Hans Henrik Fafner: Netanyahu er (måske) for tidligt ude med at fejre sin valgsejr, for de israelske arabere vil have indflydelse

Hans Henrik Fafner: Netanyahu er (måske) for tidligt ude med at fejre sin valgsejr, for de israelske arabere vil have indflydelse

11.03.2020

.

Det israelske valg til Knesset 2. marts førte tilsyneladende til den samme uafgjorte situation som ved de to tidligere valg inden for et år. Men kun tilsyneladende, for der kan være opstået en ny magtfaktor i israelsk politik.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Ved israelske Knesset-valg har det arabiske mindretal, som udgør en femtedel af landets befolkning, altid været specielt vejrfølsomme. Hvis det regner på valgdagen, er valgdeltagelsen lav, men skinner solen, forholder det sig omvendt. En stor del af forklaringen ligger i, at denne befolkningsgruppe generelt er fattigere og infrastrukturen i deres boligområder ringere, så når det regner, bliver en del veje til et ælte, som navnlig ældre mennesker har vanskeligt ved at forcere.

Derfor er det måske naturligt, at mange springer valghandlingen over. Især når man tager i betragtning, at mange israelske arabere i forvejen ser Knesset-valgene som en strid mellem de zionistiske partier, hvor de alligevel er sat på sidelinjen.

En ny magtfaktor
På valgdagen 2. marts strålede solen fra en skyfri himmel. Og valgdeltagelsen i den arabiske sektor var ikke bare høj, men uventet høj, og det skyldes meget mere end det, at vejret var lunt og forårsagtigt.

Det var det tredje valg indenfor et år. Første gang gik israelerne til valg 9. april sidste år, og da det efterfølgende – mod forventning – ikke lykkedes premierminister Benyamin Netanyahu at samle en ny regering, blev det besluttet at gå til omvalg 17. september. Da resultatet dengang var den samme uafgjorte situation, blev det til endnu et omvalg, hvilket fandt sted den 2. marts. I hele denne lange proces har en politikerlede sat sig i befolkningen, og mange forudså, at valgdeltagelsen i denne omgang ville blive lav. Det viste sig at skulle gå stik modsat. Hele 65,5 pct. af vælgerbefolkningen ulejligede sig op af sofaen for at stemme, hvilket er det højeste tal siden 1999. Men i den arabiske sektor tegner billedet sig endnu mere skarpt: Ved valget i april lå deltagelsen på 49 pct., i september var den vokset til 59 pct., og nu i marts nåede den op på 65 pct. For første gang nogensinde tangerede den arabiske valgdeltagelse landsgennemsnittet – og det er bemærkelsesværdigt.

 

Den store fremgang har flere forklaringer, men den vigtigste er uden tvivl, at Israels arabiske mindretal, som mange andre borgere, ser det som bydende nødvendigt at detronisere Netanyahu
_______

 

En stor del af forklaringen er en ny følelse af samling, som har indfundet sig blandt israelske arabere. I årevis har det været sådan, at denne befolkningsgruppe overvejende har stemt på fire små partier, der alle definerer sig selv som ikke-zionistiske. Men indenfor den ramme er de ideologiske forskelle store. Den politiske spredning spænder fra Den Demokratiske Front for Fred og Lighed (Hadash), som er kommunistisk, til partiet Ra’am med en klar islamisk profil.

Op til valget i 2015 sørgede den israelske højrefløj for at hæve spærregrænsen fra 1 til 3,25 pct., og hensigten var helt tydeligt at eliminere de fire små ”arabiske” partier. Men disse tog udfordringen op og dannede Den Arabiske Fællesliste. De interne forskelligheder taget i betragtning var dette ikke nogen enkel manøvre, og samarbejdet var gentagne gange ved at gå op i limningen. Men de klarede sig gennem valgkampen i 2015 og sikrede sig 13 af de 120 pladser i Knesset, hvilket nogenlunde svarede til have det, de sammenlagt havde haft før det pågældende valg.

I denne omgang gik Den Arabiske Fællesliste frem til 15 mandater og står nu som det tredjestørste parti i Knesset. Og som mandaterne fordeler sig, er partiet nu blevet en reel magtfaktor. Den store fremgang har flere forklaringer, men den vigtigste er uden tvivl, at Israels arabiske mindretal, som mange andre borgere, ser det som bydende nødvendigt at detronisere Netanyahu. Dette har fået dem til at tilsidesætte alle de interne ideologiske forskelle.

Netanyahus Likud-parti er Knessets største. Ved valget 2. marts gik det fire mandater frem og sidder nu med 36. På valgnatten betegnede Netanyahu resultatet som sit livs største valgsejr, men en del tyder på, at han har været lidt for hurtig til at høste sejrens frugter. For tæller han sine såkaldt naturlige regeringspartnere sammen, står de i fællesskab med 58 mandater på hånden. Der mangler således tre mandater for at have flertal i Knesset, så sejren er ikke hjemme.

Overfor Netanyahu står Kahol Lavan (Blå Hvid), det nye centrumparti under ledelse af tidligere generalstabschef Benny Gantz. Det opnåede 33 mandater, og med i alt 14 mandater liggende hos de to mest naturlige regeringspartnere sidder Gantz tilsyneladende endnu fjernere fra premierministerposten, end han har haft håb om ved de seneste valg.

 

Men man kan i dag godt forestille sig, at [Den Arabiske Fællesliste] indtræder i rollen som støtteparti, hvorved Israel nu kan have udsigt til en mindretalsregering – for første gang i landets historie
_______

 

Kamp om værdier
Her er det, Den Arabiske Fællesliste får sin centrale magtposition i regeringskabalen. Ingen af de arabiske partier har nogensinde siddet i regering. Det er der en helt principiel grund til, idet de alle ser sig selv som henholdsvis anti- eller ikke-zionistiske. De kan af ideologiske årsager ikke sidde med i en zionistisk ledet regering – og det ønsker de formentlig heller ikke i denne omgang.

Men man kan i dag godt forestille sig, at de indtræder i rollen som støtteparti, hvorved Israel nu kan have udsigt til en mindretalsregering – for første gang i landets historie. Dette er i hvert tilfælde, hvad man kan læse ud af den meget store valgdeltagelse i den israelsk-arabiske befolkning: Man ønsker nu at gøre sin indflydelse gældende. Det er sågar ikke forkert at sige, at de ønsker større integration i det israelske samfund, hvilket kan forklares med, at de – på lige for med mange andre israelske borgere – deltager i den vigtige debat om en fælles, national identitet. Denne debat kan blandt andet spores tilbage til Netanyahu-regeringens såkaldte nationalstatslov, der i 2018 definerede Israel som en jødisk stat, hvorved det arabiske mindretal blev gjort til andenrangsborgere. Benny Gantz har flere gange lovet, at han vil annullere denne lovgivning, som han betegner som racistisk.

Under alle omstændigheder ønsker de ligesom Kahol Lavan at få sat en stopper for Netanyahu. Gantz har ført valgkamp på værdipolitiske kernespørgsmål. Han taler om at give skolevæsenet et betragteligt løft, og han har lovet at bygge flere sygehuse, hvilket er sager, der vækker gehør i den israelsk-arabiske befolkning, og først og fremmest taler han om et mere retfærdigt og pluralistisk samfund, der aktivt søger at mindske de sociale forskelle.

 

På venstrefløjen er det usynlige skel mellem jødiske og arabiske vælgere i et vist omfang blevet nedbrudt, og det gør Fælleslistens samarbejde med resten af det politiske spektrum mere naturligt
_______

 

Der er altså et klart grundlag for dialog. Med til billedet hører også, at det lille parti Meretz fra den zionistiske venstrefløj op til valget gik i forbund med resterne af Arbejderpartiet og det lille parti Gesher, der har en stærk social og feministisk dagsorden, men samtidig har sine politiske rødder i Likud. Denne ordning fik en del af Meretz’ kernevælgere til at vende partiet ryggen for i stedet at stemme på Fælleslisten, og det har til en vis grad været med til at bygge bro mellem zionistiske og ikke-zionistiske vælgere. På venstrefløjen er det usynlige skel mellem jødiske og arabiske vælgere i et vist omfang blevet nedbrudt, og det gør Fælleslistens samarbejde med resten af det politiske spektrum mere naturligt.

Men der er andre ting, som stiller sig hindrende i vejen: Under Israels krig på Gazastriben i 2015 var det Gantz, som var forsvarschef, og som politiker udtrykker han stolthed over at have haft denne rolle. Den slags har mange i den israelsk-arabiske befolkning vanskeligt ved at acceptere. Endnu mere kompliceret er forholdet til Avigdor Lieberman. Han står i spidsen for det lille parti Yisrael Beiteinu (Israel er vort Hjem), og han støtter med sine syv mandater op om Benny Gantz’ kandidatur til premierministerposten. Lieberman er selv ultranationalist og bor i Nokdim, en ideologisk bosættelse på Vestbredden. Men han er samtidig stærkt sekulær. Han har siddet som minister i en række Netanyahu-regeringer, men under koalitionsforhandlingerne efter valget i april sidste år sagde han fra: Han ønskede ikke længere at sidde i regering sammen med de ortodokse partier, der som naturlige partnere for Netanyahu har fået uforholdsmæssig stor indflydelse. Så på den led var det Lieberman, som udløste hele den lange aktuelle regeringskrise, og det var ham, der gjorde valgkampen til en strid om værdier.

Det er her, Israel står i dag. Netanyahu kan ikke samle det fornødne flertal omkring endnu en regering, og Gantz er heller ikke i stand til det – medmindre det lykkes ham at få en aftale i stand med Den Arabiske Fællesliste. Om dette kan lykkes, kan ingen sige, for der ligger nogle dramatiske forhindringer forude. Eftersom alternativet er enten endnu en Netanyahu-regering eller en ny opslidende proces frem mod et fjerde valg, der sandsynligvis vil føre til det samme resultat, håber mange på, at Gantz og folkene omkring ham vil sluge de kameler, der skal sluges. Om dette er et realistisk håb eller blot endnu en luftspejling, kan ingen sige, og det er måske meget kendetegnende for den israelske virkelighed i disse tider. ■

 

Netanyahu kan ikke samle det fornødne flertal omkring endnu en regering, og Gantz er heller ikke i stand til det – medmindre det lykkes ham at få en aftale i stand med Den Arabiske Fællesliste
_______

 



Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist og har gennem de sidste 25 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Den 4. juni udgiver Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger. ILLUSTRATION: Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, holder tale, 5. november 2019 [foto: Amos Ben-Gershom, GPO/flickr]