Zeki Laurent Sadic: Hvor er oppositionen til DF?

Zeki Laurent Sadic: Hvor er oppositionen til DF?

18.02.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Hvis der er noget, vi har lært om dansk politik i dette århundrede, så er det, at DF altid får sin vilje til sidst. Og der er ikke noget, der tyder på, at et tronskifte på statsministerstolen – fra Løkke til Frederiksen – vil ændre på det faktum. Hvor er det reelle alternativ til DF’s Danmark?

Kronik af Zeki Laurent Sadic

Hvor skal vi hen, Dansk Folkeparti? På det seneste har I givet den fuld skrue med jeres kampagne mod menneskerettighederne. Lige siden regeringsskiftet i 2015 har I hvert år krævet, at den Europæiske Menneskeretskonvention skrives ud af dansk lov, og nu foreslår I sågar, at selveste Grundloven skal fortolkes på en ny måde, så der kan blive skabt A- og B-borgere. ”Grundloven bør kun gælde danske statsborgere”, siger Martin Henriksen.

Vi kan forstå, at forhindringerne i jeres bestræbelser på at omdanne vores retssamfund til – ja, noget andet – skal ryddes af vejen. Måske er det dét, som ”paradigmeskiftet” i virkeligheden handler om?

Enkelte af jeres krav er ikke nye. I 2003 krævede I også, at Danmark gik forrest i et historisk brud mod konventionerne, hvis menneskerettighedernes forbud mod diskrimination stod i vejen for de love, I ville have indført. Et krav, som dengang fik juraprofessor Ole Espersen til at hævde, at I besad en ”herrefolksmentalitet”. Sidenhen har I drypvist stillet samme krav. For 10 år siden mente I også, at Danmark skulle ”gøre op med menneskerettighederne” og ”ignorere EU-domstolen”. Dengang blev I dog hurtigt sat på plads af en stålsat statsminister i form af Anders Fogh, som kaldte kravet ”useriøst, uansvarligt og utroværdigt”.

I dag er der ingen, der sætter jer på plads, og hvis der er noget, vi har lært om dansk politik det seneste årti, så er det, at I altid ender med at få jeres vilje – hvis I blot gøder jorden og insisterer længe nok. Kravet om en midlertidig og kortvarig grænsekontrol blev for 10 år siden pure afvist. I dag er den nærmest gjort permanent. Jeres forslag i 2009 om forbud mod burkaer blev vurderet som grundlovsstridigt af Justitsministeriets embedsmænd. Forrige år blev det til lov. Jeres gamle krav om muligheden for at frihedsberøve flygtninge på ubestemt tid uden domstolsafprøvelse fik I hastebehandlet igennem Folketinget i 2015, hvorefter det blev gjort til lov til stor forargelse for fagfolk og borgerlige tænketanke, som slog fast, at det ”brød med centrale retsstatslige principper.” Vi må regne med, at det derfor blot er et spørgsmål om tid, før I kommer igennem med jeres krav om at forbyde tørklæder eller krav om udgangsforbud for unge i udpegede boligområder efter klokken 20.

 

Der er ikke noget, der tyder på, at et tronskifte i dansk politik vil ændre på det faktum, at det primært er jer [i DF], der sætter retningen for, hvor landet skal hen
_______

 

I har efterhånden fået så meget magt, at I reelt ikke har nogen opposition. Det er blevet til en overbudskonkurrence – og der er ikke noget, der tyder på, at et tronskifte i dansk politik vil ændre på det faktum, at det primært er jer, der sætter retningen for, hvor landet skal hen. Mette Frederiksens advarsel fra forrige årti om, at ”hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to”, har vist sig at holde stik, måske lige på nær den undtagelse, at Mette Frederiksen er trådt to skridt til højre i stedet for ét, fordi hun har fundet ud af, hvor magten ligger. I mellemtiden har I så taget tre.

I 2011 blev et repræsentativt udsnit af danskerne spurgt om deres foretrukne styreform. Her svarede en femtedel af Dansk Folkepartis vælgere, at de foretrækker modellen ”en stærk leder, som ikke behøver at bekymre sig om Folketing eller politiske valg”. Med andre ord: et diktatur. ”Jeg kan ikke stærkt nok advare mod de farer, som dette her demokratiske forfald udtrykker,” udtalte professor i statskundskab på Københavns Universitet Tim Knudsen i forbindelse med undersøgelsen.

I 2017 skrev antropolog Dennis Nørmark et debatindlæg om ”ondskabens banalitet”. Han skrev blandt andet: ”Fascismen kommer ikke på én gang, men siver ind igennem sprækkerne, når ting i det moderne, oplyste, demokratiske samfund begynder at smuldre. Hvis vi forventer, at fascismen kommer igen med skrårem, strækmarch og brunskjorter, kan vi meget vel ende med at blive taget på sengen”.

I årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig var den brede konsensus, at verden aldrig måtte glemme, hvad der var sket, og måden det skete på. I dag er kun få overlevende førstehåndsvidner tilbage. Når én af dem, en dansk 94-årig kvinde, nu står frem og siger, at ”disse år minder om tiden op til Anden Verdenskrig”, så bør der lyttes. Men vi glemmer. Også tiden op til krigen, 1930’erne, hvor en stor del af verden var fuld af beundring over for Hitler og den måde, han havde genrejst Tyskland på. Hvor DNSAP uddelte vimpler med hagekors på Rådhuspladsen i København til alle børn, og hvor Konservativ Ungdom, som ifølge et af deres medlemsblade så sig selv som ”den hvide races fortrop” i Danmark, sendte deres heilende grønskjortede stormtropper i strækmarch gennem gaderne.

I en leder i 1938 skrev Jyllands-Posten: ”Tyskland har ret til at skille sig af med sine jøder. Ville det være ganske urimeligt om et af de koloniområder, som nu kommer på auktionsbordet, blev sat til side som et fristed for jøderne?”

Alt dette mens jøderne i Tyskland gradvist blev dehumaniseret, gjort til et kollektivt samfundsproblem og gradvist fik frataget deres rettigheder. Fx indførte man udgangsforbud for jøder og forbød jødiske børn at gå i samme skole som tyske børn. Men mange jøder blev i landet – og spurgte hinanden: ”Hvor slemt kan det blive?” De blev fortalt, at de lå samfundet til last – at de havde en kultur, der ikke var forenelig med tyske værdier – at de var undermennesker. Takket været Joseph Goebbels’ propagandaapparat blev disse frygtfremkaldende budskaber gentaget over for den tyske befolkning igen og igen. I 1938 gik SS og SA – to af nazisternes paramilitære korps – amok under Krystalnatten; en aktion, som skulle motivere de sidste 400.000 jøder i Tyskland til at forlade landet. De færreste tyskere protesterede.

 

Vi har da også kunnet konstatere, at DF har en ret selektiv opfattelse af ytringsfriheden, hvor fagfolk – hvad enten man er terrorekspert , tidligere operativ chef for PET eller politisk modstander – er forsøgt truet til tavshed af DF
_______

 

Modsat Tyskland i 1930’erne lever vi i Danmark dog heldigvis i et oplyst folkestyre med plads til dialog og debat. En debat, som det seneste årti i høj grad har omhandlet den ytringsfrihed, som DF angiveligt skulle stå vagt om. Så hvor var bekymringen, da man i 2015 – efter tre ugers undervisning i demokrati – spurgte 75.000 elever i 8. og 9. klasse om deres syn på demokratiske rettigheder? Her endte 49 pct. med at svare, at ytringsfriheden ikke bør gælde muslimer og 38 pct., at ytringsfriheden ikke bør gælde for homoseksuelle.

”Hvis man kæmper for ytringsfriheden, ligger der vel i det, at alle skal have lov at udtrykke sig?” blev Pia Kjærsgaard engang spurgt. Hertil var svaret ”Nej, det er jeg faktisk ikke enig i”. Vi har da også kunnet konstatere, at DF har en ret selektiv opfattelse af ytringsfriheden, hvor fagfolk – hvad enten man er terrorekspert , tidligere operativ chef for PET eller politisk modstander – er forsøgt truet til tavshed af DF.

Da nazisterne i 1933 meldte Tyskland ud af Folkeforbundet – en international organisation, som blev oprettet efter Første Verdenskrig, og som blandt andet skulle forhindre overgreb fra magthavernes side i de enkelte lande – var det med samme argumenter som dem, der i dag bruges af flere partier mod de internationale konventioner og domstole: At de ”truer vores selvstændighed.”

”Vi skal rode os ud af konventionerne”, sagde Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen derfor for åben mikrofon, et par måneder efter han havde proklameret, at der er en ”kæmpe stor fællesmængde mellem S og DF”. Herefter trådte DF’s gruppeformand, Peter Skaarup, straks et skridt til højre for at minde os om, at det er DF, der har opfundet konceptet med, at Danmark ikke nødvendigvis skal følge Menneskeretsdomstolen, for ”det er der også en række andre lande, som heller ikke altid gør”.

Vi må spørge os selv, hvem de to gruppeformænd mener, vi skal spejle os i? At påstå at det er nazisterne, vil både være forkert og absurd. Der er ikke skyggen af sagligt belæg for at mistænke nogle folketingspolitikere for at have visioner om hverken etnisk udrensning, racehygiejne eller udvidelse af ”lebensraum”. Måske er det et land som Tyrkiet, som Skaarup refererer til? Eller Ungarn – som i realiteten ikke længere har hverken pressefrihed eller en duelig opposition, og hvor flere befolkningsgrupper er udsat for diskrimination, fx homoseksuelle?

 

Hvad står der på den ”hemmelige liste”, som Martin Henriksen siger, han har liggende i skuffen med krav til de næste mange stramninger, som ifølge ham skal ”præsenteres drypvist”?
_______

 

Dansk Folkeparti er i hvert fald fuld af rosende ord over for Ungarns leder, Victor Orban. Han anviser “vejen for resten af Europa”, udtaler DF’s EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth. Han vil ”bevare Europa som et kristent kontinent”, siger Søren Espersen. ”En god nationalkonservativ mand, der vil forsvare sit land mod ydre fjender”, mener Morten Messerschmidt slet og ret.

Så hvor skal vi hen, Dansk Folkeparti? Hvad er jeres vision for fremtidens Danmark? Hvis vi antager, at vi fortsætter ud af samme sti som den, vi i øjeblikket betræder, hvor er vi så om fire år? Om 10 år? Hvad står der på den ”hemmelige liste”, som Martin Henriksen siger, han har liggende i skuffen med krav til de næste mange stramninger, som ifølge ham skal ”præsenteres drypvist”?

I 2008 fastslog Pia Kjærsgaard, at ”udlændingepolitikken er stram nok nu.” Et årti med 9/11, terrorfrygt og Muhammedkrise havde ført den ene stramning efter den anden med sig. Flere af dem var nødvendige og forståelige ud fra den kontekst, verden befandt sig i. Men i dag praler I af de 121 udlændingestramninger, som I i DF har fået gennemført alene siden 2015. Alt lige fra forlængelse af grænsekontrol til burkaforbud til fratagelse af personlige ejendele (smykkeloven) til håndtrykslov til indespærring af – og magtanvendelse mod – uledsagede udenlandske mindreårige.

På grund af jeres strammeskrue splittes familier i dag ad, selvom de har boet her i årevis, arbejder, går i skole og taler flydende dansk. På grund af jeres strammeskrue skal afviste tidligere kriminelle asylansøgere sættes på en færge, der hedder ”Virus”, som kan sejle dem til en ø, som de helst skal have svært ved at forlade. På grund af jeres strammeskrue fratages andre uønskede, flygtningebørn og deres familier, muligheden for at have et liv, der indeholder bare en smule værdighed. Alt imens I stædigt bliver ved med at kræve, at menneskerettighederne ikke nødvendigvis skal overholdes. Jeres nye lancering med, at Grundloven ikke skal gælde alle, så diskriminationens ladeport helt lovligt kan åbnes, er vel blot et af de næste logiske frihedsindskrænkende påfund fra jeres katalog?

Hvad er alternativet til DF’s vision for Danmark? At de regeringsbærende partier på begge sider af den politisk midte får noget rygrad og bliver enige om at gøre Pia Kjærsgaards ord fra 2008 – at der ikke længere er behov for at stramme – til et fast og urokkeligt standpunkt. At de får vilje til at ”skubbe Dansk Folkeparti med deres horrible holdninger tilbage i deres ekstremistiske hjørne”, som Mogens Lykketoft engang formulerede med sine egne ord. Det er dét paradigmeskift, vi har brug for – ikke et brud med internationale konventionerne, almindelige retsstatsprincipper og et fortsat ræs mod bunden. ■

 

Hvad er alternativet til DF’s vision for Danmark? At de regeringsbærende partier på begge sider af den politisk midte får noget rygrad […] Det er dét paradigmeskift, vi har brug for
_______

 



Zeki Laurent Sadic (f. 1970) er historielærer, dokumentarist og politisk debattør. ILLUSTRATION: René Christensen, Kristian Thulesen-Dahl og Peter Skaarup (DF) [foto: Bax Lindhardt/Scanpix]