08.05.2020

Coronakrisen risikerer at ødelægge danskernes EU-optimisme fra Europa-Parlamentsvalget sidste forår. Derfor skal vi bruge den aktuelle krise til at folkeliggøre nogle af de hjørnesten i EU-samarbejdet, som allerede findes og virker – også for produktionsdanmark. Det er ikke tid til højtflyvende føderalisme, vilde eksperimenter eller at give EU flere muskler på nye områder.

Kommentar af Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

KAN I HUSKE den danske EU-eufori ved Europa-Parlamentsvalget den 26. maj 2019?

Stor fremgang til EU-positive partier, mens Folkebevægelsen mod EU for første gang nogensinde mistede deres plads i Europa-Parlamentet. ”Med valget har danskerne for alvor bekendt kulør og vist, hvor Danmark som et lille land skal placere sig”, lød det fra EU-meningsdanneren, Bjarke Møller. Heller ikke Politiken holdt sig tilbage: ”Historisk sejr til EU-positive partier udraderer yderfløjene”. Den valgaften i maj var optimismen meget stor på den EU-positive galej, til hvilken jeg i øvrigt i den grad regner mig selv.

Knap et år senere står vi måske på randen af en økonomisk recession. Nationalbanken har forudset, at dansk økonomi kan skrumpe hele 10 procent som følge af corona. Trods hjælpepakker ser vi allerede nu konkurser og massefyringer; tænk bare på Arnold Busck og SAS de seneste uger. Tænk også tilbage på finanskrisen og flygtningekrisen. Selvom de to kriser var forskellige, havde de i hvert fald én ting til fælles: De påvirkede den danske EU-opbakning i en meget negativ retning. Derfor vil jeg gerne rette en direkte opsang til mine medtilhængere af EU: Gør vi ikke noget anderledes denne gang, kommer coronakrisen igen til at koste massivt på danskernes opbakning til EU. Nu er tiden ikke til højtflyvende føderalisme – men til at folkeliggøre de meget fornuftige hjørnesten af EU-samarbejdet, som skal hjælpe Danmark og Europa ud af krisen.

SER VI PÅ TALLENE, har særligt klima og Brexit været afgørende for danskernes EU-opbakning de seneste år. Klimapolitik og miljøpolitik var på toppen af danskernes ønskeliste før Europa-Parlamentsvalget i 2019, ligesom flere eksperter pegede på Brexit-kaosset som et skræmmescenarie, der i flere år har styrket EU-opbakningen i Danmark. For mig at se er der en overvejende risiko for, at disse to afgørende faktorer er midlertidige – og desværre ikke permanente. Det er ingen naturlov, at klima er på toppen af vælgernes dagsorden, hvis det passer, at vi står over for den største økonomiske recession siden Anden Verdenskrig. Det er tilsvarende heller ikke sikkert, at Brexit-kaosset får nær så meget offentlig bevågenhed, når krisen begynder at kradse i Danmark og Europa. I givet fald risikerer vi at vende tilbage til det, man kan kalde status quo i dansk europapolitik.

 

Jeg frygter, at den blomstrende EU-opbakning, som har leveret rekordstore højdespring i løbet af de sidste par års højkonjunktur, falder pladask på jorden og vender tilbage til den sædvanlige status quo
_______

 

Faktisk betragter jeg et fald i EU-opbakningen her til lands som værende overvejende sandsynligt inden for ganske kort tid. Spol for eksempel tiden tilbage til finanskrisen og flygtningekrisen, hvor kun hver anden dansker syntes ”godt” eller ”meget godt” om EU. Eller spol tiden tilbage til de EU-afstemninger, vi har haft: Danskerne har hvert eneste af de sidste tre årtier stemt nej ved EU-afstemninger (Maastricht, euroen og retsforbeholdet). Jeg frygter, at den blomstrende EU-opbakning, som har leveret rekordstore højdespring i løbet af de sidste par års højkonjunktur, falder pladask på jorden og vender tilbage til den sædvanlige status quo. Nemlig, at danskerne historisk set har hørt til blandt de mest EU-skeptiske befolkninger på kontinentet.

NU SKAL JEG IKKE lyde som en dommedagsprofet. For som EU-optimist tror jeg i den grad på, at udfordringerne kan løses. Men det kræver noget mere af os EU-tilhængere. Jeg er uenig med EU-kritikerne, men jeg har altid beundret dem for deres evne til at sætte ansigter på EU-skepsissen gennem tiden. Menneskelige billeder, som brænder sig fast på nethinden hos danskerne. Billedet af den østeuropæiske jordbærplukker, der kan hæve børnecheck i Danmark efter en måned. Godsejeren, der uberettiget fik EU-støtte til at lave en landingsbane på sin jord. Eller hvad med billederne af flygtninge, der vandrede op ad E45-motorvejen i Sønderjylland i 2015?

Skal vi vinde danskernes hjerter til det europæiske projekt, gør vi det ikke med tung jura, regneark og føderalismeteori fra den akademiske verden – eller med floromvundne idéer om at skubbe EU i en mere føderal retning. Det er desværre det, vi ser lige nu. Guy Verhofstadt, den belgiske superføderalist, har allerede foreslået, at krisen bør få medlemsstaterne til at give mere magt til EU. Europa-Kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, har tidligere leget med tanken om at genåbne EU-traktaten. Mange syd- og østeuropæere vil gerne have EU til at regulere arbejdsmarkedspolitikken. Det er i min bog de helt forkerte svar. Det er jo ikke tid til traktatændringer, vilde eksperimenter eller til pludselig at give EU flere muskler på nye områder. Mens mange kritiserer Orbán i Ungarn for at bruge krisen til at tilegne sig ny magt, kan man jo lidt polemisk spørge, om ikke også nogle EU-tilhængere ønsker at bruge den aktuelle krise til at presse på for endnu mere EU-integration?

 

Der har vi EU-tilhængere en kæmpe opgave i at forklare, at det netop er et stærkt indre marked, som sikrer de arbejdspladser, vi kommer til at skrige efter, hvis krisen bliver langvarig
_______

 

Det er den forkerte medicin, når danskernes sædvanlige EU-skepsis begynder at genvinde sin styrke. Lad os i stedet bruge den aktuelle krise til at folkeliggøre nogle af de hjørnesten i EU-samarbejdet, som rent faktisk kan levere de rigtige svar på krisen. Tag for eksempel EU’s indre marked. Før EP-valget sidste år mente kun 14 procent af danskerne, at det var et vigtigt tema for EU – på trods af, at 825.000 danske arbejdspladser er afhængige af eksport, og at en dansk lønmodtagerfamilie har 65.000 kroner mere i lommen årligt på grund af det indre marked. Der har vi EU-tilhængere en kæmpe opgave i at forklare, at det netop er et stærkt indre marked, som sikrer de arbejdspladser, vi kommer til at skrige efter, hvis krisen bliver langvarig.

DEN 9. MAJ udgiver jeg en bog, hvori jeg har været rundt at snakke med lønmodtagere i produktionsdanmark om de jordnære fordele ved for eksempel det indre marked; jeg har for eksempel snakket med Jørn, der arbejder som produktspecialist på Grundfos i Bjerringbro. Det indre marked er ikke bare med til at sende klima- og energieffektive Grundfos-pumper rundt i Europa til gavn for den grønne omstilling. Det skaber også masser af arbejdspladser til Jørn og kollegaerne i Bjerringbro. Eller hvad med rejsemontøren Thomas? Han kan uden problemer rejse rundt i Europa og reparere vandtanke på skibe. På grund af den frie bevægelighed og det indre marked kan han bare tage sine komponenter med i tasken, uanset om skibet ligger ved havnen i Hamborg, Rotterdam eller Le Havre i Frankrig. Men hvis han rejser uden for Europa – særligt til lande, som ikke har en handelsaftale med EU – opstår der problemer. Så risikerer han at strande på et toldkontor i uendelig lang tid og kan ikke udføre sit arbejde. Det er jo ikke bare skidt for Thomas’ arbejdsgiver og for kunden – det er jo Thomas selv, som står med håret i postkassen. Det er ham, der risikerer at misse familiefødselsdagen eller fodboldkampen om søndagen, hvis han strander på et toldkontor i et vidt fremmed land.

Skal EU-opbakningen overleve på den anden side af coronakrisen, er vi nødt til at blive lige så skarpe som EU-kritikerne til at vise fordelene ved EU på en mindre abstrakt og mere virkelighedsnær måde. Når jeg udgiver min bog om EU’s betydning, er det ikke kun for at pande EU-kritikernes myter ned – for eksempel myten om, at EU er frygteligt for lønmodtagerne. Det er også skrevet som en opsang til os EU-tilhængere. I stedet for at drømme vilde drømme om et eller andet Narnia, som EU kan blive til en dag, så lad os tage fat i de grundlæggende fordele ved EU-samarbejdet og understrege dem for skeptikere. Opbakningen til EU overlever kun, hvis vi formår at brede opbakningen længere ud end de akademiske kredse – vi skal helt ud til maskinerne i produktionsdanmark. ■

 

Opbakningen til EU overlever kun, hvis vi formår at brede opbakningen længere ud end de akademiske kredse – vi skal helt ud til maskinerne i produktionsdanmark
_______

Apropos denne artikel:

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt