Stine Bosse: Vi må undgå at bruge knappe politiressourcer på beskyttelse af simple provokatører

Stine Bosse: Vi må undgå at bruge knappe politiressourcer på beskyttelse af simple provokatører

18.04.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Udmeldingerne RP er ligeså blottet for reelt indhold som udmeldingerne fra en islamisk hadprædikant. Vi må undgå at bruge knappe politiressourcer på beskyttelse af simple provokatører.

Kommentar af Stine Bosse

DET ER et af vor tids store dilemmaer og paradokser: Alle bruger ytringsfriheden som argument for og imod de gyselige ytringer fra RP (jeg ønsker ikke at skrive hans navn).

Ytringsfriheden, som den er givet i Grundloven par 77 og i Lissabontraktatens artikel 2, er givet for, at vi borgere kan sige magten midt imod. Den er naturligvis ikke givet for at vi kan stigmatisere, håne og spotte hinanden, hvorfor domstolene også afdækker dens rækkevidde.

Man skal ikke læse RPs pladder eller lytte længe til ham, før man kan konstatere, at hans ærinde er simpelt. Konsekvent hadsk tale om muslimer. Provokation i valgte områder. Intet andet. Derfor er det interessant at undersøge, om der er en legitim årsag til at anvende betydelige ressourcer på, at han kan råbe sine modbydeligheder igen og igen.

 

Ytringsfriheden er naturligvis ikke givet for at vi kan stigmatisere, håne og spotte hinanden, hvorfor domstolene også afdækker dens rækkevidde
_______

 

HER DELES DE politiske vande. De mest hidsige fortalere i denne sag for ytringsfrihedens fuldkommenhed er præcis dem, der i andre henseender ikke viger tilbage for indskrænkninger. Fx har ingen i Dansk Folkeparti forsvaret hadsk tale fra ekstreme muslimske prædikanter. Ligesom mange politikere ikke er veget tilbage for at mener et tilråb fra en ung gymnasieelev på Ørestad Gymnasium, er langt over stregen for friheden til at ytre sig!

Forestillede vi os en modsat situation, hvor en ung muslimsk kvinde iført tørklæde (burka ville jo ikke være muligt, apropos friheder), stillede sig op og iturev Bibelen foran Dansk Folkepartis landsmøde, ville samme parti uden tøven tilkalde ordensmagten for at få uromageren fjernet.

For at opretholde vores traditionelle og i europæisk perspektiv dyrt købte friheder, er vi naturligvis nødt til at forvalte dem med omhu og konsekvens. Hverken den ene eller anden form for hadske provokationer, kan tillades, da disse alene har til formål at skabe uro. At netop få hadet til at boble, hos tilhængere og modstandere. Da vi har fravalgt blot at vende ryggen til i protest (imamloven), når andre ekstreme ytrer sig og spreder hadsk tale, fanger bordet. Den ene form for had lader ikke den anden noget tilbage.

 

Derfor klinger det hult og grimt, når DF pludselig mener, at vi må mene hvad som helst når som helst – og udråber sig selv som de store forsvarere af ytringsfriheden. En frihed, de med en sjældent set politisk ildhu også angriber i andre relationer
_______

 

Rabiate kræfter er aldrig ufarlige. Mere tvivlende typer i alle dele af et samfund, kan føle sig tiltrukket af totalitære tænkere, som aldrig kunne finde på så meget som et eneste spinkelt forsvar for andres mening. Derfor klinger det hult og grimt, når DF pludselig mener, at vi må mene hvad som helst når som helst – og udråber sig selv som de store forsvarere af ytringsfriheden. En frihed, de med en sjældent set politisk ildhu også angriber i andre relationer. Tænkt blot på hvor kort armen er blevet, når det gælder armlængdeprincipper i forhold til medie og kunstverdenen. Hvis ikke vi fatter DF i enhver henseende, har vi intet fattet. Så meget for frihedsvaretagelse.

Dansk Folkeparti har en slet skjult interesse i at yppe kiv. Ikke mindst i lyset af deres ringe meningsmålinger, og befolkningens træthed af den evige indvandrerfokusering. Dansk Folkeparti må derfor nærmest stå i taknemmelighedsgæld til RP, for at bidrage til at opildne grupper, der – nærmest som en automatreaktion – går langt over stregen i modreaktion til provokationen. De indvandrergrupper på Nørrebro og andre steder, som RP henvender sig til, er ikke i nærheden af at være magthavere. Så enten er hans ærinde ikke at teste ytringsfrihedens grænser i forhold til magthavere, men snarere påvise sine hadske påstande – gennem iskold og beregnende provokation – eller også er han gået forkert.

RPS UDMELDINGER er ligeså blottet for reelt indhold som udmeldingerne fra en islamisk hadprædikant. Vi må undgå at bruge knappe politiressourcer på beskyttelse af simple provokatører. Vi må insistere på at samtale, kompromis, respekt for forskellighed er det grundstof som demokrati er bygget på. Vil man ikke det uanset om man hedder Achmed eller Anton, er man ude på noget andet, nemlig uroligheder. Se eventuelt til Tyskland, som af smertelig erfaring ved at frihed til at opildne, og ikke blot ytre sig imod magten, har brutale konsekvenser også i demokratier. Her er tradition for anderledes stram konsekvens i forhold til hadsk propaganda.

 

Vi må undgå at bruge knappe politiressourcer på beskyttelse af simple provokatører
_______

 

ILLUSTRATION: Portrætfoto

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at se mere