02.04.2020

Vi er i den ulykkelige situation, at vi ikke har en kulturminister med åndsnærværelse nok til at forstå, at hendes opgave er mindst lige så væsentlig som sundhedsministerens. Det er netop nu, vi skal tale om kulturen.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Jeppe Søe

DET KAN VIRKE NÆSTEN UPASSENDE at tale om en kulturminister lige nu – for alt tyder på, at vi ikke har nogen.

Joy Mogensen, som alligevel bærer titlen, sagde i sidste uge til Berlingske: ”Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv, eller for den sags skyld hvis mennesker ligger og dør. Folk mangler værnemidler på hospitalerne, og jeg ville selv opfatte det som upassende, at jeg stod og talte om kultur lige nu.” Her henviser hun til Maslows behovspyramide. I dag har Mette Frederiksens folk skrevet en tekst, der er lagt på hendes Facebook – hvor statsministeren står på mål for, hvor vigtig kulturen netop er lige nu – når kulturministeren ikke selv ville. Hun indkalder til et videomøde med kunstnerne, der nu må vurdere om de vil bruges i det spin. Problemet er ikke mangel på videomøder, men mangel på en minister.

Det er da rigtigt, at det kan virke besynderligt at istemme ’Hvalen Hvalborg’ og få DR’s pigekor til at synge om det dejlige land, men der er måske alligevel ræson i at tale lidt om den kultur, der får os alle til at rykke sammen. Den kultur, som bakker op om de mennesker, der mangler værnemidler på hospitalerne med fællessang på altanerne. Det fællesskab, der er stemt i en dansk kulturarv, og som betyder, at vi alle har en fælles forståelse for, hvad det er, vi værner om lige nu. Vores børn bliver undervist på distancen – og de kulturinstitutioner, som til daglig er med til at udstille verdens mangfoldighed for dem, leverer endnu. De livestreamer biologiundervisning, teaterforestillinger og koncerter, mens man på efterskolerne streamer morgensamlingerne. Kulturen holder hånden under alt det, vi kender – og får os til at trække på samme hammel.

Når man taler om samfund, taler man automatisk om kultur. Kultur er den identitet, som skaber et samfund.

 

Kulturministeren bør repræsentere samfundssindet, fællesskabet og den ånd, Mette Frederiksen appellerer til, når hun taler om tro og håb
_______

 

DESVÆRRE er vi i den ulykkelige situation, at vi ikke har en kulturminister med åndsnærværelse nok til at forstå, at hendes opgave er mindst lige så væsentlig som sundhedsministerens. Hun bør repræsentere samfundssindet, fællesskabet og den ånd, Mette Frederiksen appellerer til, når hun taler om tro og håb.

Kærlighed er gentagelse. Vi savner hverdag og hverandre. Vi savner alt det, vi egentlig havde stirret os blind på. De sort/hvide politiske debatter om totalt ubetydelige sager, pølsemandens smil uden maske på, fyldte togsæt, samtaler på bænken i parken – mens børnene leger med lige så mange, de vil. Værdierne er stærke – og værdier er netop kulturbårne.

Derfor skal vi netop tale om kultur nu, hvor den udøvende kultur er presset. Både den del af kulturen, der har excel-ark og regnskabspligt – og den identitetsskabende kultur, der er langt mindre håndgribelig. Kultur er mere end museer, teatre, koncerter og kunstudstillinger, men de institutioner er stadig nok så væsentlige; de er alle med til at minde os om alt det, der binder os sammen. De er med til at udvikle os og stiller sig til rådighed for, at vi kan betragte det hele udefra. Deres største ønske lige nu er at være under erhvervsministeren eller statsministeren, da de reelt er uden egen minister. Mette Frederiksen taler lige nu ind i et fællesskab, der ikke er defineret af noget politisk tilhørsforhold, kulturel præference, farve, køn eller status; vi er kun et eneste os med én fælles kultur – et samfund, vi skal forstå og formå at passe på.

Når man taler om samfund, taler man automatisk om kultur. Kultur er den identitet, som skaber et samfund.

 

Jeg ville derfor – i modsætning til kulturministeren – opfatte det som meget passende, hvis vi talte om kultur lige nu. Vi kan starte ved den politiske håndtering af kulturen og så arbejde os hen imod en konsensus om, hvad det vil sige at bestride et af landets allermest åndelige erhverv
_______

 

Jeg ville derfor – i modsætning til kulturministeren – opfatte det som meget passende, hvis vi talte om kultur lige nu. Vi kan starte ved den politiske håndtering af kulturen og så arbejde os hen imod en konsensus om, hvad det vil sige at bestride et af landets allermest åndelige erhverv, når man på pinligste vis ikke har åndsnærværelse nok til at påtage sig opgaven.

REGERINGEN ved det godt. Partier, der skulle forhandle med Joy Mogensen, meldte klart ud at ministeren ikke var værd at forhandle med –og når en statsminister får noget, der lyder som en sidste-øjebliks-parentes, tilføjet til det velskrevne pressemøde-manuskript, så hun retorisk snublende lige nævner kulturens vigtighed i en bisætning, er det mit gæt, at den er skrevet med hidsigt rødt og i anerkendelse af, at Danmark reelt er helt uden kulturminister.

Det er ikke den store kunst at lukke et land ned. Det kræver et manuskript med store og hårde ord fra taleskrivere – bakket op af alvorstunge blikke fra myndighederne. Den store kunst er at åbne landet igen. Det kræver et særligt talent for at vælge sine ord med omhu, og vi får brug for at trække på en fælles og stærkt forankret kultur, når vi igen skal mødes på midten. Vi lever i en tid, hvor politiske ideologier er sat på hylden – der er nikket ja til det meste i krisetiden. Langsomt vågner dog de politiske fløje – og så bliver kunsten igen at finde en fælles vej. Også hos en politisk delt befolkning.

 

Vi lever i en tid, hvor politiske ideologier er sat på hylden – der er nikket ja til det meste i krisetiden. Langsomt vågner dog de politiske fløje – og så bliver kunsten igen at finde en fælles vej. Også hos en politisk delt befolkning
_______

 

Når kulturministeren siger, at det er upassende at tale om kultur i en tid, hvor vi har brug for at mærke den tydeligst, så taler hun ind i en fuldstændig blind vinkel – og med al respekt for hendes faglighed, så er alt omkring den udtalelse et udtryk for, at der er et truffet fatalt valg. Hvis man betragter kulturen som det, samfundet har fundet sammen om, er fraværet af denne netop nu selvsagt også en nedgradering af alt det, vi er fælles om. Og hvorfor så overhovedet finde sammen igen?

Det er ikke mange statsledere i verden, der med myndighed kan kalde til handling alene med værdiladede taler. Men Mette Frederiksen kan, fordi hun låner ordene i en del af vores kultur. Det er det sprog, vi deler, uagtet hvad vi tror på. Og det er ufornuftigt at tænke verden rationelt, når vi først forstår, at vi ikke kan begribe den. Man er nødt til at tale ind i en følelse og en fornemmelse; ind i en kultur.

NÅR EN STATSMINISTER pludselig taler med et andet manuskript; med påbud, død og ødelæggelse, så ved vi derfor straks, at den er helt gal – og bliver hjemme. Og når retorikken igen skifter til et svulstigt positivt manuskript som forleden, med tro og håb og filosofisk kærlighed – så ved vi, at Danmark snart vender tilbage. Og at de strikse, grundlovsstridige love forsvinder i solnedgangen.

Det vi mærker lige der, det er vores kultur. Når vi kan styres igennem denne krise, er det også på grund af vores kultur. Vi er ellers folkeoplyste nok til at tvivle på alt, men vi genkender kulturen i ordene fra myndighederne og adlyder, i en blind tro på vores samfund. Vi vedbliver med at være kritiske i tanken, men det afspejles ikke i ulydighed – vi gemmer det hele til efterkritikken. Sådan er vores kultur. Og derfor er den specielt vigtig, netop nu.

JOY MOGENSEN sagde til Jyllands Posten i 2019, at kulturen “skal have lov til at passe sig selv”. Det mente hun åbenbart meget bogstaveligt.

Havde vi en kulturminister, skulle vedkommende have været til stede ved samtlige pressemøder. Kulturen skal stå skulder ved skulder med nyklippede Brostrøm og minde os om, at vi stadig er et yndigt land. Kulturen står stærkt – og dens fanebærere fortjener anerkendelse og en værdig minister. Lad os finde sådan en hurtigst muligt! ■

 

Kulturen skal stå skulder ved skulder med nyklippede Brostrøm og minde os om, at vi stadig er et yndigt land. Kulturen står stærkt – og dens fanebærere fortjener anerkendelse og en værdig minister. Lad os finde sådan en hurtigst muligt!
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik