18.02.2020

Når den tidligere statsminister på den ene side søger embeder i FN og Red Barnet og samtidig er medejer af et selskab med adresse på den engelske ø Jersey, der er velkendt som et skattely, så bekræfter det os i, at der gælder et sæt af regler for toppen af samfundet og et andet for resten.

Kommentar af Anne Sofie Allarp

I januar kom det frem, at Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er medejer af et selskab med adresse på den engelske ø Jersey, der er velkendt som et skattely. Som konsekvens trak hun sig fra FN’s Panel for ”International Finansiel Transparens og integritet”, som hun ellers var blevet udpeget som medformand for. Det er ellers ”fremragende selskaber,” har Thorning sagt. Selskaber, som hun er stolt af at være en del af som henholdsvis medejer og bestyrelsesmedlem, men det er fx også selskaber med den skandaleramte OW Bunker-formand Denis Viet-Jacobsen som central figur.

I tilfældet Thorning-Schmidt er det ovenikøbet en føljeton, som har fulgt socialdemokraten gennem hendes politiske karriere. Der var den leasede bil, som var lidt billigere, fordi en teknisk finte gjorde, at den blev leaset gennem Tyskland. Der var der mange, der gerne havde set socialdemokratiets formand tage den almindelige leasingaftale. Og der var ægtefællen Stephen Kinnocks skattesag, der gav et uklædeligt indtryk.

Men så var der også en anden slags sag, som kan kaldes skatte-skandalen over dem alle. Nemlig Thorning-regeringens skandaløse frasalg af aktier i DONG, nu Ørsted, til et datterselskab i en skrivebordsskuffe i Luxembourg til en af de største skurke i finanskrisen, nemlig investeringsbanken Goldman Sachs. Et salg, der som bekendt skete på trods af tilstedeværelsen af danske købere, på trods af opposition fra 80 procent af befolkningen, og på et særligt ugunstigt tidspunkt for staten.

 

Vi ved, at det er umuligt at spare op af løn, at lønstigninger bliver spist af skat og topskat, og at den disponible indkomst udhules af udviklingen på ejendomsmarkedet og af ejendomsfirmaer og pensionskassers udnyttelse af lejeres sårbarhed på boligmarkedet.
_______

 

NÅR DEN TIDLIGERE STATSMINISTER på den ene side søger offentlige embeder i FN og velgørende embeder, som hendes direktørpost for organisationen Save the Children, og samtidig engagerer sig i denne type forretningsaktiviteter, så bekræfter det os i, at der gælder et sæt af regler for toppen af samfundet og et andet for resten.

De fleste af os ved det jo alt for godt. Vi ved, at det er umuligt at spare op af løn, at lønstigninger bliver spist af skat og topskat, og at den disponible indkomst udhules af udviklingen på ejendomsmarkedet og af ejendomsfirmaer og pensionskassers udnyttelse af lejeres sårbarhed på boligmarkedet. Danskerne ved, at vi har Europas højeste priser på dagligvarer. Vi ser andre regioner i EU blive rigere. Vi ser staten nidkært invadere og overvåge stort set alle dele af vores privatliv. Vi ved, at behageligheden af vores liv i dag i vidt omfang er afhængigt af, hvilken generation vi tilhører, og om der er penge med fra generationerne før os. De unge i dag er bedre uddannede, men tjener mindre, de ejer mindre, og de skylder mere end tidligere.

Vi ved samtidig, at a-kasse-systemet er så forældet og økonomisk udhulet af udviklingen, og at de fleste som konsekvens bliver nødt til at klare sig selv helt eller delvis, skulle de blive arbejdsløse. Klare sig vel at mærke for de penge, som på grund af ovennævnte er svære at spare op. Derfor ved vi også, at det er arbejdsgiverne, der griner, og lønmodtagerne, der græder hele vejen ned for at tjekke deres rekordgæld i den bank, som de er tvunget til at sende deres indtægter igennem, og, som de kan læse i deres avis, er involveret i den ene lyssky aktivitet efter den anden.

NÅR DANMARKS tidligere statsminister og socialdemokratiske partiformand involverer sig dybt i selskaber af den type, der er tale om her, så forstærkes vores indtryk af en elite, der har andre vilkår.

Det er indtryk som bekræftes fra mange sider i disse år. Finanskrisen viste os, at vi har været blinde i vores tillid til pensionskasser, banker og andre finansielle institutioner. Men chokket efter finanskrisen er blevet afløst af det ene bump af bitter erkendelse efter det andet.

Internationalt har vi set, at sager som Panama-papirerne afslører organiseret skattefusk på det politiske topniveau i en lang række lande.

 

Medvirkende til den lave tillid er, at danskerne oplever, at man nemt kan skifte et politisk embede ud med en post i et firma, som man for eksempel lige har hældt en masse offentlige millioner i
_______

 

En stribe offentlige skandaløse udbud, udsalg og frasalg rejser tvivl om, hvorvidt det offentlige overhovedet er kompetent til at have penge mellem hænderne. Tilliden til skat hænger i laser efter skandale på skandale af organisatorisk kaos. Tilliden til danske politikere er rekordlav.

Medvirkende til den lave tillid er, at danskerne oplever, at man nemt kan skifte et politisk embede ud med en post i et firma, som man for eksempel lige har hældt en masse offentlige millioner i. Det var fx sagen med Thornings nære allierede, Bjarne Corydon, som kort efter sin tid som finansminister satte sig i stolen som global direktør for McKinsey, der havde leveret flere ydelser til finansministeriet under Corydons tid.

Den samme tendens tegner sig, når vi oplever at Lars Løkke kan træde af som statsminister, mens han opretholder sin plads i Folketinget og sin adgang til fortrolige oplysninger i Det Udenrigspolitiske Nævn, og samtidig kan blive rådgiver for et advokatfirma, fordi han jo kan rådgive både inden- og udenlandske klienter med sin unikke ”indsigt i danske samfundsforhold” og sit ”udsyn i verden”.

Og i det billede passer det perfekt, at man kan have været socialdemokratisk statsminister og søge embede i FN som skattejæger, mens man privat hænger ud i den grå zone.

Men en ting er sikkert: Selvom strukturerne er letforståelige, så er de ikke holdbare. I en ny rapport fra UNDP lyder det, at den resulterende utilfredshed med den politiske ledelse underminerer vores demokratiske samfundsmodel. Hvornår begynder vores politikere – nuværende og tidligere – at forholde sig til det? ■

 

Når Danmarks tidligere statsminister og socialdemokratiske partiformand involverer sig dybt i selskaber af den type, der er tale om her, så forstærkes vores indtryk af en elite, der har andre vilkår
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise