Kristian Leth i reportage fra New York: Forventningen om USA’s kollaps er mere en zombie-fantasi end konkret analyse

Kristian Leth i reportage fra New York: Forventningen om USA’s kollaps er mere en zombie-fantasi end konkret analyse

14.04.2020

.

På P1 bemærker journalisten, at det virker dystopisk, at New York ”smelter ned” på grund af virussens ”hærgen”. Men det er det modsatte, jeg har set. At en by med større økonomisk aftryk end hele Canada lukker så effektivt ned i solidaritet, som den nu har gjort, er ikke dystopisk. Det er helt vildt imponerende

– – –

I disse dage lancerer RÆSON en ny sektion med reportager, essays, artikler, interviews og kommentarer under titlen: Liv, kultur, medier og teknologi. Denne artikel var kun ved lanceringen udenfor betalingsmuren (årsabonnement: 250 kr./200 for pensionister+studerende)

Reportage af Kristian Leth

PÅ DET SIDSTE har jeg fået rigtigt mange emails og opkald med omsorg fra venner og familie. Jeg har boet her i New York med mine børn i mere end fem år, men nu er der mange, der spørger, om vi er på vej ”hjem”.

Det kan virke ret vildt nogle gange, det billede, folk har af livet i New York lige nu. Og jeg forstår det godt. Jeg hørte et P1-program – Det store syge æble – hvor en dansk journalist med hviskende stemme siger, at ”dødstallet stiger og stiger; hvis du kan klare det her, kan du klare det alle steder,” før han skruer op for Frank Sinatras udødelige hyldestsang. Vi får at vide, at byen er ”som en krigszone,” og at ”rige forlader byen, mens fattige dør”.

I går stod jeg i kø uden for vores lokale nyåbnede morgenrestaurant, der i disse tider har måtte omstille til bageri-ud-ad-vinduet. Min kone og jeg stod med hunden i behørig afstand fra de andre. Solen skinnede, og vi var på vej hjem fra parken, hvor vi havde fejret Jesu korsfæstelse, død og begravelse ved at gemme plastic-æg til ungerne.

Da vi stod der, kom vores gode venner gående med deres søn i barnevogn. Deres selskab var som at finde en oase efter en uge i ørkenen. Der er næsten ingen mennesker på gaderne, der for tiden minder mere om Rødovre på en tirsdag aften end om South Slope i Brooklyn. Så at støde ind i venner på gaden virkede helt surrealistisk. Sådan noget vi gjorde i gamle dage, før Den uendelige Marts og vores familieisolation begyndte.

Vi stod der, med tre meters afstand, og flød over af gensynsglæde. Efter nogle minutter dukkede ejeren til restauranten/bageriet op i bagdøren og fortalte om sine planer for stedet, som han åbnede i februar. Planer om at udvide med en bar og et ude-areal. Planer, der er udskudt til en usikker fremtid. De brutale konsekvenser for hans forretning var implicitte. Vi skiltes, efter vi havde bestilt morgenbrød til næste dag, så det kunne hentes her til morgen med et minimum af menneskelig kontakt ved vinduet.

 

Billedet af USA som et sted, hvor alt falder fra hinanden under pres, er misvisende – hvor mærkeligt populært det end er i Europa
_______

 

Forventningen om borgerkrigen

New York er lukket ned. Byen er det sted med allerflest corona-ramte i verden. Hvilket ikke er så overraskende, når man tænker over, at det er verdens hovedstad, den største turistdestination og knudepunktet mellem Europa, USA og kloden. Det er her, folk rejser til. Eller – det gjorde de.

På hospitalerne i staten kæmper brave læger og sygeplejersker med de mange syge og døende. Og mønstret er allerede ret klart: Det er de fattigste og minoriteter, der ser ud til at blive ramt allerhårdest på grund af en modbydelig kombination: De essentielle men lavbetalte jobs i supermarkeder, postvæsenet og så videre er fortrinsvis besat af sorte og brune new yorkere. Og det er samtidig de befolkningsgrupper, der grundet historisk systemisk ulighed har dårligst helbred, dårligst sygesikring og flest af de sygdomme, der forårsager dødsfald med coronavirus.

Men billedet af USA som et sted, hvor alt falder fra hinanden under pres, er misvisende – hvor mærkeligt populært det end er i Europa. Jeg kan huske, hvor fascinerende jeg selv synes, den opfattelse var, da jeg ikke boede her. Nu virker det både morbidt og ude af trit med virkeligheden.

En del af grunden er måske hadet til Trump og en misforståelse af, hvordan USA’s regering fungerer. Trump er nok den mest dysfunktionelle præsident i min levetid, og hans haltende opskalering af tests har lige nu store konsekvenser. Men det er ikke som i Danmark landslederens ord, der dikterer den enkeltes opførsel. På godt og ondt.

En anden del af grunden er den gængse opfattelse af amerikanerne som nogle uoplyste B-mennesker, der vil gå i panik, så snart hensynet til lokalmiljøet overskygger deres eget velbefindende. Det er et billede, som en strøm af, sjovt nok, amerikanske serier og film har understøttet, og som mange har som forudindtaget holdning. Folk ringer til os og fortæller, at de har hørt, at folk køber geværer og pistoler. Borgerkrigen må være lige rundt om hjørnet.

 

En anden del af grunden er den gængse opfattelse af amerikanerne som nogle uoplyste B-mennesker, der vil gå i panik, så snart hensynet til lokalmiljøet overskygger deres eget velbefindende. Det er et billede, som en strøm af, sjovt nok, amerikanske serier og film har understøttet, og som mange har som forudindtaget holdning. Folk ringer til os og fortæller, at de har hørt, at folk køber geværer og pistoler. Borgerkrigen må være lige rundt om hjørnet
_______

 

Afkoblingen

Det har hele tiden slået mig, at der er et grundlæggende disconnect – en afkobling – i den måde, vi taler om coronavirussen på. Grunden til, at gaderne er tomme, er, at vi vil undgå massedøden og de værste forudsigelser. De 2,2 millioner døde. De 220.000 døde. Grunden til, at mange her går med maske, er, at de vil beskytte de svageste og sig selv. Grunden til, at Danmark og New York er lukket ned, er, at folk gør det rigtige. Men vi tolker tegnene, som om det værste allerede er sket. For det ligner jo en zombie-film.

Jeg forstår godt den reaktion. Alle kender vel til den angst, der slår igennem ens krop, når man ser sit lokalmiljø forandret til corona-lockdown. Da New York City lukkede ned, 3-4 dage efter Danmark gjorde det, var angsten panikagtig, til at føle på. Det var ikke nogle lette dage her i vores familie. Ikke for nogen familie herovre.

Men siden er det blevet mere og mere klart, at lukningen af byen er noget, vi gør for at kæmpe mod krisen. Det er ikke krisen i sig selv. Og en stemning af forebyggelse har taget over.

At kalde New York for en krigszone, vidner mest om, at udsigeren ikke har set en reel krigszone. På P1 bemærker journalisten, at det virker dystopisk, at New York ”smelter ned” på grund af virussens ”hærgen”. Men det er det modsatte, jeg har set. At en by med større økonomisk aftryk end hele Canada lukker så effektivt ned i solidaritet, som den nu har gjort, er ikke dystopisk. Det er helt vildt imponerende.

Og de nyeste tal fra guvernør Andrew Cuomo peger på, at New Yorks dødstal vil toppe langt, langt under de horror-tal, vi regnede med. Fordi det indtil videre har virket. I P1 talte de om de hospitalssenge New York ”manglede”, som om de manglede dem nu. Men det var en – fornuftig – beregning, Cuomo lavede om et worst case-scenario. Han melder nu, at det tal, gudsketakoglov, ser ud til at blive langt lavere. Kurven er – fingers crossed, som man siger her – fladet ud. I forgårs skrev New York Times, at New York ser ud til at undgå den massive stigning i indlæggelser og dødsfald, som alle modellerne havde forudset. At hospitalerne måske ikke bliver overvældede alligevel. Hvorfor? Fordi vi bliver hjemme.

 

At kalde New York for en krigszone, vidner mest om, at udsigeren ikke har set en reel krigszone
_______

 

’Back to this shit’

Vores nabos far er død. Vi har boet på denne gade i snart et år, men vi kendte ikke rigtig vores naboer så godt. Ikke før byen lukkede ned. Tre dage efter, at Mette Frederiksen lukkede Danmark, annoncerede New Yorks borgmester, at byen ville lukke skoler, restauranter, barer, alt andet end det livsnødvendige. Og flere new yorkere var allerede gået i gang ugen før. I ugen forinden var skoleklasserne halveret, fordi folk selv var begyndt at isolere sig. Hvilket er et andet aspekt af amerikanernes decentraliserede autoritetsforståelse: Mistroen til en alvidende regering fik mange til at tage forholdsregler, som regeringen først bad dem tage dage senere.

Shopping-hysteriet tog nogle dage. Da folk så, at varerne kom igen, at infrastrukturen stadig virkede, holdt det rimelig meget op.

I tiden lige efter begyndte vi her på 15th street at stoppe op, når vi mødte gadens andre beboere. Vi spurgte, hvordan de klarede det. Vi trak på skuldrene og sagde ”hvem ved, hvor det bærer hen?” Vi holdt en lille udendørskoncert med vin på trappen. Vi lod naboerne vide, når vi var ude af byen, så de ikke blev urolige.

Vi havde lejet et sommerhus ude af byen i en uge, mest fordi jeg havde fødselsdag, og vi ville gøre et eller andet, og da vi kom hjem mødte nabokonen os med spørgsmål til, om vi nu havde haft en god tur. Ja, det havde vi da, sagde vi. ”And then you come back to this shit,” sagde hun så.

’Back to this shit’ er et meget præcist udtryk for, hvordan de fleste new yorkere, jeg taler med, vurderer coronakrisen. Det her lort er noget, vi skal igennem. Det er hårdt, det er tragisk, og der er ingen vej udenom. Men igennem kommer vi. En nabo, to huse nede, sidder ude i sin lille aflukkede have og hører høj musik fra 80’erne, mens han træner med vægte. Hans kone er sygeplejerske og undskylder grinende musikken. Vi siger, at musikken er tiltrængt! Igennem kommer vi.

Både de og nabodamen har latinamerikansk baggrund, som mange andre i gaden. De har boet her i mange år – fra dengang man kunne købe husene her til menneskepenge (vi lejer). Et ægtepar, vi nu taler jævnligt med, bor nogle huse længere oppe ad 15th street. De er vel 10-15 år ældre end os. Det er hendes far, der nu er død. Det skrev hun i en sms for en uge siden. Så for et par dage siden stod jeg der med behørig afstand og sagde ”I am really sorry for your loss. Really sorry”. Og det var ikke nok, men det var, hvad jeg kunne gøre lige nu. På grund af this shit.

Den gamle yemenitiske mand oppe i Food U Desire-delien er også død. Min kone skulle hente noget mælk, og der stod den unge med tårer ned ad kinderne.

Inden for krisepsykologien er det ikke overraskende, at folk ikke løber nøgne ned ad gaden med en machete. Frygten for masse-psykose og panik-vold er ikke særlig videnskabelig. I store kriser har folk tværtimod en tendens til at arbejde sammen og fokusere på sociale netværk. Ikke altid, ikke udelukkende, men generelt.

Danskere, der ringer, nævner orkanen Katrina og optøjerne i New Orleans som eksempel på amerikanernes tendens til totalt sammenbrud. Og det er et reelt eksempel. Men lige så gode eksempler er 9/11 i New York og superstormen Sandy, også i New York. Begge gange oplevede man i tiden efter en kommen sammen, en solidaritet, en fornyet styrke.

Sidste gang, amerikanerne købte lige så mange våben, var efter skoleskyderiet i Sandy Hook. Det er en, for os danskere, bizar måde at deale med angst på i et land, hvor man ikke har en urokkelig tro på at systemet vil en det bedste. Men der kom ikke nogen borgerkrig dengang heller.

 

Sidste gang, amerikanerne købte lige så mange våben, var efter skoleskyderiet i Sandy Hook. Men der kom ikke nogen borgerkrig dengang heller.
_______

 

Fantasien om det snarlige kollaps

New York er ikke en krigszone. Det er en by, der tager konsekvensen af virkeligheden. Der er hårde historier her fra lige nu. De er sande. Og der er gode, hjertevarmende historier herfra.

Konsekvenserne for økonomien og for arbejdsløse amerikanere ER gigantiske. Og det er noget, der bekymrer enhver, der undersøger det.

Men USA’s snarlige kollaps er ofte blevet forudsagt – og det er ikke kun en europæisk fantasi, den er også populær på venstrefløjen herovre. Siden vi alle er enige om, at Trump er en katastrofe, må alt, han gør, være katastrofalt. Det lyder rigtigt, men det er virkelig dårlig journalistik.

New York Times og andre centrum-venstreorienterede medier har fokuseret på en eventuel uoverensstemmelse mellem skurken i historien, Trump selv, og helten i historien, hans chefrådgiver på sundhedsområdet Dr. Fauci. Fauci stoler alle på, så ifølge logikken må han hade Trump. Problemet med historien er, at præsidenten tager alle Faucis råd – ifølge Fauci selv. Men et billede af Fauci, der forsøger at dække et smil, da Trump laver en af sine elendige og upassende jokes, er blevet til et bevis på at Fauci er ”fanget”.

Det ser – med andre ord – ikke ud til, at denne krise kommer til at flytte ved det politiske skel herovre. Folk holder fast i deres bias, ligegyldigt hvilken side de er på. Og det er ret ulideligt. Pressen bruger næsten flere kræfter på at diskutere, hvem der mente hvad for en måned siden, end at være særligt afbalancerede.

Præsidenten er som bekendt selv vild med den kamp. Han elsker det – at fange New York Times eller CNN i et ladet spørgsmål. Så behøver han ikke svare dem, men kan holde en mini-monolog. Og på den måde danser de videre – pressen og præsidenten.

For danskerne virker det amerikanske system skørt. Præsidenten siger ting, som guvernørerne ikke lystrer. Det sidste nye er, at Trump tænker på at åbne landet om en måned. Da det kom frem, skreg kritikerne. Og nærmest som modsvar meddelte New Yorks Demokratiske borgmester, Bill DeBlasio, at han ville holde skolerne lukkede helt til sommerferien, både for at vise at han ikke er dum som Trump, og fordi han er under politisk beskydning for at tage krisen for let. En omtrent lige så fjollet udmelding som Trumps.

Nu har Dr. Fauci så udtalt, at hvis vi er heldige, ja, så kan man begynde en rullende genåbning af nogle elementer af landet om… en måned. Det vil Trump genfortælle som en ”jeg-sagde-det-jo”-sejr, mens kritikerne vil tage det som Faucis modige kamp mod Trumps vilde udmelding.

Dette politiske spil bliver mest bare gengivet i danske medier, hvor New York Times’ historier bliver skrællet jævnligt. Men katastrofetanken virker langt fra virkeligheden her i byen. Vi er hjemme, vi er ved at få kuller nogle gange, vi prøver at arbejde, vi prøver at undervise ungerne. Men det er – som bekendt – ikke kun situationen i USA.

Der er to modsatrettede fordomme, vi hører hele tiden: 1) At amerikanerne ikke tager det alvorligt nok, at de er ligeglade, 2) at byen er forladt og død som en ”krigszone”. Det kunne måske hjælpe, hvis man indser, at begge dele ikke kan være sande på samme tid. At det på mange måder er her ligesom de fleste andre steder: Vi prøver at forholde os til virkeligheden, mens den udfolder sig omkring os. Folk er bevidste og ansvarlige – de gør det, de tror er bedst. Og for de fleste betyder det at lytte til læger, når det handler om sygdom.

Ingen ved alt i denne her situation. Det, vi troede for en måned siden, er ikke sandt mere. Det, vi tror om de næste uger, skal justeres hele tiden. Vi tager en dag ad gangen. Sammen med dem, vi er omgivet af.

Og nej, vi tager ikke ”hjem” i denne krise. Nu, mere end nogensinde, er vi hjemme her, ”back in this shit”. ■

 

Det, vi troede for en måned siden, er ikke sandt mere. Det, vi tror om de næste uger, skal justeres hele tiden
_______

 

Kristian Leth (f. 1980) er digter, musiker og forfatter. I 2018 skrev han bestselleren “Håb” (omtale hos forlaget). ILLUSTRATION: Genopstandelse: Mand udenfor Sankt Patrick-katedralen på Manhattan, Påskedag 2020 (12/4). Foto: Reuters/Jeenah Moon

I disse dage lancerer RÆSON en ny sektion med reportager, essays, artikler, interviews og kommentarer under titlen: Liv, kultur, medier og teknologi. Denne artikel er kun ved lanceringen udenfor betalingsmuren (årsabonnement: 250 kr./200 for pensionister+studerende)