Anne Kirstine Rønn: Libanon og Israel skal forhandle grænser for første gang i tre årtier

Anne Kirstine Rønn: Libanon og Israel skal forhandle grænser for første gang i tre årtier

12.10.2020


Libanon og Israel er blevet enige om rammerne for en amerikansk-medieret dialog om de to landes grænser. Men forhandlingerne sætter Libanon i et krydspres mellem økonomiske interesser og politisk legitimitet.

Analyse af Anne Kirstine Rønn

Den 1. oktober gik talsmanden for Libanons parlament, Nabih Berri, på TV med en noget usædvanlig besked. Libanon og Israel er kommet et lille skridt tættere på at løse en årelang strid om deres indbyrdes grænser. De er mere konkret blevet enige om fælles rammer for amerikansk-medierede forhandlinger, som blandt andet drejer sig om, hvordan havområdet ud for de to landes kyst skal fordeles.

Beskeden om grænseforhandlingerne var udsædvanlig, fordi Libanon og Israel formelt set er i krig og har været det siden 1948. De har ingen formelle diplomatiske relationer, Libanon anerkender ikke Israel som stat, og i de seneste årtier har de to parter udelukkende mødtes for at diskutere sikkerhedsproblematikker i den FN-overvågede grænsezone i Sydlibanon.

Forhandlingerne om de maritime grænser er altså første gang i tre årtier, at libanesiske og israelske repræsentanter mødes for at tale om et emne, som ikke handler direkte om militær sikkerhed. Derudover er de også kontroversielle, set fra et libanesisk synspunkt, fordi de indikerer, at Libanon vil anerkende Israel som en reel statslig forhandlingspartner og ikke en besættelsesmagt på palæstinensisk territorie.

 

Libanon har brug for olie- og gaspengene mere end nogensinde før. Lige nu befinder landet sig i en decideret økonomisk nedsmeltning. Landet har ophobet verdens tredjehøjeste statsgæld målt i forhold til BNP
_______

 

Grænseforhandlingerne kommer især til at dreje sig om et 860 m2 stort, omstridt havområde ud for Libanon og Israel, som er rigt på olie- og naturgasreserver. Potentielt kan det indbringe omkring 600 milliarder dollars over flere årtier. Men før reserverne kan udvindes, skal de to stater nå til enighed om, hvilken del af havbunden, der tilhører hvem.

Libanons krise kan forklare timingen for forhandlingerne
Selvom de kommende grænseforhandlinger er historiske, kommer de langt fra ud af det blå. Der har længe eksisteret en vilje fra både libanesisk og israelsk side til at få afklaret grænsespørgsmålet, og de to lande har faktisk i mange år haft en indirekte dialog om grænsedragningen i det omstridte havområde. Tilbage i 2011-2012 kom Israel med et forslag til, hvordan grænsen kunne trækkes, som Libanon dog ikke svarede på. Så hvorfor er det lige netop nu, parterne er blevet enige om rammerne for en ny og direkte dialog?

En stor del af svaret på det spørgsmål ligger i, at Libanon har brug for olie- og gaspengene mere end nogensinde før. Lige nu befinder landet sig i en decideret økonomisk nedsmeltning. Landet har ophobet verdens tredjehøjeste statsgæld målt i forhold til BNP. Det libanesiske pund har mistet 80 pct. af sin værdi, og inflationen er nået et alarmerende niveau. Det kan forklare, hvorfor Libanons politikere vil gå længere for at få adgang til energireserverne, end de tidligere har villet.

Samtidig har landets politikere gennem flere år skabt en hype omkring olie- og gasreserverne. Eksempelvis kunne man allerede i 2013 se store lystavler langs de libanesiske motorveje, sponsoreret af Ministeriet for Energi og Vand, som bebudede, hvordan udvindingen kunne skabe flere jobs, bedre infrastruktur, sundhed og militær.

 

USA er allieret med både Libanon og Israel og ønsker ikke, at de to lande igen kommer i konflikt. Derudover har USA en interesse i at afvæbne Hezbollah, noget som forekommer svært uden at forholdet mellem de to lande forbedres
_______

 

Der er i alt ti felter ud for Libanon, som potentielt kan rumme reserver, og det er faktisk kun to af de felter, som reelt ligger på grænsen til Israel og dermed er omstridt. Det lyder måske ikke af meget, men det skal ses i lyset af, at man ikke ved, hvor olien og gassen ligger. Libanon er allerede begyndt at bore efter olie og gas i den havbund, som med sikkerhed tilhører dem. De boringer, der er blevet foretaget indtil videre, har dog vist nedslående resultater. Der er en sandsynlighed for, at en stor del af energireserverne ligger i grænseområdet.

Ud over den økonomiske motivation, peger flere kilder også på, at Berri har sagt ja til at indgå i grænseforhandlingerne for at forbedre forholdet til USA. Berris udmelding kommer efter, at USA sidste måned nedlagde sanktioner mod hans højre hånd og partifælle, Ali Hassan Khalil. USA har traditionelt sanktioneret Hezbollah, men er senest begyndt at gå efter individer, der er allierede med bevægelsen – herunder medlemmer af eget Berris parti, Amal Movement.

Forhandlingerne møder udbredt skepsis i Libanon
USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, skrev med det samme på Twitter, at dialogen om de maritime grænser rummer et potentiale for at sikre mere stabilitet, sikkerhed og velstand for borgere i både Libanon og Israel. Det har været med til rejse tvivl om, hvorvidt forhandlingerne kan blive et skridt imod, at Libanon og Israel danner diplomatiske relationer normaliserer deres forhold, som det hedder. En sådan udvikling ville være i tråd med amerikanske interesser. USA er allieret med både Libanon og Israel og ønsker ikke, at de to lande igen kommer i konflikt. Derudover har USA en interesse i at afvæbne Hezbollah, noget som forekommer svært uden at forholdet mellem de to lande forbedres.

Spekulationerne om normalisering bliver ikke mindre relevante af, at nyheden blev annonceret få uger efter, at De Forenede Arabiske Emirater (FAE) og Bahrain indgik en aftale, hvor de normaliserede deres forhold til Israel og forpligtede sig til at opbygge et indbyrdes bånd gennem blandt andet handel, flytransport og diplomati.

Repræsentanter fra både USA og Israel har dog officielt afvist tanken om, at grænseforhandlingerne skulle lede til en normalisering af forholdet mellem Libanon og Israel. Yuval Steinitz, Israels energiminister, udtalte eksempelvis: “Jeg tror ikke, at Libanon bliver det næste Abu Dhabi (hovedstaden i FAE, red.)”. ”Jeg har ingen illusioner”, fortsatte han. Og det vil også være en illusion at tro, at Libanon og Israel står på tærsklen til at slutte fred.

Det skyldes først og fremmest Hezbollah. Bevægelsen har historisk set fået sin legitimitet ved at påtage sig rollen som modstandsstyrke mod Israel. Den er det største politiske parti i Libanon, og de kontrollerer den største ikke-statslige hær i verden, hvis primære officielle formål er at forsvare Libanons grænser mod israelsk invasion. Indtil videre har Hezbollah officielt forholdt sig stille til nyheden om forhandlingerne. Ifølge nyhedskilder virker det usandsynligt, at Berri har fået lov til at indgå nogen aftale uden deres accept. Men spørgsmålet er, hvor langt Hezbollah kan acceptere, at forhandlingerne går. Eksempelvis har organisationens bagland og støtter kritiseret grænseforhandlingerne med hvad de betragter som fjenden.

 

Alene mulighederne for at diskutere en ændring af forholdet mellem Libanon og Israel er noget, mange libanesere tager afstand fra
_______

 

Det er dog ikke kun fra Hezbollah, at man kan komme til at se et pres imod forhandlingerne med Israel. Flere nationale medier, inklusiv dem, der er kritiske over for Hezbollah, refererer til Israel som ”fjenden”, og der hersker på tværs af den libanesiske befolkning en dyb vrede mod landet, som blandt andet trækkes tilbage til den israelske besættelse af Sydlibanon, som varede fra 1978-2000.

Alene mulighederne for at diskutere en ændring af forholdet mellem Libanon og Israel er noget, mange libanesere tager afstand fra. Det blev blandt andet afspejlet under protesterne mod Libanons regime i december sidste år, hvor en organisation afholdt et seminar, hvor de diskuterede, hvorvidt de to lande kunne opnå mere fredelige relationer. Seminaret blev mødt med en nultolerance og boycott fra mange af de øvrige demonstranter, som mente, at det var en hån mod det palæstinensiske folk, hvis land Israel har besat.

Forhandlingerne om grænsedragning er ligeledes blevet mødt med skepsis blandt den bredere libanesiske offentlighed. Eksempelvis har demonstranter beskyldt parlamentets talsmand, Nabih Berri for at være zionist. Beskyldningerne går på, at han indirekte anerkender Israels suverænitet over området syd for Libanon, som af libaneserne ellers bliver opfattet som palæstinensisk.

I lyset af den skepsis kan man med rette spørge, hvor langt Libanons politikere overhovedet kan gå i forhandlingerne med Israel, og om presset for fortsat at afvise Israel er så stort, at forhandlingerne ender med at gå i vasken. ■

 

Beskeden om grænseforhandlingerne var udsædvanlig, fordi Libanon og Israel formelt set er i krig og har været det siden 1948. De har ingen formelle diplomatiske relationer, Libanon anerkender ikke Israel som stat, og i de seneste årtier har de to parter udelukkende mødtes for at diskutere sikkerhedsproblematikker i den FN-overvågede grænsezone i Sydlibanon
_______

 



Anne Kirstine Rønn (f. 1993) er Ph.d.-studerende i Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor hun skriver om protestbevægelser mod regimerne i Libanon og Bosnien-Hercegovina. Hun har tidligere boet og studeret i Beirut. ILLUSTRATION: Præsident Donald J. Trump and den israelske premierminister Benjamin Netanyahu i det Hvide Hus, 27. januar 2020 [Foto: Official White House Photo / Joyce N. Boghosian / Flickr]