Kristina Stoltz i RÆSONs nye kultursektion: Det er farligt at læse

Kristina Stoltz i RÆSONs nye kultursektion: Det er farligt at læse

28.04.2020


I disse dage lancerer RÆSON en ny sektion med reportager, essays, artikler, interviews og kommentarer under titlen: LIV, KULTUR, MEDIER OG TEKNOLOGI. Denne artikel er i en begrænset periode udenfor betalingsmuren. Årsabonnement fortsat blot: 250 kr. (200 for pensionister+studerende)

Af Kristina Stoltz

Prolog: Lige før dette essay om mit passionerede forhold til læseakten skal publiceres, offentliggøres det, at boghandlerkæden Arnold Busck har indgivet begæring om konkurs. Danmarks ældste boghandler lukker dermed samtlige 29 butikker rundt om i landet. Det bliver ikke den eneste virksomhed under ’Coronastormen’, der ender i konkurs, men det er bemærkelsesværdigt, at den er en af de første. Bogsalget har længe været for nedadgående, og med Arnold Buscks forsvinden fra landkortet vil det blive endnu sværere for den enkelte læser at finde frem til den litteratur, som ikke allerede sælger i paller i supermarkederne.

Mørket er ved at falde på. Jeg sidder ved pejsen i skovhuset i Sverige og læser. Der er ild i pejsen, flammerne lyser tilstrækkeligt op til, at jeg stadig kan se bogstaverne på siden, men om lidt vil jeg blive nødt til at tænde pandelampen, som jeg plejer at bruge, når jeg læser i sengen om aftenen. Vi har endnu ikke fået indlagt strøm i huset, som vi har ejet i over 10 år. I begyndelsen syntes vi, det var charmerende, at det var så primitivt, en skærende kontrast til det både hektiske og komfortable storbyliv. Men efter jeg med alderen er blevet mere og mere langsynet, er det begyndt at gå mig på, at jeg ikke kan tænde en lampe, for når det ikke er muligt at læse, daler min livskvalitet betydeligt.
Vi er taget op til huset i skoven for at holde påskeferie. Det er midt i ’Coronastormen’. I de seneste uger har jeg haft mere tid til at læse, end jeg plejer, hvilket har mindet mig om, hvad læsning kan, hvad læsning gør ved mig, og hvorfor læsning er et så vigtigt element i mit liv.

Ved pejsen er jeg nået til slutningen af Nobelprisvinderen Toni Morrisons 400 sider lange ”Salomons sang” fra 1977. En roman om slaveriets historie i USA og sort diaspora. Jeg er nået til det sted i handlingen, hvor en af kvinderne er ved at dø af ulykkelig kærlighed. Der er noget både eventyrligt, mytologisk og usentimentalt ved Toni Morrisons måde at skrive på, som drager mig så meget, at det er umuligt at lægge bogen fra sig.

 

På den måde er læsning magisk. Den giver ny og ofte overraskende indsigt. Det kræver ikke andet end læsefærdighed og tid. Hvis de to komponenter er tilstede kan man rejse, erkende, forarges, skræmmes, ophidses, vækkes og glædes, mens man sådan set bare sidder på en stol
_______

 

I et hus i en svensk skov i 2020 sidder jeg altså og læser om det sorte Amerika i 1950’erne. Og når jeg lukker bogen efter endt læsning, bærer jeg personer, steder og følelser med mig, som jeg har lært at kende ved blot at have givet mig tiden til at følge en række små skrifttegn med blikket i tilstrækkelig lang tid. På den måde er læsning magisk. Den giver ny og ofte overraskende indsigt. Det kræver ikke andet end læsefærdighed og tid. Hvis de to komponenter er tilstede kan man rejse, erkende, forarges, skræmmes, ophidses, vækkes og glædes, mens man sådan set bare sidder på en stol.

Men så enkelt er det alligevel ikke, for hvis det forholdt sig sådan, ville langt flere mennesker vel tage sig tiden til at læse? Ligesom det kræver tid og læsefærdighed, kræver det også en villighed til at overgive sig til en anden verden, en anden tankegang, en anden måde at bruge sproget på, en anderledes måde at fortælle på, end man måske er vant til. For at kunne læse skal man turde give slip, man skal turde hengive sig, lade paraderne falde, slippe kontrollen. Umiddelbart burde det ikke være nogen udfordring, for det samme gør man jo, når man ser film.

Levende billeder kan ­– i bedste fald – tale i symboler, som man kan tolke på. Men der er stor forskel på at få handlingen serveret i levende billeder frem for selv at skabe dem via det sprog, som for eksempel en roman er skrevet i. Man er ikke bare modtager – når man læser, er man deltager. For at leve sig ind i en handling, må man overgive sig til sproget, og når man overgiver sig til sproget, kan man ikke andet end at sætte sig i den andens sted, træde ind i den verden, der bliver skrevet om med sin egen krop, ja, selvom man bare sidder på en stol med bogen foran sig. Det er deri magien opstår, at man som læser transcenderer, overskrider utænkelige grænser, træder ind i andres kroppe, bliver en del af andre tider, andre normer, og kan komme til at erfare uhyrlige og forfærdelige ting. På den måde er det farligt at læse.

 

…at træde ind i drengens erfaringsverden og gennemleve det mareridt, han befandt sig i, lærte mig, hvor kraftfuldt et værktøj skønlitteraturen kan være, hvor vidunderligt farligt det kan være at læse
_______

 

Der er en grund til at regimer foretager bogbrændinger, at forfattere til alle tider har været den gruppe blandt intellektuelle og kunstnere, der har været de mest udskældte og forhadte, og stadigvæk er forfulgt mange steder i verden. For dybest set ved vi alle sammen, i hvert fald på et ubevidst plan, hvad læsning kan føre til. Når vi læser, møder vi os og selv og den anden. Vi møder sandheden, også den del af den, som vi ikke har lyst til at høre. Men vi har også mulighed for at træde ind i et fællesskab, når vi læser, et fællesskab som mange af os længes efter netop nu, hvor store dele af samfundet er lukket ned. I stedet for at føle os afskåret fra verden, kunne vi udnytte den aktuelle krise til at fordybe os, og til at gå på opdagelse i andre universer. Når vi læser om en anden tid, en fjern krig, eller om undertrykkelse et andet sted på kloden, møder vi også vores eget samfund, vores egne begrænsninger og uformåenhed. Til gengæld møder vi også tilværelsens svimlende storslåethet. Vi bliver rykket steder hen i vores bevidsthed, som vi ikke anede eksistensen af. Og vi kommer til at føle et fællesskab med personer, vi aldrig ville have troet, vi kunne spejle os i. På den måde er sproget forførerisk.

Den første gang jeg mærkede sprogets magt og hvad læsningen kunne forårsage, gik jeg i fjerde klasse. Jeg læste en serie om en dreng, der voksede op i den jødiske ghetto i Warszawa under Anden Verdenskrig. Den bogserie ændrede bogstaveligt talt mit liv. At læse om krigen gennem den jødiske drengs perspektiv frem for gennem historiebøgernes ’objektive’ opremsninger, at træde ind i drengens erfaringsverden og gennemleve det mareridt, han befandt sig i, lærte mig, hvor kraftfuldt et værktøj skønlitteraturen kan være, hvor vidunderligt farligt det kan være at læse: Uskyldigt piller man en bog ned fra hylden, og før man ved af det, har ens liv forandret sig. Man er ikke længere den samme. ■

 

Der er en grund til at regimer foretager bogbrændinger, at forfattere til alle tider har været den gruppe blandt intellektuelle og kunstnere, der har været de mest udskældte og forhadte, og stadigvæk er forfulgt mange steder i verden. For dybest set ved vi alle sammen, i hvert fald på et ubevidst plan, hvad læsning kan føre til
_______

 



Kristina Stoltz (f. 1975) er forfatter til utallige bøger. Senest udkom romanen CAHUN (2019) om den franske avantgardekunstner Claude Cahun. Til efteråret udkommer romanen ”Paradis Først” om kærlighed og erindring. ILLUSTRATION: Boghandlen El Ateneo i Buenos Aires – udnævnt af National Geographic til at være verdens smukkeste – er indrettet I et tidligere teater [foto: Walter Bibikow/Ritzau Scanpix]