Sana Mahin Doost: Forbered jer på klimaprotesterne, kære politikere. For de kommer – og I gør klogt i at lytte til dem

Sana Mahin Doost: Forbered jer på klimaprotesterne, kære politikere. For de kommer – og I gør klogt i at lytte til dem

10.05.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Vi kommer til at se protester foran Christiansborg. Vi kommer til at se boykots, blokader og menneskekæder. Det kommer ikke til at gå stille for sig, hvis det politiske system ikke vågner gevaldig hurtigt op og erkender det enorme klimasvigt, som er blevet påført os borgere.

Kommentar af Sana Mahin Doost

Danmarkshistorien er én lang fortælling om protester. Der er faktisk ingen af de demokratiske, progressive rettigheder, som vi i dag tager for givet, der ikke blev vundet ved kamp. Fra protester imod enevælden, der kulminerede i marts 1848, hvor op mod 12.000 demonstranter deltog, til protester for en demokratisering af samfundet i 1880’erne, hvor socialister, riffelforeninger og tilhængere af Venstre mobiliserede sig på kryds og tværs imod provisorietiden og for reel demokratisk indflydelse. Til arbejderbevægelsens utallige kampe, herunder kampen for retten til at organisere sig, strejkeretten og den danske model, vundet ved Septemberforliget i 1899 efter 100 dages lang konflikt og protester. Og listen fortsætter.

Den årelange kamp for at sikre kvinders valgret i 1915 var et resultat af både progressive kvinder og mænds indsats for at skabe lige adgang til demokratiet. I 1968 tog de unge et radikalt opgør med datidens kulturelle, sociale og seksuelle normer til fordel for frigørelse og større medbestemmelse. Et tydeligt resultat blev retten til fri abort, demokratisering af universiteterne og øget lighed mellem kønnene.

De sociale protester er ikke blot tegn på tider i forandring, men er i sig selv skabende kræfter. De normaliserer nye værdier, ændrer magtbalancer og udfordrer de etablerede kompromisser. De har gennem historien skabt de ryk, som i dag er blevet til normaltilstande. De er blevet hele det fundament, som vi står på, nemlig demokrati, ligestilling og værdig behandling af de mennesker, der har det sværest i vores samfund. Og disse folkelige og sociale bevægelser er langt fra irrelevante i dag.

Danmarkshistorien viser, at når bestemte befolkningsgrupper bliver ignoreret, nægtet mulighed for demokratisk deltagelse eller får svækket deres fundamentale kår, så organiserer de sig. Tit langs klasseskel, men også i bredere koalitioner som under ungdomsoprøret, hvor studerende, feminister, pacifister og atomkraftsmodstandere fandt sammen.

Derfor kan magthaverne i dag ligeså godt forberede sig på klimaprotesterne. For de kommer.
Kampen mod misligholdelsen af vores klode har allerede vist sig at samle mennesker på kryds og tværs af befolkningsgrupper. Det ser vi, når unge, børnefamilier og pensionister står side om side til demonstrationer foran Christiansborg. Det er nødvendigt, at sammenholdet og solidariteten med de unge, der skal overtage kloden, er tilstede. Ellers bliver kampen svær at vinde.

 

Magthaverne i dag kan ligeså godt forberede sig på klimaprotesterne. For de kommer
_______

 

Klimaforandringer har allerede kostet menneskeliv og tvinger mennesker på flugt fra deres hjem. Klimaspørgsmålet er altså også en kamp for fundamentale vilkår og drejer sig om selve retten til liv. Det er stadfæstet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at retten til liv og privatliv skal beskyttes. Men heller ikke i Danmark har man en klimalov, der lever op til, hvad der er nødvendigt for at tackle klimaforandringer – og derfor vil vi se en stigende grad af protester og flere, der organiserer sig, og det oprør vil kun blive større og større, indtil vi har sikret os rettigheden til at leve i tryghed fra de farlige, menneskeskabte klimaforandringer.

Der har allerede været kedelige, reaktionære – og desværre forventelige – udmeldinger fra etablissementet angående de spirende klimastrejker. Et trist vidnesbyrd om dette er, hvordan politikere i både ind- og udland har undermineret den svenske aktivist Greta Thunbergs skolestrejke for klimaet ved at miskreditere skoleelevers kamp for klimaet som pjækkeri og en selvopfunden klimaangst. Det har vi set i blandt andet Belgien og Australien, hvor ministre er kommet i uføre ved at delegitimere de unge, og herhjemme har Dansk Folkepartis Sørens Espersen da også udtalt, at ”Hvis de vil vise deres harme over et eller andet, kan de demonstrere, når de har fri, lørdag eller søndag” som et dansk eksempel på en vanlig og reaktionær forståelse af unges politiske aktivisme.

Vi har set, at politikere trækker på skuldrene over, borgerforslaget om en ny klimalov samlede over 66.000 underskrifter på rekordtid. Vor tids folkeoprør er en direkte konsekvens af politikernes manglende vilje til at handle og tage ansvar for den sorte fremtid, som vi unge skal overtage, hvis der ikke sker noget drastisk. Det er nemlig ikke nok, at regeringer blot kommer med grønne hensigtserklæringer. Handlingen kan ikke vente.

 

Vor tids folkeoprør er en direkte konsekvens af politikernes manglende vilje til at handle og tage ansvar for den sorte fremtid, som vi unge skal overtage
_______

 

Det er ikke til at tro, at der i det etablerede system ikke er større motivation for og beredskab til at sikre vores fælles fremtid. Hvad der er endnu mere vanskeligt at begribe er, at beslutningstagerne i årtier har kendt til konsekvenserne af menneskeskabte klimaforandringer, men ikke har så meget som forsikret vores fælles hus, som nu står i brand. Vi behøvede ikke at stå med flammer til alle sider, før vi valgte at handle. Men det ligner nu desværre mere og mere et vilkår, som befolkningen selv må tage ansvar for, hvis politikerne ikke har i sinde at gøre, hvad der skal til. Her kan man vende blikket mod klimaforskere og forskellige klimaorganisationer, der løbende giver konkrete bud på, hvordan vi kan vende skuden i en lysere og mere bæredygtig retning. Men det gør politikerne tydeligvis ikke.

Derfor kommer vi kun til at se flere protester foran Christiansborg. Vi kommer til at se boykots, blokader og menneskekæder. Vi kommer til at se, hvordan helt almindelige borgere vil tage nye metoder i brug for at redde deres børns fremtid. Vi kommer til at se, at de mennesker, der skal arve de ældre generationers rod, kommer til at råbe højest – endnu højere end de allerede gør. Det kommer ikke til at gå stille for sig, hvis det politiske system ikke vågner gevaldig hurtigt op og erkender det enorme svigt, som er blevet påført os borgere.

De mange demonstranter udenfor Christiansborg forstår, at vi står overfor et eksistentielt spørgsmål, der som sagt allerede har kostet menneskeliv. Det forstår for få mennesker derinde, når vi ikke ser større iver efter handling, men igen blot hensigtserklæringer for at dække egen ryg inden det kommende folketingsvalg, hvor flere og flere borgere kræver, at klimaet er øverst på dagsorden. Her vil det ikke være nok at sige, at man er ambitiøs på klimaets vegne, og Danmark er et foregangsland. Derfor er det ikke svært at forudse, at protesterne vil eskalere.

Og så længe politikerne behandler klimaspørgsmålet som noget, der 1) har overskuelige følgevirkninger i en uvirkeligt fjern fremtid og 2) kan reguleres ved simple justeringer, vil befolkningen svare, at klimaforandringerne allerede har konsekvenser, og at vores levevis grundlæggende skal tages op til revision. Det er ikke nok at afvente, at teknologiske og politiske fremskridt sker af sig selv. De må skabes, og her må vi som borgere desværre se os nødsaget til at tage kampen i egen hånd og i fællesskab kæmpe fra bunden op mod landets øverste talerstole. Derfor forudser jeg og mange andre en ny stor protestbølge – og jeg håber, at den kan skrive et nyt, progressivt kapitel i Danmarkshistorien. Vi må håbe, at politikerne lytter, før det er for sent. ■

 

Det er ikke nok at afvente, at teknologiske og politiske fremskridt sker af sig selv. De må skabes
_______

 



Sana Mahin Doost (f. 1994) er tidligere forkvinde for Danske Studerende Fællesråd. Hun studerer statskundskab på Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Klima-demonstration i London, 27. april 2019 [foto: Andy Rain/EPA/Ritzau].