Kommentar af Søren Kenner: I, der burde forsvare friheden, underminerer den

Kommentar af Søren Kenner: I, der burde forsvare friheden, underminerer den

28.10.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Forsvaret for at fjerne frihed og erstatte den med overvågning og nye magtbeføjelser til staten er altid den samme: Vi gør det for din egen skyld. Men realiteten følger ikke retorikken – for mens borgernes rettigheder stille og roligt eroderes, øges deres sikkerhed ikke.

Kommentar af Søren Kenner

LIBERALISME er ideen om, at alle mennesker har ukrænkelige frihedsrettigheder, som intet politisk flertal skal kunne sætte over styr: ejendomsret, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at leve fri for vold og tvang. Retten til et privatliv og til at træffe egne valg i tilværelsen. Liberalisme er en åben, positiv og tolerant livsholdning – den respekterer alles ret til at mene, tænke og tro, hvad de vil, og respekterer den enkeltes ret til at leve sit liv, som man vil, så længe man ikke skader andre. Liberalisme forudsætter en robust retsstat, opretholdelse af retssikkerhed og tredelingen af magten, samt at alle er lige for loven. Disse kendetegn er forudsætningerne for at kunne forsvare alle individers frihedsrettigheder.

Derfor er det sørgeligt at se, at de voldsomste anslag mod liberalismen i Danmark i øjeblikket kommer fra de kræfter, der burde forsvare den mest af alle:

Når et flertal i folketinget med støtte fra LA, V og K vælger at gennemføre love, der med tilbagevirkende kraft og med omvendt bevisbyrde gør det muligt at fratage danske statsborgere deres statsborgerskab på foranledning af informationer fra PET, som de ikke er forpligtede til at offentliggøre, så er det et anslag mod det liberale samfund.

 

Når et flertal i Folketinget mener, at staten skal have videre rammer for overvågning af borgerne (og nu også taler om brug af teknologi til ansigtsgenkendelse), så er det et anslag mod det liberale samfund
_______

 

Når et flertal i Folketinget mener, at staten skal have videre rammer for overvågning af borgerne (og nu også taler om brug af teknologi til ansigtsgenkendelse), så er det et anslag mod det liberale samfund.

Når politi, SKAT m.fl. stopper tusinder af borgeres lovlige færden i “total-razziaer” for at finde en enkelt synder, som har snydt i skat eller lavet småforbrydelser, så er det et anslag mod det liberale samfund.

Eksemplerne på anslag mod de individuelle frihedsrettigheder er legio – og bevæggrunden for at fjerne frihed og erstatte den med overvågning og nye magtbeføjelser til staten er altid den samme: Vi gør det for din egen skyld. Vi gør det for din sikkerheds skyld. Vi gør det, for at du skal kunne føle dig tryg. Denne retorik kredser om det nok allervigtigste punkt i den sociale kontrakt: At borgerne til gengæld for at deponere deres ret til selvtægt hos staten tilbydes sikkerhed og tryghed.

Men realiteten følger ikke retorikken – for mens borgernes rettigheder stille og roligt eroderes, øges deres sikkerhed ikke. Politiet tager sig ikke længere af indbrud, har for travlt til at efterforske mange sager om vold, afviser at følge op på anklager om voldtægt etc. Men samtidig har politiet tilsyneladende rigeligt med ressourcer til at opfylde politisk pålagte måltal omkring udskrivelsen af bøder for færdselsforseelser. Beskyttelsen af borgeren er blevet til styringen af borgeren. Sagt på en anden måde: Borgeren er godt på vej til at blive undersåt.

 

Beskyttelsen af borgeren er blevet til styringen af borgeren. Sagt på en anden måde: Borgeren er godt på vej til at blive undersåt
_______

 

SOCIALDEMOKRATEN JØRGEN S. DICH advarede os allerede i 1973 i sin bog “Den Herskende Klasse” om opkomsten af en ny herskende klasse – en elite bestående af politikere, bureaukrater, meningsdannere, projektmagere m.fl., som tilsammen ville sætte sig på statens drift, på dens ressourcer, på adgangen til privilegier og indtjening. Og fremvæksten af den gøgeunge i midten af samfundsøkonomien og samfundsindretningen er i høj grad taget til siden 1973: Omfanget af statens størrelse og styrke i forhold til borgernes liv er vokset dramatisk – og hver eneste “landvinding” i velfærdens navn har på ny kostet borgerne frihed og beslutningsret.

Der vil derfor altid være brug for stemmer i Danmark, der forsøger at kaste lys på forholdet mellem statens magt og borgernes friheder og rettigheder. Der vil altid være brug for stemmer, der kæmper mod indskrænkning af gennemsigtighed i den politiske proces (som fx “mørklægningsloven”) og mod at give staten stadig flere beføjelser til at overvåge, formynde og styre borgerne til “eget bedste”.

Vi lever i en brydningstid med en elektronisk (og meget fragmenteret) presse, der i stadig højere grad er afhængig af “clickbait” for at sælge reklamer, og enkeltsager fylder næsten alt, mens den dybere analyse og den generelle sammenligning af tendenser er blevet næsten usynlig. I et sådant mediebillede risikerer selv de klareste af disse stemmer at blive løbet over ende af denne vedvarende brølen om at rulle globaliseringen tilbage, om at smide muslimer ud af landet eller om at fratage danske statsborgere deres pas uden rettergang. Noget som alt sammen gøres “for din egen skyld”. Det er altid “nødvendigt” – og præcis derfor bør man ikke rejse spørgsmål ved, om det er fornuftigt.

Senest har en ellers påstået liberal folketingspolitiker erklæret sig som tilhænger af “realistisk liberalisme” – en til lejligheden hjemmestrikket ideologi, hvis udgangspunkt er, at liberalisme kan kombineres med den belejlige praksis, at “målet helliger midlet”. Og sådan fortsætter dansen mod statens tiltagende dominans og styring af borgernes liv, pakket ind i nødvendighedens retorik.

 

Det danske civilsamfund er progressivt, civiliseret og har dybe liberale rødder, der sagtens kan stå mod anslag udefra uden at skulle bindes på hænder og fødder af skiftende politikeres nødvendighedsdans
_______

 

ALT DETTE KAN være årsagen til, at så mange tænker, at vi står på en brændende platform. At vi står overfor udfordringer, der nærmest er umulige at bekæmpe, og som fuldt ud kan retfærdiggøre, at vi tilsidesætter selv de mest basale retssikkerhedsprincipper og i stedet lader målet hellige midlet.

Nietzsche sagde: Den, der bekæmper monstre, skal passe på ikke selv at blive forvandlet til et. Selv Karl Popper, der mente, at det tolerante samfund altid må være klar til at bekæmpe intolerance i alle dens skræmmende former, var personligt af den overbevisning, at kampen mod intolerance må kæmpes på retsstatens vilkår og med dens principper som ramme for indsatsen.

Det danske civilsamfund er progressivt, civiliseret og har dybe liberale rødder (Grundtvig, andelsbevægelsen, foreningslivet, kreditforeninger, etc.), der sagtens kan stå mod anslag udefra uden at skulle bindes på hænder og fødder af skiftende politikeres nødvendighedsdans.

Når der alligevel er grund til håb og tro på en positiv fremtid for liberalisme i Danmark, er det ikke på grund af politikernes visionsløse omkalfatring af borgernes rettigheder, men på trods af den. Vi bevæger os i den rigtige retning, fordi selvstændighed, åbenhed, tolerance, teknologisk udvikling, frie markeder og fri konkurrence i den sidste ende har meget større styrke end anslag mod friheden – hvad enten disse består af politikere på “nødvendighedens mission” eller af rablende religiøse fundamentalister. ■

 

Vi bevæger os i den rigtige retning, fordi selvstændighed, åbenhed, tolerance, teknologisk udvikling, frie markeder og fri konkurrence i den sidste ende har meget større styrke end anslag mod friheden – hvad enten disse består af politikere på “nødvendighedens mission” eller af rablende religiøse fundamentalister
_______

 



Søren Kenner. Vranten gammel iværksætter med en fortid i reklamebranchen og en tyrkertro på, at demokratiet kan reddes (foto: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix)