Holger K. Nielsen oven på Saeb Erekats død: Det ser ikke særlig lyst ud for palæstinenserne

Holger K. Nielsen oven på Saeb Erekats død: Det ser ikke særlig lyst ud for palæstinenserne

12.11.2020




Den palæstinensiske toppolitiker og chefforhandler Saeb Erakat døde i tirsdags af COVID-19. Erekat havde til det sidste et mål om en fredelig to-statsløsning på konflikten mellem Israel og Palæstina, og han troede, at historien ville ende med at give ham ret. Men enhver med øjne i hovedet kan se, at den israelske bosættelsespolitik efterhånden har gjort den drøm umulig at realisere.

Kommentar af Holger K. Nielsen, fhv. MF for SF og udenrigsminister

DEN OMSIGGRIBENDE corona-virus har nu også taget livet af den palæstinensiske toppolitiker og chefforhandler Saeb Erekat. Erekat var en utrættelig forkæmper for en fredelig løsning mellem Israel og palæstinenserne: Han var centralt placeret i den såkaldte Madrid-proces i 1993, var én af hovedarkitekterne i Oslo-processen, forhandlingsmodpart til talrige israelske regeringer og en central spiller i både Bill Clintons og Barack Obamas ambitiøse forsøg på en løsning af konflikten.

Det er en vigtig aktør og stor personlighed, som er gået bort. Erekat fulgte den daværende palæstinensiske leder, Yasser Arafat, som en skygge, når denne var ude i verden. Jeg oplevede flere gange Arafat ved møder i Folketinget og hver gang sad Erekat ved siden af formanden – rank og statelig, parat til at korrigere, hvis Arafat var ved at komme på vildspor.

Erekats livsdrøm var en selvstændig palæstinensisk stat, som kunne sikre frihed og retfærdighed for det palæstinensiske folk, men han har over årene kunne se den drøm smuldre med israelske højrefløjs-regeringers annekteringspolitik og stadig større aggressivitet overfor palæstinenserne. Sammen med Folketingets udenrigspolitiske nævn besøgte jeg Erekat i hans hus i Jeriko i 2016. Han var meget pessimistisk og forbitret på Israels premierminister Netanyahu og dennes manglende vilje til at indlede reelle forhandlinger med palæstinenserne. Ifølge Erekat førte den israelske tilgang til mere vold, ustabilitet og i sidste ende terror på Vestbredden.

Og det var før Donald Trump blev valgt som amerikansk præsident. Trumps Mellemøsten-politik med ambassadeflytning til Jerusalem, eftergivenhed overfor Netanyahu, strategisk samarbejde med Saudi-Arabien med palæstinenserne sat i skammekrogen gjorde siden ikke humøret bedre.

 

USA har under Trump helt opgivet palæstinenserne, og folkeret var ikke et emne, som Trump interesserede sig for
_______

 

EN FORHANDLET to-statsløsning var til det sidste målet for Erekat, ligesom det stadig er det for de fleste vestlige regeringer. Men enhver med øjne i hovedet kan se, at den israelske bosættelsespolitik efterhånden gør den umulig at realisere. Og man skal ikke analysere særlig tæt for at finde ud af, at det er en helt bevidst politik for israelerne at forhindre en levedygtig palæstinensisk stat.

Med kirurgisk præcision annekterer israelerne på en måde, så direkte forbindelseslinjer mellem de palæstinensiske områder afskæres. I stedet for et sammenhængende landområde tegner der sig et billede af en række spredte palæstinensiske lommer på et territorium, som israelerne hævder er deres. Det er nærlæggende at sammenligne det med de såkaldte Bantustans under apartheidstyret i Sydafrika, som var områder, hvor sorte kunne bo og opholde sig.

De israelske bosættelser er dybt ulovlige, men de gentagne overtrædelser af folkeretten får næppe staten Israel til at ændre politik. Dels anerkender man ikke de internationale retsregler, dels er der ikke international vilje til at lægge et tilstrækkeligt pres på Israel. EU protesterer – men de nøjes med retorikken.

USA har under Trump helt opgivet palæstinenserne, og folkeret var ikke et emne, som Trump interesserede sig for. Rusland og Kina holder ligeledes snuden væk, og efter de seneste amerikanske initiativer har Saudi-Arabien og en række sunni-stater endegyldigt meldt kulør i deres svigt af palæstinenserne.

Med folkestemningen i Israel er den politiske realitet, at ingen israelsk regering har vilje til at opgive bosættelser, som vil medføre tvangsflytning af tusindvis af bosættere. Et internationalt økonomisk og politisk kvælergreb – i stil med det, der fik fjernet apartheid i Sydafrika – kan måske ændre indstillingen. Men en sådan international vilje tegner sig som sagt ikke i øjeblikket.

 

Med erfaringerne fra Obama og Kerry in mente vil det være optimistisk at tro, at Mellemøsten vil blive en topprioritet hos Biden-administrationen
_______

 

MANGE OVERVEJER, om der med den nye Biden-administration vil blive ændret i den Mellemøsten-politik, som Trump og svigersønnen, Jared Kushner, har stået for de seneste 4 år. Noget vil der ske, men jeg tvivler på, at der vil komme så store ændringer, at det ændrer spillet.

Biden vil have et mere realistisk syn på Iran og ikke som Trump-administrationen betragte Iran som den store Satan i en region, som er fyldt med sataner – inklusive Saudi-Arabien. Hvor Trumps såkaldte fredspolitik var styret af et ønske om at inddæmme Iran (og derfor så stort på palæstinenserne), ved Biden godt, at der ikke kommer nogen fredsslutning i Israel uden inddragelse af palæstinenserne.

Obama-administrationen havde et elendigt forhold til Netanyahu, som samtidig behandlede Obama med uhørt arrogance. For Obama havde Netanyahu et stort ansvar for, at udenrigsminister Kerry dengang kørte fast, og selvom Biden ikke vil kopiere Obamas politik, vil han ikke være så underdanig overfor Netanyahu som Trump.

Han vil formentlig distancere sig fra Trumps kinddans med Saudi-Arabien. Det betyder ikke, at han vil stille sig i vejen for en videreudvikling af relationerne mellem Israel og en række sunni-stater, men spørgsmålet er, om han alligevel vil trække palæstinenserne ud af glemslen og give dem en ny rolle.

Det er svært at svare på, og meget afhænger af, hvem han udnævner som udenrigsminister, og hvor mange kræfter han er villig til at lægge i den mellemøstlige fredsproces.

 

Erekat kunne i virkeligheden ikke gøre meget ved splittelsen i den palæstinensiske befolkning, som har baggrund i manglende forhandlingsresultater og mistillid til den gamle garde, som han selv var en del af
_______

 

Med erfaringerne fra Obama og Kerry in mente vil det være optimistisk at tro, at Mellemøsten vil blive en topprioritet hos Biden-administrationen. Indtil videre har han nok at se til med coronakrisen, sundhedspolitik, den amerikanske økonomi, forholdet til Kina og de europæiske allierede samt indsatsen for igen at få USA på sporet i den internationale klimapolitik.

Det ser derfor heller ikke særlig lyst ud for palæstinenserne, og de er ikke bedre stillet efter at Saeb Erekat er væk. Men Erekat kunne i virkeligheden ikke gøre meget ved splittelsen i den palæstinensiske befolkning, som har baggrund i manglende forhandlingsresultater og mistillid til den gamle garde, som han selv var en del af. Han var en forhandlingens mand, men den kyniske israelske afvisningsfront gjorde det umuligt for ham at levere de resultater, der kunne skabe optimisme og tro på fremtiden.

Han troede til det sidste, at historien i sidste ende ville give ham ret. Men lige nu tyder ikke meget på en fremtid med retfærdighed for palæstinenserne. Hvilket på sigt også er slemt for staten Israel, som vil få stadig vanskeligere ved at fastholde billedet af at være en demokratisk stat. Det står ikke klart, om USA og EU vedvarende vil se gennem fingrene med det. ■

 

[Biden] vil formentlig distancere sig fra Trumps kinddans med Saudi-Arabien. Det betyder ikke, at han vil stille sig i vejen for en videreudvikling af relationerne mellem Israel og en række sunni-stater, men spørgsmålet er, om han alligevel vil trække palæstinenserne ud af glemslen og give dem en ny rolle
_______

 




Holger K. Nielsen (f. 1950) er fhv. udenrigsminister og MF for SF. ILLUSTRATION: Den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erakat, som netop er død tirsdag d. 10. november, sammen med den daværende amerikanske vicepræsident Joe Biden, d. 9. marts 2016 [Foto: Abbas Momani/AFP/Ritzau Scanpix]