Anders Aaselund Høier: NATO har sovet i timen. Et fælleseuropæisk forsvar er det bedste bud på at vække alliancen

Anders Aaselund Høier: NATO har sovet i timen. Et fælleseuropæisk forsvar er det bedste bud på at vække alliancen

21.01.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Tiden, hvor Danmark kan læne sig tilbage og betragte sin sikkerhed alene ud fra NATO’s militære muskler, er slut. Trusselsbilledet har ændret sig fundamentalt, og alliancen kan ikke klare sig uden et EU, der – modsat NATO – i højere grad kan forpligte medlemslandene til at prioritere, udvikle og koordinere indsatser. Debatten skøjter desværre hen over de fakta og nuancer.

Af Anders Aaselund Høier

Det, vi indtil videre har fået ud af de mangelfulde debatter om det fælles europæiske forsvarssamarbejde, er letfordøjelige floskler: At forsvarssamarbejdet betyder, at EU-hæren er lige på trapperne; at et tilvalg af det europæiske forsvarssamarbejde er et fravalg af NATO og især USA; og at NATO og det europæiske forsvarssamarbejde er hinandens modsætninger.

Et af de helt ”store” argumenter for at fjerne forsvarsforbeholdet er modsat, at Danmark så kan deltage i EU-ledede militære missioner. Det er naturligvis korrekt, men ikke desto mindre er det en mindre detalje. Det europæiske forsvarssamarbejde handler nemlig om meget mere end deltagelse i fredsbevarende og fredsskabende missioner. Det handler også om Danmarks sikkerhed, indflydelse, erhvervsliv, vækst og arbejdspladser.

Fælleseuropæisk forsvar eller NATO
Udviklingen i det europæiske forsvarssamarbejde er ikke blevet italesat af de politiske beslutningstagere i årevis. Verden har ændret sig siden 1993, hvor forsvarsforbeholdet blev slået fast i Edinburgh-aftalen, og truslerne er ikke længere kun konventionelle krudt og kugler. Med de nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske vinde, der blæser fra USA, Rusland og Kina, samt udviklingen af nye teknologier, der fx i kraft af kunstig intelligens har potentialet til at disrupte det moderne trusselsbillede, står Danmark i en situation, hvor det bliver endnu mere presserende at tage stilling til, om det er bedst at stå uden for EU’s forsvarssamarbejde og alene at være med i NATO.

En af de store misforståelser i den debat er, at det danske forsvarsforbehold diskuteres separat fra de øvrige forsvarsaktiviteter, som Danmark er en del af. Der fokuseres sjældent på det store sammenfald af 20 stater, der både er medlem af NATO og det europæiske forsvarssamarbejde. Ej heller på at Danmark deltager i en række bilaterale forsvarssamarbejder uden for NATO-regi. Det gælder fx vores deltagelse i European Intervention Initiative (et forsvarssamarbejde mellem udvalgte europæiske lande), NORDEFCO (nordisk forsvarssamarbejde) og Northern Group (forum for baltisk og nordisk forsvarssamarbejde). De mange multilaterale forsvarssamarbejder er udtryk for, at der er interesser og behov, der ikke adresseres – eller ikke kan adresseres – gennem NATO. Der er vel at mærke ikke tale om nye alliancer, men det er samarbejde på områder, der på forskellig vis søger at forbedre de deltagende landes forsvar og sikkerhed – emner, som NATO burde være i stand til at sætte på dagsordenen og handle på.

 

Det europæiske forsvarssamarbejde handler nemlig om meget mere end deltagelse i fredsbevarende og fredsskabende missioner. Det handler også om Danmarks sikkerhed, indflydelse, erhvervsliv, vækst og arbejdspladser
_______

 

Udvidet forsvar- og sikkerhedsbegreb
Men hvad ønsker vi så egentlig af en forsvarsalliance eller -samarbejde anno 2019? Skal den fx kunne håndtere hybride trusler, der gør brug af en kombination af konventionel krigsførelse og irregulære, politiske, teknologiske og civile virkemidler? Skal den være i stand til at agere selvstændigt i global magtpolitik, herunder i det intense kapløb om nye og disruptive teknologier? Det kunne fx være over for Kinas ”Made in China 2025”-plan”, ”Military Civil Fusion” og ”Belt & Road Initiative”. Disse kinesiske initiativer har nemlig til formål at erhverve udenlandsk teknologi, at kanalisere private virksomheder over i den kinesiske forsvarsøkonomi og at påvirke regionale økonomiske og finansielle strukturer i Asien, Stillehavsområdet, Afrika og Europa.

Det korte svar er: ja. Forsvarsalliancen skal kunne håndtere disse forhold, fordi stadig flere områder bliver en del af debatten om national sikkerhed. Det gælder bl.a. udviklingsbistand og samarbejde med tredjelande, forskning, nye teknologier, erhverv og industri, international handel, infrastruktur, afholdelse af valg, cyber og klima, såvel som private og offentlige virksomheder, der fx leverer kritisk infrastruktur, produkter og viden. Tiden, hvor Danmark kan læne sig tilbage og betragte sin sikkerhed alene ud fra NATO’s militære muskler, er slut.

De europæiske forsvarskapabiliteter
De europæiske forsvarskapabiliteter har mangler, når det gælder bl.a. strategisk og taktisk lufttransport, præcisionsammunition, efterretnings- og overvågningskapaciteter, cyberkrigsførelse, kunstig intelligens og militær mobilitet. Også forskning og udvikling i forsvars- og sikkerhedsteknologi har i mange år været nedadgående i et omfang, der for de europæiske lande nu begynder at gøre det svært at hænge på i det teknologiske kapløb.

Disse mangler nævnes ofte, når der tales om det fælleseuropæiske forsvar i EU-regi. Men det er NATO’s manglende evne til at forpligte sine medlemslande på områder, der er nødvendige for at kunne udvikle disse kapabiliteter, der har skabt disse mangler. Manglende samarbejde, der resulterer i ineffektivitet, manglende konkurrence og mangel på stordriftsfordele for industri og produktion koster hvert år de europæiske lande et sted mellem 25 og 100 mia. euro. Fx foregår 80 pct. af forsvarsindkøbene i europæiske lande nationalt, hvilket fører til, at landene anvender pengene på de samme områder og på forskelligt materiel inden for samme område – i stedet for at planlægge de militære investeringer sammen og dermed spare penge. Nok er NATO historiens mest succesfulde alliance, men internt er det en alliance, der ikke har været i stand til at gennemføre en dagsorden om fx økonomisk effektivisering – bl.a. det såkaldte ”Smart Defence” (mere forsvar og sikkerhed for færre penge) – over for medlemslandene.

 

Alliancen blev skabt på baggrund af en bipolær verdensorden med USA og Sovjetunionen, er begrænset til forsvarsområdet og arbejder ved konsensus. Organisationen får derfor svært ved at følge med tiden, mens flere og flere civile områder bliver afgørende for den nationale sikkerhed
_______

 

NATO’s interne udfordringer
NATO og EU samarbejder på 74 forskellige områder, der ud over det rene forsvar også omfatter fx infrastruktur, industri, forskning og ikke mindst hybride trusler. Et af de væsentligste mål er ifølge NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg at gøre militær mobilitet til det nye flagskib for samarbejdet mellem de to organisationer: På tværs af lande skal man reformere og standardisere administrative og juridiske procedurer og sikre tilstrækkelig med transportmidler, veje, havne og lufthavne, så de militære transporter kan komme meget hurtigere gennem medlemslandene. Opgaven med at gennemføre sådanne reformer og investeringer er enorm, og vil naturligvis også få stor betydning for civile europæiske borgere og virksomheder og andre politiske prioriteringer.

Opgaven er blot endnu et eksempel på et område, som NATO over 70 år ikke har kunnet levere tilstrækkeligt på. Den eneste organisation, der kan realisere et ”militært Schengen” blandt de andre prioriteter, som er meget højt på den europæiske dagsorden – fx klima, sundhed og migration – er EU. Denne politiske pondus vil NATO aldrig kunne opnå, men for at kunne agere i det hybride trusselsbillede vil dette være en forudsætning.

Har NATO det, der skal til for at kunne blive ved med at udvikle, tilpasse sig og i tilstrækkelig grad omfavne medlemslandenes interesser i et ændret trusselsbillede? Og kan det konkurrere med nye politiske prioriteringer indenfor især klima, miljø og migration, der også kræver massive offentlige investeringer? NATO kan næppe fortsætte med at være den samme alliance uden at måtte støtte sig til et EU, der kan agere bredere og mere forpligtende på områder, der har direkte og indirekte betydning for effektiviteten af det militære forsvar og sikkerhedsniveauet.

NATO har sovet i timen og har tydeligvis brug for at udvide samarbejdet med EU for at genopfinde sig selv. Alliancen blev skabt på baggrund af en bipolær verdensorden med USA og Sovjetunionen, er begrænset til forsvarsområdet og arbejder ved konsensus. Organisationen får derfor svært ved at følge med tiden, mens flere og flere civile områder bliver afgørende for den nationale sikkerhed. Samtidig står det meget klart, at NATO ikke kan absorbere disse områder uden hjælp fra EU, der netop kan prioritere, udvikle og koordinere medlemslandes indsats på mange forskellige områder.

I årevis har spørgsmålet mekanisk lydt: Skal vi afskaffe forsvarsforbeholdet? Det er netop her, det gang på gang går galt: Debatten starter det forkerte sted – med forsvarssamarbejdet – og ender i overfladiske betragtninger og argumenter. Debatten bør i stedet tage sit udgangspunkt i, hvilke trusler Danmark står over for, hvad vi forstår ved sikkerhed, og hvad vi ønsker af et samlet forsvarssamarbejde. Derfor kan vi heller ikke diskutere forsvarsforbeholdet og det europæiske forsvarssamarbejde uden at diskutere NATO i samme ombæring. ■

 

NATO kan næppe fortsætte med at være den samme alliance uden at måtte støtte sig til et EU, der kan agere bredere og mere forpligtende på områder, der har direkte og indirekte betydning for effektiviteten af det militære forsvar og sikkerhedsniveauet
_______

 



Anders Aaselund Høier (f. 1976) er uddannet cand.jur. og arbejder som juridisk rådgiver. Han er tidligere embedsmand i staten, befalingsmand i Hæren og veteran fra Bosnien og Irak. ILLUSTRATION: NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, trykker hånd til en pressekonference i Elyseepalæet i Paris, 28. november 2019 [foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix]