06.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Der mangler en nedtrapningsplan for den eksisterende produktion af olie i Nordsøen, men den var aldrig på tale under forhandlingerne til aftalen fra i torsdags. Det er den simpelthen for økonomisk, juridisk og politisk vanskelig til. Tilbagekaldelser af de eksisterende tilladelser vil være for dyre, og den velfærd, der skal ”betale” dem, vil ingen politikere tage æren og slagene for. Løsningen skal i stedet findes i markedet.

Kommentar af Lars Køhler

LAD MIG BARE starte med at konstatere, at nej, den nye Nordsøaftale er ikke perfekt. Det nu aftalte stop for den eksisterende produktion af olie og gas i 2050, som ovenikøbet er 4 år senere end de nuværende koncessioner tillader, er alt for sent. Og fraværet i aftalen af en ambitiøs og realistisk nedtrapningsplan af den eksisterende produktion og inklusionen af såkaldte minirunder og nabobloktilladelser, som muliggør udvidelse af den eksisterende produktion, er simpelthen ikke i tråd med hverken klimavidenskab, alvor eller det ansvar, vi har overfor de kommende generationer.

Så er det sagt. Og lad mig så fokusere på alt det, vi kan bruge og tage med os videre fra aftalen. For det er altså ikke så lidt.

 

Det er stolen under den fossile industri, der i torsdags begyndte at rokke. Og det vil have indflydelse
_______

 

Når man står i et hul, så stopper man med at grave. Og det var reelt set det, der skete sent torsdag aften. Et bredt flertal i det danske Folketing stoppede faktisk op, så hinanden i øjnene og blev enige om, at hullet, vi står i, faktisk er rigeligt dybt. Og den bevidsthed er i sig selv et stort skridt, som vi har ventet meget længe på.

Et dansk stop for ny gas- og oliejagt sender et uhyre vigtigt budskab. Ikke bare til omverdenen, som i den grad har brug for, at nogen går forrest, men også til kapitalmarkedet om, at nu lakker det mod enden. Det er stolen under den fossile industri, der i torsdags begyndte at rokke. Og det vil have indflydelse.

Energiministeriet mener selv, at det vil medføre en nedgang i den forventede produktion på 9-15 pct. frem mod 2050. Det er også derfor, at olie- og gasindustrien har kæmpet med næb og klør mod et stop for ny oliejagt. De ved godt, hvad det her er: En første klingende advarsel om, at fremtiden ikke er sort, men grøn. Og lur mig, om ikke dette er det allervigtigste ved torsdagens aftale.

 

Det er faktisk første gang, vi ser de danske politikere indrømme, at løsningen på de klimaproblemer, vi står i, ikke kun skal findes på forbrugssiden, men at vi også bliver nødt til at mindske produktionen
_______

 

DET ER FAKTISK første gang, vi ser de danske politikere indrømme, at løsningen på de klimaproblemer, vi står i, ikke kun skal findes på forbrugssiden, men at vi også bliver nødt til at mindske produktionen. Indtil nu har holdningen været, at hver en dråbe olie skulle op, så længe der var efterspørgsel. Det er det ikke længere. Og vigtigheden af den bevidsthedsændring kan ikke understreges nok.

En spritny rapport fra FN’s miljøprogram UNEP, den årlige Production Gap Report, har netop undersøgt nødvendigheden af at bremse produktionen af fossil energi. Den fortæller os, at produktionen faktisk skal falde med samlet set 6 pct. om året herfra, hvis vi, med UNEP’s egne ord, skal undgå ”katastrofal global opvarmning”. Det betyder med andre ord 11 pct. nedgang i kul, 4 pct. i olie og 3 pct. i gas.

Men tager vi Danmarks moralske og historiske ansvar for klimakrisen med i betragtningen – et ansvar vi som rig nation har til at gå forrest – som også er indskrevet i Parisaftalen, så bør vores reduktion være større end det globale gennemsnit.

 

For hvert grønt skridt, vi sammen tager, øger vi altså presset på markedet ved indirekte at styrke det økonomiske incitament til at flytte investeringer fra sort energi til grøn
_______

 

DER ER VI dog ikke endnu. Der mangler som sagt en nedtrapningsplan for den eksisterende produktion i aftalen, men den var aldrig på tale under forhandlingerne. Det kan jeg garantere for. Det er den simpelthen for økonomisk, juridisk og politisk vanskelig til. Tilbagekaldelser af de eksisterende tilladelser vil være for dyre, og den velfærd, der skal ”betale” dem, vil ingen politikere tage æren og slagene for. Løsningen skal findes et andet sted.

Det eneste, der i mine øjne kan stoppe produktionen i Nordsøen helt, er markedet selv. Og det nødvendige pres der skal til, for at det kan ske, kan både stat og borgere hjælpe til med. Al fremtidig grøn omstilling af energisystem, forbrug, elbiler, opvarmning osv. vil – på grund af torsdagens aftale – presse markedet og investorerne til at trække sig helt af sig selv.

For hvert grønt skridt, vi sammen tager, øger vi altså presset på markedet ved indirekte at styrke det økonomiske incitament til at flytte investeringer fra sort energi til grøn. En positiv selvforstærkende effekt.

Det er altså vejen, og den startede i torsdags. Nu kan vi endelig se fremad.

Jeg tror faktisk, at vores børn vil se tilbage på torsdag d. 3. december 2020 som et reelt vendepunkt. Det var her, vi vågnede fra vores årelange søvn. Så lad mig afslutningsvis sige tak til de danske politikere: Det her havde vi alle brug for. Hold jer nu vågne og brug jeres vågne timer fornuftigt. For selvom torsdagens aftale er et vendepunkt, så er det ikke nok. Der er lang vej endnu. ■

 

Så lad mig afslutningsvis sige tak til de danske politikere: Det her havde vi alle brug for
_______

 

Lars Køhler (f. 1975) er Energi- & Klimarådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år. ILLUSTRATION: Claus Bonnerup/POLFOTO