Simon Tøgern (HK): Vores pensionssystem er ulighedsskabende, og det må en kommende pensionsreform lave om på

Simon Tøgern (HK): Vores pensionssystem er ulighedsskabende, og det må en kommende pensionsreform lave om på

26.08.2019


Denne artikel indgår i RÆSONs Kommentarserie, som er gratis at læse. Resten af artiklerne får man med et abonnement: Kun 250 kr. om året (200 for studerende+pensionister) inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer. Klik her for mere information

En tilbagetrækningsreform skal sigte mod at opnå lighed i alderdommen, så vores ‘værnepligt’ på arbejdsmarkedet bliver nogenlunde lige lang. Og ros for, at omfordelingsdiskussionen har fået ny energi og langt om længe bryder med årtiers båndsløjfe.

Kommentar af Simon Tøgern

DE sidste mange års politiske debat har kredset om begrænsninger af de arbejdsløses rettigheder og muligheder, afvikling af efterlønnen, forringede reguleringer af de offentlige overførelsesindkomster, og lettelser af topskatten, arve- og selskabsskatter.

Den aktuelle debat om en tilbagetrækningsreform er et brud med de seneste ti års politiske hovedtendens. Det tjener 3F, NNF, statsminister Mette Frederiksen med flere til stor ære, at de har fastholdt temaet gennem flere år og nu har sat gang i en proces frem mod en – stor eller lille – reform af vilkårene for tilbagetrækning.

Men i iveren for at illustrere rimeligheden i kravet om en tilbagetrækningsreform til erstatning for den mishandlede og døende efterløn er spørgsmålet om nedslidning og lighed i alderdommen blevet blandet sammen. Behovet for en reform er blevet illustreret med utallige beretninger om nedslidte slagteriarbejdere, SOSU-assistenter og murerarbejdsmænd.

Nedslidning og alderspension handler om to forskellige ting.

FYSISK nedslidning handler meget konkret om slitage af bevægeapparatet, hvide fingre og lignende, som i øvrigt ofte kunne være undgået ved en anden organisering af arbejdet og ved tilstedeværelse af de nødvendige hjælpemidler.

Psykisk nedslidning er mindre konkret og sværere at definere, men mindst lige så alvorligt. Alle erkender, at lærere og pædagoger kan brænde ud i jobbet midt i 50’erne, at mellemledere kan blive kvalt i presset mellem ledelse og medarbejdere, at stadigt strammere køreplaner får buschauffører til at give op, og at dårlig ledelse hver dag holder tusindvis af funktionærer hjemme med ‘ondt i arbejdslivet’.

Det bliver folk syge af, og hvis der ikke sker noget, er de at betegne som nedslidte efter forholdsvis få år på arbejdsmarkedet. Fysisk eller psykisk. Og de kan i tillæg hertil se frem til et kortere otium – hvis de da i det hele taget når så langt.

 

Nogle mennesker skal i dag aftjene 50 års værnepligt på arbejdsmarkedet, før de når pensionsalderen. Andre slipper med 40 år eller mindre
_______

 

MEN lighed i alderdommen handler om noget andet og mere. Nogle mennesker skal i dag aftjene 50 års værnepligt på arbejdsmarkedet, før de når pensionsalderen. Andre slipper med 40 år eller mindre. Det afgøres af, hvilken uddannelse (om nogen) man tager ved starten af arbejdslivet. De, der forbruger mindst af vores fælles skattefinansierede uddannelsessystem (ved starten af arbejdslivet og undervejs), er samtidig dem med den længste værnepligt på arbejdsmarkedet– og ofte, men langt fra altid – dem, som er mest udsat for arbejdsbetingede sygdomme og nedslidning.

De med den korteste værnepligt er samtidig dem, der trækker mest på uddannelsessystemet (både ved starten og i løbet af arbejdslivet) med tilhørende forsørgelse (SU) undervejs – og ofte, men langt fra altid – dem, som er mindst udsat for arbejdsbetingede sygdomme og nedslidning.

Den ulighed kan man ikke udligne, så længe vi alle opnår ret til alderspension på baggrund af vores fødselsår. Her er vi nødt til at tælle arbejdsår. Det kan i princippet gøres meget enkelt ved at tælle år med helt eller halvt ATP-bidrag. Man kunne forestille sig, at vi opnåede ret til alderspension den dag, vi havde præsteret for eksempel 45 års ATP-bidrag. Det vil betyde, at den ufaglærte uden nogen form for uddannelse ville kunne gå på pension først i 60’erne, den typiske faglærte nogle år efter, og at den typiske gymnasielærer, ingeniør eller akademiker må vente, indtil han eller hun er først i 70’erne.

Hvis man vil, kan man fortabe sig i teknikaliteter om, hvordan vi tæller fravær fra arbejdsmarkedet på grund af barsel, langvarig sygdom eller arbejdsløshed, eller hvordan vi tæller deltid. Men det finder vi nok alt sammen ud af, hvis vi prøver!

Men forudsætningen for lighed i alderdommen er, at vi erkender, at alle ikke har det samme arbejdsliv.

 

En stærk alliance af aktører fra Dansk Arbejdsgiverforening til Radikale Venstre vil kæmpe indædt mod enhver udligning af adgangen til alderspension
_______

 

HVOR langt Mette og co. når, kan vi kun gætte på. En stærk alliance af aktører fra Dansk Arbejdsgiverforening til Radikale Venstre vil kæmpe indædt mod enhver udligning af adgangen til alderspension – og de nedslidte (som alle har den største medfølelse med) – skal helst fortsat stå med hatten i hånden som tidligere tiders ansøgere om fattighjælp. Det historiske klasseskel i dansk politik består fortsat!

Det greb, der måske kan række over denne modsætning er uddannelse. Uddannelse af voksne, midt i livet.

I dag bruger samfundet næsten alle midlerne i uddannelsessektoren på unge i starten af livet. Hvis blot en mindre del af disse penge blev brugt på at give voksne midt i livet reelle økonomiske muligheder for at begynde en erhvervsuddannelse, kunne vi nå langt.

Man kunne forestille sig en ydelse på 150 procent af dagpengene, som man kunne oppebære i to eller tre år, hvis man ikke inden for de seneste 10 år har modtaget SU. Ordningen kunne målrettes bestemte erhvervsuddannelser, som vi ved, at der er eller bliver mangel på. På den måde kunne murerarbejdsmanden komme i lære som struktør, kontorassistenten kunne komme i gang med en datamatikeruddannelse, SOSU’en kunne læse til diætist osv. Det vil give mange mennesker mulighed for et nyt arbejdsliv, som ikke ødelægger dem; det vil bidrage til at begrænse uligheden i uddannelsessektoren, og det vil modsvare nogle reelle behov på arbejdsmarkedet og i virksomhederne.

Sammen med en mere håndfast indsats overfor dårligt arbejdsmiljø vil en mere progressiv tilgang til spørgsmålet om efter- og videreuddannelse kunne bringe fremtidens udfordringer vedrørende nedslidning og tilbagetrækningsalder ned i en overkommelig størrelsesorden. Men det forudsætter et bredt kompromis. Mon klassekrigerne blandt arbejdsgiverne og i Det Radikale Venstre er parat til det? ■

 

En mere progressiv tilgang til spørgsmålet om efter- og videreuddannelse [vil] kunne bringe fremtidens udfordringer vedrørende nedslidning og tilbagetrækningsalder ned i en overkommelig størrelsesorden
_______

 



Simon Tøgern (f. 1958) er formand for HK/Privat. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Morten Østergaard under partilederrunden Demokratiets Aften hos DR, 3. juni 2019 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)