Christina Egelund: DF’s monopol på værdipolitikken er blevet det borgerlige Danmarks samlingspunkt. Dét er roden til blå bloks holdningskrise

Christina Egelund: DF’s monopol på værdipolitikken er blevet det borgerlige Danmarks samlingspunkt. Dét er roden til blå bloks holdningskrise

20.01.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Økonomisk ansvarlighed har tidligere været dét, der forenede de borgerlige partier på tværs, hvorimod der er en helt naturlig divergens i værdipolitikken mellem de liberale og de konservative. Det er dét, jeg vil kalde naturtilstanden i det borgerlige landskab. Problemet er, at den naturtilstand er vendt på hovedet.

Kommentar af Christina Egelund, næstformand, Fremad

’NYE IDÉER’ kaldte Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, Kristian Jensens forsøg på at formulere politisk fremsynethed i et interview i Jyllands-Posten. Herefter fulgte en proces-balalajka af den anden verden, og på et splitsekund handlede debatten om internt halløj i Venstre i stedet for om substansen af det, Kristian Jensen havde argumenteret for.

Det er en skam, for klodset timing til trods, så har Kristian Jensen både indlysende ret i sin analyse, og den debat, han rejser, er bidende nødvendig. Det handler om den helt banale pointe, at der er behov for reformer til på sigt at finansiere især den grønne omstilling. Lige så banal den er, lige så overset er den. Ikke mindst derfor er det ærgerligt, at debatten endte i Christiansborgs fnidder-rendesten.

Politikere skylder hinanden og demokratiet at orke den substantielle debat – også hvis timingen kommer på tværs af en nidkært tilrettelagt kommunikationsstrategi. Timing må ganske enkelt aldrig veje tungere end indhold, og politikere skal være parate til at tage debatten, når den opstår. Ellers står politiske partier tilbage som holdningsløse kommunikationsmaskiner, som gør politik overfladisk, uvedkommende og ligegyldigt.

Substansen i Jensens forslag handler om, hvordan vi gør os i stand til at finansiere primært den grønne omstilling. Det er vor tids vigtigste spørgsmål. Vi er heldigvis forbi diskussionen, om klimaproblemet kræver handling, og vi er nu der, hvor et bredt politisk flertal skal blive om, hvordan vi handler. Og her er der virkelig noget på spil. Uanset hvordan man vender og drejer det, bliver klimaregningen stor.

 

De, der påstår, at den grønne omstilling kan sikres uden omkostninger, tager i bedste fald fejl. Der skal penge op af lommen nu – men over tid kommer de med stor sandsynlighed flerfold tilbage
_______

 

De, der påstår, at den grønne omstilling kan sikres uden omkostninger, tager i bedste fald fejl. Der skal penge op af lommen nu – men over tid kommer de med stor sandsynlighed flerfold tilbage.

For eksempel bør der afsættes milliarder til forskning i nye teknologier, der kan knække koden for produktion, transport og fødevareproduktion med langt lavere CO2-udledning. De investerede forskningsmidler kan ikke samtidig bruges på hverken lavere skat eller flere pædagoger.

DERFOR ER DISKUSSIONEN om løbende at trimme dansk økonomi fuldstændig afgørende, når vi både skal have råd til at udvikle velfærden, gennemføre den grønne omstilling og samtidig sikre stærk konkurrencekraft for de private virksomheder, som lever i en virkelig med stigende global kamp om kunderne.

De rødes svar kender vi: højere skatter, højere skatter, højere skatter. De rige, bankerne og de største virksomheder må holde for. Det er alt sammen kortsigtede løsninger. Derfor skal borgerlige partier gå forrest i forhold til at gennemføre visionære reformer for fremtiden, og vi skal trække den socialdemokratiske regering i en økonomisk ansvarlig retning efter den helt klassisk borgerlige devise: Skal pengene bruges, skal de også tjenes.

At det skulle være ny musik i Venstre-ører, er mig mildest talt en gåde. Mit personlige gæt er da også, at det er de færreste Venstre-folk, der for alvor er uenige med Kristian Jensen. Det bizarre ved situationen er, at vi med sikkerhed ved, at Venstres ledelse blev vred over udtalelserne, mens vi må gætte os til, hvad partiet mener om substansen.

Og præcis det er symptomatisk for en dårligdom i dansk politik, som på ingen måde isolerer sig til partiet Venstre: Nemlig at strategi har forrang for holdninger. Jeg han ingen adkomst til at hverken blande mig i eller kloge mig på Venstres indre liv. Det har også fyldt rigeligt. Men set fra et borgerligt helikopterperspektiv er det bemærkelsesværdigt, at et oplagt borgerligt synspunkt kan give anledning til så meget postyr.

 

Resultatet af det blev, at den borgerlige position på økonomi blev gradvist udvandet, mens Dansk Folkeparti indtog noget, der minder om et de facto monopol på værdipolitikken
_______

 

ENHVER BORGERLIG POLITIKER burde mumle i søvne, at der er brug for økonomiske reformer.

Økonomisk ansvarlighed har tidligere været dét, der forenede de borgerlige partier på tværs, hvorimod der er en helt naturlig divergens i værdipolitikken mellem de liberale og de konservative. Det er dét, jeg vil kalde naturtilstanden i det borgerlige landskab: forenede om økonomisk ansvarlighed, splittede i værdipolitikken. Problemet er, at den naturtilstand er vendt på hovedet: Det startede i 2001, da Dansk Folkeparti gradvist indførte den logik, at skulle de lægge stemmer til økonomiske reformer, krævede de udlændingestramninger som betaling.

Resultatet af det blev, at den borgerlige position på økonomi blev gradvist udvandet, mens Dansk Folkeparti indtog noget, der minder om et de facto monopol på værdipolitikken. Det er en uholdbar tilstand for det borgerlige Danmark, og naturtilstanden bør genoprettes.

Venstre (og Dansk Folkeparti for den sags skyld) bør ikke være i tvivl om, hvorvidt økonomiske reformer er en god idé, ligesom den konservative værdipolitik igen skal udfordres af den liberale ditto.

Hvordan kommer vi så dertil? Svaret ligger i, at vi liberale ikke må overlade det borgerlige udtryk til Pia Kjærsgaard, der tordner mod tolerancen, eller Pernille Vermund, der insisterer på at bruge udtryk som ’perker’. Lykkes det, kan den borgerlige holdningskrise vendes til borgerlig succes. ■

 

Vi liberale ikke må overlade det borgerlige udtryk til Pia Kjærsgaard, der tordner mod tolerancen, eller Pernille Vermund, der insisterer på at bruge udtryk som ’perker’
_______

 



Christina Egelund (f. 1977) er næstformand for Fremad. Hun var i 2015-2019 medlem af Folketinget for Liberal Alliance og bl.a. partiets politiske ordfører. ILLUSTRATION: Jakob Ellemann-Jensen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg, 4. oktober 2018 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)