Haslebo og Langhoff: Regeringens klimaaftale er endnu en hensigtserklæring, som forråder fremtiden

Haslebo og Langhoff: Regeringens klimaaftale er endnu en hensigtserklæring, som forråder fremtiden

23.06.2020


Søndag nat præsenterede regeringen en klimaaftale, der bringer skam over Danmark som et påstået grønt foregangsland og alle de partier, der står bag den. Klimahandlingsplanen og Socialdemokraternes fortsatte modstand mod en CO2-afgift og dermed det princip, at det skal koste noget at ødelægge klimaet, er det seneste udtryk for, at regeringen ikke er grøn.

Kommentar af Magnus L.H. Haslebo og Rune Langhoff, stiftere af Modstandsgruppen Guerilla

Opgaven, som verdens ledere står over for med hensyn til det, der bliver kaldt klimakrisen, men egentlig er en ødelæggelseskrise, blev i 2018 formuleret ret tydeligt af IPCC. Hvis vi ønsker en nogenlunde tålelig fremtid, og en nogenlunde beboelig planet, så kræver det omgående og grundlæggende forandringer af alle sektorer.

Der er ikke plads til megen fortolkning. Det er en bunden opgave, og den blev også udtrykt ved det seneste folketingsvalg, hvor danskerne sendte det tydeligste grønne signal nogensinde.

Det er nu omtrent et år siden, og det blev tirsdag nat markeret med en klimaaftale indgået og fejret af stort set hele Folketinget. Aftalen indeholder gode delelementer, og at de ikke er blevet indført tidligere, kan man kun ryste på hovedet ad. Men det væsentligste er dog det, der ikke er med. Og hvad det fortæller os om regeringen og dens støttepartier.

Op til forhandlingerne havde snart sagt alle fra De Konservative til Enhedslisten og fra Cepos til Concito nemlig anbefalet den afgift på CO2, der vil betyde, at det fremover vil koste noget at ødelægge naturen og klimaet. Det er efterhånden kun Socialdemokratiet, der fortsat stritter imod.

 

Det har dermed taget regeringen og støtter et år, et helt år, at nå frem til at iværksætte en undersøgelse af mulighederne for en CO2-afgift. Og det har selvsamme partier den frækhed at fejre og svøbe ind i selvhyldelse. Det er skammeligt
_______

 

Og deres hårdnakkede modstand kom også til udtryk i aftalen, der ikke indeholder en afgift på fortsatte ødelæggelser. Den indeholder blot en beslutning om – ikke nu, men engang til efteråret – at undersøge, hvordan en grøn skattereform kan se ud, og om den kan indeholde den CO2-beskatning, som alle af betydning – minus Socialdemokratiet – vil have. Og efter præsentationen var det endda finansminister Nicolai Wammen magtpåliggende at understrege, at en grøn skattereform ikke behøver at indeholde den hildede CO2-beskatning.

Det har dermed taget regeringen og støtter et år, et helt år, at nå frem til at iværksætte en undersøgelse af mulighederne for en CO2-afgift. Og det har selvsamme partier den frækhed at fejre og svøbe ind i selvhyldelse. Det er skammeligt.

Klimahandlingsplanen og Socialdemokraternes fortsatte modstand mod en CO2-afgift og dermed det princip, at det skal koste noget at ødelægge klimaet, er dermed seneste udtryk for, at regeringen ikke er grøn. Det kan og må ikke kaldes grønt fortsat at stå bag ødelæggelser af klimaet og dermed livets grundlag – uagtet, om man så vil ødelægge lidt langsommere end nogle andre. Og det er den grundlæggende mangel hos denne aftale såvel som hos regeringen: At de ikke tager klart afstand fra ødelæggerne.

Det er selvfølgelig en skør klima-virkelighedsflugt overhovedet at indlade sig på en samtale om, at ødelæggelserne kan og må fortsætte, så længe ødelæggerne blot betaler et eller andet for det. Ødelæggelsesimperialismen anført af de globale udledningsmastodonter og deres politiske kollaboratører, der prædiker fortsat overforbrug har allerede opvarmet kloden med 1,1 grader med ubegribelige katastrofer til følge. Og det omtales alligevel som varianter af flot, hvis vi begrænser ødelæggerne til at varme kloden op med 2 grader – med endnu værre katastrofer til følge.

Nuvel, det vil formentlig næppe overraske nogen, at Modstandsgruppen Guerilla, der har som mål, at menneskeheden omgående vender global opvarmning til nedkøling, så klimaet bringes tilbage til dets præ-industrielle og yderst gunstige plateau, er kritiske over for regeringen. Vi presser på for, at vi omgående begynder at reparere på de ødelæggelser, rovdriftsimperialisterne allerede har forvoldt, fremfor blot engang i fjern fremtid at stoppe med at forvolde flere.

Men vores kritik stikker dybere end som så. Den amerikanske klima- og menneskeheds-akvitist Bill McKibben har berømmet sagt, at en langsom sejr er det samme som et nederlag. Men hvad mener han egentlig med det?

 

Og nu har vi så fået endnu en hensigtserklæring. Partierne på Christiansborg bør spørge sig selv, om efterårets undersøgelse mon udgør den slags handling, IPCC kalder på?
_______

 

Han mener selvfølgelig kort fortalt, at ødelæggelseskrisen, som klimakrisen rettelig burde kaldes, hvor en horde af udledningsmastodenter med egen berigelse for øje, driver rovdrift på mennesker og den natur vores skæbne er vævet sammen med – selve livets grundlag – har en udløbsdato. At kræfter så voldsomme, at de er udenfor vores kontrol, på et tidspunkt vil være armeret i et sådan omfang, at de endegyldigt cementerer civilisationens undergang. At den virkelighed – der er regeret af fysikkens love og som alle aktører, inklusiv de småskridts-fejrende politikere, er underordnet – længe har krævet af menneskeheden, at vi stopper med at ødelægge. Og at det på et tidspunkt – måske allerede i 2030 – er for sent.

Og nu har vi så fået endnu en hensigtserklæring. Partierne på Christiansborg bør spørge sig selv, om efterårets undersøgelse mon udgør den slags handling, IPCC kalder på? Og så, med nye indsigter i bagagen, bør de omgående undskylde for gårsdagens aftale og fejringer af samme.

Vi mener, at de politiske partier gør sig til kollaboratører for den fortsatte ødelæggelse af livets grundlag. Eller det er faktisk ikke noget, der er til fri fortolkning. Det gør de. Der er fodnoter og kommaer til forskel på dem, og så dem, der i spidsen af verdens mastodont-udledere, ødelægger livets grundlag.

Den politiske filosof, Adam Smith, advarede i Theory of Moral Sentiments fra 1759 mod, at mennesket blev så forblændede og forelskede i egne systemer, at det ikke ville kunne tåle selv de mindste afvigelser fra dem og ville forsvare dem for enhver pris – og det endda uden at skele til den fælles interesse. Det er i dag virkelighed.

Det er netop sådan et slaveri af et system, der så tydeligt ødelægger livets grundlag, aftalen skriver de fejrende politikere ind i. Og dermed – al den stund, at vi lader dem styre Danmark – skriver hele nationen ind i.

Og derfor bør hverken de eller deres aftaler fejres. De bør højt og tydeligt anklages for virkelighedsflugt og fremtidsforræderi. ■

 

Vi mener, at de politiske partier gør sig til kollaboratører for den fortsatte ødelæggelse af livets grundlag. Eller det er faktisk ikke noget, der er til fri fortolkning. Det gør de. Der er fodnoter og kommaer til forskel på dem, og så dem, der i spidsen af verdens mastodont-udledere, ødelægger livets grundlag
_______

 



Magnus Luca Harald Haslebo (1982) er uddannet journalist og cand.public, forfatter og tidl. pressechef i Alternativet. Rune Langhoff (f. 1983) er tidl. presseansvarlig ved Alternativet og tidligere pressechef ved WWF København. ILLUSTRATION: Finansminister Nicolai Wammen (S) og Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) samt Tommy Ahlers (V), Ole Birk Olesen (LA), Mette Abildgaard (KF), Pia Olsen Dyhr (SF), Signe Munk (SF), Mai Villadsen (EL), Rune Lund (EL), Ruben Kidde (RV), Morten Østergaard (RV) Josephine Fock (ALT) og Morten Messerschmidt (DF), da Regering og aftalepartierne holder doorstep efter afslutning af forhandlinger om den sidste store klimaaftale inden sommerferien i Finansministeriet natten til mandag den 22. juni 2020. Klimaaftalen indeholder CO2-reduktioner for 3,4 millioner ton. Regeringens udspil lagde op til to millioner ton. Alle partierne undtaget Nye Borgerlige er med. Det skriver Ritzau d. 22. juni 2020. [Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]