
Andreas Dinesen: Selvom Biden er favorit, spøger Trump-vælgernes uforudsigelighed stadig
15.08.2020
.Ved valget i 2016 vandt Trump stik imod, hvad meningsmålingerne havde vist. Derfor bør vi igen spørge os selv, om meningsmålinger er en tilstrækkelig rettesnor for den amerikanske folkestemning – og om Biden reelt er så stor en favorit, som han udråbes til. Med kun 80 dage til det amerikanske præsidentvalg stiger spændingen. Vil Trump få mulighed for at fortsætte sit realityshow som USA’s præsident i yderligere fire år?
Af Andreas Dinesen
Selvom det aldrig er roligt i amerikansk politik, har uforudsigeligheden alligevel været forbløffende indtil videre i år 2020. Coronapandemien har ramt USA hårdt og på få måneder undermineret en ellers fornuftig amerikansk økonomi og sendt arbejdsløsheden på himmelfart. Læg dertil drabet på George Floyd og Black Lives Matter, som i den grad har sat blus under racedebatten i USA og tydeliggjort, at der stadig er dybe kløfter i det amerikanske samfund, som fører til splittelse og had.
Trump kan lave comeback
Præsident Trump har udvist rædsom krisehåndtering. Skiftende udmeldinger, grove personlige angreb og afvisning af eksperters råd er ikke en effektiv strategi i en national krisesituation. Selvom meningsmålingerne – også før coronakrisen – var imod Donald Trump, har coronapandemiens hærgen alligevel svækket hans popularitet yderligere. Særligt den økonomiske nedtur kan blive afgørende for valgets udfald, da der i USA historisk set er en stærk sammenhæng mellem økonomiens tilstand og den siddende præsidents chance for genvalg.
Situationen kan dog hurtigt vende, hvis coronaudbruddet i USA ebber ud frem mod valgdagen, og flere igen kommer i arbejde. Det er værd at huske på, at Trump for mange amerikanere var en proteststemme og reflekterede et ønske om et opgør med den etablerede politiske elite. Det er meget farligt at undervurdere de faktorer, der bragte Trump til magten i 2016. Mange amerikanere er fortsat utilfredse med det etablerede politiske system, og Trump har leveret på flere af sine valgløfter, herunder skattereformen fra 2017 og det igangværende byggeri af en mur ved grænsen til Mexico. Han har ikke været en komplet fiasko, selvom hans flakkende og uhøflige opførsel plejer en sådan opfattelse for mange uden for USA’s grænser.
Demokraternes Joe Biden – tidligere vicepræsident for Barack Obama – udfordrer Trump i kampen om præsidentposten. ”Uncle Joe” er den erfarne politiker med diplomatisk snilde og folkelig appel. Men han er i den grad også systemets mand og minder på mange måder om den pakkeløsning, amerikanerne kunne vælge med Hillary Clinton for fire år siden. Han har haft et langt liv på Washingtons politiske gulve og accepterer det politiske system, som det er. Han spilder ingen anledning til at minde om, hvor godt det var, dengang han selv og Obama stod i spidsen for USA, ligesom Hillary slog på sin erfaring som udenrigsminister under Obama og førstedame under Bill Clinton. Det er mere ”business as usual” end visioner og håb.
Det er meget farligt at undervurdere de faktorer, der bragte Trump til magten i 2016. Mange amerikanere er fortsat utilfredse med det etablerede politiske system
_______
Biden er tvunget til at føre en utraditionel valgkamp på grund af coronakrisen. Han kan ikke komme ud og møde store folkemængder, men må i stedet brænde igennem med onlinekampagner og på sociale medier. Bidens måske vigtigste våben er, at Barack Obama lader til at kaste sig fuldbyrdet ind i valgkampen på hans side nu – senest med en 15 minutter lang kampagnevideo, hvor Biden og Obama afslappet og med corona-afstand bl.a. taler om Trumps håndtering af pandemien. Strategien er tydeligvis at lade Obamas fortsatte popularitet blandt nogle vælgere blåstemple Biden som ny præsident og spille på amerikanernes nostalgi – alting var bedre i gamle dage med Obama og Biden.
Betydningen af vicepræsidentkandidaten
En anden afgørende faktor kan blive Bidens vicepræsidentkandidat, hvor valget er faldet på Kamala Harris. Biden har betegnet sig selv som en overgangskandidat på grund af sin fremskredne alder (77) og fremhævet, at hans vicepræsident skal være klar til at kunne overtage fra dag ét. Der er således stor chance for, at Harris bliver demokraternes præsidentkandidat i 2024 – og måske endda præsident før det. Derfor er der en vis sandsynlighed for, at flere vælgere denne gang baserer deres valg på den samlede demokratiske ”ticket” (både præsident- og vicepræsidentkandidaten).
For Biden har det været afgørende at finde en kandidat, som han stoler på i samme grad, som Obama stolede på ham i deres otte år lange makkerskab. Kamala Harris var det oplagte valg og længe den største favorit til præsidentkandidat-posten i det ellers stærke Demokratiske kandidatfelt. Hun rummer den klassiske historie om den amerikanske drøm med en indisk mor og en jamaicansk far, der immigrerede til USA i jagten på lykke. Selvom begge forældre var ganske succesfulde, og Harris derfor ikke er en decideret mønsterbryder, så ændrer det ikke på, at hun kan blive den første kvindelige vicepræsident i USA.
Harris er betydeligt yngre end Biden (55) og giver derfor kampagnen ny energi og gejst, ligesom hun med sin baggrund og politiske holdninger har en stærk appel til både kvinder, sorte vælgere og minoriteter i USA. Hun har vigtig politisk erfaring som attorney general (justitsminister) i Californien og de seneste fire år som senator for samme stat. Og så er hun et kendt navn på nationalt plan, da hun gik særdeles hårdt til flere af Trumps ministre ved afhøringer i senatet i forbindelse med rigsretssagen mod Trump. Harris betragtes generelt som en dygtig og skarp debattør, men hun formåede ikke for alvor at brænde igennem, da hun selv forsøgte at blive præsidentkandidat. Det bliver derfor særdeles spændende, om hun kan udfolde sit potentiale, når hun nu er blevet central i Biden-kampagnen.
En nylig undersøgelse viser, at 62 pct. af amerikanerne ikke tør give udtryk for deres holdninger offentligt som følge af det politiske klima
_______
Kan vi stole på meningsmålingerne denne gang?
Da Trump vandt valget i 2016, var det ved at vinde seks stater, som var gået til Obama i 2012: Florida, Iowa, Ohio, Pennsylvania, Michigan og Wisconsin. Særligt overraskende var det, at Trump tog sejren i de tre sidstnævnte, hvor Hillary Clinton ellers havde sikre føringer i meningsmålingerne. Selvom de overordnede meningsmålinger peger på Biden som sejrherre lige nu, er det værd at huske på, at der ikke skal mere end en håndfuld stater til at tippe balancen i det amerikanske valgsystem. Det er de såkaldte ”svingstater”, hvor det ikke på forhånd er givet, om demokraterne eller republikanerne vinder, som afgør valget. Det uproportionale valgsystem medfører, at det ikke nødvendigvis er den kandidat med flest stemmer, som vinder flest valgmænd og dermed præsidentembedet. Det var bl.a. tilfældet i 2016, hvor Hillary Clinton fik flere stemmer end Trump, men alligevel tabte.
En nylig undersøgelse viser, at 62 pct. af amerikanerne ikke tør give udtryk for deres holdninger offentligt som følge af det politiske klima. Og ved valget i 2016 vandt Trump stik imod, hvad meningsmålingerne havde vist. Derfor bør vi igen spørge os selv, om meningsmålinger er en tilstrækkelig rettesnor for den amerikanske folkestemning – og om Biden reelt er så stor en favorit, som han udråbes til. Der har naturligvis været store indsatser for at forbedre meningsmålingernes præcision siden 2016, men målingerne afhænger fortsat af, om folk svarer sandfærdigt.
Biden og hans hold får travlt de kommende måneder, hvis Trump skal besejres. De skal endegyldigt vælge, om de vil følge en defensiv strategi og håbe på, at fortidens meritter og Trumps fadæser er nok til sikre sejren. Alternativet er en mere offensiv linje, der omfavner den grundlæggende utilfredshed med den politiske elite, som fortsat eksisterer i det amerikanske samfund. Begge veje rummer betydelige risici for Biden, som grundlæggende ikke er en særligt stærk præsidentkandidat. Og det kan særligt vise sig skæbnesvangert for Biden at antage, at Trumps præsidentskab kun har været en fiasko i den almindelige amerikaners øjne. Der er langt fra Washington D.C. til Kansas. Men Danmark og verden skal i den grad håbe, at Trump snart er fortid i Det Hvide Hus, så USA igen kan melde sig ind i klimakampen, og Danmarks vigtigste allierede igen bliver til at stole på. ■
Men Danmark og verden skal i den grad håbe, at Trump snart er fortid i Det Hvide Hus, så USA igen kan melde sig ind i klimakampen, og Danmarks vigtigste allierede igen bliver til at stole på
_______
Andreas Dinesen (f. 1991 i Roskilde). Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Præsident Trump holder vælgermøde i Grand Rapids, Michigan, 28/3. [Foto: REUTERS/Joshua Roberts/Scanpix]