31.05.2020
.Med 183 mio. abonnenter på verdensplan – mod HBO’s 135 – har Netflix vist vejen for sine mange nye konkurrenter. Men kan den bevare forspringet?
Denne artikel af Jacob Hinchely er en del af RÆSONs nye sektion: Liv, kultur, teknologi og medier
“HVEM KOMMER TIL AT VINDE ‘The Streaming Wars’?” har RÆSON spurgt mig – med reference til det udtryk, man i USA bruger om den eskalerende konkurrencesituation blandt nye og gamle leverandører af levende billeder på nettet. Det er jo et håbløst spørgsmål, der bare tigger om at blive pillet fra hinanden af selvbestaltede nørder – mig selv inklusiv. Hvis man med en ’krig’ forventer, at der kun er én vinder – for der kan sagtens være flere.
De betydeligste aktører i USA er Netflix, Hulu, Disney+, HBO og Amazon Prime Video. En del af dem er ikke på det danske marked: Det nu Disneyejede Hulu er f.eks. den amerikanske streamingtjeneste, der har skabt successerien, ”The Handmaid’s Tale”, men eftersom de ikke har en streamingplatform i Norden, kører den på HBO Nordic, der sammen med Netflix står for at distribuere flere af de – i hvert fald i Skandinavien – ellers “hjemløse” shows. Showtime er en amerikansk kanal, der har haft originalt indhold såsom Californication og Dexter, som HBO Nordic bringer i Danmark – før var det, for nu at gøre forvirringen total, Netflix. I Danmark er det netop Netflix og HBO, der er de store aktører – Disney+ har udskudt sin lancering, og Amazon, der er på markedet, har ikke for alvor lagt penge hverken i PR eller danske produktioner. Til gengæld har man så ”lokale” virksomheder som YouSee, DR og TV2 med “TV2 Play”.
Første udfordring: Det ser for billigt ud
Netflix er med sine 183 millioner abonnenter (tal fra april 2020, men sandsynligvis flere når Coronakrisen endeligt slutter) den største streamingtjeneste på globalt plan. Den startede som et video-udlejning over post, men blev i 2010’erne til en streamingtjeneste. Deres første egenproducerede, House of Cards, udkom i 2013. Da vi i podcasten Han Duo (som jeg er den ene halvdel af) offentliggjorde hvilke 10 serier, der var 2010’ernes bedste, var det tæt løb mellem Netflix og HBO. Da vi nåede til afsløringen af førstepladsen (Game of Thrones for både mit og den anden værts vedkommende – ja, trods sidste sæson), var både Netflix og HBO repræsenteret med hver 4 serier. NRK havde også én -SKAM, selvfølgelig. Men i sidste ende vandt HBO altså med én plads mere end Netflix.
Og HBO vandt på ét parameter: Produktionsværdi (production values). Production values er rundt regnet, hvor dyr serien ser ud. Ser det ægte ud? Hvor meget er der kræset for effekterne, den visuelle side, lyden, lyset. Hvor virkelighedstro ser det ud? Hvor stilfuldt er det? HAR det overhovedet en stil?
Indrømmet, jeg hører garanteret til et fåtal, der går op i hvordan noget ser ud, og jeg prædiker altid som den hykler jeg er, at historien er det vigtigste. Og det er det også. Men lige derefter kommer håndværket. Hvordan det ser ud og hvordan det lyder.
Netflix er i min optik voldsomt bagud på den konto. De kan lave serier, som bliver samtaleemner – fra House of Cards til Orange is the New Black og fra Mindhunter til Stranger Things Der ér kvalitetsfortællinger iblandt. Men selv den pæneste Netflix-serie blegner ift. en mellem-budgetteret HBO-produktion som f.eks. The Outsider fra i år (en ret vellykket miniserie i 10 afsnit, baseret på en Stephen King-bog), hvor man kan mærke, at der er kræset for fx kameraindstillingerne og set-designet.
Da jeg sidste år så Unbelievable på Netflix – der ellers var en af 2019’s bedste serier – blev jeg distraheret hver gang, vi befandt os på politistationen. Hér kunne jeg tydeligt se, at “virkeligheden” udenfor de store vinduer enten var et tæppe eller en dårligt indsat computerbaggrund. Uanset hvad, så det ikke ægte ud. Det virkede underligt billigt og forhastet. Noget, jeg ALDRIG har set i HBO’s produktioner.
Den udskældte anden sæson af HBO’s True Detective så jeg udelukkende på grund af dens visuelle kvaliteter. Selvom dialogen og historien virkede noget forhastet og vi manglede målet som i første sæson, så var der ikke noget, der osede af kulisser, når man så den. Det hele virkede ægte. En enkelt eller to skudvekslinger virkede endda realistiske, fordi der var tid til at øve det og iscenesætte godt. Fordi pengene og tiden var til det.
I den anden lejr har vi Netflix’ Iron Fist-serie, hvor den titulære hovedperson (spillet af Finn Jones) ikke havde haft tid til at øve kampkoreografien nok. Det resulterede i at seriens kampscener (det essentielle i en kampsports-/superhelte-serie) var klippet til døde. Det må man ikke. Det er ikke hér, man skal hukke en hæl og klippe en tå; man SKAL og MÅ tage sig tiden til at øve det. Så det kan blive indfanget i lange kamera-takes, så man kan se hvad der foregår. Ellers bliver vi som seere hægtet af, og vi kan se, at det er noget forhastet sjask. Vi kan ikke fordybe os.
Er det kun en minoritet, der optaget af det visuelle og det lækre håndværk? Flere og flere ser serier og film på mindre skærme – endda til og fra arbejde på deres smartphones i offentlig transport. Serier (og film) har ikke været tiltænkt dét format – selvom det i stigende grad kommer nu. 6. april i år startede den nye platform, Quibi, der netop er tænkt til at vise korte film og serier på mobilen med en varighed på mindre end 10 minutter. Ifølge selskabet fik app’en 1,7 millioner downloads den første uge.
Men selvfølgelig er der undtagelser, også på Netflix, når det kommer til æstetiske oplevelser. House of Cards og Mindhunter er begge overrumplende i dén forstand. Forklaringen? At filminstruktøren David Fincher (manden bag Se7en, Zodiac, Gone Girl og Fight Club) har stået for den visuelle template, der bliver lagt i de første afsnit. Og en serie afhænger meget af, hvordan stilen lægges i de første par afsnit (selvom der senere kommer skiftende instruktører og fotografer til).
Netflix’ The Witcher-serie kunne jeg aldrig tage seriøst, alene fordi produktionen minder mig mere om de tidlige 90eres The Warrior Princess end om det storladne epos, der var Game of Thrones. Serien virkede ikke dyster og medrivende, men billig og fjollet. Intentionen er klar: Man sigter efter at få hevet et bestemt publikum over hurtigst muligt, snarere end at skabe et flot, sammenhængende værk.
Intentionen er klar: Man sigter efter at få hevet et bestemt publikum over hurtigst muligt, snarere end at skabe et flot, sammenhængende værk
_______
Anden udfordring: Kvaliteten af de originale film
Men Netflix er mere end bare serier – de står i dén grad også for film, herunder eksklusive titler, der produceres direkte til tjenesten. At påstå, at jeg har blandede følelser om dem, er en underdrivelse.
Der er både fordele og ulemper ved Netflix’ model. Det er rart at Netflix tilsyneladende ikke blander sig unødvendigt i skabelsen af disse film og derved forpurrer instruktørens egentlige vision; for tit kan rettelser fra producerne ødelægge en film, fordi de bliver bange for, at der er for meget vold og blod, eller at der en trist eller mærkelig slutning, der kan risikere at afskrække seerne. En række instruktører har valgt Netflix i håbet om at få indfriet deres OPRINDELIGE vision med en film. Tag f.eks. Alex Garlands filmatisering af bogen “Annihilation” (på dansk, ‘Udslettelse’), en psykologisk gyser- og science fiction-film, der følger et hold af videnskabsfolk ind i en mystisk zone, hvor dyr og planteliv muterer. En film, hvor studiet bag, Paramount Pictures, ønskede den lavet om. Tidlige visninger til test-publikummer havde nemlig antydet, at filmen måske var “for intellektuel” for seerne, at hovedrolleindehaverens figur var for usympatisk og at slutningen var for mærkelig og derfor burde laves på ny. Det måtte ikke blive for kompliceret til den brede masse.
Der kommer sjældent filmkunst ud af skabe det som en komité. Omkring ”Annihilation” opstod der interne stridigheder, fordi Garland nægtede at lave den om. Lang historie kort: Paramount gik med til at udgive den i biografen i USA, Canada og Kina, mens den i resten af verden landede direkte på Netflix. Netflix blandede sig ikke i filmens handling. Deres tankegang var snarere, “Are you kidding me? Alex Garland? Manden bag Ex Machina? HANS nye film? Ja, selvfølgelig kan vi distribuere den!”
Dette kan dog straks lede til den anden side af sværdet, som er knapt så positiv. Nemlig at manglen på indblanding visse steder giver anledning til noget værre sjask.
Søndag den 4. februar 2018 – øjeblikket efter at Super Bowl var forbi – landede der en film på Netflix, The Cloverfield Paradox. Det eneste promotion, der havde været, var en reklame UNDER Super Bowl, som helt naturligt ledte folk over på Netflix for at se denne spændende, nye og eksklusive film! Desværre viste det sig, at udgivelsesmetoden og overraskelsesmomentet var det eneste interessante ved filmen, der rent ud sagt var et usammenhængende rod (det var tredje film i serien efter Cloverfield (2008) og den mesterlige 10 Cloverfield Lane (2016). 10 Cloverfield var baseret på et manuskript, der slet ikke var skrevet til universet (oprindeligt hed den The Cellar), men det blev skrevet om og passede på mirakuløs vis til universet. Desværre var resultatet direkte omvendt med The Cloverfield Paradox, der også var baseret på et omskrevet manus (“God Particle”, hed det dengang), der slet ikke passede ind hverken handlings- eller stemings-mæssigt og fremstod ufrivilligt komisk snarere end uhyggelig.
Hvorom alting er: Netflix fik, hvad de kom, for med udgivelsen af filmen. Folk fik set den og blev gennet ind på sitet, fordi der fandt en “event” sted, og fordi der var en smule genkendelse forbundet med Cloverfield-brandet. Og filmselskaberne bag, Paramount og Bad Robot, kunne også kun klappe fornøjet i deres hænder. De var nemlig sluppet af med en stinker af film, der nok skulle være floppet, hvis den var landet i biografen, hvor folk skulle betale for en billet. Nu havde de mod al forventning tjent penge på noget, hvor de frygtede at tabe en formue: Angiveligt havde Cloverfield Paradox kostet 40 millioner dollars at lave, og Netflix havde givet 50 millioner for at købe den. Det vilde er, at skuespillerne i filmen ikke kendte noget til handlen før premieredagen: En af hovedrollerne i filmen, David Oyelowo, har udtalt at han modtog et opkald på Super Bowl-dagen af produceren bag, J.J. Abrams, der sagde, “Yo, den lander lige om lidt.” … Der kan være fart på i den branche.
Det allerværste eksempel er dog Bird Box instrueret af Susanne Bier, som meget hurtigt blev af en de mest sete film det år, den udkom (2018). Efter at have været ude i en uge var den (ifølge Netflix selv) blevet set af 45 millioner kontoer – på dét tidspunkt ca. en tredjedel af brugerne! Selv det, der i sig selv lignede et vanvittigt højt tal, var endda nok lidt lavt sat – for mange ser Netflix sammen eller låner brugerkonti. Kort efter blev tallet da også opjusteret til 80 millioner. Det betød altså, at Bird Box måtte være den fjerde mest sete film i 2018 – lige bag bl.a. Avengers: Infinity War og Black Panther, som var store biografffilm.
Og hvis dét er sandt, kan vi gå en skræmmende tid i møde med Netflix’ indhold. For hvorfor skulle Netflix bruge penge på at lave dyre, flotte produktioner som Marvels Avengers: Infinity War, når en film til ”kun” 20 millioner dollars bliver den fjerde mest sete film i 2018? Rygtet siger endda, at 17 af de 20 millioner gik til at honorere hovedrolleindehaveren, Sandra Bullock. Til sammenligning kostede Infinity War i omegnen af 400 millioner dollars.
I Bird Box kunne man endda spare computerskabte monstre væk fordi… de kunne slet ikke ses i filmen. Alt det uhyggelige måtte vi seere ikke få serveret. Når figurerne så det uhyggelige væsen (off-screen, vel at mærke), så døde de. Jeg kan stadig ikke finde ud af, om det er det mest geniale eller ufrivilligt komiske i filmhistorien. Efter sigende var der lavet monstre-effekter, men de virkede så dårligt, at man valgte helt at fjerne dem.
Hvorfor skulle Netflix bruge penge på at lave dyre, flotte produktioner som Marvels “Avengers: Infinity War”, når en film til ”kun” 20 millioner dollars bliver den fjerde mest sete film i 2018? Rygtet siger endda, at 17 af de 20 millioner gik til at honorere hovedrolleindehaveren, Sandra Bullock. Til sammenligning kostede “Infinity War” i omegnen af 400 millioner dollars
_______
Bird Box er en af den type film, der sagtens kunne være blevet rigtig god, men ikke blev det. Jeg elsker genrefilm og lever for gode gys. Men den leverede ikke – uhyggen udeblev, den ufrivillige komik sejrede, alle overspillede (især John Malkovich og Lil Rey Howery) og slutningen var uforløst. Og så bar den præg af at seerne ikke måtte tænke selv, men smadres i hovedet med en hammer fra første sekund. Filmen starter uden grund med et flash-foward til starten af sit klimaks – med en tur ned af en flod med bind for øjnene – og så transporteres vi efter 1 minut tilbage til start, før ulykken bryder ud, uden for alvor at være påvirkede. Det er et trick, Netflix kender godt: I Ozark virker allerførste afsnit som et nedkog af hele første sæson af Breaking Bad, skrumpet ned til 1 time for at vi skal blive hængende. Men resten af sæsonen lever ikke op til det hæsblæsende tempo, der er sat i første afsnit, men har efterladt en vanedannende krog af adrenalin.
Men Netflix kan bestemt også godt. Uanset hvad man mener om filmene Roma, The Irishman, Marriage Story og Uncut Gems, så har de (som mange serier) høstet priser og roser verden over – The Irishman blev nomineret til 10 Oscars. “En Netflix-film, instrueret af Martin Scorsese”. For 10 år siden, måske endda 5 år siden, havde dét lydt vanvittigt.
Om samarbejdet med Netflix har Scorsese udtalt at det var af ren og skær desperation: Ingen andre ville støtte produktionen pga. den store mængde computergrafik, der skulle til at få skuespillerne til at se yngre ud. Men for Netflix var det intet problem. Og faktum er at Netflix kunne se potentialet og støttede, hvor ingen studier var at til dét. Om sin sort-hvide film, Roma, der ligger på mange lister over det nye århundredes bedste film, har instruktøren Alfonso Cuaron sagt, at Netflix var de eneste “forstod filmen”, og at de kunne se udover de kommercielle risici.
Om samarbejdet med Netflix har Scorsese udtalt at det var af ren og skær desperation: Ingen andre ville støtte produktionen pga. den store mængde computergrafik, der skulle til at få skuespillerne til at se yngre ud. Men for Netflix var det intet problem
_______
Hvem kan true Netflix?
Netflix har i omegnen af 183 millioner abonnenter på verdensplan (heraf ca. 60 mio. i USA), HBO omkring 140 (heraf 34 mio i USA). I USA er Amazon Prime sjovt nok den, der har næstflest – de har 150 millioner på verdensplan, og i 2019 var 40 millioner af dem fra USA.
Herhjemme er Netflix ifølge Gallup en overvældende nummer ét: I 2018 havde omtrent 40 procent af danskerne Netflix-abonnement, mens blot 13 procent havde HBO Nordic. Og det til trods for, at Danmark åbenbart er et af de lande, der har det dyreste Netflix-abonnement, men blandt dem med mindst indhold. Tal fra 2019 viser, at Danmark er det land, der er næstdyrest med næstdårligst indhold – altså næstfærrest titler for pengene – kun over-/undergået af Schweiz.
En af de helt store serier fra sidste år var The Mandalorian, sat i Star Wars-universet. Du har formentligt set memes og billeder af Baby Yoda-figuren, der stammer derfra. Den er produceret af den nye streamingtjeneste, Disney+, som skulle være startet herhjemme i marts, men har udskudt sit lancering. Alle Disneys universer, herunder Marvel [“Marvel Cinematic Universe (MCU), der består af mere end 20 film, red.] og Star Wars, rykker til Disney+, hvilket fx også betyder, at den seneste Star Wars-film, The Rise of Skywalker, ikke lander på Netflix.
Disney+ kan blive en kæmpe konkurrent til Netflix. Svagheden er, at man kan frygte indholdet er for “disneyficeret” – for børnevenligt. En Netflix-serie, Marvels Daredevil, der måtte aflives efter 3 fremragende sæsoner grundet licensrettigheder med Disney, er f.eks. en serie, mange ønsker genstartet på Disney+. Og selvom, der skam kommer superhelte-serier på Disney+ (The Falcon and The Winter Soldier, WandaVision og Loki, bl.a.), så er det tvivlsomt at det sker med Daredevil, der var en rå, blodig sag. Mange tvivler simpelthen på, at Disney vil associeres med noget, der er så brutalt og voldeligt.
Overfor Netflix står HBO lidt svagt nu, især da Game of Thrones er afsluttet. Deres nye tjeneste, HBO Max, lover dog masser af nyt indhold. Tidligere har de haft skelsættende serier som The Sopranos og The Wire, og i 2019 den overraskende hyldede Watchmen-serie. Men det er tvivlsomt at de kan vinde nyt territorie med serier såsom den Michael Mann-instruerede Tokyo Vice, eller den Jordan Peele-producerede Lovecraft Country. Selvom de begge bestemt ser interessante ud. Deres største og vigtigste titel i de næste par år bliver ironisk nok Game of Thrones-spin-off-serien, House of The Dragon, der formentligt lander i 2022. En serie, der foregår 300 år før Game of Thrones, og omhandle Targaryen-slægten.
Netflix ligner stadig den mest sandsynlige vinder af ‘streamingkrigen’ – i hvert fald lige nu. Men Amazon Prime kan potentielt gå hen og vinde mere territorie ud fra deres stabile indhold og en kommende must see-serie som Ringenes Herre.
Amazons interface er ringe, men seriernes kvalitet er temmelig høj. De har lavet den sortkomiske The Boys, som er en rimeligt vellykket superhelte-satire, og så Too Old To Die Young, danske Nicholas Winding Refns dvælende og bevidst søvndyssende serie, som jeg alligevel er blevet lidt vild med, simpelthen på grund af dens arrogance; at lave en serie så langsom og samtidig er så pæn, er klassisk Refn, og jeg elsker ham for at have sin egen stil og bare fortsætte ufortrødent med den. Men det helt store fra dem bliver som sagt deres Ringenes Herre-serie, som tidligst kommer i 2021 og fortæller en forhistorie til de legendariske bøger. Budgettet bliver uhørt højt – det anslås at være i omegnen af EN MILLIARD DOLLARS, altså ca. 7 mia. kroner. Og der kommer til at blive mere end én sæson, fordi… det skal det til den pris. At få erhvervet rettighederne kostede i forvejen selskabet 250 millioner dollars.
Har Netflix et godt øje for, hvad der kommer til at blive hits – eller har de bare været utroligt heldige? Man kan sige, at de sætter mange skibe i søen og at vi så snakker om dem, der flyder og ikke så meget om dem, der synker uden at gøre væsen af sig.
Dertil kommer jo, at der er så mange forbrugere af Netflix: Måske bliver visse serier samtaleemner, fordi de når langt ud? Fx lavede Netflix i min optik en rodet fortalt omgang med true crime-doku’en, Making A Murderer. Den var omtrent 8 afsnit for lang – men blev set af mange flere end HBO’s LANGT overlegne dokumentar-serie, The Jinx. Og en vigtig afgørende faktor for forudse hvem, der vinder ”streamingkrigen”, er hvem, der sikrer de NYE hits – mere end hvad de allerede har på lager. Se på Tiger King, som blev et kæmpe hit, der langt oversteg folks forventninger. Ingen havde regnet med, at den ville blive et af coronatidens hotteste samtaleemner. Det er ret sikkert, at populariteten er kommet bag på selv Netflix. Vi savnede noget at se i denne periode, og det skulle helst være nyt – ikke fx den restaurerede udgave af klassikeren Lawrence of Arabia, der også lige var landet på tjenesten. Der er ikke mange, der mødes over frokosten på en arbejdsplads med snakken, “Hey? Har du set den dér serie, der er to år gammel?” ■
Dertil kommer jo, at der er så mange forbrugere af Netflix: Måske bliver visse serier samtaleemner, fordi de når langt ud?
_______
Jacob Ege Hinchely (f.1984) er radiovært på P6 BEAT, anmelder på Troldspejlet og podcaster, heriblandt Han Duo og Dårligdommerne. ILLUSTRATION: Charlize Theron i “The Old Guard”, en kommende Netflix-film [foto: BACKGRID LONDON LTD/Scanpix]