmærksomhed på klimapolitik samt Socialdemokratiets tilsyneladende kursskifte på udlændingeområdet i kombination med en vellykket udlændingepolitik, som Dansk Folkeparti ikke blev belønnet for.

Men i politik er den barske realitet, at partier kun yderst sjældent bliver belønnet for ting, de har gennemført, men snarere for befolkningens forventninger om ting, de ønsker at gennemføre. Når man allerede har fået en bestemt vare ned i indkøbskurven, leder man efter andre ting på hylderne.

SÅ NU MÅ projektet være klart: Borgerligheden skal tilbage i øjenhøjde med befolkningen. Borgerligheden skal ud i den mindste afkrog af landet. Her skal danskerne vide, at de ikke bliver ladt i stikken. Naturligvis skal vi være fædrelandskærlige og nationalkonservative. Det siger sig selv. Men det kan ikke stå alene. Vi skal hver dag være konkrete i vores politik.

I Dansk Folkeparti skal vi ikke genopfinde os selv fra bunden. Det ville være en stor fejl. Men vi skal huske på de ting, vi altid har været gode til; det er at være borgerlighedens socialt bevidste ”vagthund”. Det handler om, at vi i landsdækkende skala er på vagt over for uretfærdigheder og situationer, hvor borgerne bliver presset op i en krog. Ligesom det handler om klar og effektiv kommunikation af den mission.

Borgerligheden står stærkt i Danmark. Se blot på kærligheden til Dannebrog, kærligheden til Kongehuset og kærligheden til vores historie og kultur. Der er intet galt med borgerligheden. Men de partier, der betegner sig som borgerlige, bør alle underkaste sig selv et grundigt serviceeftersyn i den kommende valgperiode. Vi skal være en effektiv opposition og give regeringen kamp til stregen – men vi skal også se indad. ■

 

Vi skal være en effektiv opposition og give regeringen kamp til stregen – men vi skal også se indad
_______

 

Pia Kjærsgaard (f. 1947) er MF og tidligere formand for Dansk Folkeparti. Desuden tidligere formand for Folketinget.