Carl Andersen: Coronakrisen har afsløret en længsel efter statslig regulering. Men markedet er ikke problemet – det er løsningen

Carl Andersen: Coronakrisen har afsløret en længsel efter statslig regulering. Men markedet er ikke problemet – det er løsningen

30.03.2020


Coronakrisen vil medføre prisstigninger – og velmenende politikere vil derfor få lyst til at indføre regulering af den frie prissætning. Med en regering, der baserer sit flertal på den yderste venstrefløj, kan man kun håbe, at der er nogle solide økonomer til stede i ministerierne. For resultaterne af prisregulering vil være kronisk mangel på værnemidler som håndsprit.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Carl Andersen

DANMARK ER BLEVET RAMT af en epidemi, som sætter sine tydelige spor i vores hverdag. Folk arbejder hjemme, der er forbud mod at holde restauranter, spillesteder, frisører og andre liberale erhverv åbne. Der er også sat restriktioner på vores færden i supermarkeder, offentlig transport og over landegrænser. Alt sammen tiltag, der er indført med de bedste intentioner. Vi er sammen hver for sig, og jeg håber oprigtigt, at regeringen ved, hvad den laver. For det er dyrt for den enkelte – og for samfundet. Det er vi vidne til.

Men det er også i krisetider, at man skal hovedet koldt og hjertet varmt. Ligesom naturens love ikke er sat ud af kraft, er de økonomiske love det heller ikke. Man kan som borger og beslutningstager udlede utroligt meget data fra økonomiske transaktioner og tendenser. Markedet er aggregeret viden for millioner – ja, milliarder – af individuelle valg, samlet i et simpelt tal: prisen. Priserne på benzin er lave på grund af lavere efterspørgsel end tidligere, da bilerne er i garagen frem for på vejen, og der ikke er den samme produktion på verdens fabrikker. Priserne på håndsprit er høje, fordi efterspørgslen er eksploderet grundet frygt for smitte og pres på sygehusvæsnet.

Man kan frygte, at højere priser på noget så nødvendigt som håndsprit og mundbind vil resultere i yderligere politisk regulering. For politikerne har det med at følge folkemængden. I februar så vi fx folkets opstand, da et byggemarked hævede prisen på ansigtsmasker grundet en massiv stigning på efterspørgslen. ”Det kan man da ikke tillade sig?!”, ”Det burde være ulovligt!” og andre lignende kommentarer blev givet på de sociale medier. Men det giver faktisk god mening at hæve prisen. For hvis maskerne er billige, så køber folk flere, end de har brug for, og så ser vi hamstring og mangel på hylderne. Ganske enkelt: Ved at hæve prisen reducerer man hamstringen.

 

Ligesom naturens love ikke er sat ud af kraft, er de økonomiske love det heller ikke. Man kan som borger og beslutningstager udlede utroligt meget data fra økonomiske transaktioner og tendenser. Markedet er aggregeret viden for millioner – ja, milliarder – af individuelle valg, samlet i et simpelt tal: prisen
_______

 

MEN MARKEDET VISER også sit værd på andre måder. For med højere priser bliver det også økonomisk fordelagtigt for virksomheder, der ikke tidligere udbød fx håndsprit at producere netop håndsprit. Det ser vi, når parfumeproducenten Louis Vuitton, bryggeriet Carlsberg m.fl. påbegynder produktion heraf. Dette øgede udbud vil få priserne til at falde til en ny – og mere velkendt – ligevægtspris på håndsprit.

Det er de samme regler, som gælder en lang række andre produkter. Det er ikke utænkeligt, at vi med en langsigtet nedlukning af verdensøkonomien vil opleve et begrænset udbud af forskellige produkter, som vi stadig efterspørger og plejer at kunne købe. Vi vil derfor se prisstigninger. Her er det nærtliggende for velmenende politikere at indføre prisregulering – eller andre meget indgribende tiltag – i den frie prissætning. Med en regering, der baserer sit flertal på den yderste venstrefløj, og et ministerhold, der består af flere med en fortid i selvsamme ende af den politiske skala, kan man kun håbe, at der er nogle solide økonomer til stede i ministerierne. For resultaterne af prisregulering vil være, at prisen sættes kunstigt lavt, så der ikke vil være et incitament for virksomhederne til at imødekomme den stigende efterspørgsel, og der dermed vil være kronisk mangel på produkterne. Det så vi i tidligere kommunistiske regimer som DDR og Sovjetunionen, samt i nuværende kommunistiske regimer som Venezuela. Jeg påstår ikke, at staten ingen roller har. For det har den – også på markedet, og især indenfor sundhedssektoren i Danmark, hvor det offentlige nærmest har efterspørgselsmonopol. Men vi er privilegerede af state-of-the-art medicinal-, og life-science virksomheder i Danmark. Virksomheder der gerne producerer det, som bestilles.

Derfor er min opfordring, at vi frem for at se markedet som et problem, skal se markedet som en enorm vidensbank. En kraftfuld maskine til produktion. Men også et mødested mellem borgere og virksomheder, som sikrer, at borgernes behov bliver opfyldt – hurtigt og effektivt. Det er vigtigt, at vi som samfund lytter til dét, markedet fortæller os – også selvom det er skræmmende nyt. For det er virkeligheden. Selvom der postes milliarder af kroner i hjælpepakker, forventes der en økonomisk nedtur af dimensioner. Og i sidste ende er der kun én sektor, som kan betale for politikernes udstrakte hånd: de private virksomheder og deres private ansatte. ■

 

I sidste ende er der kun én sektor, som kan betale for politikernes udstrakte hånd: de private virksomheder og deres private ansatte
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Carl Andersen (f. 1995) er stud.oecon.agro fra Københavns Universitet. Tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom samt byrådsmedlem i Vejen Kommune. Han arbejder i dag som studentermedhjælper i afdelingen for politik- og analyse hos Dansk Erhverv. Han er derudover aktiv i Liberal Alliance som bl.a. medlem af partiets Hovedbestyrelse. ILLUSTRATION: Carl Andersen [foto: Carl Andersen]