Emil Hee Stenstrup: Hvorfor er den danske venstrefløj ikke solidarisk med de internationale protestbevægelser?

Emil Hee Stenstrup: Hvorfor er den danske venstrefløj ikke solidarisk med de internationale protestbevægelser?

30.01.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I klimakampen står den danske venstrefløj klar til at tage internationalt ansvar. Men når det gælder støtten til de folkelige protester, der verden over kæmper for økonomisk og social retfærdighed mod korrupte eliter, er de danske venstrefløjspolitikere forbløffende tavse. De burde positionere sig som en solidarisk og international bevægelse.

Kommentar af Emil Hee Stenstrup

VERDEN STÅR I BRAND: Fra Hongkong til Paris, fra Chile til Irak har hundredtusindvis af demonstranter i løbet af det seneste år krævet handling fra de politiske magthavere. Financial Times har kaldt 2019 for “Protesternes år” og tilføjer oprør i bl.a. Indien, Bolivia, Ecuador, Colombia, Spanien, Rusland, Algeriet, Iran og Sudan, der alle har været store nok til at skabe panik i de respektive regeringer.

Også Libanon har – siden oktober – været ramt: Alene lørdag den 18. januar blev knap 400 personer såret i kampe mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter i hovedstaden Beirut. Sikkerhedsstyrkerne har ifølge Amnesty International anvendt vold mod demonstranter, foretaget tilfældige anholdelser af dem og truet og tæsket mindst 8 fotojournalister. Organisationen kalder på denne baggrund sikkerhedsstyrkernes adfærd et ”alarmerende angreb på forsamlings- og ytringsfriheden”. Landet var efterladt uden en regering efter premierminister Saad Hariris afgang 29. oktober, men i sidste uge fik den nye premierminister, Hassan Diab, endelig en regering på plads. Straks efter udnævnelsen var protesterne dog i gang igen.

Verdensbanken har estimeret, at omkring en tredjedel af libaneserne lever i fattigdom – og at dette snart kan gælde halvdelen af befolkningen, hvis den økonomiske krise fortsætter. Den økonomiske krise forventes at ramme de fattigste hårdest. Verdensbanken har derfor opfordret de libanesiske politikere til at gribe ind, dog fortsat uden held. Set i denne sammenhæng virker de libanesiske protester som en oplagt sag for en internationalt orienteret dansk venstrefløj, men tavsheden har indtil videre været larmende.

 

Bernie Sanders skrev på Twitter, at en progressiv fremtid skal opbygges gennem en global bevægelse
_______

 

PROTESTERNE HAR ELLERS tiltrukket sig både opmærksomhed og støtte fra venstrefløjen i andre lande. Fremtrædende figurer på venstrefløjen i USA var fx i oktober ude med klare støtteerklæringer til den libanesiske befolkning: Bernie Sanders skrev på Twitter, at en progressiv fremtid skal opbygges gennem en global bevægelse. Elizabeth Warren skrev, at hvis man kerer sig om at bekæmpe korruption i sit hjemland, må man også støtte andre befolkningers kamp for det samme.

Og flere udenrigspolitiske dagsordener har da også fået venstrefløjen op af stolen det seneste års tid. Fx opfordrede Enhedslistens Pernille Skipper FN til at sætte styrker ind og trække den økonomiske støtte, da Tyrkiet i starten af oktober indledte sin invasion af det kurdiske område i det nordlige Syrien. Og SF’s Karsten Hønge har gentagne gange leveret en hård kritik af Donald Trump, fx da han i forbindelse med præsidentens planlagte (men senere aflyste) besøg i Danmark udtalte, at Trump var ”helt til skrot som præsident”. Også Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, har i begyndelsen af det nye år udtalt, ”at den danske regering skal lægge afstand til USA og Trump”. Venstrefløjen herhjemme præges altså ikke af en generel modvilje mod at tage stilling til internationale spørgsmål.

 

Man kan ikke alting på én gang, men at leve en smule mere op til sine internationalistiske rødder ville klæde venstrefløjen
_______

 

MAN KUNNE INDVENDE, at socialismens internationale tilsnit længe har været fortrængt fra den danske venstrefløj, der i stedet har haft fokus rettet mod den danske velfærdsstat og på forholdene for de danske arbejdere. Man kan ikke alting på én gang, men at leve en smule mere op til sine internationalistiske rødder ville klæde venstrefløjen. Og lige nu har den en gylden mulighed for at gøre netop det.

Man kunne – med rette – også indvende, at støtten til protestbevægelserne ikke udelukkende burde være en sag for venstrefløjen, men også for højrefløjen. Men når skytset her alligevel rettes mod venstrefløjen, skyldes det dens traditionelle interesse for international solidaritet og for verdens befolkningers kamp for deres ret til en større del af samfundskagen – her kunne man fx nævne tidligere tiders kampe mod militærdiktaturet i Chile, Vietnam-krigen, apartheid eller besættelsen af Palæstina. De historiske eksempler er mange.

Da den danske befolkning i løbet af 2019 gik på gaden for at kræve klimahandling, blev det hyldet af venstrefløjen som et tegn på en revitaliseret græsrodsbevægelse. Men når mennesker rundt omkring i verden demonstrerer og rejser krav om social og økonomisk retfærdighed, bliver det end ikke noteret.

 

Hvis venstrefløjen skal kunne se sig selv i øjnene og kalde sig progressiv, må man langt mere entydigt støtte op om de folkelige krav, der rejses af verdens protestbevægelser
_______

 

MEN HVORFOR IKKE? Måske skyldes det en frygt for, at lignende bevægelser skal finde sted i Danmark. Måske frygter man at blive sat i bås med voldelige demonstranter. Måske er det ikke en vindersag i befolkningen, der godt nok går op i at kritisere Donald Trump, men som – når det kommer til stykket – ikke bekymrer sig synderligt om fænomener som irakisk anti-imperialisme. Eller måske vil man ikke støtte lederløse bevægelser langt hjemmefra, fordi man er bange for, hvor de vil bevæge sig hen.

Det kan være rimelige overvejelser. Men hvis venstrefløjen skal kunne se sig selv i øjnene og kalde sig progressiv, må man langt mere entydigt støtte op om de folkelige krav, der rejses af verdens protestbevægelser – og så tilføje de forbehold, man måtte have for støtten. Støttedemonstrationer og indsamlinger kunne være én ting, men konkret politisk opbakning og sympatitilkendegivelser fra Folketingets venstrefløj ville være en anden oplagt mulighed. Og så burde partierne – navnlig Ø og SF – i fællesskab oftere forsøge at sætte en internationalistisk dagsorden ved at anvende kendte politiske greb og fx indkalde til samråd, hvilket da også blev gjort i forbindelse med den fortsatte konflikt i Hongkong. Den slags skal vi have mere af.

Belært af klimabevægelsens succes i 2019 burde venstrefløjspolitikerne herhjemme have fanget, at de udenomsparlamentariske bevægelser besidder en enorm kraft, og at protesterne er internationalt forbundne på en sådan måde, at noget lignende formentlig kan skabe røre i den danske andedam – også på andre områder end klimaspørgsmålet. Venstrefløjspolitikerne skal begynde at træne deres aktivistiske musikalitet og græsrodsgehør, hvis de ikke skal opdage det, før det er for sent. Og de burde frem for alt levere en langt tydeligere støtte til de mennesker, der kæmper ude i verden netop nu. ■

 

Og de burde frem for alt levere en langt tydeligere støtte til de mennesker, der kæmper ude i verden netop nu
_______

 



Emil Hee Stenstrup (f. 1993) er redaktionschef på RÆSON. Tidligere medarbejder i SF i København. Har studier i antropologi, historie og samfundsfag på Københavns Universitet bag sig og studerer i dag Journalistik + Politik og administration på RUC. ILLUSTRATION: Demonstranter protesterer mod den libanesiske regering i Beirut den 11. januar, 2020 [foto: Nabil Mounzer/EPA/Ritzau Scanpix]